Det er stadig sorte, der står i skudlinjen i USA’s endeløse krig mod narkotika

En over hundrede år gammel racistisk myte former stadig USA’s narkotikapolitik. Det er Daniel Prude, George Floyd og Breonna Taylor vores seneste kendte eksempler på. For udover deres hudfarve har de også en anden fællesnævner. Og det er narkotika.

Af Michelle Færch, journalist

Den 29. september 1913 kunne man åbne avisen New York Times og læse en artikel med underoverskriften »Drug-Crazed Negroes Start a Reign of Terror and Defy Whole Mississippi Town.« 

Artiklen handler om et raceoprør i Mississippi mellem sorte og hvide, hvor ti mennesker mistede livet og flere blev såret. Det startede klokken to om natten mandag og sluttede klokken 10 næste dag, da to sorte drenge i oprøret, brødrene Walter og Will Jones, blev lynchet. Skudt af borgere og bagefter spændt op og fyldt med kugler. 

Og hvad var så årsagen til oprøret ifølge artiklen? 

Jo, det var, at de to sorte drenge, var »crazed by cocaine«.

De to unge sorte drenge var altså blevet til sindssyge, ustyrlige dræbermaskiner, fordi de (angiveligt) havde taget kokain. Og derfor var de helt umotiveret gået amok på de hvide, hvorfor man retfærdigt kunne lynche dem. Det krævede ikke yderligere forklaring. 

Det faktum, at man dengang ikke kunne sige, om eller hvad folk havde indtaget, lader vi stå som en bisætning. Stoffer blev brugt som argument for at lynche sorte mennesker, og de blev beskrevet, som man beskriver uhyrer i fiktion. 

Det er foruroligende læsning, men det mest foruroligende er, at den historie fra New York Times ikke er forældet. Jovist, sproget er. Vi er stoppet med at bruge n-ordet, og vi lyncher heller ikke længere folk og skriver om det i avisen, som var det et retfærdigt resultat af dårlig opførsel. 

Men så stopper forskellene også der. 

På bundlinjen har intet ændret sig, og vi skal se langt tilbage i historien for at forstå, hvorfor racismen trives som ukrudt i baghaven i krigen mod narkotika. Og derfor er den her over 100 år gamle artikel værd at have i baghovedet, når vi ser på, hvad der sker i dag. 

Termen »cocaine-crazed negroes« kom til at spille en stor rolle i USA’s narkotikapolitik. Udover statistikkerne, er de seneste drab i USA på blandt andre Daniel Prude, Breonna Taylor og George Floyd krystalklare eksempler på, at den gamle racistiske myte stadig eksisterer på forskellig vis i moderne form. 

Den forkerte dør

Natten til den 13. marts 2020 stormede civilklædte betjente den 26-årige Breonna Taylors hjem med en rambuk, imens Taylor og hendes kæreste lå og sov. Det skete under en såkaldt ’no knock’-ransagning efter narkotika, fordi politiet mente, at en dealer på en anden adresse brugte Taylors hjem til at opbevare stofferne. 

Da politiet braste ind, skød Taylors kæreste med et lovligt registreret skydevåben og ramte en af de civilklædte betjente i benet. Herefter affyrede politiet ifølge sagsakterne tyve skud, hvoraf fem skud ramte Taylor. Politiet fandt aldrig nogen stoffer, men Breonna Taylor døde den nat. 

Desværre er den her sag langt fra den eneste, hvor uskyldige med anden hudfarve end hvid bliver dræbt i søgen efter stoffer, der ikke er der. 

’No knock’-ransagninger er en metode, der blev indført som et led i bekæmpelsen af narkotika. Metoden blev sammen med andre mere militaristiske reformer af politiet implementeret med ’Anti-drug Abuse Act’-loven.

Den slags ransagninger skal autoriseres af en dommer og giver politiet lov til at bryde ind i folks private hjem uden hverken at få lov eller give nogen advarsler. Det var meningen, at metoden kun skulle autoriseres i særlige tilfælde. Men det udviklede sig anderledes. 

