Vi klarer først klimakrisen, når kød ikke kobles sammen med høj status

Kød symboliserer prestige og penge på bankkontoen, og det er problematisk. For når flere lande får råd til en ny kødfyldt livsstil, tærer det på klima og miljø.

Af Amalie Klitgaard, journalist - amalie.klitgaard@gmail.com

Jeg havde egentlig forberedt mig selv på, at et liv i Kina betød et liv levet på ris, nudler og grøntsager. Men jeg tog fuldstændig fejl. Gadesælgere kastede kød på spyd i nakken på mig, når jeg vandrede gennem Beijings gader i efteråret 2019. Og hver middag bestod af mindst tre delte retter med oksekød eller svin.

I dag er kød et statussymbol i Kina på linje med, hvad det længe har været i vestlige kulturer, hvor steakhouses introducerede voksende middelklasser for store, saftige, røde bøffer – og et skridt nærmere på ”The American Dream”.

Nu vokser middelklasserne andre steder i verden, og derfor vokser kødforbruget. 

Det er statistisk bevist, at når BPN’et - et populært måleredskab for et lands økonomiske velstand – stiger, jamen så stiger kødforbruget også. For når vi får flere penge mellem hænderne, forkæler vi os med dyr mad, der symboliserer vores højere status.

Den økonomiske vækst i Kina og Brasilien kan derfor aflæses i en global kødproduktion, som er vokset fuldstændig ud af proportioner. Ifølge tal fra UN Food and Agriculture Organization er kødproduktionen i dag fem gange højere, end den var i starten af 1960’erne. 

Helt præcist er vi gået fra 70 millioner tons kød i 1960’erne til mere end 330 millioner tons i 2017. Det kan sammenlignes med, at verdens borgere årligt sætter tænderne i kød svarende til 904 Empire State Buildings.

De voksende nationer skal dog ikke bære hele ansvaret, for stigningen kan også forklares med en fordobling i antal munde at mætte globalt. Samtidig har de store kødnationer ikke stoppet deres forbrug. Tværtimod viser tal fra USA’s landbrugsministerium, at amerikanerne i 2018 satte rekord for deres kødforbrug.

Men når det så er sagt, kan det altså mærkes, når hver kineser ifølge UN’s tal går fra at spise 5 kilo kød årligt i 1960’erne til over 60 kilo i dag.

Kræver klimaofre

Jeg har egentlig ikke noget imod, at mennesker verden over søber deres smagsløg i umami. Jeg er ikke veganer eller vegetar. Og for at sætte kronen på værket, så voksede jeg delvist op i min nordjyske bedstefars kostald, så jeg har et ret naturligt forhold til mælkekvæg og slagtedyr.

Men jeg har noget imod vores vulgære overforbrug af kød, fordi CO2-regningen ruller deropad hver gang et dyr bliver stopfodret, slagtet, sejlet over verdenshavene, skåret, svitset og til allersidst spist.

For, og det må vi have slået fast efterhånden, så er kødproduktion hård kost for klimaet og miljøet. Især når det gælder kvæg og lam, der som drøvtyggere udleder meget metan, når de fordøjer deres føde. 

Samtidig går kødproduktion også ofte ud over biodiversiteten, da skove og natur bliver fjernet for at gro dyrefoder. Eksempelvis viser fremragende undersøgende journalistik fra The Guardian, Repórter Brasil og The Bureau of Investigative Journalism, at den ødelæggende skovrydning af regnskoven i Amazonas sker for at skabe plads til Brasiliens store kødsektor.

Noget skal gøres. Færre skal spise kød. Og det interessante er, at løsningen faktisk ligger lige for.

Hvis vi altså havde tid til at vente.

Opgør med uvidenheden

Ifølge et belgisk studie fra 2014 baseret på data fra 120 lande begynder kødforbruget af flade ud og falde, når BNP’et i et land når et bestemt niveau. Det har noget at gøre med, at forbrugerne bliver mere opmærksomme på, hvordan kødspisning kan påvirke deres helbred og miljø negativt.

Men vi har ikke tid til at vente på, at alle verdens lande først overforbruger kød i en periode, hvor deres økonomi boomer, for derefter at finde et normalt kødleje, som det gør sig gældende i Europa.

Derudover virker det ikke lige godt alle steder. Tænkt blot på USA igen. Her understreger et studie fra 2019 derimod, at manglen på viden om sundhedsrisici ved forarbejdet kød er årsagen til, at der ikke er sket en ændring i deres madvaner – udover sociale, kulturelle og økonomiske forhold.

