Digt: ‘er og altid har været’

Af Monir Mooghen, studerende

jeg tager fat i håret på mit tindermatch mens jeg pegger ham bagfra
og griber nænsomt om et bryst, der minder om mit eget
i mine drømme har jeg en pik og ofte er jeg mand
jeg flirter med fyre i barer,
og løfter op for at vise mit flade bryst
jeg kigger på min kærestes og mit kropshår og tænker på det ørkengravsted hvor de fandt vores forforældre begravet
queer og trans, omfavnende hinanden
mon de også smagte frugter i hinandens munde?
jeg går en tur med en kvinde jeg kun lige har mødt, men som jeg ved at jeg kommer til at kysse

sidder på et tyndt græshegn, stiv og snaver en queer jeg har crushet på længe
jeg gir en fyr en flad, som vil have det
og spytter styrke i hans mund når han tør at være sårbar
i søvne kysser jeg min kærestes skæg og siger at jeg elsker hende
mens jeg bliver fejlkønnet af alle, fordi mit køn ikke kan beskrives med ord
en hetero vil have mig, men jeg er bare ikke til straights
“i er for forudsigelige”, siger jeg og planter frø med kindkys
jeg husker min eks i vores lsd-trip,
hans hals opslugt af en pelskrave og blommefarvede læber
samme læber kysser mig fra en andens krop
mens de rider mit lår og deres hår farver væggene grønne
mine fingre vandrer op af en kvindes behårede mave
jeg bider min kærestes læbe og vores kroppe bløder granatæblesaft
når jeg læner mig ind i dem, er jeg alt og alle på en gang
forelsket i min homoromantik og queerseksualitet
jeg kommer mens jeg tænker på hvor smukke mine venner er
mens min krop dirrer fortryllet af dem, som har sat deres læber på mine usikkerheder
queerness er forståelse

jeg spørger majoriteten “er det ikke fængslende at være jer?”
at leve uden at undersøge
at være uden at forsøge
jeg er ikke levende hvis jeg ikke prøver
hvert hår udgroet
hvert kys sat
hver lyst smagt
hver sorg lindret
hver dør åbnet
hvert pronomen rettet
hvert ønske udtalt
erklæringen af min queerhed
som barn triller tårer væk i skjorten af mit hjem
topløs i græsset under endeløse skyer
vinden danser på mit bryst
jeg tænker på at være atten og udklædt som en kvinde
udånder forestillingen af mit sind
malplaceret i mig selv
mit korte hår
min basketball-trøje
mine baggy jeans
min lyst til piger
en queer dreng i fritiden
en pige i skolen
vokse op er at springe ud
hver dag, hvert år, hvert liv
udtale ordet “anderledes” for folk, der ikke kender mig
vokse op med net om brystkassen
flytter fra sted til sted til sted
leder efter hvem jeg er
lærer nye sprog gennem tungekys
skubber den jeg skulle være væk
og leder efter øjne der kan se mig
jeg får finger op ad væggen i bruuns galleri
slikker en kvinde eller to eller tre i roskildetelt
holder hemmelige hænder i bussen
mærker uro når vi kysser ude

jeg troede det ville gå over når jeg blev voksen
men mærker stadig modet det kræver for at være
har tusind øjne i nakken når jeg kysser kærester farvel
min afvigelse står som skrevet i min pande
at lære om mig selv er det sværeste af alt
i en verden, der konstant presser på
og siger jeg skal presse mig selv
på internettet lever jeg mit bedste queer liv
og på gaden kigger jeg på alle, der kigger hen på mig
i perioder med ængstelig ocd googler jeg de samme spørgsmål
“hvordan kan man vide at man er trans?”
“hvordan kan man vide at man er queer?”
“hvordan er man nok?”
hvordan kan ord beskrive hvor jeg hører til?
min sikkerhed ligger i en ubestemt fremtid
jeg kræver scenarier hvor jeg kan høre til
konstant og altid guidet med strømmen
queerness er en kamp
utilpas ved tanken om forhold med mænd
men fantasiløs i min forestilling om livet
tigger oplevelser til at vise det nok skal gå
at der findes en plads
at livet kan gå anderledes
og livet ledte mig på vej
gav mig frihed gennem fællesskaber
inspiration gennem mine venner
viste liv som kunne blive
for tretusinde år siden i ḩasanlū tappeh
levede folk med flere køn, der elskede flere køn
deres kærlighed gik ud over de grænser vi har
og selv om jeg ikke ved om de måtte eller ej
så eksisterede de, og det samme gør jeg
begravet med genstande fra hele kønsspektrummet
foreviget i et kys med deres samkønselsker
queerness var normen
når mine ord forsvinder beder jeg til at mit skelet bliver
og bærer mine minder med sig
at mine prøvelser ikke var for ingenting
og mine oplevelser ikke kun var for mig
at mit brud igennem muren ikke blev bygget op igen
at den næste fødte queer ikke bruger sin barndom på at græde
sin ungdom på at undgå
sit voksenliv på at frygte
i sandet sender jeg signaler gennem bittesmå atomer
rejser gennem tiden og mærker huden på min krop
i et med ørkenens levn om ubetinget eksistens
forandrer mig til bjerge og bakker med græs og sne
forevigede kys
uendelige køn
intet dømt forkert
så længe læber rammes af lyst
kroppe mærker gensidig glæde
ingen hænder gemt af frygt for uvedkommende øjne
jeg er et sandkorn fra shūr gol
uendelig og forandrende
jeg vil altid forblive og altid forandre
jeg genfødes gennem årtusinder
og minder normen om at huske
queerness er for evigt