Adopterede Anne Niluka om kærlighedens brunhvide grænser: “Kærlighed er bare ikke altid nok”

Af Anne Niluka, journalist

Min egen fortælling har altid været en kærlighedshistorie. En historie om en stakkels brun og fattig mor, der tog den bedste og kærligste beslutning hun kunne ved at give mig væk. En historie om to hvide mennesker, der ikke kunne få deres største ønske om et barn opfyldt på naturlig vis. Så de fik mig. Jeg var deres største drøm, et rigtigt ønskebarn. Og nu fik jeg lov at vokse op her i smukke og frie Danmark, hvor jeg havde alle muligheder i verden, i modsætning til det land jeg oprindeligt kom fra.

Det var en smuk historie. Men det er og var det eneste, det er. En historie.

En historie, der for altid har efterladt mig med følelsen af, at jeg burde være taknemmelig. Men i virkeligheden blev der truffet et valg, som jeg ikke havde indflydelse på.

Jeg er vokset op med en mor, der elskede mig over alt i verden, men som ikke evnede at se, at hendes kærlighed, hendes angst for at der skulle ske mig noget og hendes afhængighed af mig, var skadelig.

Det skal retfærdigvis siges, at jeg har haft nogle fantastisk gode adoptivforældre. Jeg elsker dem for alt det, de har evnet at give mig. De har helt sikkert gjort deres bedste. Problemet var, at det ikke var nok. Kærlighed er bare ikke altid nok. Gode intentioner er hundrede procent ikke nok. En undersøgelse fra 2015 viste, at transnationalt adopterede er mere psykisk sårbare end andre danskere. Det har både jeg og de to kvinder, du kan møde i artiklen mærket.

Jeg er vokset op med en mor, der elskede mig over alt i verden, men som ikke evnede at se, at hendes kærlighed, hendes angst for at der skulle ske mig noget og hendes afhængighed af mig, var skadelig. At det ikke er op til et barn at udfylde en voksens tomrum. Udover det evnede ingen af mine forældre, eller andre voksne i mit liv, at forstå hvor hårdt det er at vokse op som brun i et lille hvidt samfund, hvor man stikker ud, ligegyldigt hvor meget man gør sig umage for at passe ind. Ingen tog mobningen alvorligt, og ingen hjalp mig til at forstå, hvorfor jeg havde så meget sorg og vrede inde i min lille krop.

Det er de samme følelser af vrede, forvirring og afmagt, de to andre adopterede, jeg har talt med til denne artikel, beskriver:

Ditte Wasanthi Gant, 27 år

Som helt lille tænkte jeg ikke så meget over, at jeg faldt uden for normen. Det var mest, når andre børn bemærkede, at jeg var anderledes. F.eks. da en pige i børnehaven kom hen og strøg fingeren ned ad min arm for at se, om jeg smittede af.

”Jeg kom til Danmark, da jeg var lige knap et år.

Jeg er vokset op i det, de fleste nok vil kalde en kernefamilie. Mine adoptivforældre var ret gamle, da de fik mig. Min far var 45 år, og min mor var 44, så det var sidste udkald. Det har jeg kunnet mærke i min opvækst, i form af at der manglede en generation imellem, men mest i forhold til forståelse og deres indsigt i at guide en teenager og en voksen datter.

Jeg er altid blevet gjort opmærksom på, at jeg er anderledes. Det var måske også lidt svært at undgå, fordi jeg jo kunne se, at jeg ikke lignede mine forældre. De har nu altid gerne ville fortælle historien om, at jeg er fra et andet land. Men det var en lyserød fortælling, der handlede om, at det var skæbnebestemt, at jeg skulle være deres.

Som helt lille tænkte jeg ikke så meget over, at jeg faldt uden for normen. Det var mest, når andre børn bemærkede, at jeg var anderledes. F.eks. da en pige i børnehaven kom hen og strøg fingeren ned ad min arm for at se, om jeg smittede af. Eller når andre børn spurgte, hvorfor jeg var brun.