Ifølge tal fra kriminolog fra Eastern Kentucky University, Peter Kraska, der har undersøgt politiets brugs af metoden, er den slags ransagninger steget fra omkring 1.500 om året i 1980’erne til omkring 40.000 om året i 2000 og estimerer, at det nu ligger på mellem 60.000 og 70.000 om året. 

De militærinspirerede ransagninger har været kendt for at føre til mange skader og dødsfald, også selvom der intet har været at komme efter - som i Breonna Taylors tilfælde, og så er de primært udført mod minoriteter. 

Hos Taylor var politiet i civil, men normalt er det SWAT-hold eller andre specialenheder med militærudstyr, der udfører dem. 

I 2014 lavede ACLU en undersøgelse af over 800 SWAT-ransagninger, som viste at 42 procent blev foretaget mod sorte, imens 12 procent var mod latinamerikanere. Og næsten to tredjedele af ransagningerne var for narkotika. Desuden viser undersøgelsen, at der kun blev fundet noget i en tredjedel af tilfældene.

Ofte er det altså uskyldige mennesker med anden hudfarve end hvid, der får uannonceret besøg af militant politi. Der er ikke umiddelbart nogen opgørelse af, hvor mange der ender med at blive såret eller slået ihjel under disse ransagninger, men i medierne kan man fra tid til anden læse historier, og New York Times lavede en undersøgelse af fænomenet, hvor de fandt frem til, at 81 civile og 13 betjente døde mellem 2010 og 2016 af disse SWAT-ransagninger. 

Fra tid til anden har sagerne vakt interesse i medierne, hvor metoden er blevet diskuteret, og nu med Taylors død er ’no-knock’-ransagninger blevet suspenderet - i hvert fald for nu. 

De hårde tal

Der er sager som Breonna Taylor, der med kød og blod kan give os et eksempel på, hvordan noget i USA er skævt. Men derudover er der også en hel del tal, som peger i den retning. 

Selvom brug af stoffer er nogenlunde ens blandt alle etniske grupper, så er sorte amerikanere og latinamerikanere i meget højere risiko for at ende i det kriminelle system end hvide. Specielt når det handler om narkotika. 

Sorte amerikanere tæller for 13 procent af den amerikanske befolkning og konsekvent bliver det dokumenteret af den amerikanske regering, at de bruger stoffer på samme niveau med andre amerikanere. Alligevel udgør sorte 29 procent af dem, der bliver arresteret for at overtræde narkotikalovgivningen og 40 procent af dem, der bliver fængslet for samme. 

På samme måde er der en skævvridning, når det kommer til amerikanske borgere med latinamerikansk baggrund. De tæller for 18 procent af USA’s befolkning, men udgør 38 procent af dem, der er fængslet for overtrædelse af narkotikaloven. i 2013 udgjorde de 47 procent af alle sager i de føderale retssager om overtrædelse af narkotikaloven. 

I 1986 blev den famøse ‘Anti-drug Abuse Act’, der betød obligatoriske minimumstraffe for nogle narkotikaovertrædelser, stemt igennem i Kongressen. Det var i høj grad her, man begyndte at se et stort antal af mennesker med anden hudfarve end hvid bag tremmer. 

Studier viser, at der er dobbelt så høj sandsynlighed for, at anklagere vil forfølge en obligatorisk minimumsstraf for sorte amerikanere i forhold til hvide anklaget for den samme overtrædelse. Blandt de personer, der fik en sådan straf i 2011, var 38 procent med latinamerikansk baggrund og 31 procent var sorte amerikanere. 

