Svinebondepar: “… konventionel svineproduktion er så CO2-belastende og dyrevelfærden er så lav, at grisene er ren og skær produktionsenheder”

LYT TIL DENNE ARTIKEL

Svinebondeparret Kent og Maria laver gris på grisens præmisser, der reducerer madspild, smager bedre og klimasviner mindre. Det elsker restauranterne i København dem for.

Af Perry MacLeod Jensen, journalist | Foto: Anna Holte

Hvis der er én ting, vi har lært af at snakke om klimadystopier, reducering af madspild og Greta Thunberg, så er det, at forandringen ikke sker af sig selv. Man skal træffe nogle valg.

Maria Bojsen og Kent Nielsen har truffet et valg. De vil producere svin på en måde, hvor de kan se sig selv i øjnene. Hvor grisen ikke er en produktionsenhed, der først og fremmest skal være så billig som muligt. På deres gård Birthesminde skal grisen leve på grisens præmisser, som Bojsen siger.

Her går grisene rundt ude på græsmarkerne hele året. De bliver hovedsageligt fodret med madrester fra restauranter i stedet for soja, der er dyrket i Sydamerika. Her er målet at opnå den bedst mulige dyrevelfærd og det lavest mulige klimaaftryk. Det er også blevet lidt af en succes, for restauranterne Mangia, Il Buco, Dyrehaven og Friheden elsker deres svinekød. Kødet er ikke billigt. Tværtimod. Men det skal give både forbrugerne og producenterne en bedre mavefornemmelse, når grisen ligger på tallerkenen.

Men det er hårdt arbejde, og jeg er taget ud på Birthesminde for at konfrontere mine egne madvaner og spørge Maria Bojsen og Kent Nielsen, hvorfor det er så vigtigt for dem, at deres grise ikke bare kommer hurtigst og billigst fra soen til tallerkenen.

”Vi står i en kæmpe stor omvæltning i forhold til klima og hvordan vi skal kigge på vores fremtid for vores børn. Samtidig har vi en konventionel svineproduktion kørende, der er så CO2-belastende og hvor dyrevelfærden er så lav, at grisene er ren og skær produktionsenheder. Det er der bare ikke nogen fremtid i”, siger Maria Bojsen.

Man kan anskue deres gård som et klimavenligt, progressivt, økologisk landbrug. Man kan også anskue det som aktivisme. Aktivisme, der starter med at fodre grise klokken 6 om morgenen. Aktivisme, hvor man lader gamle, sjældne griseracer gå rundt på markerne, selvom de næsten er udkonkurreret af det langt mere produktionseffektive lyserøde svin, som udgør langt størstedelen af den danske svinebestand på 13 millioner svin. Det er aktivisme, der handler om at være yderliggående og vise, at man kan producere svin på en anden måde i Danmark.

Andres affald er næring

Da jeg ankommer til Birthesminde-gården lidt syd for Holbæk, viser Kent Nielsen straks rundt på gården. Som det første viser han de søjler, mure og tag, som skal blive til den nye stald, han er ved at lægge sidste hånd på. Lige nu er stalden stort set tom og vinterkold, men den skal snart blive til et nyt foderblandingsanlæg. Målet er at indsamle madaffald fra restauranter og fødevareproducenter, der skal blive til grisefoder. Det skal blandes herinde, og de satser på, at deres foder kommer fra det nye foderblandingsanlæg til næste år.

Ude foran stalden står der en kasse fyldt med croissanter og andet brød, der ikke er blevet solgt på københavner-restauranten Il Buco. Egentlig er brødet blevet for gammelt og tørt til at være menneskeføde. Men grisene er ikke lige så kræsne som os mennesker. 

Der står også containere fyldt med overskydende mask fra bryggeriet Herslev, kuglehvede fra bryggeriet Broaden & Build, hvedeklid fra melproducenten Østagergaard og slåenbær fra alkoholproducenten Hammer & Son. Alt sammen skulle egentlig bare smides ud, før det kom til Birthesminde. Men nu kan Kent både genbruge de her restprodukter, og samtidigt kan han variere grisenes foder.

”Jo mere diversitet, der er i fodret, jo bedre smager kødet også”, fortæller han.

Det her er et af eksemplerne på, hvordan Birthesminde-parret gør tingene lidt anderledes. Hvordan kampen mod madspild også kan blive en fordel i jagten på den bedste smag. Og det er et af mange kompromisløse tiltag her på gården. Eksempelvis tvangsinseminerer de heller ikke deres søer. De får blot lov til at gå rundt om ornen, når søerne er i brunst.

