Rikke Collin: “Vi lever i et spiseforstyrret samfund”

Tekst: Rikke Collin, Radiovært og podcastproducent | Foto: Rita Kuhlmann

Det er i princippet ikke kontroversielt at kunne lide mad. I hvert fald ikke i udgangspunktet. Hvem kan ikke lide mad? Det er eksempelvis en klassiker i mange Tinder-bio’er: “Leder ikke efter noget seriøst. Glad for træning. Elsker mad. Livret: Buffet” - du kender typen. At elske mad er ikke en farlig holdning. Det gør de fleste af os. Eller hvad?

Jeg troede egentlig, at jeg kunne lide stort set al slags mad. Det er muligt, at jeg ikke elskede alting lige højt (fx rosenkål, jeg elskede faktisk rosenkål meget lidt...), men udgangspunktet i fortællingen om mig selv var, at jeg ikke var kræsen. At jeg ikke nægtede mig selv noget som helst. Det var i hvert fald den historie, jeg fortalte mig selv i mange år, som jeg nu kan se ikke stemte overens med virkeligheden. Fra jeg var 19 år til jeg var 26 havde jeg en spiseforstyrrelse, der blev diagnosticeret som ‘atypisk bulimi’. Det fandt jeg ud af, da jeg endelig kom i behandling. Jeg havde ofte det, man kalder overspisninger. Det viste sig så, at overspisningerne var en kompensation for, at jeg nægtede mig selv at spise en masse forskellig mad. Det ‘atypiske’ i min diagnose var, at jeg ikke kastede op, når jeg havde haft overspisninger. Jeg var restriktiv på en anden måde: Jeg dyrkede motion, jeg fastede bagefter - jeg udlignede simpelthen min overspisning. I takt med at jeg blev mere og mere syg, jo mindre satte jeg pris på at putte mad i munden.

Det startede med at være sukker, jeg ville udelukke fra min kost. Jeg var ellers rigtig glad for sukker og indehaver af en såkaldt sød tand eller ti. Men jeg er, ligesom alle andre i dette samfund, vokset op med en fortælling om, at sukker er farligt - at vi bliver tykke af at spise det (og det er jo åbenbart det værste, man kan være i verden) - og det er noget, vi SKAL kunne holde os fra. Der er en samfundsfortælling om, at man er stærk, hvis man kan modstå sin sukkertrang - og svag, hvis man “falder i”. Og den fortælling købte jeg. Jeg nægtede mig selv sukker. Måske holdt det i et par uger... så kunne jeg ikke modstå fristelsen - og så røg der lige en, måske to chokoladebarer i maven. Jo mere, jeg insisterede på at jeg ALDRIG NOGENSINDE IGEN(!) skulle spise sukker - jo mere sukker spiste jeg, når jeg kom til det punkt, hvor jeg ikke længere kunne holde mig fra det. Det resulterede i større og større overspisninger og en stigende frustration - for hvorfor kunne jeg ikke bare tage mig sammen?

Så var der kulhydraterne - særligt brød, og ekstra-særligt brød, der indeholdt gluten. Det var det næste, der skulle siges farvel til. Jeg havde en ide om, at det gav mig en oppustet mave - OG DET VAR JO FULDKOMMEN UACCEPTABELT. Så pludselig var det stort set slut med pasta, ris, brød og kager for mit vedkommende. Rugbrød blev skiftet ud med glutenfrit knækbrød - og hvis man skulle have noget af det ovenstående, skulle det være i en grov udgave, der både gav hård mave og kunne knække op til flere tænder.

Jeg kan huske, at min far (i den bedste mening) på et tidspunkt sagde til mig, da jeg var hjemme og besøge mine forældre, at jeg “havde så mange restriktioner. Du må jo ikke spise noget, du gør det så svært for dig selv”, og jeg blev så rasende på ham og nægtede det. Jeg var jo bare “sund”. Jeg “passede jo bare på mig selv”.

Sandheden var, at mit forhold til mad var reduceret til ét stort FORBUDT-skilt. Når jeg handlede ind, tog det ekstremt lang tid, fordi jeg skulle tjekke, hvilke ingredienser alting indeholdt. Jeg nægtede mig selv alt, jeg havde lyst til. Alt det, min krop skreg efter. Mad blev reduceret til noget, der skulle sikre, at jeg ikke blev sulten. Det var reduceret til funktion. Æstetik, smag og konsistens betød ingenting for mig, og det skulle heller ikke smage godt, bare det var “sundt”. Når jeg så havde nægtet mig selv noget længe nok, resulterede det altid i overspisninger, hvor jeg kompenserede for al den energi, min krop tydeligvis manglede.

