Katrine Blauenfeldt: “Jeg gik og håbede på, at han ville voldtage andre”

Foto: Joy Fryd | Tekst: Katrine Blauenfeldt

Når du har været udsat for voldtægt, kan du nemt havne i en identitetskasse, der hedder ”voldtægtsoffer”, og i den kasse er der sjældent plads til andre aspekter af ens identitet på grund af den måde vi som samfund ser på og taler om personer, der har været udsat for voldtægt. ’Victimblaming’ er et ord, der bliver brugt flittigt i feministiske kredse og med god grund. For i Danmark er vi formidable til at skyde skylden (i hvert fald noget af skylden) på personen, som har oplevet seksualiseret vold. Efter jeg blev voldtaget af en ekskæreste som 18-årig fik jeg spørgsmål og kommentarer som disse: ”Men du havde jo selv inviteret ham med hjem”, ”Du sagde jo, at han måtte sove hos dig”, ”Måske har han ikke forstået, at du ikke havde lyst”, ”Han var jo fuld, så det var nok svært for ham at aflæse dine signaler”, ”Hvorfor bed du ham ikke?”, ”Det kan vel ikke have været så slemt, hvis du ikke anmeldte det.”

“[...] jeg kunne ikke lade være med at tænke, at hvis han voldtog andre, så var det ikke mig, der var noget galt med, men ham. Hvis han derimod behandlede alle andre piger og kvinder med respekt og forståelse, så var det jo bare mig, der var forkert.”

Jeg stoppede meget hurtigt med at tale om voldtægten, fordi jeg selv tænkte, at det nok ikke var en ”rigtig” voldtægt. Jeg havde jo ikke blå mærker over hele kroppen, og det var ikke en fremmed mand, som havde ligget på lur i en busk og hoppet på mig som en vild abe. Jeg begyndte at tænke, at jeg nok havde opført mig uansvarligt. Jeg satte spørgsmålstegn ved alt, jeg havde sagt og gjort i løbet af den aften, hvor voldtægten fandt sted. Måske burde jeg have set det komme?

Jeg begyndte at tænke, at jeg måske bare var sådan en person, som man voldtog (her hører det med til historien, at jeg også blev voldtaget som 16-årig af en anden mand). På dansk har vi udtrykket ”hun er ikke typen, man tager med hjem til svigermor” og måske var jeg bare ”pigen, som man voldtager” – Det Evige Voldtægtsoffer. Et intenst had til piger og kvinder, som ikke havde været udsat for voldtægt, voksede i mig. For hvorfor var det kun mig, der havde oplevet det? Jeg følte mig alene, værdiløs og beskidt. Jeg gik og håbede på, at han ville voldtage andre, og at jeg ville få det at vide. Det var bestemt ikke noget jeg sagde højt, for det lyder jo helt sindssygt. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke, at hvis han voldtog andre, så var det ikke mig, der var noget galt med, men ham. Hvis han derimod behandlede alle andre piger og kvinder med respekt og forståelse, så var det jo bare mig, der var forkert. Så var det bare mig, der havde en eller anden brist i min personlighed, som fik mænd til at være ligeglad med mig.

Det tog mig adskillige år at stoppe med at se mig selv som intet andet end et voldtægtsoffer. Og ordet ’voldtægtsoffer’ er nok ikke engang det rigtige at bruge, for jeg følte mig ikke som et uskyldigt offer, der ikke kunne gøre for, hvad der var sket. Og det havde til dels noget at gøre med de reaktioner, jeg fik fra folk omkring mig, men også fordi voldtægt ikke var noget man talte om, i hvert fald ikke i min omgangskreds. Så jeg troede, at jeg var den absolut eneste, der havde oplevet seksualiseret vold.

Jo flere kvinder, der står frem med deres fortællinger om seksuelle overgreb, jo mere får vi alle øjnene op for, at der ikke er én bestemt ”type” kvinde, som bliver udsat for disse ting.

Selvom vi er nået rigtig langt i løbet af de sidste ti år, når det kommer til at tale om voldtægt og forstå hvorfor victimblaming er så skadende, så er vi ikke nået i mål endnu. Der er stadig tusindvis af kvinder, der ikke står frem med deres historier om voldtægt, og en af grundene er, at du lynhurtigt bliver placeret i en voldtægtsoffer-bås, som er virkelig svær at bryde ud af igen. Og ingen har lyst til at blive set som et offer. Så hellere gemme det væk i en mørk krog bagerst i hovedet.

Jo flere kvinder, der står frem med deres fortællinger om seksuelle overgreb, jo mere får vi alle øjnene op for, at der ikke er én bestemt ”type” kvinde, som bliver udsat for disse ting. Og alle kvinder, der har oplevet seksualiseret vold er meget, meget mere end blot et voldtægtsoffer.