Jeg har en ældre bror, der også er adopteret. Vi er ikke biologiske søskende, men han er også fra Sri Lanka. Det kunne i princippet have været en stor fordel for mig, men desværre har min bror aldrig haft lyst til at tale om det at være adopteret. Så det har været rigtig svært. Vi har aldrig været rigtigt følelsesmæssigt knyttet til hinanden. Jeg har forsøgt at komme tættere på ham, efter vi blev voksne, men det er aldrig rigtig lykkedes. Han har ikke lyst til at dykke dybere ned endnu.

Jeg var meget vred og ked af det som teenager. Jeg kunne ikke sætte ord på det, og jeg følte ikke, at der var nogen, der forstod mig. Jeg var vred, ked af det og grænsesøgende. Jeg begyndte at ryge og drikke tidligt, fordi jeg havde brug for at finde ud af, hvor jeg startede og stoppede. Mine forældre negligerede det mest. Eller grinte af det, når jeg var meget udadreagerende eller sur. De havde slet ikke tænkt på, at det kunne have noget med adoptionen at gøre.

Men allerede på det tidspunkt, begyndte jeg at trække mig fra dem følelsesmæssigt.

Min far har altid været en handyman. Han elskede at lave legetøj til os og lave skæg og ballade. Men jeg husker ham ikke som fysisk kærlig.

Jeg har aldrig haft en stærk moderbinding til min adoptivmor. Hun forsøgte ikke. Måske var det, fordi hun ikke kunne se sig selv i mig, eller leve sig ind i hvad det ville sige at være mig. I dag kan jeg se, at hun bare ikke kan.

Jeg læste mine adoptionspapirer igennem og søgte info. Jeg forsøgte også at finde min biologiske familie gennem en kvinde, der har hjulpet andre adopterede med at finde deres. Jeg havde brug for at sætte noget i gang rent fysisk. Jeg endte med at møde en, som denne kvinde påstod, var min biologiske moster.

Da jeg var i starten af tyverne, var jeg langt nede. Jeg havde en depression og var i medicinsk behandling. Der begyndte jeg at grave i, hvem jeg var. Og pludselig kom alle de følelser tilbage, som jeg kunne genkende fra teenageårene. Følelsen af afmagt, udmattethed, vrede og skuffelse. Nu kunne jeg sætte ord på følelsen af at være rodløs, det kunne jeg ikke, da jeg var yngre.

Jeg læste mine adoptionspapirer igennem og søgte info. Jeg forsøgte også at finde min biologiske familie gennem en kvinde, der har hjulpet andre adopterede med at finde deres. Jeg havde brug for at sætte noget i gang rent fysisk. Jeg endte med at møde en, som denne kvinde påstod, var min biologiske moster. Men kvinden jeg mødte, kunne ikke fortælle mig noget om min biologiske mor, så jeg tror egentlig ikke, at hun var min moster, men derimod en, der havde fået nogle penge, så jeg kunne få den oplevelse, jeg havde betalt for.

Jeg har gået til psykolog og coach for at få hjælp, og jeg skal snart til den første samtale hos Ankestyrelsens PAS (Post Adoption Service. Red.) –rådgivning, som er målrettet voksne med adoptionsrelaterede problemer. Så jeg er slet ikke færdig med at undersøge min baggrund endnu. Jeg har brug for hjælp til at finde ud af mere eller i det mindste forlige mig med, at mit liv er, som det er.

Mit håb er, at jeg en dag kan finde ud af, hvorfor jeg ser ud, som jeg gør. Hvorfor min personlighed er, som den er. At den forvirring om hvem jeg er forsvinder. Så jeg kan komme til at se fremad i stedet for at nosse rundt i de her følelser.

Jeg vil gerne have svar på, hvad den rigtige historie er. Hvad min historie er. Man kan aldrig vide, om det mine forældre har fået fortalt er sandheden. Jeg fik en anden oversættelse af min fødselsattest, da jeg skulle møde min ”moster”, hvori jeg fandt ud af, at jeg vist er min biologiske mors tredje barn. Men jeg ved ikke noget om, hvad der er blevet af hende eller mine søskende.

I december 2016 rejste jeg, min kæreste og mine adoptivforældre til Sri Lanka for at møde min ”moster”.

