Fankultur handler om at være en del af et stærkt fællesskab

Tekst: Anne Niluka, journalist | Grafik: Katrine Blauenfeldt

Det er efterhånden ved at være længe siden, at boybands med stram koreografi og dansable popnumre som Take That, N’Sync, Backstreet Boys og Westlife havde deres storhedstid. Dengang var det MTV, Puls og magasiner som Bravo og Mix, der var kilderne til viden og nyheder om idolerne. Nu er information, billeder og videoer bare et klik væk. Alligevel ser vi stadig, hvordan stjerner som Justin Bieber og hedengangne One Direction bliver iscenesat, promoveret og får idolstatus. Og ligesom tidligere er der stadig kø ved billetlugerne og skrigende teenagepiger i farvandet, når idolerne annoncerer en ny turné. Fankulturen lever som den altid har gjort, på nye præmisser men med samme kerne. 

Ifølge Lisbeth Ihlemann, der har forsket i boybands og fankultur ved Københavns Universitet, hænger det sammen med, at det vigtigste i virkeligheden er fællesskabsfølelsen. Hun har blandt andet udtalt følgende til Berlingske: 

”Der er en udpræget forestilling om, at de her skrigende teenagere bare er hysteriske og har dårlig smag. Men i virkeligheden adskiller de sig egentlig ikke meget fra andre fans. Først og fremmest har de det sjovt. Og de har det sjovt sammen. Der er et stærkt fællesskab imellem dem, som jeg tror, er den vigtigste grund til, at de bliver så store fans”.

BTS hjalp Mie gennem ensomhed og lavt selvværd

Det er også fællesskabsfølelsen 17-årige Mie Graungaard peger på, når hun skal beskrive, hvorfor det at være fan af den koreanske K-Pop-gruppe BTS har så stor en plads i hendes liv. Hun er nemlig medlem af BTS’ officielle fandom, der kalder sig ARMY, som på trods af de militaristiske konnotationer står for "Adorable Representative M.C. for Youth". 

”ARMY, for mig, er en gave. Alle kan skrive til alle. Du kan gå hen til en fremmed ARMY på gaden og I ville blive venner på stedet. Da jeg startede på efterskole og mødte min roomie, så hun mit BTS-merchandise i min taske, og fra det øjeblik var vi venner. Jeg ved, at jeg ikke står alene i noget af det, jeg føler. Hvis jeg har brug for det, så kan jeg skrive til enhver ARMY og de vil prøve at hjælpe. Man er aldrig alene eller ensom. Vi er alle taknemmelige for hinanden. ARMY samarbejder rigtig meget for at få BTS udbredt. Vi oversætter deres tekster, får deres videoer til at trende, stemmer på dem til prisuddelinger og så videre. Der er bare en taknemmelig atmosfære i fandommen. Alle støtter alle. BTS er én vinge, og ARMY er den anden vinge. Vi er de individuelle fjer, der får os alle til at flyve. Jeg bærer det at være en ARMY med stolthed.”

For Mie startede interessen for BTS, da en veninde viste hende videoen til BTS’ sang ”Blood, Sweat and Tears”. Musikvideoen og sangen var, ifølge hende, meget anderledes i forhold til det, hun ellers havde hørt på det tidspunkt. 

”Musikvideoen var æstetisk, smuk og gennemført. Dansen, som udføres synkront, og er sexet og elegant, fik mig til at tabe kæben. Musikken var catchy og nem at synge med på, selvom det var på koreansk”, siger Mie og fortsætter, “Jeg kunne mærke en gnist inde i mig, som når man får en gave. En gnist af glæde og nysgerrighed.”

Efter hun havde set videoen igen og igen, ville hun se og høre mere. Men hun ville også gerne finde ud af, hvad ham den søde med det sølvfarvede hår mon var for en. Han hedder Park Jimin og er en af de mest populære medlemmer af den syv mand høje gruppe. 

Meget hurtigt var BTS en fast del af Mies liv, og hendes værelse blev hurtigt klistret til med plakater af de flotte koreanske drenge. En vigtig del af det at være BTS-fan er, ifølge Mie, at gruppen formår at give fansene en følelse af, at de er vigtige:

”Man kan mærke deres kærlighed igennem skærmen. Man kan mærke, at de faktisk savner deres fans og gerne vil deres fans. De læser fanbreve og går tit live for at snakke med ARMY.”