Det var først, da jeg kom i behandling og talte med en diætist, at det gik op for mig, at jeg havde været sulten i flere år. Jeg glemmer aldrig, da diætisten spurgte mig, hvad jeg fik til morgenmad på en normal dag, og jeg stolt svarede, at jeg typisk fik to sunde knækbrød med pesto og avocado, og hun kiggede på mig og sagde “hvis du skal dække dit reelle energibehov, ville du i så fald skulle spise seks stykker knækbrød med pesto og avocado for at blive mæt”. Det var en kæmpe øjenåbner for mig. Med behandlingen startede en lang kamp for at komme til at holde af mad. En kamp for rent faktisk at være en person, der godt kunne lide mad. Det gjorde jeg gennem gruppeterapi, hårdt arbejde og ved at insistere på at ville hele mig selv. Det gjorde jeg ved at vende mit blik udad - frem for indad. Hvor jeg før havde slået mig selv i hovedet, når jeg “faldt i”, begyndte jeg at lægge mærke til en enormt skadelig retorik blandt både venner, familie og kollegaer - også dem, der ikke havde en spiseforstyrrelse. Hvordan de inddelte madvarer i “sunde” og “usunde” - og hvordan det var helt normalt at udelukke kulhydrater fra sin mad. I flere år havde jeg undgået at spise rugbrød - efter behandlingen spiste jeg op til otte stykker om dagen - det mættede, smagte godt og gjorde mig glad.

Men jeg begyndte også at lægge mærke til de ekstremt mange skadelige (og komplekse) strukturer, der eksisterer i vores verden. Jeg mener, vi lever i et spiseforstyrret samfund. Hvor en kombination af uopnåelige idealer, store industrier og firmaer og tomme værdier påvirker os til at fokusere overdrevet på den mad, vi indtager. Hvor der findes rigtige og forkerte madvaner, og hvor du ikke må træde forkert. For hvis du gør, kan du jo risikere at ligne et menneske, og ikke den maskine, du helst skal være. Uopnåelige idealer skaber sygelige fikseringer. Det er meget nemt at slå sig selv i hovedet og prøve at undgå alt det “farlige” - fx kulhydrater og sukker (som IKKE er farlige). I et kapitalistisk samfund er det individet, der holdes til ansvar for alting - de store industrier står selvfølgelig klar til at hjælpe det enkelte individ. Om det så er et fitnessabonnement, slankepulver eller en ny juicekur - så skal det i hvert fald nok gøre dig til et (u)lykkeligt menneske, der bliver mindet om, at du er en fiasko, der trænger til at blive FIKSET. Men der findes ikke sunde eller usunde madvarer. Kulhydrater er ikke farlige. Det er sukker heller ikke. Spørg diætisterne og eksperterne. Hvad der kan være farligt er at gøre som mig og begynde at udelukke fødevarer fra sin kost uden nogen anden begrundelse end at man gerne vil være “sund”. Det er ikke “sundt” at nægte sig selv det, man har lyst til. Samtidig har vi også et meget fjernt forhold til mange fødevarer - det er netop bare VARER, vi køber i en butik. Få af os er i kontakt med deres oprindelse - de er forarbejdede, og det har nogle andre gjort fra os - typisk i det konventionelle landbrug, der er en stor del af kapitalismens kerne.

Jeg gik fra at forstå, hvor vigtig forskellige fødevarer er for kroppen til rent faktisk også at sætte pris på dem hver eneste dag, da jeg mødte min nuværende kæreste. Hans sanselige tilgang til mad var en gave for mig - og jeg ville ønske, alle havde den. Jeg mødte ham få måneder efter jeg var færdig i behandling, og hans begejstring for mad - for smag, udseende og konsistens i madlavningen, gjorde det til meget mere end bare det funktionelle, restriktive forhold, jeg havde haft til det at spise. Han gjorde noget så simpelt som at dufte til maden og lægge mærke til smagssammensætninger, når han proppede noget i munden. Han eksperimenterede med ingredienser, mængder og konsistenser. Det lyder måske dumt eller simpelt, hvis du ikke har et anstrengt forhold til mad, som jeg har haft, men jeg kan love dig for, at jeg virkelig fik øjnene op for at sætte pris på og være taknemmelig for den mad, jeg indtager. At fødevarer giver energi, får dig til at tænke klart, gør dig stærkere, mæt og glad. Jeg elsker mad. Da jeg gav mig selv lov til at spise hvad som helst - når som helst - var der, jeg fik et behageligt forhold til mad. Det er det bedste, der nogensinde er sket. Jeg ønsker mig et samfund, hvor vi sanser den mad, vi spiser. Hvor vi er til stede med både vores krop og sind, når vi spiser. Hvor vi ikke lader os forstyrre af restriktive tanker eller takker nej, fordi vi “skal”. Hvor vi kommer i kontakt med den mad, vi indtager, i den forstand, at vi måske i højere grad selv er med til at producere den.

En af mine største drømme, sat på spidsen, er, at kapitalisme og det konventionelle landbrug bliver afskaffet. Og at vi alle kan sige vores job op, rive arbejdspladserne ned - og herefter plante træer og skov på halvdelen af pladsen og lave lokale nyttehaver og dyrke vores egne grøntsager på den anden halvdel. Hvor vi sanser, smager, leger og lever. Men det er bare min (idealistiske, utopiske) mening.