Små fortællinger - tekst
[MAD]
Stine, 28
“Min tvillingesøsters symptomer startede, da vi var teenagere, men blev tydelige omkring 1.g, som jeg husker det. Jeg tror, det er meget almindeligt som teenage-pige at være spiseforstyrret. Ens krop ændrer sig, og det er svært. Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår hun startede i behandling. Jeg tror, ens hjerne gemmer nogle ting væk under traumatiserende oplevelser. Ting, der er svære at håndtere. Men jeg kan huske, at jeg trak mig meget i starten.
Vi er så tætte, som vi kan blive, og jeg føler, jeg kan sige hvad som helst til hende. Vi boede sammen i Aarhus, da vi var 20-25 år. Nu bor hun på bosted, og jeg er flyttet til København. Min familie har været meget involverede i hendes behandling fra starten, og vi har forskellige måder at håndtere tingene på. Jeg kan godt blive frustreret, når jeg synes mine forældre er konfliktsky. De sidste tre år har især været svære. Og hun skal snart indlægges igen. Så jeg går til psykolog, og det har hjulpet mig rigtig meget på det seneste. Jeg involverer mig og hjælper så meget jeg kan, men jeg er opmærksom på, at jeg skal kunne leve mit eget liv. Jeg har en strategi, hvor jeg lytter meget og spørger ind til hende på en måde, hvor jeg bruger lidt mindre af mig selv. Og så mærker jeg efter hvilken dag jeg har og melder ud, hvis jeg ikke har lyst til at snakke om hendes sygdom. Vores forhold skal ikke være defineret af spiseforstyrrelsen - vi skal kunne snakke om Den Store Bagedyst eller tøj, og vi har talt om, at det er okay.
Som tæt pårørende føler man ikke, at man nogensinde gør nok, og man skal tage det seriøst, hvis man føler det giver problemer. Hvis man er i tvivl om, hvad der er det rigtige, så kan man altid tale med Landsforeningen mod spiseforstyrrelser, som også er gode til at give vejledning til pårørende. Man skal aldrig føle, at det ikke er vigtigt.”
Af Sabina Hvass[VENSKABER]
Anna, 32
Amerikanske Emma og jeg mødte hinanden, da jeg var i praktik i Amsterdam. Emma startede i praktik ugen efter mig, men boede allerede fast i Amsterdam og kendte byen rigtig godt. Sammen med et par andre praktikanter og fastansatte, arbejdede vi på et helt nyt og lidt udefineret projekt, som senere er blevet til en ret omfattende udforskning af kroppen og kropsvæsker i relation til kultur, kost og kunst. Dengang vi arbejdede på projektet, handlede det primært om tis i kunst og design - tænk Manneken Pis, urbant pissoir-design og ”hvorfor lugter det sjovt, når man har spist asparges?”. De to førstnævnte var mere mit område, mens sidstnævnte var Emmas, og ikke overraskende var der en hel del fnisen i vores hjørne af kontoret.
Emma og hendes engelske kæreste Mark, som hun havde mødt i Amsterdam et par år tidligere, havde en lækker lejlighed centralt i byen. De var begge meget imødekommende, og hen mod slutningen af mit ophold i Amsterdam var jeg nærmest fast inventar på deres tagterrasse. Siden jeg tog hjem til København, har jeg hus-sittet for dem flere gange ved mine besøg i Amsterdam, og jeg var også med, da de blev gift, ligesom de var inviteret til mit bryllup.
I takt med at årene er gået, er det gradvist blevet sværere at holde fast i venskabet. Når vi ikke bor i samme by og land længere, kræver det en mere aktiv indsats at holde kontakten, og der er sket en del i begge vores liv, siden vi var sorgløse tis-praktikanter. Sociale medier betyder, at vi kan følge lidt med, selvom ingen af os deler ret meget online, og vi benytter semi-flittigt de forskellige beskedtjenester. Når det en gang imellem er frustrerende at skulle arbejde for venskabet, så trøster jeg mig med, at det føles, som om vi så hinanden i går, når vi endelig får taget os sammen til et videoopkald eller længere telefonsamtaler.