Da jeg satte mine fødder på jorden, var jeg som en plante, der bare sugede al næring til mig. Jeg havde det så godt. Min hud var ikke tør, som den plejer, og mine krøller havde det fantastisk. Jeg kunne sidde i timevis og bare se mig omkring. Jeg kunne mærke, at det var her, jeg kom fra, og jeg skal helt klart tilbage. Det var som om, en sort sky lettede fra mit hoved.

Jeg tror dybest set, at mine forældre har dårlig samvittighed. De gjorde det bedste på det tidspunkt, men de har ikke tænkt fremad eller tænkt på, hvordan de skulle kunne give mig svar, når jeg engang begyndte at undre mig.

Da jeg fortalte, at vi havde planlagt rejsen, tog min mor det som en selvfølge, at hun og min far skulle med. Det, syntes jeg, var grænseoverskridende. Men vi har aldrig snakket om, hvilke følelser, jeg havde omkring det. Hun tænkte slet ikke over, hvordan jeg havde det.

På selve rejsen spurgte de hele tiden til mine følelser. Jeg kunne ikke give dem svar, fordi det hele var så surrealistisk. Senere hen kunne jeg bedre sætte ord på mine følelser, og igen var det vrede, svigt og afmagt, med en snert af sorg. Jeg har forsøgt at tale med dem om det, og om hvorfor de ikke sørgede for at få papirerne i orden, da de hentede mig. At der er foregået korruption i forbindelse med adoptioner. Men det kunne de ikke rumme. Måske fordi de kunne mærke, at jeg indirekte bebrejdede dem.

Jeg undrede mig over, hvorfor de ikke har været mere kritiske. Deres svar var bare, at de gjorde det bedste, de kunne, og havde tillid til myndighederne. Jeg har talt med andre adopterede og deres forældre, som beskrev, at de simpelthen havde så travlt med at få det her barn med hjem i frygt for, at de ellers kunne miste det.

Jeg tror dybest set, at mine forældre har dårlig samvittighed. De gjorde det bedste på det tidspunkt, men de har ikke tænkt fremad eller tænkt på, hvordan de skulle kunne give mig svar, når jeg engang begyndte at undre mig. De har sikkert også stolet på, at alting var i orden, men samtidig har de ikke forsøgt at hjælpe mig med min søgen. De har ikke hjulpet mig med at finde ressourcer eller fortalt mig, hvor jeg kunne gå hen med mine spørgsmål.

Jeg bebrejder dem til dels. Men der var nogle andre regler og normer dengang. Der var ikke det samme fokus på, hvad adoption har af senfølger.

Da jeg fortalte min mor, at jeg tog lykkepiller, var hendes eneste spørgsmål, hvilket præparat jeg tog. Hun forholdt sig slet ikke til, hvorfor jeg havde det dårligt. Det er som om, det er blevet et tabu for hende. Hun kan slet ikke finde ud af at tale om det.

Jeg blev mobbet i skolen. Mine forældres respons var at sige, at det var, fordi de andre børn var misundelige. Børn i den alder er ikke misundelige, de siger, som de gør, fordi de reagerer på, at man ser anderledes ud. Mine forældre forsøgte at tale med lærerne, som så talte med klassen. Men lærerne vidste heller ikke, hvordan de skulle takle det, så jeg endte med at føle mig endnu mere udsat. Jeg følte mig ikke mødt eller forstået af hverken mine forældre eller af andre voksne omkring mig. Der var ingen, der havde fokus på, at man skal have lov at være og se anderledes ud. Jeg flyttede skole nogle gange, for det var den nemmeste måde at ordne det på.

Jeg ville ønske, at jeg havde fået noget mere anerkendelse af mine forældre som barn og teenager. Jeg ville gerne have haft kys og kram. Især af min mor. Jeg er vokset op i et hjem, hvor det ikke var almindeligt at være fysiske på den måde. Når jeg har forsøgt at tale med dem om det, bliver det negligeret.

Der var ingen intense kram, og kys var kun på panden. Det er stadig akavet mellem os. Der er en distance mellem os og den er kun blevet større. Der er noget indeni i min mor, der forhindrer hende i det.

