Klimakamp og det lykkelige liv kan sagtens hænge sammen

Selvom vi i Danmark på papiret er lykkeligere end nogensinde før, er der stor ensomhed, stress, angst og generel mistrivsel blandt særligt den yngre del af befolkningen. Jeg har talt med en lykkeforsker og en klimaaktivist for at blive klogere på vores ændrede forventninger til det lykkelige liv anno 2022.

Af Niels Kristian Bonde Jensen, journalist

Det er efterhånden en gammel traver, at vi i Danmark er blandt verdens lykkeligste folk. I den årlige World Happiness Report, udgivet af FN’s Sustainable Development Solutions Network, har Danmark de sidste mange år placeret sig solidt i top tre i undersøgelserne af national lykke. En af de få sportsgrene, hvor vi sammen med vores nordiske naboer i Finland, Norge og Island konstant kæmper om podiepladserne. På bagsiden af Danmarks mange lykkemedaljer gemmer der sig dog også andre statistikker. Særligt unge danskere er stærkt repræsenteret i undersøgelser omhandlende depression, angst og stress. Man fristes dermed til at citere gode, gamle Karen Jønsson, der i 1937 i filmen En fuldent gentleman sang ”Hvorfor er lykken så lunefuld, og hvorfor er glæden så kort?”. Altså: Hvordan kan det være, at vi på alle parametre er lykkeligere, rigere, sundere og sikrere end nogensinde før, men samtidig også er ulykkelige? Lykken har det med at tale sig selv imod, den er aldrig fuldendt, kaster altid en skygge. Måske fordi forventninger til lykke forskyder sig, mere vil have mere. Måske fordi vi er blevet bedre til at tale åbent om både det gode i livet og det, der er svært.

En måde at forstå den statistisk store mængde lykke i vores del af verden på, finder man i Abraham Maslows berømte behovspyramide, hvor ”selvaktualisering” og ”trancendens” er de to øverste trin, der kun kan opnås efter alle andre basale menneskelige behov knyttet til overlevelse er på plads. Det vil sige at danskerne over en bred kam er meget lykkelige, fordi meget få danskere skal bekymre sig om at få mad på bordet og i stedet kan forfølge individuelle mål.

I det hele taget er tanken om, at det lykkelige liv skal opnås gennem individuel fuldendthed særligt udbredt i vestlige kulturer – overvej hvordan ”the pursuit of happiness” er skrevet ind i selve nationens forfatning i USA. En af guruerne inden for positiv psykologi, Tal Ben-Shahar, peger i sin nyeste bog Happier No Matter What (2021) på, at selvom jagten på lykke er en god ting, gør vores bevidsthed om, at vi er i gang med denne jagt os også ulykkelige. I stedet for at stresse over at opnå den fuldendte lykke, bør vi acceptere de negative følelser og arbejde på at dele lykken op i mindre komponenter, hvor fokus kan ligges.

Spørger man Christian Bjørnskov, der er professor i økonomi ved Århus Universitet, som har integreret lykkeforskningen i sin økonomiske forskning, ændrer lykkens komponenter sig dog ikke markant på tværs af hverken kulturer eller generationer:

”Vores normer og forventninger har ændret sig, men der er faktisk ikke så meget, der tyder på, at substansen har ændret sig. Min generation (født i 1970, red.) forventer selvfølgelig noget andet af lykken end vores bedsteforældre, for vi er vokset op rigere og med flere muligheder. Men de konkrete ting, der har betydning for lykken, har ikke ændret sig ret meget, og de er også påfaldende ens, hvis man kigger på fx Danmark, USA og England: Har man fundet den rigtige partner, er man nogenlunde økonomisk sikker, har man solide sociale relationer, og kan man stole på mennesker, som man ikke kender”, forklarer han.

Ifølge Bjørnskov er det den langvarige følelse af lykke, eller det han kalder ”hverdagslykken”, der er interessant at undersøge. Den vedvarende tilfredshed med livet, der ligger mellem de store begivenheder og den umiddelbare glæde ved fx et godt måltid. I den forbindelse mener han, at grundstenen til den høje mængde af lykke blandt danskere faktisk ikke kan forklares ud fra behovspyramiden eller det danske samfunds sociale sikkerhedsnet:

"Rigtig mange undersøgelser viser, til mange lykkeforskeres store overraskelse, at alt det, vi taler om i forhold til den moderne velfærdsstat, er mere eller mindre ligegyldigt. Det tyder meget mere på, at sådan noget som social tillid har større effekt, fx om man kan stole på manden på gaden. Og kigger man eksempelvis på immigranter i USA i mange generationer, viser tallene, at tillidskulturen bliver taget med fra de lande, hvor familien stammer fra. Så meget tyder på, at det er langt ældre end velfærdsstaten."

