Nogen har bildt os ind, at vi skal skamme os, når vi spiser ‘det forkerte’

Tekst: Rikke Collin, cand.mag. og podcastproducent | Billede: Katrine Blauenfeldt

“Sådan som verden ser ud nu, er du nødt til at tænke over, hvad du spiser” stod der i en artikel d. 22. marts på dr.dk, hvor en personlig træner guider dig til at “passe på din krop”. Nogle uger efter, d. 6. april, var beskeden fra diætisten Gitte Dreyer i endnu en artikel fra dr.dk: “Gem det [dine søde sager] inde i tøjskabet, for så bliver du mindet om, at du ikke kan passe dine bukser, hvis du bliver ved. Hvis chokoladen ligger sammen med bikinien, så tænker man, at man snart ikke kan passe den”. Lad os lige stoppe op et kort øjeblik. Der er ret meget at tage stilling til for tiden. En global pandemi har lukket hele verden ned. Folk er usikre på, om de kan betale husleje, om de mister deres job eller om de bliver syge. Vi er blevet bedt om at blive hjemme, nogen er isolerede og alene. At blive depressiv eller ængstelig er naturligt for mange. Og så skal vi gudhjælpemig også skamme os over, at vi måske spiser lidt mere end vi plejer og bevæger os mindre.

Artikler som disse, der sprøjtes ud af store medier for tiden, er i høj grad med til at trigge folk, der har eller har haft spiseforstyrrelser, inklusive mig selv. Jeg har været rask fra syv års atypisk bulimi i snart to år, men havde jeg stadig været syg under denne krise, havde denne retorik ikke kun pustet til ilden, men sat en voldsom brand i gang. Jeg har tidligere overspist enorme mængder kalorier, når jeg ikke kunne kontrollere mine følelser, og det er i den grad en udfordring i øjeblikket for mange. Heldigvis er jeg rask nu. Men det er der mange, der ikke er.

“Det værste i verden er åbenbart at tage en smule på. Selv et par kilo under en global pandemi. Og hvorfor er det det? Det er det, fordi vi lever i et samfund, hvor det at være tynd har en kæmpe værdi.”

Jeg er ikke i tvivl om, at det er sagt i en god mening, at folk skal gemme deres chokolade sammen med deres tøj, selvom det udsagn i sig selv er fuldkommen absurd (og jeg kunne skrive en hel bog om, hvad der er galt med det!). Det er jeg faktisk ikke. Intentionen er venlig. Men når diætisten i begyndelsen af selvsamme artikel udtaler, at det ikke er underligt, at nogen har taget et par kilo på, er det da ubegribeligt, at vi skal udskammes for det. For det værste i verden er åbenbart at tage en smule på. Selv et par kilo under en global pandemi. Og hvorfor er det det? Det er det, fordi vi lever i et samfund, hvor det at være tynd har en kæmpe værdi. Hvis du ifølge samfundets idealer passer ind, skal du ikke bekymre dig om, hvorvidt du kan passe tøj eller ej, om folk råber efter dig på gaden eller om du passer ind i et flysæde. Og det er med til at gøre folk syge. Folk, der ønsker at være tynde, så de går fri. Folk, der ikke kan kontrollere, hvad de spiser, fordi de frygter at blive for tykke. Spiseforstyrrelser har mange navne og ansigter. De kan opstå af tusind forskellige grunde. De kan stamme fra en egentlig fin tanke om at ville være sund og rask. De kan også stamme fra voldsomme traumer. De kan skyldes mange forskellige ting. Men en ting er helt sikkert. Udskammende artikler, hvor folk bliver bedt om at gemme deres slik sammen med deres bikinier, så de ‘kan blive mindet om konsekvenserne’ af at tage på, rammer alle slags spiseforstyrrelser.

“Angsten for at blive tyk er allestedsnærværende og desværre et udtryk for internaliseret tykfobi.”

Men et er at trigge og ramme (tidligere) spiseforstyrrede, der har (haft) et anstrengt og svært forhold til mad og krop. Noget andet er også at aktivere de mange mennesker, der aldrig har (haft) en diagnose, men som har et præcis lige så anstrengt forhold til krop og mad. Det viser hvor sygt et samfund, vi egentlig lever i. Angsten for at blive tyk er allestedsnærværende og desværre et udtryk for internaliseret tykfobi. Jeg ser venner og familie på Instagram joke med, at de har fået ‘ekstra karantænekilo’ eller undskyldende laver stories om, at de ‘nok kommer ud med en dobbelthage på den anden side’ og at ‘de må vinke farvel til sommerkroppen’, mens de griner nervøst ind i kameraet. For det værste denne krise kan føre med sig, er simpelthen at man tager et par ekstra kilo på. Jeg bliver så trist på vores alle sammens vegne. Vi er så meget mere end vores krop - men alt skal reduceres til sund/usund, tynd/tyk og rigtig/forkert.

“Du behøver faktisk ikke indberette til SKAT, hvad du spiser, og du skal ikke betale en revisor for at holde styr på dit regnskab for dig. Din krop er din krop, og du skylder ikke nogen noget.”

Artikler som de nævnte fra DR, hvor diætister og personlige trænere opfordrer dig til at skrue ned for kalorieindtaget og op for skammen, bygger på ideen om din kost som et kalorieregnskab, hvor du let kan komme i minus, og så falder hammeren. Men du behøver faktisk ikke indberette til SKAT, hvad du spiser, og du skal ikke betale en revisor for at holde styr på dit regnskab for dig. Din krop er din krop, og du skylder ikke nogen noget. Det er lettere sagt end gjort. Vi er alle vokset op med forskruede skønhedsidealer på film, i reklamer, i magasiner og i bøger - kort sagt alle vegne. Og ved at opretholde disse idealer, opretholdes en hel (skønheds- og sundheds)industri, hvis eneste formål er at få dig til at skamme dig og investere i diverse hjælpemidler. Det sig være juicekure, fitnessabonnementer, skønhedsprodukter eller proteinbarer. Systemet taler direkte til DIG - og det samme gør de udskammende artikler. Det er DIN skyld, hvis du ikke passer ind. Her lægges ansvaret i hænderne på den enkelte frem for et helt system, der næres af skyld, skam og et forskruet forhold til mad og krop.

“Det er ikke farligt at tage et par kilo på under en global krise. At være tynd er absolut ikke lig med at være sund. Og det er ikke nødvendigvis farligt at være tyk.”

Først nu, hvor jeg er rask, har jeg haft overskuddet til at kæmpe imod. I dag er jeg bevidst om, hvor stor en udskamning, vi alle er udsat for hver eneste dag - folk bliver bombarderede med trusler og advarsler om, at de ikke må tage på. Artikler som DR’s, hvis formål egentlig er at ‘hjælpe’, trigger ikke kun eksisterende spiseforstyrrelser, de giver angst, stress og skam. Det er ikke farligt at tage et par kilo på under en global krise. At være tynd er absolut ikke lig med at være sund. Og det er ikke nødvendigvis farligt at være tyk. Her vil jeg gerne anbefale Sofie Hagens fremragende bog ‘Happy fat’, der sætter ord på, hvor langt vi kunne bevæge os som samfund, hvis vi i stedet for udskamning og diskrimination, begyndte at se alle mennesker som individer, der har ret til at eksistere, uanset hvordan de ser ud og i stedet for kæmpede mod et system, der gør så mange mennesker syge.

Desuden vil jeg opfordre folk, der har det svært, til at søge rådgivning hos Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade, der også rådgiver, mens landet er lukket ned. I er ikke alene.