Jeg har følt mig elsket, men på et intellektuelt niveau. Jeg har fået fortalt, at jeg var elsket. Men jeg har ikke kunnet mærke det. Selvfølgelig elskede de mig, men jeg lå måske på level 1-2, hvor et barn med samme gener som dem, måske ville have ligget på level 3-4. Det er sådan, jeg bedst kan forklare det.

Jeg tror ikke, at vores forhold kommer til at ændre sig. Jeg kan godt ønske og håbe, men det virker ikke realistisk. Lige nu har jeg faktisk rigtig meget ro med, at jeg ikke behøver at se dem. Det ændrer sig nok, når jeg får børn.

Jeg orker ikke at tale med min mor, når hun ringer. Ikke fordi jeg hader hende, men fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal tale med hende om. De har nået pensionsalderen og er blevet ”gamle”. De kan ikke finde ud af at tale om følelser eller at bevæge sig nede i de lag, de vil hellere snakke om fuglene eller vejret. Jeg tror, at de har opgivet. At de føler, de har gjort deres bedste, men at de ikke kan gøre mere. Der findes ikke et manus til, hvordan man skal gå til mig. Og det har nok været for svært for dem. En ting er det, man viser en socialrådgiver eller andre, der skal vurdere om man er egnet til at adoptere, noget andet er, hvad man kan udtrykke følelsesmæssigt. Når man adopterer, er det så vigtigt, at man er et kærligt og rummende menneske. På videoer fra da jeg var barn, er det tydeligt, at min mor er super stresset og ikke kigger på mig, når jeg taler.

Jeg tror ikke, at vores forhold kommer til at ændre sig. Jeg kan godt ønske og håbe, men det virker ikke realistisk. Lige nu har jeg faktisk rigtig meget ro med, at jeg ikke behøver at se dem. Det ændrer sig nok, når jeg får børn. Så vil de sikkert gerne hjælpe med det praktiske. Jeg kunne forestille mig, at de får nemmere ved at håndtere børnebørn, fordi der er en ren tavle og heller ikke samme ansvar. Men jeg tror ikke, at de kommer til at give mig mere følelsesmæssigt. Det er virkelig en sørgelig tanke, men min sorg er meget gennemgående. Jeg sørger over, at jeg ikke fik den kærlighed og barndom, jeg fortjente. At jeg ikke fik denne her rene grænseløse kærlighed. Jeg sørger over at føle mig så fortabt. Det er så svært at sætte ord på, fordi der er en forventning om, at jeg skal være taknemmelig. Men det er jeg faktisk ikke. For det har været SÅ hårdt at være adopteret. Det skal jeg forsøge at leve med og acceptere.”

Ninna Martha Ramirez, 27 år

Min adoptivmor og jeg har et meget distanceret forhold. Vi taler sammen jævnligt, men er ikke tætte. Hun vil helst ikke tale om min biologiske familie og har haft meget svært ved, at jeg fandt dem.

”Jeg fandt min biologiske familie gennem ”Sporløs” for fire år siden. Først fik jeg udleveret alle mine adoptionspapirer fra mine adoptivforældre og derefter satte jeg mig og skrev en mail, hvor jeg forklarede, hvorfor jeg gerne ville deltage. Det var faktisk, mens jeg skrev den mail, at jeg for alvor mærkede, hvor mange ting jeg egentligt manglede svar på.

Mine adoptivforældre er skilt. Min adoptivfar og hans kone har jeg et ganske godt forhold til. De har bakket mig rigtig meget f.eks. i forbindelse med min deltagelse i ”Sporløs”. De har også inviteret min biologiske storebror hjem til dem, da han besøgte mig i Danmark.

Min adoptivmor og jeg har et meget distanceret forhold. Vi taler sammen jævnligt, men er ikke tætte. Hun vil helst ikke tale om min biologiske familie og har haft meget svært ved, at jeg fandt dem.

