Interview: Unge tidligere sportsfolk fortæller, hvordan en skade ændrede deres liv for altid

Af Renna Rose Agger, journalist

Du går i skole som alle andre. Passer dit arbejde som alle andre. Har venner som alle andre. Men alligevel er dit liv anderledes end de flestes. For når dine medstuderende eller kollegaer skal ud i solen og drikke fyraftensøl, må du melde fra og i stedet skynde dig ned i hallen, hvor du skal træne med dit hold. For sådan er dit liv. Du har altid sat sport over alt andet og på en almindelig uge kan du sagtens ende med at træne mere end fem gange. Men pludselig laver du en forkert bevægelse, dit knæ siger et smæld, og fra det øjeblik er dit liv forandret for altid.

En undersøgelse foretaget af Idrættens Analyseinstitut viser, at op mod 21,5 procent af danskere over 15 år, der dyrker regelmæssig sport, årligt oplever at få en idrætsskade. For nogle drejer det sig om en forstuvet fod, der går over med et par ugers hvile, mens det for andre kan betyde, at et ødelagt korsbånd tvinger dem til at lægge en højt elsket sportsgren på hylden for altid.

Og det kan have alvorlige konsekvenser. Faktisk kan en sportsskade ifølge fagbogen “Klog af Skade” foruden de fysiske mén resultere i både angst, depression og stress hos dem, der udsættes for det.

Vi har talt med tre unge danskere, der alle har dyrket sport på eliteniveau, og spurgt, hvordan det påvirkede dem, da en sportsskade tvang dem til at lægge sporten på hylden.

Frida Agger Holdensen, 18 år, tidligere håndboldspiller for Himmelev Håndbold

Hej Frida. Hvad betød håndbold for dig?

Jeg spillede håndbold fra jeg fire, til jeg var 17. Jeg trænede tre gange om ugen og havde kampe i weekenden, så jeg brugte det meste af min fritid på at træne og spille. Og når der ikke var fastlagt træning, trænede jeg selv, hvis hallen var ledig. Så det betød faktisk alt.

Hvorfor stoppede du?

Jeg fik to knæskader og en skulderskade. Det var en lang proces med genoptræning, og det tog tre år at erkende, at min krop er hypermobil og slet ikke er bygget til en kontaktsport som håndbold.

Var det en svær beslutning?

Ja, og det er det faktisk stadig. Det var i 2015, jeg fik min første skade, og allerede der, forberedte lægerne mig på, at jeg muligvis ikke kom til at spille igen. Men det var først i 2018, jeg selv tog beslutningen om at holde helt op.

Jeg tror, at der dybt i mig lå en kerne af håndbold, der ikke kunne fjernes, bare fordi en læge sagde, jeg ikke måtte spille. Så jeg gennemgik operationen og startede på efterskole i 9. klasse, hvor jeg genoptrænede og begyndte at spille lidt igen, men jeg fik endnu et vrid i knæet og måtte starte forfra. I 10. klasse tog jeg på en endnu mere elitær håndboldefterskole. Der skulle jeg spille min første rigtige kamp, siden min første skade, og jeg havde glædet mig helt vildt til at spille igennem. Allerede under opvarmningen fik jeg ondt i skulderen, men jeg spillede alligevel, og efter to uger gik skulderen af led.

Der var en lang periode, hvor jeg ikke kunne være alene, fordi jeg slet ikke kunne tænke på andet end håndboldminder. Det var som en sorgfuld film, der kørte for mit indre, når jeg lukkede øjnene.

Det slog mig fuldstændig ud. Men jeg kunne stadig ikke slippe håndbold, og da efterskolen var slut, kom jeg tilbage i min gamle klub. Og der indså jeg ligeså stille, at den Frida, der havde været på pause i tre år, ikke kom tilbage. Jeg var vant til at være hende, der altid gik 100 procent efter bolden og ofrede alt for spillet, og nu var jeg hende, der altid kun var på maks 50 procent. Det var meget meget ulykkeligt for mig, men jeg måtte erkende, at jeg ikke kunne spille håndbold mere.

Hvad gjorde du så?

Jeg var lige startet i gymnasiet, og i begyndelsen kunne jeg fokusere på det. Men efterhånden blev jeg mere og mere ked af det og ligeglad med alting. Det var, som om en del af mig var forsvundet, og det var en stor sorg, som jeg ikke kunne håndtere. Men jeg begyndte at træne helt unge piger, og det hjalp rigtig meget, fordi jeg fik et formål i håndbold igen. Så det sidste års tid har jeg fundet mening i det og affundet mig med, at jeg ikke kommer til at bruge mit liv på håndbold. Nu har jeg besluttet at stoppe som træner til sommer, og det føles for første gang helt rigtigt.

Hvordan har du det nu?