Det betyder dog ikke, at ydre omstændigheder, som samfundets beskaffenhed og politiske kampe slet ingen rolle spiller for opfattelsen af det lykkelige liv. I hvert fald ikke, da jeg taler med Esther Kjeldahl, der er klimaaktivist og forfatter til bogen Vi er sammen om at mærke det: Sådan finder du styrke, selvtillid og fællesskab i klimakampen. Heri forsøger hun at opbygge et sprog både for alle de negative følelser, som klimakrisen medfører, men også for det positive potentiale, der ligger i klimakampens mobilisering. Måske ligger der her en ny vej til at opnå et lykkeligt liv i en krisetid:

”Jeg kan jo kun tale ud fra mig selv og dem, jeg kender gennem mit arbejde i klimabevægelsen. Men det er min opfattelse, at lykken som det primære mål man skal opnå i sit liv, ikke fylder så meget for min generation (født i 1994, red.). Det handler ikke så meget om individet, men om fællesskab, om organisering, om at være et politisk engageret væsen, solidaritet, bevidsthed om egen magt og egne privilegier osv. Det er i virkeligheden en helt ny etik, der er kommet blandt de yngre generationer, der står i kontrast til 90´ernes idealer om succes, hvor der var nogle mere konkrete markører for lykke: om man rejste meget, om man havde en god privatøkonomi, om man havde en stor bil”, siger Esther Kjeldahl og uddyber:

”Jeg tror, at min generation – og alle der tager klimakrisen alvorligt – netop vender ryggen til den gængse præmis for lykke. For med den præmis følger en masse dårlig samvittighed, der bunder i bevidstheden om, at hvis jeg skal opnå de her ting, har det store omkostninger for nogle andre mennesker og for klimaet. Der er dog stadig de samme, gamle fortællinger, som bliver reproduceret i medierne, og det er forvirrende. På den ene side får du at vide, at du skal forbruge mindre, rejse mindre og spise mindre kød, men vores samfund er stadig indrettet sådan, at de ting, vi bliver præsenteret for gennem reklamer, bunder i nogle meget gammeldags og skadelige ideer om luksus.”

Ud fra et forskningsperspektiv, er det ikke så underligt, at Kjeldahls opfattelse af lykke i høj grad hænger sammen den aktivisme, hun er engageret i. Udover en politisk kamp, er klimabevægelsen jo også et socialt fællesskab bygget på værdier, der har indflydelse på den enkeltes opfattelse af livets andre aspekter, heriblandt jagten på lykke. Og selvom det godt umiddelbart kan være svært at forene de to – bevidstheden om konsekvenserne af den globale klimakrise og stræben efter et lykkeligt liv i klassisk forstand – er det ikke, fordi ideen om lykke er helt fraværende i klimabevægelsen. Den antager bare en ny form. Kjeldahl forklarer:

 ”Der er selvfølgelig en forhåbning om lykke i det samfund, vi ønsker at skabe. I et samfund uden økonomisk vækst, skal man arbejde meget mindre, og har derfor tid til at udtrykke sig kreativt og pleje sociale relationer. Men i det nuværende samfund er der en masse skam forbundet med at være bevidst om klimakrisen, for man kan jo ikke bevæge sig rundt i verden uden at være med til at gøre den værre. I mine foredrag om bogen gør jeg meget ud af at understrege, at det er mega uretfærdigt, at særligt unge skal føle den her knude af skam i maven. For vi er jo allesammen født ind i klimakrisen. Dog kan det at organisere sig være en handlingsorienteret, kreativ udfoldelse af den skam. Derigennem bliver klimabevidstheden konkret i stedet for en stor skyldfølelse.”

I Kjeldahls bog og i vores samtale citerer hun professor i bæredygtighedsledelse Jem Bendells teori om deep adaptation, der kort fortalt handler om, at vi som samfund skal forberede os på de kollapser, der allerede er uundgåelige som følge af klimakrisen. Teorien rummer også endnu et perspektiv på lykke – gennem aktiv tilpasning af krisen formindsker man skammen, skyldfølelsen, angsten og alle de andre følelser, som krisen påfører den enkelte:

”Bendells teori har et meget konstruktivt element, der handler om vigtigheden af at prioritere omsorg i de rystelser, der uanset hvad vil komme som følge af klimakrisen. Det handler om borgerinddragelse, og at arbejde for at folk engagerer sig i fællesskaber. Så det betyder slet ikke, at man bare skal læne sig tilbage og acceptere undergangen, men at man skal handle for at styrke vores fællesskaber”, forklarer Kjeldahl.