Fra kunstner til landmand

Før Maria Bojsen blev landmand, arbejdede hun som kunstner, hvor hun fokuserede på relationen mellem mennesker og dyr. Hun malede og lavede skulpturer med dyrematerialer og prøvede at gøre opmærksom på hele produktionsapparatet gennem kunsten.

”Jeg har altid interesseret mig for, hvordan vi behandler vores dyr. For hvordan kan man sidde og fodre sine små fugle ude på terrassen, samtidigt med man spiser en flæskesteg, hvor grisen virkelig har haft det skidt? Der har man overhovedet ikke nogen relation til grisen og tænker kun på den som et produkt”, siger hun.

Men dyrene fik det bare ikke bedre af, at Maria Bojsen lavede kunstværker om dyrevelfærd. Debatten startede aldrig, og folk droppede ikke de konventionelle svinekoteletter. Derfor sadlede hun om. Men hendes liv skulle stadig handle om dyrevelfærd.

”Jeg evnede ikke at skabe nok rabalder med det kunstneriske på det tidspunkt, og så havde jeg brug for en hverdag, hvor jeg havde det i hænderne og gjorde noget praktisk selv. Derfor gik jeg i praktik hos en svinebonde for at undersøge, hvordan man kunne gøre det anderledes”.

Det var her, Maria Bojsen blev introduceret for det svinebondeliv, som hun lever ni år senere sammen med manden Kent Nielsen. Men det var et svinebondeliv, der indeholdt nogle grundlæggende valg om, hvordan man ville lave sin produktion. Skulle grisene halekuperes? Skulle de have en næsering? Skulle de gå frit på græs? Hvad skulle de fodres med?

Jeg tænker, det lette svar ville være at lade pengene bestemme, hvad der er billigst og mest effektivt. Men for Maria Bojsen og Kent Nielsen ville det være en helt forkert måde at opdrætte deres svin. 

”Vi har ikke villet gå på kompromis med alle de her ting, der handler om, hvor meget plads de skal have, hvilken race det skal være, og om vi skal lade dem løbe naturligt. Alle de her ting har vi taget stilling til, og så har vi spurgt os selv, om det kunne lade sig gøre at lave en gris på grisens præmisser”, forklarer Maria Bojsen.

Arbejdede fuldtid ved siden af

De begyndte i det små - med blot fire grise. Og så kunne det langsomt udvikle sig i takt med, at de ville tjene flere penge. De arbejdede ved siden af for at have råd til at drive gården. Ikke noget med at tage store lån i banken. Det her skulle gøres på deres egen, totalt idealistiske, måde.

”Det har været pissehårdt arbejde. Når man laver sådan noget, som vi laver, kan folk godt idyllisere det, men det her handler ikke om, at vi skal have nogle søde grise, vi kan klø bag ørene. For det er hårdt arbejde. Da jeg arbejdede fuld tid ved siden af, foderstartede jeg klokken 4 om morgenen. Så det er fysisk hårdt, men jeg synes også, at det var psykisk hårdt. Det var svært at sælge vores kød i starten, og jeg har haft svært ved at forstå, at folk ikke tænker sig mere om i deres forbrugsmønstre”, fortæller Maria.

Ordene rammer noget centralt i hele diskussionen om madspild, dyrevelfærd og grøn omstilling. Det er ret bekvemt for en københavner som mig at være i behørig afstand fra landbrugsjord og dyreopdræt og sige, jeg virkelig gerne vil være med til den grønne omstilling. Men hvis jeg skal være ærlig, bliver jeg stadig fristet af supermarkedets frie valg på alle hylder. Uanset om de er økologiske eller ej. Jeg har heller ikke indtryk af, at mange restauranter og kantiner virker indstillede på at købe en hel gris og få det bedste ud af, hvad der er til rådighed. Så jeg kan simpelthen ikke lade være med at tænke på, om det er den her implicitte afvisning, der får Maria til at sige, det faktisk er psykisk hårdt.

”Vi er afhængige af, at der er nogle andre, der træffer den samme beslutning som os. Ellers er vi jo bare sådan nogle hippier, der står og synes et eller andet fedt for os selv. Jeg er tit blevet lidt stødt, når restauranterne ikke føler den samme ansvarlighed, kærlighed, etik og moral, som vi gør. Jeg undrer mig over, at kokke ikke tænker på hele grisen, men kun på hvad der er på deres menu. Det ville gøre det meget mere bæredygtigt, og det ville sikkert også gøre det billigere. Nu har vi fået kunder, der gør det, men i hele opbygningen tænkte jeg over, hvorfor der ikke var flere, som gjorde det”, siger Maria.