Af Katrine Blauenfeldt, chefredaktør på OXY

Som så mange andre blev jeg stopfodret med Disney-film, da jeg var barn, og jeg elskede hvert sekund af det. De høje kindben, den mørke makeup, det funklende og farverige tøj, de skæve og udspekulerede smil. Jeg taler naturligvis om Disneys skurke. Det var nemlig stort set altid dem, jeg identificerede mig med. Cruella de Vil, Ursula, Scar, Kaptajn Klo, Maleficent og Hades for at nævne nogle stykker. Det er dog først efter jeg er blevet voksen, at jeg forstår, hvorfor det næsten aldrig var protagonisterne, jeg heppede på. Det er, fordi Disneys skurke som regel er queer-kodet.

Queer-kodning er et begreb, der bruges om fiktive karakterer, som får tilskrevet sig træk, som vi typisk forbinder med queer mennesker, men uden at karaktererne direkte bliver beskrevet som queer. Queer-kodning er hverken godt eller dårligt i sig selv, det afhænger af, hvordan det bliver anvendt. Desværre er det ofte blevet brugt til at få queerness til at fremstå som noget beskidt, farligt og amoralsk. Men queer-kodning kan bestemt også bringe glæde til LGBT+-personer, hvilket til dels har noget at gøre med, at vi har så få eksempler på repræsentation i film og på tv, så vi frådende kaster os over de små brødkrummer, som bliver kastet for vores fødder. Queer-kodning kan dog også være med til at skabe en form for hemmelig klub, hvor du skal kende de forskellige tegn for at vide, at der er tale om noget eller nogen, der har et strejf af queerness over sig, og så kan queer-kodning skabe en anden betydning eller et ekstra lag til en film og karakter.

At læse forskellige film eller fiktive karakterer gennem en queer-linse betyder ikke, at disse film/karakterer skal anses for at være queer, det betyder ikke, at vi queer mennesker nu har opdaget den sande mening med den pågældende film. Det er en måde, hvorpå vi kan finde os selv i kunsten, uanset om skaberne af kunsten har haft os i tankerne eller ej. Det betyder, at vi dekonstruerer rammen omkring kunstværket og sætter det ind i en ny kontekst, der ikke er heteronormativ. 

Queer-kodning opstod på grund af ’The Hays Code’ som kraftigt påvirkede amerikansk filmproduktion fra midten af 1930’erne og tre årtier frem. The Hays Code var et sæt regler for, hvad man måtte og ikke måtte vise på film, og hvordan forskellige temaer skulle behandles. En af reglerne var, at homoseksualitet ikke måtte vises, i hvert fald ikke i et positivt lys. Og da LGBT+-personer altid har været en del af den kreative branche (og alle andre brancher), var der naturligvis queer personer i filmproduktion, som gjorde hvad de kunne for at omgå disse restriktive regler og inkluderede noget queer subtekst hvor de kunne. For at få en dybdegående gennemgang af dette, kan man se dokumentaren ’Celluloid Closet’, som ligger på Youtube.

Læs også ‘Queerlæsning: Disneys Tarzan viser, at køn er performativt’

Queer-kodning var selvfølgelig ikke noget, der altid blev tilført film og karakterer med fuldt overlæg, men det at finde en films queerness er en metode til at destabilisere køn og vise, at køn ikke er statisk, men noget vi gør, noget vi performer.