Jeg involverede ikke min adoptivmor ret meget i processen i starten, fordi jeg havde en idé om, hvordan hun ville reagere. Men da jeg så gjorde det, blev hun meget fokuseret på, at hun ville medvirke i udsendelsen, at hun ville have mig til at tage et brev med til min mor, hvor hun beskrev, hvor godt jeg, efter hendes opfattelse, havde haft det i Danmark. Da jeg sagde nej tak til at hun skulle medvirke i programmet, havde hun ikke lyst til at høre om det mere. Hun vil helst kun tale om ting relateret til adoption, hvis vi taler om, hvor heldig jeg har været, fordi jeg er vokset op her hos en dansk familie frem for i et fattigt kvarter i Colombia.

Jeg tror, hun har brugt en stor del af min barndom på at benægte, at jeg ser anderledes ud og har et andet etnisk ophav. Og da det ikke rigtigt kunne lade sig gøre, i kraft af at jeg selv blev mere bevidst omkring det, valgte hun så i stedet at fokusere på alle de gode ting, hun har gjort for mig.

Jeg blev kaldt mange forskellige ting i folkeskolen. Abe, neger og perker. Men min adoptivmor tog aldrig rigtigt problematikken alvorligt, men sagde bare: “Jamen du er lige så dansk som dem, så det skal du bare være ligeglad med.”

Jeg havde det faktisk ganske fint med selve adoptionen i mine tidlige barndomsår. Det var ikke på nogen måde et tabu derhjemme, men det blev måske affejet lidt som noget mindre betydningsfuldt. Først senere da jeg blev omkring 8-10 år, begyndte jeg at tænke over, at det narrativ jeg fik med hjemmefra; at jeg var den lykkelige, heldige, 100 % danske pige, som bare tilfældigvis var født et andet sted, ikke nødvendigvis var det sande for mig.

Der er en underlig skævvridning i relationen mellem min adoptivmor og mig.

Det er svært at føle sig helt igennem elsket, når den primære omsorgsperson forsøger at ignorere, at vi har to forskellige etniciteter og derfor åbenlyst ikke ligner hinanden. Det blev som om, den etnicitet jeg tilhører per definition er “dårligere”. Derfor har jeg skammet mig enormt meget over mit udseende i mange år.

Jeg blev kaldt mange forskellige ting i folkeskolen. Abe, neger og perker. Men min adoptivmor tog aldrig rigtigt problematikken alvorligt, men sagde bare: “Jamen du er lige så dansk som dem, så det skal du bare være ligeglad med.” Det var først da jeg flyttede hjemmefra og kom til en større by, at jeg rigtigt lærte at håndtere det at se anderledes ud. Der mødte jeg jo andre unge, som havde andre etniciteter end dansk, og jeg var ikke længere den eneste i et lille lokalsamfund.

Når vi i min barndom talte om min biologiske familie, var de bare en slags “statister” i fortællingen. De var nogle, som “ikke følte, de kunne give mig et godt liv” og derfor blev jeg bortadopteret.

Det gik først op for mig ret sent, at de jo er mennesker med deres helt egen historie. I den fortælling jeg fik, var de bare dem, der gjorde det muligt, at vi blev “vores” familie.

Det er svært at føle sig helt igennem elsket, når den primære omsorgsperson forsøger at ignorere, at vi har to forskellige etniciteter og derfor åbenlyst ikke ligner hinanden. Det blev som om, den etnicitet jeg tilhører per definition er “dårligere”.

Jeg ville ønske, at mine adoptivforældre havde søgt eller var blevet tilbudt mere information omkring adoptivbørns selvbillede og identitetsdannelse. Jeg er sikker på, at de har gjort deres bedste, men det ændrer ikke på, at det har været en forvirrende og på nogle områder fatal proces ift. det selvbillede, jeg har i dag.

Det forvirrende og fatale består i hele adoptionsprocessen, hvor man adskilles fra sin mor meget tidligt og dernæst bliver centrum for en form for selvrealisering i to fremmede voksne menneskers liv. Jeg tror, det har efterladt mig med en meget splittet selvfølelse. Jeg har svært ved at mærke mig selv i mange situationer, fordi jeg aldrig rigtig bare har været til. Jeg har fra starten været udstyret med nogle mangler og samtidig nogle forventninger, som jeg aldrig har kunne leve op til. Jeg har aldrig været det barn, mine adoptivforældre i første omgang ønskede sig, og derfor er jeg nok en meget vag og usikker person, når jeg skal indgå i relationer.