Jeg har det bedre. Men jeg tror altid, der vil være et afsavn og en længsel. Jeg kan stadig blive frustreret over min tarvelige krop, men jeg har accepteret det. Der var en lang periode, hvor jeg ikke kunne være alene, fordi jeg slet ikke kunne tænke på andet end håndboldminder. Det var som en sorgfuld film, der kørte for mit indre, når jeg lukkede øjnene. Sådan har jeg det ikke længere, og det er rart.

Så du er på vej ud på den anden side?

Ja, det er jeg helt klart. Jeg har det grundlæggende godt nu. Men det har været en lang proces.

Har du et godt råd til andre i samme situation?
Det har hjulpet mig at finde andre interesser. Og så vil jeg råde folk til ikke at give op, hvis de ikke er klar. Selv om det måske kan virke vanvittigt at bruge tre år på at sige farvel, tror jeg, det havde været meget værre for mig, hvis jeg ikke havde prøvet alt.

Morten Thrane, 30 år, tidligere håndboldspiller for Nordsjælland Håndbold

Hej Morten. Hvad betød håndbold for dig?

Jeg trænede tre til fem gange om ugen, og så var der kampe ud over det. Før, jeg fik kone og børn, var håndbold hele mit liv. Det ændrede sig lidt, da jeg fik familie, men håndbold var stadig hele min fritid og en helt naturlig del af alt, hvad jeg talte om.

Hvorfor stoppede du?

Mit knæ gik i stykker. Min minisk i venstre knæ er helt væk og brusken mellem knæ og lårben er slidt ned. Det er sådan nogle dele, der ikke kan erstattes, når først de er ødelagte, så der var ikke noget at gøre. Jeg kan ikke strække benet helt ud og har også svært ved at bøje det. I den sidste tid, inden jeg stoppede, hævede mit ben op og gjorde enormt ondt, når jeg spillede. Så jeg gik til lægen, som henviste mig til en kirurg, der ud fra scanningsbilleder anbefalede, jeg skulle stoppe med at spille med det samme.

Hvordan havde du det med den melding?

Jeg havde slet ikke forventet, det var så slemt, eller at der ikke var noget at gøre. Så det var lidt som at få en våd klud ud i hovedet. Jeg havde regnet med, det kunne fikses med en operation og noget genoptræning. Så det kom meget bag på mig, og jeg kunne slet ikke deale med at skulle stoppe med det samme. Vi stod til at rykke op, og jeg kunne hverken byde mig selv eller mit hold at stoppe brat, så jeg tog faktisk sæsonen ud. Men det var en virkelig virkelig barsk beslutning alligevel.

Jeg undgik alt, der havde noget med håndbold at gøre i den første tid, og begyndte at arbejde alt alt for meget og kastede mig over kæmpe renoveringsprojekter derhjemme. Jeg havde meget svært ved at udfylde al den fritid, jeg fik.

Havde du så forberedt dig på det, da du endelig stoppede?

Jeg havde sagt til min kæreste og min familie, at de nok skulle forberede sig på, det ville blive en hård tid, men jeg havde ikke forestillet mig, hvor slemt det faktisk ville blive. Jeg var jo vant til altid at skulle noget efter arbejde, og nu skulle jeg bare hjem. Ingen kampe, ingen træning. Jeg blev meget rastløs og nok også lidt ensom.

Hvad var det sværeste?

Helt klart det sociale. Jeg savnede selvfølgelig også både træning og kampe, men 80 procent af afsavnet lå i alt det udenom. I omklædningsrummet, i at spise sammen og gå i byen. Hele mit sociale liv har jo drejet sig om håndbold, og pludselig var det væk. Jeg havde ikke mistet livet, men det føltes i hvert fald som et stort tomrum.

Hvordan reagerede din omgangskreds?

De havde nok lidt svært ved at forstå, at jeg var i så dårligt humør, og at jeg ikke bare kunne nyde at have tid til mine to børn og familielivet. Og det er jo ikke, fordi jeg ikke nyder det, men tomrummet og rastløsheden kan ikke erstattes af noget som helst andet. Men det tror jeg ikke, man kan forstå, hvis man ikke spillet en holdsport på den måde.

Hvordan håndterede du det?

Jeg undgik alt, der havde noget med håndbold at gøre i den første tid, og begyndte at arbejde alt alt for meget og kastede mig over kæmpe renoveringsprojekter derhjemme. Jeg havde meget svært ved at udfylde al den fritid, jeg fik. Men efter et år begyndte jeg at arbejde som træner og få håndbold lidt ind på livet igen, og det har lindret, selv om jeg stadig savner det.

Har du et godt råd til andre, der står i den situation?

Det første er nok præventivt: Tag skaderne seriøst. Jeg har været så vred på mig selv over, at jeg ville så hurtigt tilbage, da jeg i 2011 blev skadet første gang. Hvis min minisk var blevet syet i stedet for at blive opereret havde jeg været ude af spillet et halvt år i stedet for 10 uger, men så havde jeg til gengæld muligvis stadig kunnet spille i dag.

