Reportage fra Veras Vintage: ”Hvis du har brug for en loppehader, er jeg din girl.”

“...Ift. loppemarkeder: jeg hader dem. Kan ikke finde ud af dem. Det er en forfærdelig shoppingsituation. Hvis du har brug for en loppehader, er jeg din girl.”

Af Liv Rossander, journalist

Sent torsdag eftermiddag i sidste uge tikker der en besked ind fra Caroline. Samme dag har jeg, på Facebook, efterlyst mennesker i mit netværk, der normalt holder sig langt væk fra Københavns mange genbrugs-, vintage- og loppemarkeder. Folk som enten ikke føler sig tilpas i situationen, bare foretrækker deres tøj fabriksnyt eller som ikke føler, at de kan finde tøj, der passer dem, når de tager på loppemarked.

Målet er at finde ud af mere om, hvorfor nogle mennesker kan bruge hele dage i sportshaller fyldt til bristepunktet med brugt tøj, mens andre cykler en stor bue udenom bygningen.

Siden onsdag har København været vært for C40-klimatopmødet, hvor over 1000 delegerede fra hele verden har brugt København som grønt laboratorium og udforsket en hel række klimavenlige genbrugsløsninger. På det officielle program figurerer også tøjbyttekonceptet Veras Vintage. Veras Vintage afholder store markeder med genbrugstøj, har to butikker der udelukkende sælger vintage- og genbrugstøj, og bestyrer en webshop. Lige netop denne fredag er de også at finde på Regnbuepladsen, hvor der er “gratis cirkulært tøjbytteevent”.

Jeg svarer Caroline og inviterer hende på kaffe og med til tøjbytteevent. Modvilligt indvilliger hun i at tage med og snakke med mig om, hvad der ligger bag titlen som selverklæret loppehader.

Fredag eftermiddag, godt 30 minutter før jeg skal mødes med Caroline, tikker endnu en besked ind:

“Vi mødes ved Gloria et sted? Jeg er hende, der ser utilpas ud.”

Jeg mødes med Caroline på en nærliggende café. Umiddelbart ligner hun til forveksling de unge, slanke kvinder i pangfarvet tøj der ofte er at spotte, når diverse undergrundsmedier lægger billeder op fra de mest trendy, københavnske genbrugsmarkeder. Men her er ingen loppe-love at spore.

“Når jeg endelig tager på loppemarked, bruger jeg rigtig meget tid på ikke at ville være der,” lægger Caroline ud.

Hun har en stor gul frakke og sort tophue på.

“Det er ikke, fordi jeg tænker, at der ikke er noget tøj til mig, men man skal have tålmodigheden til det, og man skal have evnerne til at indgå i den interaktion. Hvis man kan det, så tror jeg helt sikkert, at man kan finde fantastiske ting på loppemarkeder. Men jeg har ikke tålmodigheden - og jeg har ikke evnerne!”

Caroline griner meget. Mest nervøst. Hun fortæller, at hendes søster ved flere lejligheder har hevet hende med på loppemarked, og jeg spørger, om hun nogensinde har købt noget.

“Ja! Jeg fandt engang en kasket. Den var orange. Jeg har aldrig nogensinde gået med den,” siger hun efter en lang tænkepause.

Men hvorfor købte hun så den orange kasket?

“Jamen jeg kom ligesom ind i en interaktion, hvor jeg spørger ind til den her hat, og så spørger han (red. sælgeren) hvad jeg vil give for den. Det ved jeg da ikke! Jeg aner jo ikke, hvad den er værd!” griner Caroline og fortsætter:

“Og så kan jeg jo ikke bare gå! Jeg står med den her hat i hånden og loppe-sælger-manden spørger “hvad vil du give for den?”. Jeg slynger bare et eller andet tal ud, og så siger han lidt for hurtigt “ja”. Så jeg har garanteret givet alt, alt, alt for meget for den.”

Caroline forklarer, at hendes loppe-had egentlig mere er en enorm usikkerhed, og at det kan koges ned til manglen på et prisskilt. Hun elsker klare rammer, siger hun, og hele den situation, hvor man står og skal prutte om prisen og fornemme hvordan hver sælger har prissat sine ting, giver hende svedige håndflader.

“Værdisætningen har jeg meget svært ved. Hvad betyder det for værdien, at en Stine Goya-kjole er to år gammel? I have no idea. Jeg tror, at jeg er en meget naiv forbruger. Jeg stoler på den pris folk giver mig, og til loppemarkeder skal man ikke stole på prisen!”