Af Sabina Hvass[KROP]
Kasper, 21
"Min krop og mine spisevaner har været et fokuspunkt gennem hele mit liv. Siden jeg var lille har min familie, deres venner, mine venner, diverse pædagogisk personale og lærere givet mig kommentarer med på vejen om min lille krop med små muskler: »Hvis du dyrkede sport, ville du ikke se så skrøbelig ud«. »Hvis du sidder indenfor og tegner hele dagen bliver du svag«. »En rigtig mand skal have kød på knoglerne«. Det hjalp ikke på noget som helst, og jeg var også ret kræsen og kunne ikke lide at spille fodbold, eller andre slags sport for den sags skyld. I folkeskolen kiggede jeg på de andre drenge med misundelse. Jeg ville også være tonet, muskuløs, leve op til idealet og være eftertragtet. Men jeg hoppede fra mit fitnessmedlemskab tre gange mellem jeg var 15 og 19 år, og hver gang var jeg ekstremt ulykkelig. Jeg havde ingen motivation, fordi jeg faktisk ikke havde et ønske om at tage af sted i første omgang. Jeg tog af sted for at ændre på, hvordan andre så mig. For at være 'fit for fight', fysisk stærk og muskuløs - alle de ting jeg ikke var. Det gik ud over min mentale sundhed, og de frø, der blev plantet i min barndom, voksede til selvhad. Jeg var overbebyrdet, stresset og havde store bekymringer ift. min uddannelse og min fremtid. Jeg var også på vej ud af et langvarigt forhold og alt det gjorde, at jeg mistede min appetit. Jeg skippede måltider, fordi jeg vidste, at min krop ville afvise mad fuldstændigt, og retfærdiggjorde det ved at jeg kunne spare penge på den måde, og derfor have råd til at købe flere cigaretter. Jeg følte ikke, at jeg havde nogen kontrol overhovedet, og alt var ved at falde fra hinanden. Da mit forhold sluttede, flyttede jeg tilbage til mine forældre, som gav mig den tryghed jeg havde behov for, og de lavede mad til mig. Jeg fortalte dem alt, og de lyttede og var empatiske. Men deres kommentarer om min krop fortsatte: "Du er for tynd og dit tøj gør det værre. Nogle vil måske tro, at du sulter dig selv for at se godt ud". Det satte mig fuldstændig tilbage. Jeg snakkede med dem om det, og de beklagede deres kommentarer. I nogle sammenhænge fortsætter det, men jeg har fået styr på nogle af de omstændigheder, der gjorde at kommentarerne gjorde ekstra meget ondt. Alle kroppe er værdige. Det er samtalen og strukturerne omkring den, der skal ændre sig - ikke mig. Jeg følger mange kropspositive aktivister, som inspirerer mig og hjælper med at føle mig godt tilpas i min krop."
