Servicerer du eller bliver du serviceret? Det kommer an på, hvilket køn du er blevet tildelt

Af Regina Fjendbo, aktivist, foredragsholder og forfatter

Hvert år i november bliver der annonceret, at det burde være kvinders sidste arbejdsdag. I 2021 var det den 16. november, at kvinder burde stoppe med at arbejde, hvis de skulle ramme samme løn pr. time som mænd. Ligeløn er ikke en realitet i dagens Danmark, selvom vi ellers klapper os selv på skulderen og snakker om, hvor progressivt et land vi bor i.

Men fraværet af ligeløn er ikke et enkeltstående ligestillingsproblem, for det kan ses som en forlængelse af, hvordan vi forholder os til køn. Allerede fra før vi bliver født, har vores omverden en forventning til, hvem vi er og hvad vores rolle i livet er. Hvis fostret har en vulva, kalder vi det en pige, og når det bliver født iklæder vi det lyserøde og lommeløse kjoler, giver det dukker og mini-IKEA-køkkener og lærer det at skænke imaginær kaffe op fra det pussenussede testel med storøjede dyrebørn på. Hvis fosteret derimod har en penis, kalder vi det en dreng, iklæder det blå og grønne farver og praktisk beklædning, giver det gravkøer og kraner og støtter dem i at konstruere tårne, der når til himlen.

Allerede fra en meget tidlig alder socialiserer vi børn, afhængigt af deres kønsorganer, til at passe ind i en bestemt rolle – skal de servicere eller serviceres? Men de der socialiseres til at blive serviceret, vil nok sidde med en følelse af, at det ikke er sådan de er. Og det kan der jo være noget om, for deres socialisering handler nok mere om handlekraft og at tro på, at man har mulighed for at påvirke og ændre verden. Men muligheden for at påvirke og ændre verden kommer netop af, at der er andre, der tager sig af en hel masse ulønnede hverdagsopgaver. Mad laver ikke sig selv, indkøb sker ikke ved magi, vaskemaskinen suger ikke selv vasketøjet ind, hænger det op og lægger det sammen, omsorg for børn sker ikke uden en til at yde omsorgen, og støtte til at bearbejde store følelser kommer ikke ud af den blå luft. Tidligt i livet lærer vi, at det er den person, der er socialiseret som pige, der primært står for disse opgaver.

Jeg selv er vokset op i et hjem, hvor min far stod for meget af det huslige arbejde. Det var ham, der lærte mig at lave både frikadeller og æbleskiver, og i en periode af min barndom fyldte han hjemmet med kærlighed og pandekager hver mandag aften, når min mor var på arbejde. Men de første seks år af mit liv var det alligevel min mor, der gik hjemme og tog sig af mig og andres børn, mens min far tjente penge. Og da jeg startede i skole, uddannede min mor sig til social- og sundhedshjælper for bagefter at få arbejde, hvor hun servicerede andre. En uddannelse jeg i øvrigt også selv endte med at tage efterfulgt af en pædagoguddannelse, mens begge mine brødre fik et eksamensbevis, der var noget med ingeniør.

For selvom den socialisering mine forældre tilbød mig og mine brødre var ret ens, var der stadig forskel på os ude blandt andre. Jeg tjente i mange år ekstra lommepenge ved at hjælpe min bedstemor med forskellige rengøringsopgaver og madlavning. Når vi var på besøg hos min bedstefar, var det som regel mig og min kusine, der blev bedt om at tage opvasken eller dække bordet. Mine brødre gik dog altid med i køkkenet, og så kunne vi hygge os sammen der, fremfor at pigerne skulle isoleres.

I skolen endte jeg ofte med at skulle sidde sammen med de urolige drenge, fordi det gav dem mere ro, var lærernes argument. Og ud over det kunne jeg også hjælpe dem med deres opgaver, når jeg selv var færdig med mine og ikke vidste, hvad jeg skulle lave.

Da jeg begyndte at gå i byen, skete det en gang imellem, at en mand kom hen for at snakke, og når jeg ikke var interesseret og forsøgte at slippe væk med et toiletbesøg som undskyldning, blev jeg beskyldt for at være en løgner, som bare ville væk fra ham. Han havde ret og var tydeligvis ligeglad med, at jeg gerne ville væk. Det var åbenbart en tilfredsstillende samtale for ham, så længe min opmærksomhed var tilgængelig for hans enetale.