Min adoptivmor var meget optaget af, at vise folk at vi var en familie ligesom alle andre, selvom jeg var adopteret. Hun har altid gerne ville gøre mig til en succeshistorie. Jeg skulle være den bedste i skolen, spille klassisk klaver, have en lang uddannelse. Hun har helt sikkert haft gode intentioner, men jeg har bare altid følt, at jeg skulle præstere mere end andre for at have en plads i verden, fordi hun har brugt så meget tid og kræfter på et barn, som nogle andre ikke ville have.

Og jeg brugte, og gør det indimellem stadig, så mange kræfter på at være det, andre gerne vil have, jeg er.

Jeg er meget splittet. Jeg er glad for det liv og alle de ressourcer, jeg har fået ved at være vokset op i Danmark. Men jeg føler mig ikke 100 % dansk, og jeg føler mig heller ikke 100 % knyttet til min adoptivfamilie. Jeg har svært ved at definere mig selv, fordi hele mit liv et langt stykke af vejen er blevet fortalt gennem andres forventninger til det.

Nu har jeg selv fået børn, hvilket måske også trigger nogle følelser omkring tilknytning og opbyggelse af selvfølelse.

Jeg tror inderst inde, at mine adoptivforældre havde ønsket sig et barn, som automatisk var tilknyttet dem. Som lignede dem og følte sig lige så dansk som dem. I hvert fald min adoptivmor. Et barn som ikke var skrøbeligt og krævende på den måde, jeg var.

Jeg tror på mange måder, jeg ødelagde deres historie om “den perfekte familie” med mor, far og børn, da jeg opsøgte mine biologiske forældre.

De har bare håndteret det forskelligt. Min adoptivfar havde nok inderst inde set det komme og accepteret det.

Mit forhold til min adoptivfar var nok mere normalt end det, jeg havde til min adoptivmor, set i bakspejlet.

Min adoptivfar var ikke så optaget af, hvordan vores familie blev set på udefra og han har egentlig altid givet udtryk for, at han synes det er spændende at vide mere om mit ophav. Han var dog mindre tilstede i min barndom end min adoptivmor, da han arbejdede meget, så min adoptivmor kunne være hjemmegående en stor del af min barndom.

Han har altid været åben i forhold til at tale om de ting, jeg synes var svære og de spørgsmål jeg havde omkring adoptionen. Han er et meget fordomsfrit og imødekommende menneske generelt. Han har været god til at lytte til og rådgive omkring min begejstring og mine bekymringer, da jeg ville opsøge min familie. Han har aldrig forsøgt at påvirke mig i nogen bestemt retning, men har bare ladet mig selv finde ud af, hvordan jeg forholder mig til mine biologiske forældre.

Jeg tror, jeg for alvor fik interesse for at undersøge min baggrund da jeg var omkring 12-13 år. Men det har altid været i baghovedet, at der var noget, jeg skulle finde ud af en dag.

Jeg turde slet ikke forvente andet end at se et billede. Jeg tænkte, at bare det at se et billede af nogle mennesker, der deler gener med mig, ville være forløsende. Så ville jeg i det mindste have en slags historie, som rent faktisk var min egen i stedet for den, andre havde fortalt mig.

Det var både overvældende, forløsende, fantastisk, stort, skræmmende og sorgfuldt at møde dem.

Det var nok allermest forløsende at vide, at jeg også havde nogle kendte rødder i den her verden. Og så er min familie nogle virkelig dejlige mennesker, som jeg underligt nok kan spejle mig meget i, selv om vi var adskilt over 20 år.

Jeg har stadig kontakt til dem i dag. Mest til min ene bror, som også har to børn. Mine biologiske forældre er også skilt og dem har jeg et meget kompliceret forhold til. Min far og jeg har ikke kontakt. Min mor og jeg snakker sammen indimellem, men ikke så ofte som i starten. Jeg tror stadig vores relation er under opbygning inde i mit hoved.”