Maja Petrea Fox: “Jeg ønsker jer en fed genåbning … men vi ses helt sikkert ikke”

Af Maja Petrea Fox, studerende og digter

Solen skinner, fuglene synger, du skal til frisøren for første gang i 6 måneder. Du overvejer noget friskt, du føler dig nærmest en smule farlig. Frisky, ligefrem. En page, måske. Og i morgen aften har I bestilt bord på Pastis. Du ved allerede, hvad du skal have på. Spotify-playlisten afspiller ”Jada – I’m Back” på din Marshall-højtaler. En notifikation fra Tinder tikker ind: Sven, en entreprenør på 33 med 90’ernes Aaron Carter-hår, minimalistiske tatoveringer på fingrene og ring i næsen, spørger om I ses til den store genåbning. Blinke smiley. Du smiler. Du er i live igen.
I noget, der ligner fjorten kolde vintre, har vi ventet på denne store dag, imens vi har været låst inde bag lås og slå af Mette-mor og coronaens jerngreb. Vi har været dømt til surdej, strikketøj og Satisfyer Pro. Men nu er den her. Dagen hvor vi bliver FRIE igen. Dagen hvor alt bliver lovligt igen. Dagen hvor vi ENDELIG kan trække vejret igennem store glas med alt for dyr naturvin og dårlige beslutninger efter midnat igen. Og hvor HAR vi glædet os. Vi skal sidde en hel masse voksne mennesker i parkerne med pizza fra Stefanos og drikke rosé, vi skal gå catwalk på Dronning Louises bro og slå os ned på græsset med lydsystemer og blive fjollede af den dårlige pot i de færdigrullede joints fra Staden. Vi skal på brune bodegaer og drikke fernet branca, mens vi står som sild i en tønde, skærer tænder, slår i bordet og kalder hinanden for ”småalkoholiske”, mens vi fniser.  Og senere så skal vi snave den første og bedste negativt-testede fremmede, imens vi råber til hinanden, fordi musikken er så høj, at vi ENDELIG ikke kan høre, hvad vi selv tænker.  Og vi skal have ALKOHOL! VI SKAL HAVE ALKOHOL INDENBORDS! BUND ELLER BØSSE, FOR HELVEDE! SKÅL!

Endelig er den her! ENDELIG! Den store genåbning!

Hold kæft, hvor er det skønt.

For nogle af os, vel at mærke.

Personligt, har min kæreste lige hængt sengetøj og lagener op foran alle vinduerne i stuen, så jeg kan holde ud at være i mig selv. Det er ikke, fordi jeg er blevet til en vampyr eller har mistet forstanden, igen, for den sags skyld. Nej, det er blot, fordi det ér hårdt at gå tilbage fra at være en samfundshelt, der bliver derhjemme, til igen, at være en introvert særling, der har svært ved alt socialt foretagende og er nødt til at holde sig ædru, hvis særlingen altså vil overleve. Jeg kan sgu ikke rigtigt se noget at fejre. Jo, jeg vil da gerne kysse min kæreste i biografens mørke og ud at spise noget god mad, på et tidspunkt. Ja, jeg vil også gerne have min alzheimers-ramte mormor med ud og se et stykke af verden, imens tid er. Men så er det sgu heller ikke værre.

Men genåbningen føles for mig værre end selve nedlukningen. Jeg husker tydeligt nedlukningen. Jeg sad i sofaen den aften. Jeg var lykkelig. Jeg mener det. Mit hjerte bankede af ren lykke. Fra mit vindue kunne jeg se folk hamstre den lokale Netto i skæret af breakingbjælkerne fra TV2 News. Jorden gik under, og jeg var lykkelig. Det var lige så smukt som Mozarts Lacrimosa. Min far ringede endda fra Sønderjylland og spurgte, om han skulle komme og hente mig. Det er det tætteste han nogensinde er kommet på at sige ”jeg elsker dig”, og min kæreste og jeg rykkede fjernsynet ind i soveværelset, mens hele landet lukkede ned. Gaderne var tomme. Nu var det ikke kun mig, der var i undtagelsestilstand. Nu var hele landet i undtagelsestilstand, og jeg har aldrig smagt en ilt så god og let.

I frygt for at komme til at lyde bitter og smålig, så vil jeg skynde mig at påpege, at jeg elsker når I drikker. Giv los, for helvede. Jeg elsker jeres frie og begejstrede munde og lemmer der bevæger sig fra side til side. Jeg elsker jeres bedøvede hæmninger og jeres blanke fiskeøjne sent på natten. At jeg ikke drikker, det skal naturligvis ikke hældes ud over jer. Men derfor må jeg vel gerne prikke lidt til jeres hjerner.