Når folk bliver straffet for overtrædelse af narkotikaloven på en måde som rammer sorte og andre minoriteter hårdere end andre, så sætter det en kædereaktion i gang. Ofte går det udover familier, hvor børn vokser op med far eller mor i fængsel, og det trækker derfor ødelæggende spor ind i næste generation. To tredjedele af de forældre, som er fængslet i USA, sidder inde for ikke-voldelige overtrædelser, hvoraf en stor del er for narkotika - én ud af ni sorte amerikanske børn har en forælder, der sidder inde, hvor én ud af 28 gælder for latinamerikanske børn. For hvide børn er det kun én ud af 57. 

Et møde med det kriminelle system kan betyde fratagelsen af retten til ens barn, fratagelse af retten til at stemme, arbejdsløshed, gæld osv. Det har livslange konsekvenser, og betyder ikke kun noget for den enkelte, der bliver ramt. 

Statistikkerne er hentet fra organisationen Drug Policy Alliance, som udbreder viden og advokerer for en narkotikapolitik baseret på menneskerettigheder.

Excited delirium og superkræfter

Drabet på Breonna Taylor er, for mig at se, det seneste klare bevis på, at den måde USA håndhæver loven på, når det kommer til besiddelse af narkotika, har brug for en kraftig reformering. 

Sagen om George Floyd og Daniel Prude fortæller en anden historie om en krig, der har spillet fallit. Og det er først og fremmest, at folk, der er påvirket af stoffer, ikke skal håndteres af politiet eller ses som en politiopgave, men som en opgave for sundhedsmyndighederne.  Men også at retssystemet tilsyneladende har alt for nemt ved at retfærdiggøre vold mod sorte amerikanere ved at smide narkotikakortet. 

Ligesom dr. Carl L. Hart, der er professor i neurovidenskab og specialiserer sig i, hvordan mennesker reagerer på psykoaktive stoffer, beskriver i et indlæg i New York Times, blev jeg chokeret, da der dukkede nyheder op om, at stoffer skulle være en medvirkende årsag til George Floyds død. 

Kan det virkelig passe, tænkte jeg. Endnu en sag, hvor narkotika bliver brugt til at retfærdiggøre politivold mod en sort. Med døden til følge. Og så i en sag, hvor dødsårsagen virker tydelig for enhver, der har set og hørt optagelserne. 

Men på den anden side ringede en alarmklokke faktisk allerede den dag lydoptagelserne fra sagen blev offentliggjort i pressen. For da kom det frem, at den ene betjent havde været bekymret for, om George Floyd led af et meget omdiskuteret fænomen kaldet excited delirium.

Et fænomen som af mange fagpersoner bliver opfattet som pseudovidenskab, der bliver brugt til at retfærdiggøre politivold eller forklare dødsfald i politiets varetægt. 

Ikke desto mindre bliver det stadig hevet op af hatten med jævne mellemrum. 

Kort før drabet på George Floyd blev samme begrundelse brugt i en anden sag om politidrab på en sort mand. 

Den 41-årige Daniel Prude, der på samme måde som Floyd bliver holdt i jorden med knæ mod halsen - også efter han stoppede med at trække vejret. Prudes bror havde tilkaldt politiet, fordi han frygtede for, at Prude ville gøre skade på sig selv. Da politiet ankom, kan man på optagelserne se, at Prude hurtigt overgiver sig ved at lægge sig ned og tage hænderne på ryggen. 

Herefter holder politiet ham nede og kommer en pose over hans hoved - angiveligt fordi han spytter på vejen og de er bange for, at han har AIDS. »Hr, du har ikke AIDS, har du?«, spørger den ene betjent. På optagelserne kan man se, hvordan flere af betjentene strammer til om posen, imens de presser knæ mod hans hals. Prude ender med at blive erklæret død på hospitalet. Herefter er excited delirium angivet som medvirkende til dødsårsagen. 

Det mystiske fænomen har på forskellige måder været beskrevet siden 1800-tallet. Dengang i forbindelse med psykiatriske patienter - sidenhen i forbindelse med brug af stoffer. I 1985 blev det blandt andet brugt til at forklare en række pludselige dødsfald blandt folk, der havde taget kokain - og som havde været i politiets varetægt. 

