Har du nogensinde tænkt over, hvad “har du spist?” i virkeligheden betyder?

Anerkendende ord, tid, gaver, tjenester og fysisk berøring: Man siger, at der findes fem kærlighedssprog, men jeg vil nu alligevel påstå, at der findes et sjette. Mad!

Af Joy Fryd, skribent

Jeg har aldrig tillagt mad nogen stor værdi, for jeg er vokset op i et hjem, hvor en ret primært skulle være én ting: mættende. Det var et nødvendigt onde for at overleve, og der var ingen øvrige følelser knyttet til et måltid. ‘Sensorisk mæthed’ var således et reklamestunt på linje med Valentine’s Day og Halloween.

Jeg er vokset op med forældre, der virkelig ofte spurgte “har du spist"?”, og jeg tør godt love, at den sætning er blevet sagt væsentligt flere gange end “jeg elsker dig!,” men hvad jeg senere har fundet ud af, er, at de to ting betyder det samme.

Når man får et barn, er ens eneste job at holde det i live, og den nemmeste måde er nu engang af affodre det i forskellige intervaller over dagen. Og når det barn ikke længere er afhængig af dets forældre, sidder det stadig i dem, at den eneste vej til dets trivsel, ja overlevelse, er gennem maven, og derfor de evindelige afhøringer om man nu har husket at spise tre hovedmåltider “og gerne flere mellemmåltider, og husk også at drikke rigeligt med vand” i løbet af den pågældende dag.

Alt dette har jeg dog ikke skænket en tanke, før jeg i en pinligt sen alder lærte at kokkerere. Ja, jeg var vel 25 år gammel, før jeg lærte at lave mad. Og det var ikke af lyst, for jeg havde indtil da ingen gode oplevelser med at tilberede mad, for jeg lærte det ikke hjemmefra, og jeg var altid til stor irritation for mine kærester på grund af det. Den ene kunne ikke lide, at jeg ikke gjorde præcis som ham, altså tænkte selv, og den næste kunne ikke lide, at jeg gjorde det præcis som ham, og dermed ikke tænkte selv.

Nej, evnerne kom sig af nød. Som 25-årig blev jeg ramt af lammende stress på baggrund af mit breakup med sidstnævnte mand, og til min store overraskelse opdagede jeg, at madlavning pludselig var det eneste, jeg kunne foretage mig. Skræl, skræl, skræl. Hak, hak, hak. Snit, snit, snit.

Et halvt år forinden var jeg flyttet sammen med et vennepar og deres baby, og mens nogle kommer fra “et hjem med klaver” kommer de fra “et hjem med hjemmelavet mad.” At se, hvordan de kunne få de mest storslåede måltider ud af ingenting, var til stor inspiration, og gennem vores ugentlige fællesmåltider og en hel del opskrifter, lærte jeg pludselig at sætte ingredienser sammen til noget ganske spiseligt. Til sidst uden nogen af de to støtteben. Og gennem alverdens retter fra kåldolmere til kyllingefrikadeller madlavningmediterede jeg mig selv ud af min sygdom.

Det, jeg siden har opdaget, er, at når jeg har dårlige perioder, så er maden det første jeg slækker på. Appetitten ryger, og det samme gør lysten til at handle ind og forberede et måltid, for den kærlighed har jeg slet ikke til mig selv.

Og det er samtidig det første, der kommer igen, når lyset atter bryder frem. For når “har du spist?” betyder “jeg elsker dig”, så må “jeg skal spise!” jo betyde “jeg elsker MIG.”

Hvad angår de fem kærlighedssprog er jeg et meget simpelt menneske, så det fysiske vinder med længder over de andre. Og så er der maden, der kommer ind på en stærk andenplads. Krammere og krebinetter. I den rækkefølge. Jeg elsker selv at lave mad til dem, jeg godt kan lide, og jeg betvivler virkelig en mands kærlighed til mig, hvis han ikke laver mad til mig. En perfekt timet spegepølsemad kan gøre det. Jeg mener det! Rundtenommer over restaurantbesøg anytime.

Tid er som bekendt det eneste, vi kan tilbyde hinanden, og hvis man betaler sig fra at skulle bruge tid på den, man godt kan lide, så har man et interessant forhold til kærlighed, synes jeg.

Det er et par måneder siden, der sidst var en mand, der lavede mad til mig. Jeg elsker at være single, men hvis der er én ting, jeg savner ved at være i fast forhold, så er det netop alt det, der kræser sig om maden: En at lave den til; en at spise den med; noget så simpelt som en at fortælle, hvad jeg har fået til aftensmad.

Fordi det var den første kærlighed jeg - og vi alle - mærkede som børn.

Så tilbage er der vel kun at spørge dig, kære læser: Har du spist?

Jeg har. Jeg fik en veggieburger til aften. 

Ikke hjemmelavet.