I fandommen findes et citat, der hedder, "BTS kommer til dig, når du har allermest brug for det". Ifølge Mie passer det. I perioden inden hun lærte BTS at kende, døjede hun med ensomhed og lavt selvværd.

”Jeg kender rigtig mange ARMYs, der ikke var et godt sted følelsesmæssigt, da de fandt BTS. Jeg var og er alt for perfektionistisk. Jeg har også en tendens til at overtænke rigtig meget. BTS er kendte for deres personlige og dybe tekster. Specielt sangen ”Tomorrow” er vigtig for mig. Det var en af de første sange, som jeg læste en oversættelse af. Hele sangen ramte mig på et meget personligt niveau”, siger hun. 

Ifølge Lisbeth Ihlemann handler fankultur om identitet: 

»Især i teenageårene bliver identiteten virkelig sat på prøve, og så er fankultur en måde at spejle sig i andre og finde ud af, hvem man selv er. Og så er det jo ikke rocket science, at en stor del af det at blive et voksent kønsvæsen handler om kærlighed og seksualitet, og det kan man bruge popmusik til. Hvordan vil det være at kysse og blive forelsket? Der er idoler en slags safe zone, fordi chancen for at det kommer til at ske er lig nul. I modsætning til at dyrke drengen i klassen, kan det at dyrke sit idol forblive i eventyrland,« sagde Lisbeth Ihlemann til Berlingske i 2016.

Grete genfandt glæden ved og fællesskabet i at være Beatlesfan

Idoldyrkelse og den dertilhørende forelskelse er som sagt ikke et nyt fænomen. I 1964 ankom datidens største band The Beatles til Danmark for første gang. Og allerede dengang var der pigeskrig og hysteri for alle pengene. 

66-årige Grete Ringgard var dog ikke blandt dem, der besvimede på første række i KB-hallen. Hun var både for ung og ifølge hende selv for fattig, da Beatlesfeberen hærgede i 60’erne. Men hun kom med i slutningen af årtiet og har ikke sluppet dem siden.

 ”Det var først, da jeg fik økonomien til at købe deres plader, at jeg begyndte at føle mig som en rigtig fan. Inden da var jeg nødt til at besøge min to år ældre veninde, hvis jeg ville høre deres musik”, siger Grete.

 Det var selvsamme veninde, der introducerede Grete for Beatles. På venindens pigeværelse kiggede de fire briter ned fra utallige billeder. Og især den unge, kønne George Harrison faldt i Gretes smag.

”Så var jeg jo tvunget til at finde ud af, hvem han var og hvad det var for noget musik de spillede.”

Veninden tog Grete med i biografen og så de to Beatlesfilm ”A hard days night” og ”Help”, og så var Grete for alvor solgt.

” Jeg fik udvidet min horisont helt vildt. Jeg syntes, at alt, hvad de lavede, var fantastisk, og jeg tudede, da de gik i opløsning”.

I Gretes familie havde musik også altid været en stor del af samværet, så det var ikke så mærkeligt, at musikken fremadrettet kom til at fylde en stor del af hendes liv, hvor metal også er en af yndlingsgenrerne. Men Beatles er fortsat størst, og har fulgt hende lige siden ungdommen.

”Deres musik er bare helt specielt god. De spillede i alle mulige genrer. De havde kun ti år, og de udviklede sig i en retning, der var så unik. Jeg har ikke oplevet noget lignende siden”, siger Grete.

For Grete er fællesskabet omkring det at være fan kommet ind senere i livet. I mange år var fokus på familielivet, men efter børnene fløj fra reden, har hun igen kunnet fokusere på sin lidenskab for musik. Nu dyrker hun blandt andet Beatles sammen med andre på forskellige fora på internettet.

”Det er en fornøjelse at få lov at hoppe tilbage og finde glæden igen”, fortæller Grete.

Udover at skrive på nettet, har hun også fået udvidet sin omgangskreds i det virkelige liv med andre Beatlesfans. De har rejst sammen i Beatles fodspor, blandt andet i Hamburg og Liverpool. Og spørger man Grete, kan man sagtens blive ved med at tale om Beatles.
”Sagtens! Og nu fylder alting jo 50 og 60 år, så i øjeblikket er der særligt meget at tale om.”