Den samme retsmediciner brugte det også til at forklare 32 sorte kvinders død i Miami i 1980’erne. Her var det kombinationen af kokain og sex, som havde resulteret i excited delirium og dernæst død, mente han. Senere, da man undersøgte ligene igen, var man dog overbevist om, at det var en seriemorder og ikke sex og stoffer. 

I dag bliver det brugt til at beskrive tilstande hos folk, der har taget stoffer, hvor de bliver »aggressive«, får »unaturlig styrke«, også beskrevet som »supermenneskelige« kræfter og er umulige at styre. Beskrivelser, hvor det er svært ikke at komme til at tænke på det gamle »cocaine-crazed negroes«. 

Blot en ny undskyldning for politivold?

Der er mange gode historier forbundet med excited delirium, men det er hverken en anerkendt medicinsk eller psykiatrisk diagnose, og WHO anerkender den derfor heller ikke. 

Selvom der ikke umiddelbart findes tal for, hvor mange gange excited delirium bliver hevet frem som forklaring på dødsårsag af politiet, så ved man til gengæld, at det oftest har været brugt som dødsårsag, når der også har fundet fysisk tilbageholdelse sted. 

Netop på grund af kombinationen mellem den manglende officielle anerkendelse, og at det ofte bruges som dødsårsag, når folk har været i hænderne på politiet, har skabt meget offentlig opmærksomhed og kritik. 

Senest i forbindelse med drabet på George Floyd, hvor den ene betjent, Lane, ifølge optagelserne sagde til sin kollega, Chauvin: »Jeg er bekymret for, at han har excited delirium.« 

Bekymringen blev dog først udtrykt efter, at Floyd havde været holdt nede og adskillige gange havde gjort politiet opmærksom på, at han ikke kunne trække vejret. 

Ifølge dr. Hart er forsøget på at koble drabet på George Floyd sammen med hans brug af stoffer en moderne version af den over hunderede år gamle ’drug-crazed negro’-myte. 

For det er ikke muligt, at stofferne, som var THC, methamfetamin og fentanyl, fundet i Floyds system, kunne have medvirket til hans død. Det mener dr. Hart efter at have studeret den toksikologiske undersøgelse. Ej heller ville det have fået ham til at opføre sig så voldeligt, at man skulle bruge dødbringende magt mod ham. 

Og hvis Floyd var påvirket og betjentene havde en formodning om, at der var nogle medicinske eller sundhedsrelaterede problemer med ham, så skulle de have ladet ham gå og overgå til myndigheder med forstand på tilstanden. 

Fentanyl, der er et stof, som mange nok kender fra den såkaldte opioid-krise i USA, kan folk reagere meget forskelligt på, alt efter en tolerance - ligesom med alle andre stoffer. Den samme mængde som kan forårsage eufori hos en person, der er vant til stoffet, ville kunne betyde fatal overdosis for en anden. 

Desuden snyder Floyds toksikologiundersøgelse her, fordi, som dr. Hart beskriver, indholdet af fentanyl i blodet stiger markant efter man dør. Derfor kan man altså ikke sige noget om Floyds påvirkning af stoffet, da han var i politiets varetægt. 

Og indholdet af henholdsvis THC og methamfetamin tyder på, at Floyd ikke havde taget noget inden for de seneste timer eller måske endda døgn. Desuden vil THC, særligt i den mængde, gøre dig sløv og ikke aggressiv, beskriver dr. Hart i sit indlæg i New York Times. 

Sagen er, at selvom optagelserne viser, at Floyd hverken var aggressiv eller udstyret med superkræfter, så bliver hans stofindtag brugt til at så tvivl om, hvorvidt det nu kan retfærdiggøres, at politiet holdt et knæ på hans hals og ignorerede hans råb om hjælp, indtil han var bevidstløs og til sidst døde. 

Den racistiske myte lever

Racismen er en indgroet del af den krig mod narkotika, som præsident Nixon officielt startede i 1971, men vi skal, som nævnt i begyndelsen, helt tilbage til 1913 og se på en racistisk fiktion for at finde ud af, hvad der har formet nutidens amerikanske narkotikapolitik.