Men lad os vende tilbage til Disney og deres skurke. En af de måske mest kendte scener i en Disney-film er, da Scar medvirker til Mufasas død i Løvernes Konge fra 1994. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har hørt folk sige, at de synes, at det er den sørgeligste scene i en Disney-film nogensinde, og at de stadig som voksne græder, når de kommer dertil i filmen. Jeg har aldrig grædt til den scene, jeg har ikke engang fundet den sørgelig, faktisk tværtimod. Jeg var syv år, da jeg så filmen i biografen, og den gjorde et kæmpe indtryk på mig. Der var noget ved Mufasa, jeg ikke brød mig om, men derimod elskede jeg, når Scar dukkede op på skærmen. Der var noget ved hans ’don’t tell me what to do’-attitude, som jeg var meget draget af. På det tidspunkt forstod jeg selvsagt ikke, hvorfor jeg havde det sådan, men jo ældre jeg blev og jo flere gange jeg så filmen, des tættere forbundet med Scar følte jeg mig. Han var outsideren. Han passede ikke ind. Han gad ikke lytte til Mufasa, som hele tiden prøvede at få ham til at spille efter de etablerede regler. Han var venner med hyænerne, som alle de andre løver så som udskud. Men Scar lod sig ikke kue. Den store patriark Mufasa, som bestemte over alt og alle, og som ville give den magt videre til sin søn, hvis han altså opførte sig, som Mufasa forventede, undervurderede sin noget mere feminine bror, og det blev Mufasas undergang. Det har altid været svært for mig at se Mufasas død som et tab, jeg har nok altid, i mine helt unge år ubevidst, set det som Scars måde at afvise det heteronormative patriarkat, som aldrig accepterede ham. 

Scar og alle de andre Disney-skurke, jeg nævnte i starten, er single, eller vi ser dem i hvert fald ikke med en romantisk partner, og ingen af dem viser den mindste smule interesse for det modsatte køn. De retter derimod ofte deres opmærksomhed mod karakterer, som de deler køn med. Cruella de Vil lader til at finde mænd ganske tåbelige, både Anitas mand Roger og de to mænd, Jasper og Horace, som hun hyrer til at stjæle hundehvalpene. Men hun er dybt optaget af Anita og kan ikke klare, at de ikke længere er så tætte, som dengang de gik i skole. Hun siger, at hendes eneste kærlighed er pelse, hun understreger enhver udtalelse ved at gestikulere vildt med arme og cigaretrør, hun har overdrevet buede øjenbryn, så skarpe kindben, at man kan skære sig på dem og er generelt over the top … det lyder ret queer i mine ører.

I Peter Pan var det ikke specifikt Kaptajn Klo, jeg identificerede mig med, men sammenholdet mellem alle de mandlige sørøvere. De dansede, sang, vrikkede med hofterne og tog sig af hinanden, det var bare den forbistrede Peter Pan, som altid forhindrede dem i at leve deres bedste søliv.

Ret tidligt i mit liv vidste jeg, at jeg ikke var helt som mange af de andre børn på min alder. Jeg havde hverken viden eller sproget til at forklare eller forstå, hvordan og hvorfor jeg var anderledes – men følelsen var der. Jeg følte mig altid lidt udenfor, selvom jeg blev inkluderet i lege og samtaler. Det frustrerede mig, at jeg ikke var i stand til at forklare mine følelser og at folk derfor ikke forstod, hvorfor jeg var ked af det. Jeg søgte tilflugt i film. Da jeg var barn, var det Disney-film, hvor outsiderne var stærke, sjove, udadvendte og campy; de havde et ekstra glimt i øjet, som om de vidste noget, helten ikke vidste, og det tiltrak mig. Som nævnt tidligere, endte skurkene aldrig med en kæreste, og så par-fikseret som Disney er, er jeg ikke i tvivl om, at det var for at vise, at skurkene ikke fortjente kærlighed. Hvis du er anderledes og ikke spiller efter de etablerede regler og følger normerne, så kommer du ikke til at opleve romantisk kærlighed. Og da den kærlighed altid har befundet sig på en piedestal i vores samfund, skal det forestille at være en hård straf at skulle eksistere i verden uden den. 

Men jeg så det på en anden måde.

Jeg så Ursula sammen med Bundslam og Skidtslam, Klo med sine sørøvere, Hades med Pine og Plage, jeg så dem ikke som ensomme skurke, der var uelskelige, men som karakterer der, som Scar, nægtede at spille med på de præmisser, som et diskriminerende samfund havde sat op for dem. Disse queer-kodede outsidere gav mig et pusterum som barn. Men selvom jeg er en sucker for en god queer subtekst, kunne det da have været dejligt med noget rigtig repræsentation, så jeg ikke skulle finde mig selv i en løve, som alle andre hadede.