På skraldetur i december: “Det er jo mad til dem, der er allermest sultne”
Der bliver fortsat kasseret mange ton mad i fødevarebutikker og supermarkedernes containere. Mad der ofte stadig kan spises. Og det er der en gruppe mennesker, der udnytter - de såkaldte skraldere. Men det kan være risky business at hive sine fund med hjem og indtage dem. Noget af maden er nemlig kasseret, fordi det er blevet tilbagekaldt af fødevaremyndighederne, og der bliver ikke skelnet mellem spiseligt eller skadeligt i butikkernes skraldecontainerne.
Af Sabina Hvass, journalist på OXYFor nogle år tilbage boede jeg sammen med en finne, som en dag kom hjem med favnen fuld af grøntsager og bagværk og stolt proklamerede: “Der står en container bag Brugsen fyldt med gratis godter!”. Han gik straks i gang med at skylle alle sine små skatte, kæle for dem, og mumlede noget om, hvad de mon kunne blive til. Og senere fik vi grøntsagslasagne med råkostsalat og to kanelsnegle til dessert. Der var intet galt med smagen overhovedet. Og maveknebene, som jeg regnede med ville komme, udeblev. Jeg fandt ud af, at det ikke var første gang han havde gået på jagt efter mad i butikkernes skrald, men det var ikke noget, jeg overhovedet havde overvejet at gøre. Jeg havde en tro på, at de ting, der lå i containerne, lå der af en årsag; tilbagekaldt, muggent, råddent, ubrugeligt og helt hundrede procent sikkert sundhedsskadeligt. Et par gange var jeg med ham ude efter lukketid, men på et tidspunkt gav det ikke længere mening for mig.
Supermarkederne var begyndt at sætte priserne ned på varer, som var på vej til at overskride sidste salgsdato. Der blev gjort noget ved madspildet. Og siden har detailhandlen signaleret mere og mere tydeligt, at de tager et ansvar og forsøger at forbedre sig. Der er særlige hylder til mad, som er på vej mod sidste salgsdato, og der bliver sat mærker på varerne, der gør opmærksom på, at kunder har et valg om at redde maden fra containerne ude bagved. Derfor er jeg med tiden blevet endnu mere utryg ved, at folk dykker hovedet først ned i, hvad der for mig mest ligner en petriskål af bakterier og starten på et pinefuldt maveonde.
Men så kommer julen, madreklamerne og madprogrammerne. Mine tanker kredser om mad på en mere indtrængende måde, og som resultat køber jeg markant mere ind og smider mere ud. Brug og smid væk-kulturen er så synlig i december, at jeg får dårlig samvittighed. Og så er julemåneden også eminent til at minde en om, at det langt fra er alle, der har muligheden for at fylde køleskabet med and, flæskesteg, rødkål og risalamande. Derfor fik jeg lyst til at tage en skraldetur til. Jeg havde lyst til at se, hvordan det stod til med madspildet derude. Og til at snakke med nogen, som stadig “dumpster divede”, som min finske ven kaldte det. Jeg allierede mig med en skralder, der kunne fortælle mig om sin motivation og syn på de problemer vi fortsat har med madspild. Vi mødtes i Folkets Park på Nørrebro, hvor vi lagde en rute. Her står også et køleskab og en fryser, som nogle frivillige i Folkets Hus holder øje med. Her kommer folk med deres overskydende mad.
“Jeg bliver så glad, når sådan nogle initiativer dukker op! Det er jo helt almindelige mennesker, der har købt mere, end de kan spise. Så får de nu mulighed for at give det til nogen, der har brug for det”, siger Signe, som har tændt sin pandelampe og er ved at fiske et par arbejdshandsker frem fra sin lomme. “Der er mange flere, der skralder nu, end da jeg startede for 6 år siden sammen med en kammerat. Men jeg kender nogle steder, som ikke er så travle. Skal vi kigge på det?”
Signe er i slutningen af 20’erne, alenemor og lever ikke udelukkende af skraldet mad. Hun begyndte at skralde, da hun var studerende, for at spare penge. “På studiet var der flere, der havde erfaring med det, og dem lærte jeg nogle tricks af.”
”Det er fx en god idé at kende skraldemændenes rute, og at komme så tæt på lukketid som muligt. Det er virkelig surt at gå forgæves, når det er råkoldt som i dag, og du ikke har andet end syltede agurker i køleskabet derhjemme. Så man må også godt være lidt fremsynet. Jeg har oplevet tomme containere mange gange, og det må man desværre også vænne sig til sker”, fortæller Signe.
Vi hopper på cyklen, mens hun fortæller, at hun ofte tager ud, efter hun har spist aftensmad, og tager hen til de steder hun ved lukker tidligt. “Det er god stil ikke at skræmme butikspersonalet helt fra snøvsen. De skal helst være gået hjem.”
Det kræver altså noget for at lykkes. Mens vi bevæger os af sted, lægger jeg mærke til alle dem, der går ind i supermarkederne og spritter hænderne af, før de går ind og vælger fra det bugnende julesortiment. Hold kæft, hvor har de det let! Jeg spørger Signe, hvor ofte hun tager ud og skralder:
“Helst så ofte jeg kan. Det er ikke noget jeg gør fast hver eller hver anden dag, men jeg er som regel ude en gang om ugen om vinteren. Om sommeren er jeg sjældnere ude, fordi der er større risiko for at varerne bliver dårlige pga. varmen.” Man skal være ret dedikeret. Jeg var godt klar over, at det ville kræve noget særligt, men omfanget af planlægning kommer alligevel bag på mig. Og jeg tænker, jeg helt klart ikke er rustet godt nok til at begive mig ud alene. “Der er heller ikke mange, der kører solo. Og det vil jeg til enhver tid fraråde. Både fordi det er hyggeligt at være flere, men også fordi det betyder, at man er flere til at vurdere om noget er godt nok til at spise.”
