Der findes ikke kun to biologiske køn, men et spektrum

Mand og kvinde. Sådan har man længe set det biologiske køn, men nyere forskning understreger, at et to-kønssystem er en oversimplificering. I virkeligheden burde vi anse køn som et spektrum.

Af Amalie Klitgaard, amalie.klitgaard@gmail.com, journalist

”Du kan aldrig slippe fra det faktum, at du biologisk enten er mand eller kvinde.”

Sådan en sætning møder man ofte i Facebook-kommentarfelter og tv-debatter, når emnet lander på køn. For i den offentlige hyper-polariserede kønsdebat findes der kun to anskuelser: Det biologiske køn med to modsætninger, og så den socialkonstruktivistiske, hvor køn er kulturelt skabt, noget vi performer, noget flydende.

Men den overophedede debat bygger på forkerte fakta. For de sidste årtier er der blevet produceret stakkevis af videnskabelige undersøgelser, der trækker tæppet væk under det binære kønssystem og ”du er dine genitalier”-argumenterne. 

Ifølge flere forskere kan man nemlig slet ikke tale om to biologiske køn. I stedet eksisterer køn på et spektrum, der kan visualiseres som et kontinuum, der strækker sig fra 100 % biologisk mand til 100 % biologisk kvinde.

Ræsonnementet lyder, at det biologiske køn ikke kun bestemmes ud fra penis eller bryster, men at man også skal inddrage andre faktorer, som hormoner og gener. Når man gør det, ses det, at ikke alle kan kategoriseres inden for de to køn.

For imellem de to poler findes interkønnede, som er dem med en kombination af de karakteristika, der typisk associeres med kvinde eller mand. Af nogle opfattes interkøn som et helt tredje køn, af andre som en del af spektret, men uanset åbner den for en bredere forståelse af køn end det, vi normalt kalder mand og kvinde.

Så kompliceret er kønnet

Lad os dykke ned i, hvorfor forskere taler om et kønsspektrum frem for et to-kønssystem ved at starte med genetikken. Du har nok hørt, at XX-kromosomer gør dig til en kvinde, mens XY-kromosomer gør dig til en mand. Den forklaring fungerer måske fint i folkeskolen, men den oversimplificerer det sande biologiske system.

For eksempel har interkønnede personer med androgen insensitivitetssyndrom mandlige XY-kromosomer og indvendige testikler, men eksterne kvindelige kønsorganer. Og der findes personer, som har et ekstra kromosom – altså XXY og dermed en penis, men samtidig kan være infertile og udskille kvindelige hormoner, og dermed udvikle bryster med tiden.

Kønsbestemmelse er en kompliceret proces, som ikke kun falder tilbage på kromosomer, men også forskellige typer gener. Når vi bliver undfanget, ligner vi alle hinanden som fostre, hvor vores celler har potentiale til både at blive til testikler, æggestokke eller begge dele. Lige indtil femte uge hvor fosteret kan blive skubbet i en mandlig retning, hvis alle celler udtrykker det såkaldte SRY-gen på samme tid. Uden signalet kan fostret udvikle kvindelige kønskirtler, selvom det har et XY-kromosom.

Det gælder ikke kun, at vi før fødslen kan bevæge os frem og tilbage på kønsspektret; det kan også ske senere i livet. Hvis enten DMRT1- eller FOXL2-generne, som bevarer bestemte seksuelle karakterer gennem voksenlivet, stopper med at virke, så kan kønskirtlerne forandre sig til at indeholde karakteristika fra det andet køn.

Så kønsorganerne kan indeholde forskellige mandlige og kvindelige karakteristika. Det samme kan kønskirtlerne. Og når det kommer til mandlige og kvindelige hjerner, viser forskning i dag, at det ikke giver mening at differentiere mellem dem, selvom visse forskelle tidligere er blevet brugt som bevis for to-kønssystemet.

Et godt eksempel er det mest kendte eksempel på, at der er seksuelle forskelle på vores hjerner. Nemlig den seksuelt dimorfe kerne i hypotalamus, som menes at være relateret til seksuel adfærd, og som er større hos mænd end kvinder. Men det bryder med idéen om en ”mandehjerne”, at den for homoseksuelle mænd ligner kvinders mere end heteroseksuelle mænds.

