Queerlæsning*: Disneys Tarzan viser, at køn er performativt

Af Katrine Blauenfeldt, chefredaktør på OXY Magazine

Tarzan starter ud med at klippe mellem scener fra gorillaernes liv og Tarzan og hans forældres liv. Dette giver os en forståelse af, at disse to verdener, som er langt fra hinanden, alligevel er ret ens. Og det er et af de helt store temaer i Tarzan; hvordan det, der umiddelbart virker ukendt, fjernt og måske endda skræmmende, egentlig er mere familiært end ved første øjekast.

Efter at have fundet Tarzan i træhytten, tager Kala ham med tilbage til sin flok. De andre hungorillaer kigger tøvende på hinanden og ved ikke helt, hvordan de skal reagere, når de ser den hårløse baby. Den første der påpeger, at Tarzan ser anderledes ud, er Terk, og hun er også den, der accepterer ham lige med det samme. Dette er ret interessant, da Terk selv er noget anderledes end de andre gorillaunger. Hun er en tomboy, der kan lide at være vild, tumle rundt og lege med drengene. Og da Tarzan får hende til at tage dametøj og makeup på hen mod filmens slutning, er man ikke tvivl om, at hun bestemt ikke bryder sig om det, hvilket er understreget at sætningen hun ytrer lige før man ser hende i dametøj: ”Don’t make me do anything embarrassing”. Mens Terk løber rundt i Janes kjole, udbryder hun ”how does she move in this thing?!”, hvilket gør os opmærksomme på, at den måde som Jane er kvinde på, ikke er komplet naturlig og ubesværet, men noget som Jane har lært og arbejdet på. Og så er det da også værd at nævne, at det er Rosie O’Donnell, der lægger stemme til Turk.

Da Tarzan er en håndfuld år gammel, ser vi ham spøgende spørge Kala, om hun vil se ham imitere en leopard. Hendes svar lyder: ”Why don’t you just come up with your own sound?” Kala opmuntrer Tarzan til at omfavne sin anderledeshed, og fortæller dermed at han ikke behøver at prøve at være noget som han ikke er. Her kan vi også tale om vigtigheden af repræsentation; Tarzan kender ikke sin egen lyd, fordi han har aldrig set eller hørt en, som ser ud eller lyder som ham, og derfor har han svært ved at skabe sig en sammenhængende identitet. Hvis du afviger fra normen om at være hvid, cis-kønnet, heteroseksuel og able-bodied, så er der virkelig svært at finde nogen at spejle sig i, og det kan bl.a. skabe store selvværdsproblemer. Tarzan afviger fra normen og ønsker brændende at finde et fællesskab, der vil acceptere ham.

Efter scenen med elefanterne, der er ved at trampe en af gorillaungerne ihjel, fordi de bliver skræmt af Tarzan, skændes Kala og Kerchak om hvorvidt Tarzan nogensinde vil blive en rigtig del af flokken, og dette påvirker Tarzan utrolig meget. Vi ser ham sidde ved en bred og kigge på sit spejlbillede i vandet, hvor han bliver så frustreret over det, han ser, at han gentagne gange slår i vandet på sit spejlbillede, som kan blive set som en symbolsk form for selvskade, hvilket er noget mange queer mennesker har erfaring med. Han smører sig derefter ind i mudder i et forsøg på at komme til at ligne gorillaerne, og det er også noget mange mennesker, der er køns-nonkonforme kan nikke genkendende til; at føle sig tvunget til at lave om på sig selv for at passe ind og blive accepteret af den brede befolkning.

Tarzan viser os igen og igen, hvordan traditionel maskulinitet er konstrueret og skrøbelig, og hvordan mænd der forsøger at leve op til denne form for mandighed hele tiden er i fare for at få deres maskulinitet saboteret. Et eksempel på dette er under montagen af Tarzan, der vokser op – i løbet af Phil Collins’ fremragende sang Son of Man– hvor han laver et spyd og kaster det igennem en masse frugter, og spyddet med frugterne lander i et træ lige over Kerchaks hoved, så han kommer til at ligne Carmen Miranda, som var en brasiliansk sanger, danser og skuespiller, som især blev kendt for sine store, flamboyante frugthatte i 1940’erne.

Et andet eksempel er når Clayton kommer ind i billedet. Han er en karikeret version af den overmaskuline mand: grådig, pengegrisk, selvcentreret, overdrevet muskuløs og barberer sig med en machete. Tarzan forsøger at stå og gå som Clayton, hvilket virker som en parodi, og det bliver gjort klart for os, at denne toksiske maskulinitet som Clayton legemliggør er en performance. Det er en performance, som vi senere ser Tarzan tager afstand fra, da han har fået fat i Claytons gevær og peger det mod hans hals. Clayton siger: ”Come on, be a man”. Men Tarzans svar er: ”Not a man like you”.

Til slut vil jeg gerne have at vi kigger lidt på Tarzans krop. Som vi er blevet tvunget til at se på gennem hele filmen. I 1975 skrev Laura Mulvey et essay med titlen ”Visual Pleasure and Narrative Cinema”, hvor hun beskriver the Male Gaze. The Male Gaze er et udtryk, der beskriver hvordan filmskabere har objektiviseret kvinder i film for mænds seksuelle fornøjelse. Film blev/bliver ofte filmet på en måde, hvor tilskueren bliver opmuntret til at identificere sig med den mandlige hovedperson – gennem kameravinkel, setting, dialog, lys og meget andet – og på den måde bliver den kvindelige karakter den, som man kigger på, beundrer og objektiviserer. Men i Tarzan bliver dette vendt på hovedet. Gennem hele filmen er Tarzan stort set nøgen, han er trænet, dyrisk, kommunikerer med Jane ved hjælp af sin krop, og hun kan tydeligvis lide, hvad hun ser, da hun rødmer og bliver befippet, når Tarzan er i nærheden eller når hun taler om ham til andre. På den måde bliver tilskueren opfordret til at identificere sig med Jane og kigge lystent på Tarzans smidige og veltrænede krop.

Jane bider sig i læben, når hun kigger på Tarzan

* Hvad vil det egentlig sige at lave en queerlæsning af en film? Det betyder, at man aktivt leder efter de steder i en film, hvor man kan destabilisere køn, seksualitet, heteronormative kønsroller og kønsidentitet. En queerlæsning modsætter sig stabilitet, statiske kønsroller og idéen om at der findes en naturlig maskulinitet og femininitet, der henholdsvis tilhører en mand og en kvinde. En queerlæsning hjælper os med at se, hvordan køn og seksualitet er sociale konstruktioner, og den kaster heterocentrisme over bord.