Min Krop: En Krigszone

Af Katrine Blauenfeldt, chefredaktør på OXY

Jeg føler, at jeg lever i en krigszone, som jeg aldrig kan undslippe. Jeg har ikke været udsendt til Irak eller Afghanistan. Jeg har aldrig holdt en pistol eller et gevær i mine hænder. Jeg ved ikke, hvordan det føles, når en vejsidebombe sprænger få meter fra, hvor jeg befinder mig. Jeg har hverken reddet eller taget en anden persons liv. Og alligevel kan jeg mærke en bestemt krigs rædsler i min krop på daglig basis.

Adskillige mænd har forvandlet min krop til et hærget krigslandskab. Træerne står uden blade året rundt, gyngerne, der er lavet af traktordæk, er blevet skåret i stykker, floderne flyder tykt med kemiske giftstoffer og de forladte skyttegrave lugter af angst og størknet blod. Men ingen andre end mig kan se ruinerne. 

Jeg ved sjældent, hvordan jeg skal formidle min smerte. Jeg har endnu ikke styr på, hvordan man spiller ”det gode offer”. For det ér jo et spil. En forestilling, hvor jeg skal spille hovedrollen, men ikke har fået udleveret manuskriptet. Skal jeg græde, og hvis ja, hvornår og hvor meget? Skal jeg gå med sænket hoved og tale sagte? Må jeg være vred, eller bliver det for larmende? Må jeg være hudløst ærlig, eller skal jeg bruge metaforer, som pakker tingene lidt ind?

Jeg er en PTSD-ramt soldat, der føler mig fremmedgjort over for verden og alle folk i den efter at have været udsendt. De har læst om kampene. De har set krigsfilmene. De har hørt en masse foredrag fra tidligere udsendte. De nikker, lægger hovedet på skrå og siger, at de forstår. Men de har ikke mærket deres strubehoved blive mast under vægten af en fjende, der kigger dem i øjnene imens. De har ikke prøvet at blive lammet af frygt i en situation, hvor de ville ønske, at de kunne slå fra sig. De har ikke haltet til sikkerhed med blod løbende ned ad inderlåret, mens bomberne i det fjerne overdøvede deres hulkeri. 

Jeg ved jo godt, at de bare vil hjælpe, når de med medlidenhed i stemmen siger, at det lyder skrækkeligt. Men det virker ofte som tom snak. Jeg vil ikke have medlidenhed. Jeg vil have handlinger. Jeg vil have, at de stopper med at være venner med mine overgrebsmænd, når jeg rent faktisk har givet dem et navn, men det er alligevel lidt voldsomt at bede om, for han har jo aldrig været deres fjende, og i øvrigt har han faktisk også haft et hårdt liv. Jeg vil have, at de ikke kræver et navn, hvis jeg kun har fortalt dem om handlingen. Jeg vil have, at de siger fra over for sexistiske handlinger og udtalelser. Jeg vil have, at de går med til demonstrationer. At de donerer penge. At de bliver ved med at lytte.

Jeg vil ikke have medlidenhed og medynk. Jeg vil have vrede, der fører til handlinger.

Jeg vil have en hær.