Bjørnskovs holdning til brugen af lykkeforskningen som politisk værktøj er dog ambivalent. På den ene side mener han, at vi burde tage lykke mere alvorligt som et mål, der også er værd at stræbe efter på samfundsplan, men på den anden side mener han, at lykkeforskningen ofte bliver misbrugt i politisk kontekst. Som belæg for en form for ”lykkewashing”:

"Interessen for lykke er i dag mellemmenneskelig og ikke politisk. Og det kunne man jo godt efterspørge. Men jeg har også en stor skepsis over for at bruge lykkeforskningen strategisk i politik, fordi politikerne ofte misbruger den for at fremme egne interesser. Dan Jørgensen har fx brugt det flere gange som rationale for at føre gammeldags socialdemokratisk omfordelingspolitik, selvom intet i forskningen tyder på, at det gør nogen forskel. Mit drømmescenarie ville være, at man tænkte det mere ind i økonomien, så man siger ’okay, det her er måske ligegyldigt ud fra et vækstparameter, men kan der være en gevinst eller omkostning på lykkeparametret’." 

At hive lykken ud af det sociale, hverdagslige rum og ind i det store samfundsspil er altså ikke nødvendigvis kun en god ide. Ligesom med den forskning, der danner baggrund for klimabevægelsen, kan ”lykke” også blive et buzzord eller et slogan, der kan bruges til at markedsføre alt fra køleskabsmagneter til økonomiske strukturændringer. I min samtale med Kjeldahl fortæller hun, at det er vigtigt for hende at udvide selve klimakrisens sprog, der ifølge hende indtil nu primært er blevet formidlet gennem et ”tech/ingeniør/naturvidenskabeligt sprog”. Gennem sin bog og sine foredrag forsøger hun at introducere følelsernes sprog, for som hun siger:

”Det er jo sindssyg voldsom viden, så hvis der ikke er plads til at sætte ord på alle de følelser, den her viden skaber, går folk jo og bærer på dem alene. Det tekniske sprog er også et systembevarende sprog. Mange akademikere har en tendens til at lave meget skarpe opdelinger af miljøkrisen og klimakrisen, selvom det er de samme mekanismer, der skaber problemerne og den samme systemændring, der er behov for.”

Det giver god mening at vores samtaler om lykke foregår i følelsernes sprog. Omvendt klimakrisen kunne man dog fristes til at tænke, at hvis lykke i højere grad skal påvirke samfundsudviklingen, må der udvikles et mere teknisk/videnskabeligt sprog for den. Som Bjørnskov påpeger, kan følelsernes sprog dog også i lykkesammenhæng sagtens medføre store, strukturelle udviklinger. Det er blandt andet det, som de uheldige statistikker om mentale diagnoser blandt unge illustrerer – en større åbenhed i følelsernes sprog:

”Mange diagnoser har jo at gøre med, at vi simpelthen taler mere om det i dag. Og søger meget mere hjælp, end vi gjorde tidligere. Så i statistikkerne ser de unge generationer jo ud til at have det meget dårligere end min eller mine forældres generation, men det er langt henad vejen, fordi det er blevet socialt acceptabelt at tale om sine problemer. I 1970´erne var selvmordsraten fx meget højere end i dag.”

Ifølge Kjeldahl er noget så gennemgribende som klimakrisens påvirkning dog uomgængelig i alle lag af både samfundet og den enkeltes liv, herunder også om man føler sig lykkelig eller ej. Klimakampen kan her både tilbyde et aktivt socialt fællesskab, der for mange kan være nøglen til større lykke, men samtidig er det også et forpligtende fællesskab, der indeholder mange, høje forventninger, der kan medføre et unødvendigt pres:

”Det kan godt være en vej ud af ensomhed, eller i hvert fald ud af klimaensomheden. Men klimakampen er samtidig meget præget af frivilligt arbejde. I et aktivistisk fællesskab kan der selvfølgelig godt opstå giftige normer om, at du skal være et selvopofrende, perfekt etisk individ. For mig personligt er der faldet en dybere ro over mit liv, efter jeg er blevet aktivist. Jeg bekymrer mig ikke så meget om, hvem jeg er, og hvad jeg skal. Det giver mig en ro at blive en del af den her kamp, som er global, og som jeg ved kommer til at vare resten af mit liv. Samtidig er jeg ulykkelig over, at klimaaktivisme overhovedet er nødvendigt, så det er komplekse følelser.”

Måske er ”komplekse følelser” det mest præcise, der kan siges om noget så universelt og almenmenneskeligt som lykke. En jagt på at indfri forventninger, der både stammer fra os selv, hinanden og de fortællinger, vi præsenteres for, men også et mål, der er svært at komme udenom. I hvert fald trykker lykken, når den mangler, og uanset om man spørger lykkeforskeren eller klimaaktivisten er det konstruktive, åbne og bevidste sprog om lykkens facetter, foranderlige former og faldgrupper at foretrække frem for stilhed og stilstand.