Det giver heller ikke mening at forbinde køn, kønskromosomer og seksuelle forskelle i kønnet inden for andre dele af hjernen. For eksempel eksisterer transpersoners hjerner i forhold til volumen og aktivitet et sted mellem de typiske cis-kvinders og -mænds, hvilket både gælder før og efter deres transition. Et andet studie har desuden vist, at specifikke dele af transpersoners hjerner fremstår ens med cis-personers, der har samme kønsidentitet. 

Til slut har vi hormonerne. Igen er verden ikke så sort og hvid, så østrogen er lig med kvinde, og testosteron lig med mand. Alle mennesker har forskellige niveauer af østrogen, progesteron og testosteron, men forskellene på kønnene er ikke så store, som man tidligere troede. Under puberteten spiller de en rolle, i forhold til hvilken ende af kønsspektrummet man ender på. Men hormonniveauerne er ens gennem pigers og drenges barndom og præ-pubertet, mens østrogen- og progesteron-niveauerne også er ens hos voksne mænd og ikke-gravide kvinder.

Den største forskel kan ses på testosteron-niveauet mellem mænd og kvinder, men studier har vist, at kromosomerne X og Y kun forklarer omkring 56 procent af et individs testosteron. Altså kan en binær kønsforståelse igen ikke forklare det hele. Andre eksterne faktorer spiller en lige så stor rolle, som opdragelse, og om man befinder sig i sociale situationer præget af dominans og konkurrence, og endda seksuelle fantasier kan skifte testosteron-niveauet hos især i kvinder. 

En fejl, der skal rettes

Men hvorfor er det ifølge forskerne og den nye bevægelse vigtigt, at vi dropper det biologiske to-kønssystem og i stedet for accepterer kønsspektrummet? 

Et af argumenterne blandt interkøns-fortalere er, at det er med til at diskriminere interkønnede og andre queer-personer i flere dele af samfundet. Inden for sundhedsvæsenet er det med til at føre den holdning frem, at interkønnede skal rettes, så de passer til et af de to køn: Mand eller kvinde.

Det ses på sundhed.dk, hvor en del forskellige interkøns-karakteristika fremgår som sygdomme. Og under min research dukkede en videnskab.dk-artikel fra 2016 op, hvor interkønnede af en professor bliver sammenlignet med at have en hjertefejl, som kan løses med behandling. Denne overbevisning stammer helt tilbage fra 1950’ernes USA, hvor psykologen John Money udbredte kendskabet til sin teori om, at interkønnede personer var et produkt at atypiske processer – og derfor skulle de enten blive til mænd eller kvinder med medicinsk behandling.

Den anskuelse lever i bedste velgående, skrev Amnesty International i en rapport i 2017. I perioden 2011-15 undergik 895 interkønnede danske børn under 10 år en korrigerende kønsoperation, selvom forskning viser, at det kan være skadeligt fysisk og psykisk. Derudover bliver flere interkønnede tilbudt hormonel behandling, hvilket ”Stine” med XXY-kromosomer fortæller således om i rapporten:

”Det eneste han [læge, red.] ville var at behandle mig med testosteron for at ’gøre mig til en mand’ og at have mine bryster skåret af, fordi ’det er det, vi normalt gør.”

Flere menneskerettighedsorganisationer og interkøns-forkæmpere mener i dag, at man både inden for jura, uddannelse og sundhedssystemet skal droppe to-kønssystemet. Man skal droppe forsøget på at ”rette” interkønnede ind i to bokse, og at man skal uddanne læger i køn og kropsdiversitet. 

I andre lande går det fremad juridisk, som i Australien hvor man nu tillader, at man identificerer sig som et tredje køn. Eller i Tyskland, hvor man med interkøn-træk kan blive betegnet som interkønnet. Så langt er vi ikke nået i Danmark, hvor det endnu ikke er muligt at få et ”X” i sit pas, hvis man hverken identificerer sig som mand eller kvinde.

Det kan den nye videnskabelige bevægelse måske ændre på ved hjælp af det biologiske kønsspektrum. For ved at anerkende kønnets kompleksitet og diversitet, bevises det, at interkønnede, transkønnede og andre queer-personer definitivt er en del af naturen, af evolutionen og af samfundet.