Da jeg var i slutningen af mine teenageår, fik jeg arbejde i en grillbar, og ud over den service jeg blev dårligt betalt for, var det ikke unormalt, at voksne mænd delte detaljer fra deres liv, som jeg ikke var interesseret i at høre. I den periode blev jeg god til at smile og nikke, for selv når jeg demonstrativt forsøgte at læse mine lektier i baglokalet, stoppede mændene ikke med at snakke.

De første år af mit forhold med min ægtefælle var det altid mig, der havde en taske på slæb, som han belejligt kunne have sine genstande liggende i. Taskerne blev større, fordi to personers ejendele skulle kunne være i dem. Lidt efter lidt gav jeg ham ansvaret for at slæbe på tasken lige så ofte som mig, og mere kønsneutrale tasker sneg sig ind i samlingen. Til sidst fik jeg ham overbevist om, at mænd også gerne må gå med taske, og nu er det oftere ham, der har mine ting i sin taske end omvendt.

For jeg gider ikke mere! Jeg gider ikke være den, der servicerer andre, uden jeg får samme tilbud igen. Jeg gider ikke arbejde gratis for at andre skal have mulighed for at realisere deres drømme. Jeg gider ikke være empatisk og rummelig og bliver uendeligt træt i sine følelser af at lytte til andre, mens de samme personer ikke lytter til mine følelser. Jeg gider ikke arbejde underbetalt som socialpædagog, mens jeg får daglige trusler på livet. Jeg gider ikke lade, som om det er okay, at andre mener, at det er mere rimeligt, at jeg skal lave mad til min ægtefælle, end at jeg skal arbejde med det, jeg drømmer om. Jeg gider ikke høre på, at jeg ville være en fremragende mor, mens min ægtefælle ikke engang bliver spurgt, om han skal have børn. Jeg gider ikke finde mig i, at andre mener, at de er berettigede til min opmærksomhed og følelsesmæssige omsorg, bare fordi de tror, at min socialisering som pige gør, at jeg gider blive ved med at hælde fucking imaginær kaffe op. Ligesom jeg heller ikke gider at hente mere kaffe til møder, hvor mænd har sat sig til rette – klar til at ændre ting – uden at ænse, at kaffen ikke dukkede op af sig selv.

Og det er jo ikke kun, fordi jeg er socialiseret som pige, at jeg har lært at servicere. Som tyk har jeg serviceret mine tynde veninder i så mange prøverum, at jeg ikke engang har tal på det. Og de har ikke bemærket, at de blev serviceret, for vi shoppede jo bare. Og jeg har lyttet til deres kærestesorger, mens de ikke bemærkede, at kærester ikke var noget jeg havde.

Som tykaktivist forventes det i høj grad, at jeg servicerer alle, der er frække nok til at bede mig forklare min mission individuelt til dem, og hvis jeg siger nej, må jeg være en hykler, der ikke kan argumentere for min sag. Eller jeg må lægge øre til, hvordan tynde mennesker lige har behov for at fortælle mig, hvorfor deres slankekur er okay, når jeg siger, at deres frygt for at ligne mig er tykfobisk. Og hvis jeg tilbyder at lytte professionelt til dem mod betaling i kraft af mit arbejde som terapeut, så er jeg helt sikkert urimelig, og det var slet ikke det, det handlede om.

Og som en, der er vokset op i et fattigt hjem, har jeg flere gange måtte lægge øre til mine mere velhavende bekendtskaber, der har forklaret, hvor hårdt det var ikke at have råd til en dyr kjole, mens jeg ikke havde råd til mad sidst på måneden.

Jeg gider ikke servicere mere! Og jeg vil helt bestemt ikke serviceres af andre uden at det foregår på ligeværdige og aftalte vilkår. For behovet for at servicere kommer af undertrykkelse.

Hvem bliver du selv serviceret af, uden du er bevidst om det? Og dem du bevidst bliver serviceret af, som bartendere, butiksekspedienter og Wolt-bude, bliver de behandlet ordentligt og ligeværdigt – eller er du okay med, at andre undertrykker på vegne af dig?

Og dem, der servicerer samfundet som fx pædagoger, sygeplejersker og SOSU’er – ”kvindefagene” ­­– skulle vi overveje faktisk at give dem fri den 16. november i år? Eller skulle vi overveje, at vi trænger til en revolution, hvor vi anerkender, at bag enhver handlekraftig ”mand” står der mindst én uundværlig person og tilbyder den service, der er nødvendig for at være handlekraftig.

Og bag vores kapitalistiske og patriarkalske samfund eksisterer en parallelverden af ubetalt, underbetalt og underværdsat arbejde, som bliver ignoreret, fordi det ikke skaber økonomisk vækst.