Derudover vil jeg sige, at man skal snakke med sine nærmeste om det. Jeg isolerede mig og så det som et nederlag – både at jeg var stoppet, og at jeg havde det så skidt med det. Men det er jo klart, man får det dårligt. Det er sådan en stor del af ens liv, og hvem man er, og det skal man stå ved at tale om. Det, er jeg ked af, tog så lang tid for mig.

Ida Nigard Rosendal, 32, tidligere basketspiller for SISU Basketball i Gentofte

Hej Ida. Hvad betød basket for sig?

Jeg spillede basket fra jeg var 10, til jeg var 26. Og fra jeg var 14, var det ægte seriøst. Vi trænede alle hverdage, og havde kamp i weekenden. Vi brugte ferierne sammen, hvor vi ofte var til turneringer rundt i Europa, vi spiste sammen, og vi gik på samme gymnasium på en fireårig sportslinje. Så sporten og holdet fyldte nok 90 procent af min fritid.

Hvorfor stoppede du?

Jeg stoppede, fordi jeg fik to knæskader. Første gang rev jeg mit korsbånd over og skadede min minisk under en træningskamp. Jeg genoptrænede et helt år, hvor jeg stadig kom i hallen hver dag og så alle kampe fra sidelinjen. Da jeg endelig kunne træne med holdet igen og skulle deltage i den første kampsituation efter skaden, skete det igen. Jeg genoptrænede endnu et år, men skadesituationen og smerterne var så traumatiserende, at jeg ikke turde spille, da jeg endelig var fysisk klar.

[...] når jeg en sjælden gang inviterede mig selv med til ting med mit hold, opdagede jeg, hvor hurtigt, jeg var røget ud af jargonen, og det gjorde virkelig ondt. Samtidig følte jeg ret stærk misundelse og nok også lidt vrede rettet mod de veninder, der stadig spillede, og der gik faktisk to sæsoner, før jeg overhovedet kom og så en kamp.

Du havde spillet basket i 16 år. Hvordan var det at tage den beslutning?

Jeg savnede det helt vildt og havde svært ved at acceptere, at mit hold fortsatte uden mig. Jeg havde spillet med de samme mennesker, siden jeg 14 år. Og når der endelig var en fridag, hvor vi hverken skulle træne eller spille kamp, var det også dem, jeg gik i byen med. Så det var faktisk hele mit liv, der blev forandret.

Samtidig var jeg så heldig, at jeg lige havde været på højskole og skulle begynde på universitetet i samme periode, som jeg stoppede til basket. Så jeg kunne fylde lidt af tomrummet, men det var samtidig underligt at lære nye mennesker at kende på det tidspunkt, fordi jeg pludselig ikke var basket-Ida længere. Jeg følte, at alt, jeg var, var i datid.

Hvordan håndterede du det?

Jeg holdt mig ret langt væk fra basket i begyndelsen. Og når jeg en sjælden gang inviterede mig selv med til ting med mit hold, opdagede jeg, hvor hurtigt, jeg var røget ud af jargonen, og det gjorde virkelig ondt. Samtidig følte jeg ret stærk misundelse og nok også lidt vrede rettet mod de veninder, der stadig spillede, og der gik faktisk to sæsoner, før jeg overhovedet kom og så en kamp. Jeg kan huske, at jeg troede, jeg var klar til det, men at det gjorde så vanvittigt ondt indeni at sidde oppe på tilskuerrækkerne, fordi jeg bare så brændende ønskede, at det var mig på banen. Så jeg holdt mig mest bare væk.

Samtidig var det som sagt godt for mig at starte på uni og have en masse andet at gå op, men der findes ikke noget, der kan erstatte den fællesskabsfølelse en holdsport på det niveau giver.

Har du et godt råd til andre i samme situation?

Jeg var selv for stolt og bitter til at række ud efter mine veninder fra holdet og fortælle dem, hvor meget jeg havde brug for dem. Men det ville jeg virkelig ønske, jeg havde gjort, for de er jo i bund og grund de eneste, der 100 procent kunne sætte sig ind, hvad jeg gennemgik.

Derudover fungerede det også godt for mig, at jeg blev sluset ud ligeså stille. Jeg var skadet i næsten to år, så det var egentlig en ret lang udslusningsfase, jeg gennemgik, før jeg stoppede helt. Og det var træls, men det havde været så meget værre, hvis jeg bare skulle have stoppet brat fra den ene dag til den anden.

Så et godt råd kan være at gøre sig nogle tanker om, hvad man gerne vil være efter man er færdig med at være sportsudøver, for det varer ikke for evigt. Sikre sig at man har en plan at falde tilbage på.