“Jeg er bare venner med flere drenge end piger”

Af Katrine Blauenfeldt, chefredaktør på OXY

”Jeg er bare venner med flere drenge end piger. Drenge er jo lidt nemmere at hænge ud med, fordi de ikke er så hønsegårdsagtige.” 

De sætninger, og forskellige variationer af de sætninger, har jeg sagt rigtigt mange gange, da jeg var yngre. Det at have mange drengevenner som pige var en slags social kapital. At distancere sig selv fra sine kønsfæller var nærmest applausværdigt, når man var pige. 

I mine teenageår gik jeg meget op i at drenge skulle synes, at jeg var sej. Jeg ville gerne være ”en af drengene”. Noget af det bedste var at være den eneste pige i et selskab fyldt med drenge, fordi så var jeg jo bedre end de andre piger, som ikke var blevet inviteret. Og livet handlede bare om at vinde over andre piger, for det havde jeg set i film, serier, skolegården og stort set alle andre steder. Der var ikke noget, der hed søstersolidaritet. Så når jeg fik lov til at være med i hulen, var jeg lykkelig. Dog var hulemedlemskabet ikke givet til mig, uden jeg måtte æde en masse store metaforiske skovsnegle. Min krop blev tit kommenteret. Det blev forventet af mig, at jeg grinede højt af de mange blondinevittigheder, som tit kom flyvende fra højre og venstre. Hvis jeg så meget som havde kysset med en fra vennegruppen, så var jeg en ’rundetrunte’, og de andre drenge ”jokede” med, hvornår det var deres tur.

Da jeg var i det, kunne jeg ikke se, at der var noget galt med det. Sådan var drenge jo bare. Jeg begyndte selv at bidrage til de småsexistiske samtaler, som ofte fandt sted, fordi jeg ikke ville opfattes som snerpet eller nem at fornærme. 

Jeg led i høj grad af internaliseret sexisme; jeg mente at mænd generelt bare var bedre end kvinder. Jeg lyttede stort set kun til musik lavet, spillet og sunget af mænd; jeg så kun film, hvor mænd havde hovedrollen (to be fair, der var ikke mange film, hvor kvinden var hovedkarakteren); jeg læste kun bøger skrevet af mænd, fordi jeg mente, at mænd var bedre til at skrive end kvinder, da kvinder jo kun skriver om ”kvindeting”, hvorimod mænd skriver om alt i hele verden; jeg stolede ikke helt på kvindelige lærere, fordi de umuligt kunne være lige så kloge som de mandlige. 

Jeg troede, at jeg kunne slette noget af det væmmelige feminine i mig ved at bruge al min tid på at være i selskab med drenge. Mine feminine sider var kun positive, hvis jeg kunne bruge dem til at få opmærksomhed fra drenge, fordi jeg kun var noget i kraft af, at jeg var deres midtpunkt.

Alt dette ændrede sig først for alvor, da jeg startede på universitetet i 2011. Jeg fik flere og flere kvindelige lektorer, som åbnede nye verdener for mig; jeg kom i studiegrupper med unge kvinder, som var så skarpe, at man kunne skære gennem beton med deres vid; jeg begyndte at læse Nella, Larsen, Sylvia Plath, Charlotte Brontë, Zora Neale Hurston, Mary Shelley og mange andre kvindelige forfattere, og jeg var til fredagsbarer, hvor jeg havde det langt sjovere med kvinderne, og alt det gjorde, at jeg fik en større trang til at være del af kvindefællesskaber. 

Det gik langsomt op for mig, at jeg havde brug for tætte kvindelige venner. Selvom de kvinder, jeg begyndte at ses med, var fra vidt forskellige baggrunde, havde vi det tilfælles, at vi alle havde gået gennem livet som hunkøn. Det skabte en fælles forståelse for, hvad vi hver især havde oplevet, når det kom til sexistiske bemærkninger, at blive afbrudt og talt henover, at blive taget på røven af fremmede mænd i byen og i det hele taget at vokse op i et samfund, som konstant fortæller os, direkte eller indirekte, at vi ikke er lige så meget værd som drenge og mænd. 

Beslutningen om at omgive mig meget mere med kvinder er noget af det bedste jeg har gjort for mig selv og mit mentale helbred. Det har ændret mit liv radikalt at indse, at jeg har undermineret, nedgjort, hånet og modarbejdet andre kvinder i så stor en del af mit liv. Det gik op for mig, at det hele handlede om mine egne usikkerheder, mit lave selvværd og en kæmpe mængde internaliseret sexisme. Alt er vendt på hovedet nu. Jeg får stort set al min energi, støtte, glæde, grin og kærlighed fra kvinder. Misforstå mig ikke, jeg har mænd i mit liv, som jeg beundrer, respekterer og elsker, men kvinderne er de uundværlige.