Af Sabina Hvass[VENSKABER]
Kirstine, 29
“Jeg møder canadiske Julie på Roskilde Festival 2007, og vi har holdt kontakten siden. Jeg besøger hende første gang i Vancouver efter gymnasiet, og i 2014 tager jeg orlov fra mit studie og spørger Julie, om jeg må bo hos hende. Jeg får ‘work and holiday’-visum i et år og flytter ind i en treværelses lejlighed i Vancouver, der har fjord- og bjergudsigt. Der bor jeg sammen med Julie og Robyn, men jeg arbejder på lager for den nordamerikanske genbrugsbutikskæde Value Village. Senest var jeg til Robyns bryllup i efteråret 2019, hvor der var vikingetema. Brudepigerne var otte timer om at gøre sig klar til festen, hvor vielsen også foregik. Jeg elsker at klæde mig ud, så jeg havde forberedt mig, siden jeg fandt ud af, at Robyn var blevet forlovet og at bryllupsfesten skulle have et tema tilbage mellem jul og nytår 2018. Mit outfit bestod bl.a. af kranier fra de to mink Ib og Bob. De blev kogt udenfor hos mine forældre i Nordjylland af to omgange - første gang i fire timer og så på frost til næste gang jeg kom på besøg. Minken Troels ligger stadig i min mors fryser. Han nåede ikke at blive kogt. Min mor har en filtebutik, og hun havde nogle fåreskind med uld på, som jeg fik lavet huller i og syet sammen til en meget ukurant vest. Jeg havde også købt en lille rollespilsdolk med en skede til i Faraos Cigarer. I Counter Strike-verdenen vil den type nok blive kaldt en ‘shadow dagger’. Jeg fandt en rund ske i kobber på et loppemarked, og fik den lavet til et smykke af en jeg boede på skolehjem med, som læste til guldsmed. Og så havde jeg ladet mit hår gro langt i et år, så jeg kunne sætte det i en vild vikingefrisure. Selve bryllupsfesten foregik på et venue, hvor jeg faktisk havde været til et andet bryllup i 2015. Jeg har fået et meget sødt takkebrev fra Robyn for nyligt, som jeg blev så glad for.”
Af Sabina Hvass[STORE KATTE]
Nanna
“Da jeg var i Sydafrika, plejede jeg at gå rundt om morgenen for at sige godmorgen til dyrene. Jeg gik ind til Jack og Daniel, som er sjakaler. Den sidste morgen jeg var der, gik jeg derind med en anden frivillig. Da vi havde været derinde i noget tid, begyndte Jack at bide i mit ærme, hvilke var mærkeligt. Jeg løftede min arm og jeg løftede ham op fra jorden, fordi han holdt fast i mit ærme med sine tænder. Det havde han aldrig gjort før. Da jeg satte min arm ned igen, begyndte han at bide i min hånd, og han begyndte også at bide i mine lår, lige over mine knæ. Jeg sagde til den anden frivillige, at hun skulle gå ud af indhegningen, og jeg tilbød Jack min hånd, så han kunne bide i den i stedet for mit ben. Det var både så jeg fik Jack lidt længere væk fra mig og så jeg kunne rejse mig op igen. Den anden frivillige gik om på siden af indhegningen og tog en gren og kørte den fra side til side over hegnet for at distrahere Jack, og det gjorde, at jeg kunne komme ud af indhegningen. Jeg blødte både fra den ene hånd og begge mine ben. Men det var ikke hans skyld, for jeg havde hjulpet med at bære en død ko dagen før, hvor jeg havde haft det samme tøj på. Han kunne lugte et byttedyr og handlede bare instinktivt.”
Af Katrine Blauenfeldt[AFVEJE]
Thermo
"Jeg fik mit første kemisæt, da jeg var 9 år gammel og interessen for videnskab har siden dengang fyldt meget i mit liv. Jeg stoppede som 14-årig med at lege med legoklodser og begyndte i stedet at lege med molekyler på Københavns ungdomslaboratorie. Selvom videnskab fyldte meget i mit liv, har min nysgerrighed altid ledt mig på afveje. Jeg har været messedreng på en coaster i middelhavet, fisker i Hanstholm, lokalradiovært i 27 år, arbejdet med special effects for Nicolas Winding Refn, 10 år som radiovagt i taxacentralen, været førende visual artist i 90’ernes technomiljø og utilpasset knægt på kanten af loven. Men det er først de sidste par år jeg endelig har fået lov til at arbejde professionelt med videnskab, som syntesekemiker i medicinalindustrien. Det er summen af alle mine afveje, der har bragt mig hertil, men hvor fremtiden bringer mig hen ved jeg ikke, der er jo stadig mulighed for at komme på afveje."
