Regina: “Nu når jeg er aktivist, kan jeg ikke være pædagog”

Af Regina Fjendbo, forfatter & aktivist | Foto: Christine Vassaux Noe

Jeg er aktivist. Jeg har endda sagt mit tidligere lønarbejde som socialpædagog op for at være aktivist på fuldtid. Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvordan jeg tjener noget der minder om min pædagogløn, så lige nu bliver jeg mest forsørget af min ægtefælle, hvilket kan lade sig gøre, fordi vi bor i det mørke Midtjylland og har en husleje, som er meget lav.

Min aktivisme er intersektionel og antikapitalistisk, og mit fokusområde er stigmatisering af tykke mennesker og det pres, der kommer på vores mentale helbred af at vokse op og eksistere i et samfund, hvor tykfobi hersker og stort set alle ligger i åben krig med deres kroppe som konsekvens af det.

Mange tror, at aktivisme er noget, man kan leve godt af, men min ægtefælles krav om, at jeg tjener 7000 kroner om måneden før skat i min virksomhed, kan jeg knap nok leve op til. Og det er på trods af, at jeg har udgivet en bog, er foredragsholder, burlesqueperformer, klummeskribent, terapeut og har en lillebitte webshop.

Kunder hænger ikke på træerne, især ikke når man nægter at gå på kompromis med sin antikapitalisme. Jeg vil ikke skabe kunstige behov for mennesker eller bruge de gængse markedsføringsstrategier. Så jeg forsøger mig med alternative metoder, og en af metoderne er, at man kan støtte den aktivisme som jeg alligevel bedriver gratis. Men eftersom man ikke bare kan samle penge ind som støtte i Danmark, har jeg kaldt det aktivisme på abonnement, og produktet, man køber, er en fjollet mail, som jeg sender en gang imellem. Det er et rent performativt produkt, for vi har indrettet os sådan i vores kapitalistiske samfund, at det hedder noget for noget.

Sidst jeg tog debatten op, om hvorvidt aktivister skal betales, skabte det en del larm, og mange af mine følgere smuttede. Det var ikke uventet, for jeg ved, at jeg jokker på en øm tå, hver gang jeg snakker om økonomi, aktivisme og dem, der får glæde af aktivismen.

Lige nu har jeg i omegnen af 5000 følgere på Instagram, som følger med af en grund. Mange er kommet til, efter de har set mig i tv eller hørt mig i radioen, hvor de må have ment, at mit bidrag til debatten om krop og kropsidealer var relevant for dem. Hvis de får noget ud af det jeg laver, hvorfor er det så, jeg stadig skal arbejde gratis? Når jeg ved, at jeg gør en forskel i disse menneskers liv, hvorfor skal jeg så ikke have løn?

Hvis jeg bidrager med et interview til et blad eller en avis, betaler man gerne for avisen for at læse interviewet, som jeg ikke har fået penge for at lave. Argumentet er tit, at det jo er, fordi interviewet kommer mig til gode og giver opmærksomhed - problemet er bare, at jeg ikke kan handle ind i mit lokale supermarked for opmærksomhed.

Men hvis det handlede om opmærksomhed, kunne jeg bruge min tid bedre ved at se meget mere til mine venner og min familie, for deres opmærksomhed får jeg energi af. Frem for i perioder at ligge på kanten af udbrændthed, når bølgerne går højest.

Samtidig med at jeg gerne stiller min røv i klaskehøjde med de energiudsving det bringer, skal jeg også bekymre mig om min økonomi. Jeg kunne selvfølgelig få mig et job som socialpædagog igen og indkassere fast løn, men det har jeg prøvet sammen med aktivismen, og det gik jeg i stykker af med en stresssygemelding til følge. Ligesom så mange andre aktivister før og efter mig. For aktivistudbrændthed er et ægte fænomen. Og når man jonglerer fuldtidsarbejde og virkelig mange timers aktivisme ved siden af, er risikoen stor.

Hvis jeg skulle være pædagog, ville jeg ikke være aktivist. Og nu når jeg er aktivist, kan jeg ikke være pædagog. Men hvis min ægtefælle engang ikke kan forsørge mig mere, har jeg ikke den luksus at vælge aktivismen frem for økonomien.

Efter jeg er sprunget ud som aktivist på fuldtid, har jeg opdaget, at jeg måske ikke er så eftertragtet en medarbejder, som jeg var, før jeg blev en semioffentlig person og debattør. Potentielle arbejdsgivere er ikke altid lige begejstrede for at ansætte en højtråbende aktivist, som påpeger social uretfærdighed og gerne gør det, mens de er letpåklædt på sociale og konventionelle medier. Min tid med at lukke mine sociale medier i perioder er ovre, og en hurtig søgning på nettet giver mange resultater, hvor jeg både er letpåklædt, men også hvor jeg udstilles på mere eller mindre flatterende måder afhængigt af, hvem afsenderen af budskabet er.

Det vil sige, at hvis jeg skulle komme dertil, hvor jeg bliver nødt til at søge et arbejde, ville jeg formentligt have et problem af de større. Faktisk har jeg søgt deltidsarbejde for at have et supplement til virksomheden, og jeg har ikke fået svar på nogen af mine ansøgninger.

Dengang jeg stadig havde et fast job, var min aktivisme også jævnligt til debat både blandt borgere, kollegaer og ledelse. For kan man være en professionel socialpædagog, når de borgere, man skal støtte og vejlede, kan finde letpåklædte billeder af en på nettet? Kan man forvente, at borgerne tager en alvorligt, når de samtidig kan finde materiale, hvor andre underminerer ens integritet? Diskussionen blev aldrig færdig, før jeg blev syg og traf et valg om, at aktivismen var vigtigst for mig.

Men bare det at vi havde diskussionen om, hvad jeg måtte lave i min fritid, skræmte mig. De fleste arbejdspladser kræver loyalitet af deres medarbejdere på en eller anden måde. Hvis en arbejdsgiver ville have, at jeg skruede ned for aktivismen eller modererede og censurerede den, ville jeg være tvunget til at vælge imellem aktivisme og økonomi, selv hvis jeg havde energien til begge.

Mange tror, at aktivisme handler om at have en holdning. Men hvis en holdning er det, der gør, at man er aktivist, ville alle være aktivister, for vi har alle holdninger til alle mulige ting. Mit arbejde er ikke at have en holdning, det er at påvirke andres holdninger. Og forhåbentligt i en retning hvor vi får mere omsorg, forståelse og rummelighed over for os selv og hinanden. Det kræver tid og energi, men jeg ved, at det virker. Det virker at have tid til at stille op til interviews og at have tid til at lave indhold på platforme, som normalt ikke giver plads til aktivisme. Det virker at udbrede en ide, om at man gerne må passe på sig selv og forsøge at have det godt nu. Det virker at have tid til at lytte til dem, der har brug for at fortælle om deres oplevelser og trænger til omsorg. Og det virker kun så længe, at jeg har råd til at gøre det.

Jeg er helt sikker på, at det må være muligt at tjene løn til at leve af at være aktivist og antikapitalist. Og jeg tror også stadig på, at jeg kan gøre det uden at gå på kompromis med aktivismen. Men for at det bliver en realitet, bliver vi nødt til at snakke om værdien af alt det ulønnede arbejde, vi på en eller anden måde drager gavn af. Og vi må overveje, om vi er interesserede i en verden uden aktivisme. For hvis valget for aktivister står mellem aktivisme og at betale husleje, så er der ikke meget valg i virkeligheden.