Jeg spørger Caroline, hvor meget af hendes tøj der er genbrug. Hun griner igen, mens hun siger “under ti procent”.

Det er blandt andet det, vi skal gøre noget ved i dag, og nu kan vi snart ikke trække den længere. Jeg fortæller, at det bare er en lille bod vi skal hen til, og at vi kan bytte noget af mit gamle tøj for point, og at man efterfølgende kan købe tøj for de point.

Carolines første spørgsmål er om der er et fast pointsystem.

“Det finder vi ud af,” svarer jeg.

“Yes … spændende,” siger Caroline og læner sig ned mod den diktafon jeg har liggende på det lille cafebord mellem os.

”Jeg vil bare lige gerne sige til mikrofonen, at når jeg siger “spændende”, mener jeg højest ukomfortabelt.”

Vi begiver os ud i fredagsregnvejret og sætter kurs mod Regnbuepladsen. C40-topmødet slutter i dag med store taler og klimamarch, og i den anledning vrimler pladsen med boder. I den ene side står et hvidt, aflangt telt med to lange rækker tøj i alskens farver. Bagved står et mindre telt, hvor man kan gå hen og bytte sit medbragte tøj.

“Så det er lidt en subjektiv vurdering, hvor meget dit tøj er værd?” spørger Caroline mig skeptisk, mens en ung kvinde i lang, lyserød frakke omregner en gammel Zara t-shirt, jeg ikke længere kan passe, og et par meget grønne H&M bukser, jeg aldrig har gået med, til fiktive penge.

Veras Vintage har nogle omregningstabeller, som de bruger som guide, men i det store hele er det en subjektiv vurdering. Da vi går fra det lille telt tilbage over mod rækkerne med vinterjakker og pallietkjoler, er vi blevet udstyret med en lille grøn lap, hvorpå der er skrevet “230”. Caroline går med det samme over i hjørnet med lyseblå skjorter.

“Jeg er ovre i DJØF-hjørnet, hvis du mangler mig!” griner hun.

Efter et par runder i teltet, hvor Caroline har trukket mange farverige og glimtende stykker tøj frem fra rækkerne, mest for at pointere hvor lidt hun har lyst til at gå i dem, hiver hun et par højtaljede mørkegrønne slacks frem i størrelse small.

“Ej, de er sgu flotte!” udbryder hun og hænger dem langsomt på plads, mens hun tager en runde mere.

Der går dog ikke to minutter, før hun står med bukserne i hånden igen. Efter endnu et par runder er beslutningen taget, bukserne skal med hjem. Så langt, så godt.

“Nu kommer vi til det svære,” siger Caroline.

Hun smiler stadig, om end noget mere anstrengt end for ganske få minutter siden. Efter et par dybe indåndinger henvender hun sig til to unge kvinder, der står i teltets fjerne ende og venter på at besvare spørgsmål. For at få svar på hvad bukserne koster fortæller de, at vi skal tilbage i det lille telt og snakke med hende, der prissatte mit gamle tøj.

“Pis,” siger Caroline og går lige en ekstra runde, mens hun kigger åndsfraværende på det tøj, hun allerede har gennemgået tre gange.

“Skal vi gøre det?” spørger jeg, og Caroline nikker langsomt.

“Skal jeg gå med?”

“Ja for helvede!” råber hun nærmest og griner igen - nervøst.

Jeg lader Caroline føre an, som vi går tilbage til det lille telt med bukserne og den grønne lap papir. Kvinden i den lyserøde jakke kigger lidt på bukserne og fortæller, at hun egentlig havde prissat dem til 250 point, men at hun godt vil bytte lige over med vores 230. Bukserne og papirlappen skifter hænder, mens klimamarchen trasker forbi os i regnvejret.

Da vi langsomt bevæger os mod pladsens udkant, udbryder Caroline:

“Hallo! Så du lige den prisinteraktion! Jeg er sgu lidt stolt at mig selv. Altså 250 var 100 procent bare noget hun slyngede ud, så jeg skulle føle, at jeg har gjort en god handel, men det skal ikke ødelægge min oplevelse af at have fået et par nye gamle bukser.”

En enkelt god oplevelse omvender dog ikke loppehaderen fra den ene dag til den anden. Loppemarkeder er stadig en skræmmende oplevelse, fortæller Caroline, selvom i dag har været et stort skridt på vejen til at erhverve sig meget mere nyt gammelt tøj.

“Det var godt nok lidt nervepirrende. Jeg har helt sikkert flyttet en grænse i dag. Måske er det på tide at hæve mængden af genbrug i min garderobe til mere end 10 procent”.