Af Glen Bay Grant[KÆRLIGHED]
Camilla, 31 år
“Der skal være en fest for mig selv derhjemme. En hverdagsfest. Når jeg gør noget særligt for mig selv, der føles godt, giver det overskud i forhold til at kunne være noget for mine børn og min mand. Jeg er på barsel med mit andet barn, så derfor værdsætter jeg ekstra meget at have det rart i mit hjem. Normalt køber jeg blomster til mig selv en gang om ugen. Hvis jeg enkelte gange ikke får det gjort, kommer min mand hjem med en større buket blomster, fordi han ved, hvor glad det gør mig. Hver dag skal helst være særlig. For mig er blomster med til at skabe de dage.”
Af Melissa Kühn Hjerrild[KÆRLIGHED]
Johnny, 60
“Jeg begyndte at samle på̊ kaktus, da jeg gik igennem en svær skilsmisse for mange år siden. Jeg har en 10-12 forskellige slags derhjemme i lejligheden. Jeg bor alene, og jeg havde før en kat, men den er lige død. Det hjælper mig lidt at gå̊ ned og købe en ny kaktus. De gør mig ligesom i godt humør. Jeg kan især godt lide kaktus, fordi de er lidt mystiske i det. Jeg har lige købt en ny en af denne slags, fordi den sidste jeg havde, den døde. Det er jo lidt sjovt, for jeg kommer faktisk til at vande mine kaktus for meget, fordi jeg så̊ gerne vil passe dem, men de behøver slet ikke så meget vand. Faktisk skal de nok kun vandes en gang hver tredje uge.”
Af Melissa Kühn Hjerrild[KÆRLIGHED]
Sofie Elizabeth, 86
“Min mand var gartner. Han elskede haven og selvfølgelig blomster. Det gør jeg også, og jeg hygger mig sådan med at pynte med dem - både indendørs og udendørs. Jeg plukker nogle blade fra min kirsebær- og laurbærbusk i min have, og så̊ blander jeg det for eksempel med disse smukke blomster, så̊ det grønne får noget spil. Jeg tænker altid på min mand, når jeg går og hygger mig med mine blomster. Han døde for 10 år siden. I går var jeg på kirkegården med blomster til ham.”
Af Melissa Kühn Hjerrild[KÆRLIGHED]
Annette, 51
“I dag har min mand fødselsdag. Derfor skal han have blomster. Men det er altså̊ ikke altid, jeg giver blomster på̊ hans fødselsdag. Jeg gør det, når jeg synes, han er helt vidunderlig dejlig. Så̊ får han lige lidt mere. Jeg er ved at skrive en eksamensopgave, og især i denne tid har min mand rummet mig endnu mere end han plejer. Han kommer med te, giver kys og kram og ekstra omsorg. Han tænker fra sit hjerte, at jeg kan klare det. At jeg kan klare alt. Den tillid til mig - det synes jeg er grundlaget for kærlighed.
Jeg vil gerne vise, at jeg værdsætter omsorgen og tilliden. I dag blev det så med blomster. Jeg kan lide det gamle ritual, der ligger i at give blomster, og hvad det er kommet af. For mig at se har vi videreført det impulsive i at bukke sig ned i naturen, plukke en blomst og give den til én man holder af.”
Af Melissa Kühn Hjerrild[KÆRLIGHED]
Malene, 26
“Min søster har haft et stort vægttab. Derfor skal hun have blomster. Vi spiller på samme håndboldhold sammen, og nu har vi på holdet lavet en lille pokal til hende som overraskelse sammen med blomsterne. Vi vil vise hende, hvor sej hun er, og at vi støtter hende. Hun har virkelig prøvet at tabe sig i mange år, men nu er det virkelig sket. Det vil vi gerne fejre og give hende credit for. Hun er en god storesøster og ikke mindst verdens bedste moster. Nu skal hun også snart være gudmor til mit kommende barn.”
Af Melissa Kühn Hjerrild