Da vi ankommer til en baggård, kigger hun på klokken og konstaterer, at vi roligt kan gå i gang med at afsøge potentialet. I toppen af den første skraldecontainer ligger der en masse tekstiler, som umiddelbart ser tilforladelige ud.
“Jeg ved, der kommer andre og henter det, de mangler af tøj. Og det er altid en god idé at efterlade det, du ikke er 100% sikker på, at du har brug for”. Vi åbner en ny container, hvor resterne af frugt og grønt afgiver en fæl lugt, der får min mave til at vende sig. Vi tager videre til det næste spot, hvor vi bliver enige om at lade en god portion grønt ligge, da der er nogle underlige skader på skræl og membraner. Hun siger, at det er en god tommelfingerregel, at man bruger sin mavefornemmelse. Men jeg kan mærke, at hun bliver trist over det, for der ligger meget.
“Den mad, der bliver smidt ud, har stadig værdi. Det her er gået igennem så ufatteligt mange led af fødevareindustrien og har allerede belastet klimaet. Jeg mener, det er totalt umoralsk, at det skal gå til spilde og lade det ende på forbrændingen”, siger Signe, mens hun hiver et godt udvalg af smoothies i papiremballage op af containeren. “De her har jo bare fået en bule og er lidt skæve, fordi de er blevet tabt eller klemt i butikken. Men der er ikke hul i, og datoen signalerer ikke, at der er fare på færde.” Hun tjekker dog, om der er noget hun skal være opmærksom på ved at google brandet og typen af fødevarer, hun haler op. “Nogle gange er der jo sket en fejl et eller andet sted, som gør det sundhedsfarligt at indtage. Men når noget bliver kaldt tilbage, så står det også på butikkernes sociale medier eller andre steder på nettet. Vi har efterhånden mange grupper på sociale medier, som er gode til at dele den slags information med hinanden”.
I Frankrig er det blevet decideret forbudt for detailhandlen at smide mad ud, der stadig kan spises. Det SKAL doneres. Jeg spørger Signe, hvad hun synes om det:
“Jamen det er jo fuldstændig fantastisk! Det er jo mad til dem, der er allermest sultne. Herberger og organisationer, der arbejder med udsatte og den slags. Og jeg fatter slet ikke, at vi ikke er længere herhjemme. Jeg skal 6 km væk fra min lejlighed for at finde en container, jeg kan skralde i, fordi resten er buret inde eller lukket med lås. Og der er altså mere udsatte mennesker end mig, der skal kæmpe endnu mere for føden. Dem tænker jeg også på, når jeg står her”.
Signe og jeg taler om vores ansvar for madspildet. Vi ved begge to godt, at vi smider for meget ud. Men vi føler os klædt dårligt på til at gøre ‘det rigtige’. Nogle kæmper for at fødevareindustrien producerer mindre, eller at den bliver mere bæredygtig og kommer tættere på os. Nogle kæmper for at alle kan få adgang til mad. Og for andre, som Signe, giver det mening at sørge for, at den mad, der bliver produceret, ikke går til spilde i det sidste led af detailhandlen, og kommer hendes datter til gavn.
“Der er mange forskellige tilgange blandt skraldere. Jeg løber faktisk sjældent ind i andre, når jeg er ude. Men når jeg gør, så behandler jeg folk med respekt og dømmer ikke på forhånd. Jeg ved ikke nødvendigvis, hvorfor andre skralder, men jeg synes, det vigtigste er at vide, hvorfor JEG skralder.”
I Danmark er det lovligt at skralde, så længe de fundne varer i affaldscontainere er til eget brug. Man må altså ikke give den skraldede mad til andre. Det er på eget ansvar, at du spiser den, så butikken ikke kan holdes ansvarlig, hvis du får madforgiftning. Jeg fortæller Signe, at Fødevarestyrelsen slet ikke definerer det, vi står med som mad, men som affald.
“Du kan kalde det, hvad du vil. Men lur mig, om ikke det her er en røvfuld lækre risdesserter, som er pakket ind i en emballage, der ikke er brudt. Jeg spiser det ikke selv, men jeg kender nogen, der ville blive glade for dem. Og jeg har altså ingen kvaler med at give det videre eller bytte med en anden skralder, som har noget jeg kan lide. Men det er selvfølgelig kun nogen, jeg kender, som jeg giver til eller bytter med. Nogen, der kender reglerne og risikoen.”
Jeg tog lidt af vores udbytte med hjem. Duften af skrald var så tilstedeværende i mine næsebor, og jeg kunne ikke ryste min bekymring om et forestående maveonde af mig, så jeg tog kun det med, der var i emballage. Måske jeg i sidste ende er en tand for sart, eller måske min motivation ikke stor nok, nu når jeg ved, hvad det kræver at skralde. Hatten af for dem, der gør det - men der går nok lidt, før jeg trækker i arbejdshandskerne og går på skraldereventyr igen.
(Signe er ikke skralderens rigtige navn, da vedkommende ønsker at forblive anonym, red.)