Omkring den tid debatterede Kongressen, om de skulle indføre ‘Harrison Narcotics Tax Act’ - en af forløberne til USA’s narkotikalovgivning, som skulle regulere produktion, import og distribution af opium og coca-produkter. 

Myten om de farlige »cocaine-crazed negroes«, som blev ført frem af også dengang respektable medier som New York Times, videnskabsfolk og politikere, spillede en afgørende rolle for, at loven blev stemt igennem. 

Ifølge bogen ‘Unbroken Brian’, der handler om afhængighed, skrevet af journalist Maia Szalavitz, der i over 25 år har beskæftiget sig med området, vidnede en ekspert i Kongressen til fordel for loven med argumentet: »De fleste af angrebene mod hvide kvinder i Syden er et direkte resultat af den kokain-vanvittige negerhjerne.«

Nu fulgte en række love, som blev hårdere og hårdere - blandt andet alkoholforbuddet i 1919 og forbuddet mod cannabis i 1937. 

Et forbud, der var særligt formet af racisme, med Harry Anslinger i spidsen. Anslinger, der var leder af ‘Federal Bureau of Narcotics’, indtil det blev lukket ned i 1962, mente, at et forbud var på sin plads pga. »dets effekter på den degenerede race«. Mange flere farverige citater, der også udskammer jazz og sortes omgang med hvide kvinder, kan man finde, hvis man får lyst til at læse mere op på den magtfulde Anslinger. 

Sådan fortsatte retorikken og politikken indtil det næste store skidt i amerikansk narkotikapolitik i 1970’erne med Nixon, hvor han erklærede krig mod narkotika. Og så kom crack. En skelsættende tid, hvor skellet mellem sorte og hvide tydeligt viste sig i lovgivningen og håndhævelsen af den.

Imens hvid kokain blev ansat for et være en luksusvare for de rige hvide mennesker, blev crack anset for at være de fattige sortes stof med stærke afhængighedsskabende virkning. Men tiden var en anden nu, så retorikken var ikke så direkte - det var ikke længere accepteret. Problemerne forbundet med crack blev i højere grad beskrevet i relation til bestemte mennesker i bestemte områder i USA. De fattige i såkaldte problemfyldte boligområder eller i ghettoerne. Alt sammen noget, hvor andelen af sorte var langt større end hvide.

Hvis man alligevel var i tvivl om, hvorvidt racismen stadig fandtes i narkotikapolitikken, blev det i 1986 slået fast, da den tidligere nævnte og meget kendte ‘Anti-Drug Abuse Act’ indført - loven, der satte straffen for crack 100 gange højere end hvid pulver kokain. 

Det ramte de sorte, som i langt højere grad blev dømt end hvide, og uden grund. For virkningen af crack var i høj grad overgjort, og det er ikke mere skadeligt end pulver kokain. Et af de første studier til at slå det fast, blev publiceret i 'Journal of American Medical Association' i 1996, som konkluderende at de psykologiske og psykoaktive effekter af kokain er det samme, lige meget om det er i form af pulver eller crack. I 2010 ændrede USA’s daværende præsident, Barack Obama, også loven så strafforskellen blev mindsket i en sådan grad, at den nu er 18 gange hårdere end pulver kokain. 

Bekæmpelsen af narkotika har resulteret i dybtgående diskrimination af forskellige etniske grupper. Sorte bliver ikke længere lynchet for at overtræde loven om euforiserende stoffer, men de bliver dræbt, og stoffer bliver brugt til at retfærdiggøre diskriminerende lovgivning mod sorte og marginaliserede grupper. Når vi ser på politidrab i USA, skal vi ikke kun se på hudfarve. For der er også en anden fællesnævner. Og det er stoffer. Hvis vi vil gøre op med racismen, skal vi også gøre op med krigen mod narkotika.