Loui Buhl: “Jeg er en mand. Jeg er trans. Jeg er queer, gay, straight femboy … Og vigtigst af alt: jeg findes”

Tekst: Loui Buhl, skribent og transaktivist | Foto: Camilla Lohmann

Siden jeg var barn, har jeg hovedsagtligt følt mig bedst tilpas sammen med drenge. Det var dem, jeg hang ud med efter skole. Dem, jeg legede spyttekonkurrence med i skolegården. Dem, jeg følte, at jeg havde mest til fælles med. Og dem, som jeg identificerede mig med.

Men selv om jeg følte mig som én af dem, måtte jeg gang på gang erkende, at den følelse størstedelen af tiden bare boede i mig. Og blev i mig. Mit køn var blevet besluttet for mig på forhånd. Jeg kunne lege lige så meget med drengene som jeg ville, men blev stadig læst som pige. Noget jeg aldrig har kunne identificere mig med, men først senere har fået et sprog for.

Jeg er trans. Transmand. Og jeg er endelig kommet i gang med min transition. Men transition er ikke bare hormoner og opperationer. Det er mentalt. Det er socialt. Det er at lære at begå sig i verden på ny. Lære endelig at blive læst som mand i gadebilledet, og forstå de privilegier, som automatisk følger med det. Men også hvad det fx vil sige at være en fysik lille mand. At være en mand, som går med neglelak. Forstå, at jeg ikke længere kan slippe af sted med at råbe op og sige fra, hvis jeg oplever, at jeg selv eller mine nærmeste bliver behandlet uretfærdigt. I hvert fald ikke uden at blive truet med at få et par på hovedet.


I takt med at jeg hyppigere og hyppigere bliver kønnet rigtig ude i cis-verden, lærer jeg også, at jeg ikke aner, hvad det vil sige at være mand. Ikke ved hvordan man ‘gør’ mand. Også selv om jeg har brugt mange år på at studere andre mænd på gaden, i byen, ædru, fulde, tæt på og langt fra. Jeg har undersøgt, hvordan mænd går, hvordan de bevæger sig, hvordan de bruger deres stemme og hvordan de tager plads. Men det hele føles så ukendt. Som en helt ny verden, jeg stille og roligt er ved at træde ind i. For der er aldrig nogen, der har lært mig, hvad det vil sige at være mand. Jeg har bare set på fra sidelinjen. Observeret fra barnsben, hvordan samfundet har delt os op i to kasser. Mand og kvinde. Maskulin og feminin. Lært at de maskuline energier er de stærke, og de feminine de svage. Lært at ‘boy’s don’t cry’, og at man skal gå op i fodbold, bajere og damer, hvis man er en “rigtig” mand. Blevet fortalt at make-up og neglelak er til kvinder. At alle kan lide en høj, veltrænet fyr med en stor pik. At dét er en r i g t i g mand.

Men hvad fanden er jeg så, når jeg er lille af statur, ikke specielt veltrænet og har en lille pik? Når jeg indimellem går med neglelak og bruger meget af min tid på at tale om følelser. Er jeg så ikke en rigtig mand? Jeg er træt af at blive ved med at tænke køn og krop på den måde. Træt af konstant at prøve at passe ind i en kasse. For de to kasser er slet ikke lavet til mig. Jeg er så meget mere end det. Og har i virkeligheden slet ikke lyst til at passe ind i en kasse overhovedet. Inderst inde tror jeg, at det er nogle kasser som de færreste passer ind i. Det er en performativ og misforstået idé om køn. Og en måde hvorpå vi alle ender med at bliver undertrykte i forsøget på at passe ind i den normative verden.

Jeg er opdraget ud fra mine forældres idé om mig og mit køn. Altså opdraget ud fra en anden kønsopfattelse. Hvilket i den tidlige del af min transition gav mig en idé om, at jeg skulle ændre adfærd for at retfærdigøre mig selv. Ændre adfærd, fordi jeg dengang forstod verden binært, og tænkte, at alt hvad jeg var blevet lært hørte kvinder til, og at jeg nu skulle til at aflære det. Tænkte, at jeg nu skulle lære at gå anderledes. Lære at snakke på en anden måde. Tænkte, at jeg pludselig skulle til at passe ind i den cis-heteronormativ verden, som jeg hverken har følt mig tryg eller tilpas i i mange år. Men sandheden er, at det slet ikke er sandt. Der er mange måder at gøre køn på. Mange måder at udtrykke sig på. Og maskuline og feminine energier, er energier som vi alle indeholder. Ikke energier som kun hører ét køn til.

Jeg vil bryde ud og væk fra de kasser. Laver mit eget regelsæt, for senere at bryde det igen. Jeg vil udfordre idéen om køn. Være den mest autentiske version af mig selv, og jeg har efterhånden lært, at det er når jeg tør hvile i mig selv og give plads til både de maskuline og feminine energier. Lært at jeg føler mig allermest i kontakt med mine maskuline sider, når jeg har neglelak på og er iført kjole og sneaks. Lært at mine feminine sider er styrke og selvsikkerhed, power og på ingen måde performativt. Jeg er en mand. Uanset hvordan jeg bevæger mig, snakker eller klæder mig. Jeg er en mand. Uanset hvor maskulint eller feminint andre læser mig. Jeg er en mand. Jeg er trans. Jeg er queer, gay, straight femboy. 
Jeg er et menneske. Og vigtigst af alt: jeg findes.