En masse klichéer bliver vendt på hovedet i den nye teen romcom-serie Never Have I Ever

Fra venstre: Maitreyi Ramakrishnan, Ramona Young og Lee Rodriguez (Netflix) 

Jeg er vild med romcoms og sitcoms. Især hvis det er teenagere, der er hovedpersonerne. Jeg går ud fra, at det er fordi jeg, som alle andre Millennials, udsætter adulting så længe som overhovedet muligt. Og da voksensamfundet alligevel infantaliserer mig og alle andre på min alder, har jeg valgt at omfavne min kærlighed til teenageromancer. De sidste par år har Netflix virkelig spyttet nogle stærke teen romcoms ud - både film og serier - og jeg fortærer dem alle grådigt.

Af Katrine Blauenfeldt, chefredaktør på OXY

Indtil for ganske få år siden var langt de fleste mainstream teenfilm og -serier så hvide, cis og hetero, at man skulle tro, at andre hudfarver, seksualiteter og køn ikke var andet end sagnomspundne myter. Men så begyndte der at ske noget spændende. Flere og flere film og serier begyndte at caste unge mennesker, som ikke kunne sætte hak i alle privilegieboksene. Jeg nævner i flæng: Sex Education, Special, Please Like Me, The Politician, The Half of It, To All the Boys I’ve Loved Before, Atypical, Handsome Devil, Alex Strangelove, One Day at a Time, Bonding, On My Block, Jane the Virgin og det seneste hit Never Have I Ever, som muligvis er den bedste teen romcom-serie, jeg nogensinde har set.

Serien handler om den indiskamerikanske teenagepige Devi Vishwakumar, spillet af Maitreyi Ramakrishnan, hvis to største ønsker er at miste sin mødom til skolens lækreste fyr, Paxton Hall-Yoshida, og at få sig selv og venindegruppen til at blive populære. Disse to ting prøver hun nærmest desperat at fokusere på for ikke at tænke på en enorm tragedie i hendes liv: hendes fars død otte måneder tidligere. 

På mange måder er serien en helt almindelig teen romcom: De mindre populære vil gerne være mere populære, de populære vil ikke rigtig ses med de upopulære, teenagere der drikker og bliver for fulde, forældre der synes at teenagerne handler uansvarligt, uforløst kærlighed, svigt og forsoning. 

Men serien tager disse emner op på en ret unik måde. 

Det første jeg lagde mærke til var, at der stort set ikke er nogle hvide mennesker med i serien. Grunden til, jeg lagde mærke til det som noget af det første er, at jeg er så vant til konstant at se min egen hudfarve blive repræsenteret overalt. Og når min hudfarve ikke er til stede på skærmen, er jeg vant til, at det er fordi filmen eller serien handler meget eksplicit om race og racisme. Hvis hovedkarakteren i en serie er en hvid, heteroseksuel, ciskønnet, able-bodied mand, kan den handle om hvad som helst. Men afviger karakteren fra den beskrivelse på bare ét felt, så er det højst sandsynligt dét filmen/serien handler om. Har de bare én ting, som gør dem til the Other, så er det dét, der definerer dem. Nu taler jeg lige til de hvide, der læser dette: Tænk hvis alle film og serier, du nogensinde havde set, hvor der hovedsageligt var hvide mennesker med, handlede om at være hvid. Jeg ville i hvert fald ret hurtigt have lyst til at råbe, ”jeg er andet end min hudfarve!”

Derfor var det virkelig forfriskende at se en serie med meget få hvide mennesker, som ikke eksplicit handlede om race.

De lækre og populære fyre på skolen (Netflix)

Serien tager fat i nogle velkendte klichéer omkring race og vender dem på hovedet, hvilket får os til at sætte spørgsmålstegn ved det, som vi altid er blevet præsenteret for som normalt og naturligt. 

Skaberne af serien har valgt at bruge den tidligere tennisstjerne John McEnroe til at stå få voice overen i alle afsnit (bortset fra et). Det kan godt virke som et noget besynderligt valg, men jeg synes, at det er ret smart. Udover deres store temperament har Devi og John umiddelbart intet tilfælles, men gennem Johns kommentarer i hvert afsnit vokser der et bånd mellem de to. Og hvis en hvid, katolsk-opdraget, 61-årig, cishet mand kan identificere sig med en brun, 15-årig, indisk, hindu pige, så er der håb forude. Der har nemlig længe hersket en idé om, at kvinder kan krydsidentificere sig, mens mænd ikke kan. Det vil sige, at kvinder godt kan se serier, hvor hovedrollen er en mand, men stadig identificere sig med ham, føle empati med ham og være interesseret i at følge hans historie og udvikling, hvorimod mænd ikke er i stand til det, hvis hovedrollen spilles af en kvinde. Det er selvfølgelig noget vrøvl, hvilket McEnroes entusiastiske kommentarer tydeligt viser.

John McEnroe dukker også kort op fysisk på skærmen i sæsonfinalen (Netflix)

Nogle afsnit inde finder man ud af, at the beefcake Paxton Hall-Yoshida har en søster. En hvid søster. Hun er adopteret. Vi er så vant til at se og høre fortællinger om hvide mennesker, der adopterer et asiatisk barn, at det kommer som en overraskelse, når vi ser den fortælling med omvendt fortegn.

Da Devi skal tale med Paxton i et frikvarter, går hun over mod det område, hvor alle de lækre og populære fyre holder til – the Hot Pocket – og næsten ingen af dem er hvide. Det er også noget helt nyt, da vi altid har set kridhvide jocks med blondt hår og blå øjne være de seje og populære i teenfilm og -serier.

Et af mine yndlingsøjeblikke i serien er, da Paxton taler med Eleanor og hun kommer med bemærkningen, ”Clearly you think all Asian women look alike”, hvortil Paxton svarer, ”I’m part Japanese”, og Paxtons bedste ven Trent bliver virkelig overrasket og udbryder, ”Wauw, you are?”

Asiatiske mænd bliver i høj grad feminiseret i den vestlige verden. Hvor tit hører man ikke asiatiske mænd blive omtalt som værende lave, uden kropsbehåring og med små tissemænd? Det er alt sammen noget, som får dem til at fremstå som mindre mand (fordi en ”rigtig” mand er 2.20 høj, dækket af hår og udstyret med en hestediller). Det er aldrig en asiatisk mand, som er the Leading Man, the Hunk, the Suave Mysterious Stranger. Den asiatiske mand er altid ham, der bliver mobbet, eller ham nørden, der er god til computere. Den forholdsvis korte interaktion mellem Paxton, Eleanor og Trent drejer vores opmærksomhed hen på netop dette. Paxton er den mest populære fyr og objektivt hot as hell, og han er samtidig part Japanese. Det er så sjælden en portrættering, at selv hans bedste ven simpelthen ikke har indset, at Paxton har japansk blod i årerne. Hvis man folder Trents reaktion en smule ud, ville den lyde nogenlunde sådan her, ”Wauw, you are? But you’re hot and popular.”

Jeg kunne blive ved med at skrive positive ting om Never Have I Ever, men jeg ville komme til at spoile alt for meget. Hvis I kan lide diversitet, humor, romantik og forvirrede teenagere, så se den med det samme. Her har I i hvert fald traileren.