Derfor er det stadig vigtigt at oplyse om, hvordan kødforbrug negativt kan påvirke miljøet og individers helbred og om dyrerettigheder.

Ikke kun i det globale nord, men også i det globale syd. For som forskerne i det belgiske studie forklarer, vil det kunne føre til en situation, hvor ”disse lande aldrig når samme kødforbrug som de udviklede lande”.

Jeg tror dog, at vi kan gå skridtet videre end oplysning.

Ned med statussymbolerne

Kampen mod kødspisning og klimaforandringer er lige så meget en kamp om statussymbolik. For hvis ikke kød var et tegn på rigdom og prestige, ville vi så spise lige så meget af det?

Det tror jeg ikke. Og derfor er det vigtigt, at vi i vesten, konsumerismens frontløbere, nu sætter et godt eksempel. Her taler jeg ikke kun om, at flere skal have en enkelt eller to kødfri maddage, eller at regeringen skal indføre kødfri alternativer i kantinen.

Det er fint. En spæd start. Men det er ikke nok, og vi burde være nået længere.

For selvom vegetarismen vinder indpas i nogle vestlige lande, såsom i Danmark, hvor hver fjerde dansker ifølge en Coop-analyse fra 2018 spiser vegetarisk mindst én dag om ugen, betyder det ikke, at kød mindskes som statussymbol.

Eksempelvis bevarer vi prestigen, hvis vi på en date som noget særligt køber en rød angusbøf. Når vi steger en lammeculotte til et studentergilde. Eller disker op med flæskesteg, medisterpølser og frikadeller til julefrokostbordet.

Så er kød stadig det specielle. Det ekstra. Det prangende.

Det tror jeg, vi kan ændre, når fravalget af kød ikke kun sker i dagligdagssituationen, men når vi værdsætter grøntsager lige så højt som kød. Når vi ikke laver en ekstra vegetarisk ret som tilbehør til middagen – men hvor grøntsagerne ér hovedretten. Når vi prisskønner mad fremfor at fråse med det.

Lov eller lyst

Jeg forsøger ikke at være hellig, når jeg skriver dette. For som sagt, så elsker jeg kød og vil nok spise kød resten af mit liv. Man kan godt være rovdyr, uden at smadre verden, så længe man undgår overforbrug ved at skalere ned på sit kødforbrug. Det er i hvert fald min teori.

Men helt ærligt, selvom jeg gør mit bedste for at tænke over min madsymbolik og mit kødforbrug, så bliver flexitar-livsstilen ofte en sovepude. For hvis jeg spiser grønt fire gange om ugen, så er det vel okay, at jeg køber et par mørbrader til mit næste middagsselskab, fanger jeg mig selv i at tænke. 

Så skrappere midler må være måden at få mig til at makke ret. Til at ændre tankegang og vaner. Løsningen er måske at beskatte bøffer. Tvinge kål og kartofler ind i kantinerne. Nej … endnu bedre. Lad os forbyde oksekød og lam en gang for alle!

Men sådanne forbud ”kan måske fremprovokere en defensiv reaktion og risikerer at fremmedgøre folk, der måske er begyndt at acceptere tanken om, at vi skal gøre noget ved klimaændringerne”, argumenterer Lorraine Whitmarsh, en professor i miljøpsykologi ved Cardiff University i en The Guardian-artikel.

Det må jeg erklære mig enig i. Jeg kender op til flere venner, som ville gå i baglås og på barrikaderne over kost-direktiver. Derudover findes der slet intet multinationalt organ, der har retten på sin side til at trække kødforbud over hovedet på uafhængige nationalstater.

Så er vi tilbage ved oplysning og nedbrydning af kød som statussymbol. Der vil jeg selve starte. Jeg vil forsøge at undgå at lade prisen, prestigen og kødet diktere menuen til min næste middag, men hellere lægge vægt på tiden brugt i køkkenet med at nusse om grøntsager og krydderier. 

Det reder ikke naturen fra rydning. Eller atmosfæren for metan. Og min adfærd får ikke Kina eller en af de største kødslugere, USA, til at tage sig sammen og regulere deres kødforbrug.

Men hvis alle gør lidt, når vi længere i kampen mod mad-magtsymbolerne. Og hvis vi når så langt, at Europa går forrest om at gøre grønt spise prestigefyldt, hvem ved, så kunne det være, at resten af verden fulgte trop.