For når det så er sagt, at jeg elsker og forstår jeres beruselse, så må jeg indrømme, at det har været rent paradis for mig, at barerne har været lukkede. Det har gjort livet lettere for mig. Det samme gælder for resten af restriktionerne. Afstand når vi handler, afstand på gaden, afstand i bussen, afstand over det hele. Selv at tage en tur med DSB har ligefrem været en fornøjelse, og hvem havde troet det? Ingen sociale forventninger, der dagligt sidder som et irriterende mærke i nakken. Kun forventningen om afstand. Som jeg selv har gjort det og levet efter i mange år, men nu blot helt legalt og prisværdigt. Det har været en gave, og nu tager man så gaven tilbage. Det er okay, det kan jeg leve med, men det skal man lige bruge et stykke tid på at tage ind.

Det er ofte en overraskelse for mange, at jeg ikke er misantrop. Tværtimod. Jeg KAN faktisk godt lide andre mennesker. Nogle få af dem, vel at mærke. Jeg kan godt lide mennesket, og jeg tror på det. Jeg kan bare ikke lide mennesket for tæt på. Og jeg afskyr de sociale forventninger mere end noget andet. Alle de åndssvage måder vi skal samles på, såsom højtider, traditioner og andet skravl, som i virkeligheden bare er gruppepres fra døde mennesker. Jeg afskyr at skulle sidde ved et langbord og tale om absolut ingenting, med mennesker jeg ikke kender. Det føles som Den Sidste Nadver, hver eneste gang. Jeg afskyr den invaliderende høflighed. Jeg afskyr, at jeg bliver set som misantrop og asocial, fordi jeg ikke vil med på bar, deltage i et arrangement eller er vild med at sidde midt i en slimet menneskemasse om sommeren, hvor man kan lugte andre menneskers armhuler. Jeg gider det ikke. Men det gør mig sgu da hverken til asocial eller socialt udfordret. Men det gør det så alligevel. Fordi det stikker ud. Og det gør det i sådan en grad, at det først lige er gået op for mig nu, imens jeg skrev dette, at jeg selv lever under dette narrativ, om at være socialt udfordret, selvom jeg ikke ér det – bare fordi normen siger det.

For lad mig lige, ja, lad mig nu lige få lov til at forklare mig: Hvad er der ”socialt udfordret” ved at nyde sit eget selskab? At nyde sit eget selskab er en ekstremsport som størstedelen af befolkningen rent faktisk ikke udøver særligt ofte. Så er det nemmere at flygte i masserne. Hvad er der ”socialt udfordret” ved at vælge sine mennesker med omhu? At tolerere dumme svin og debile højreorienterede i en diskussion over en culottesteg eller bardisk fredag aften åbner ikke for min verden. Hvad er der ”socialt udfordret” ved at vælge alkohol fra, og dermed også festivitas fra, for eget mentale og fysiske helbred? Hvad er der ”socialt udfordret” ved at foretrække det intime og autentiske møde, fremfor overfladisk massehøflighed og smalltalk? Mmh? Intet. Det er der intet socialt udfordret i. Det ville være socialt udfordret, hvis jeg begyndte at råbe ”V FOR SEJR” i bussen, eller slog mig selv i ansigtet i køen i Føtex søndag formiddag. Jeg ville være socialt udfordret, hvis jeg smurte lort på væggene på offentlige toiletter eller var til fare for mig selv og andre i det offentlige rum, så det er mig en vidunderlig gåde, hvorfor fanden jeg, og en masse andre mennesker, skal lide under dette narrativ, blot fordi vi stikker lidt ud.

Man kan kalde det introvert, man kan give det en diagnose fx social angst, og sende en sygeliggøres af individets selvvalgte måde at leve og overleve på videre til de næste generationer, så de også vil søge ud blandt pøblen, selvom de måske ikke har lyst. Af frygt for at være alene. Af frygt for at blive ekskluderet fra det store og tonstunge fællesskab som vi alle skal bære i medborgerskabets svedige hænder. Men så er det fandme heller ikke værre. Vi er slet ikke så mystiske, som vi lyder. Det, vi laver derhjemme, svarer nok i virkeligheden bare til det, du laver på dine søndage, vi laver det bare også på alle ugens andre dage.

Lev og lad leve.

Jeg ønsker jer en fed genåbning. I har om nogen fortjent det.

Jeg hepper på jer. Det gør jeg altid.

Men vi ses helt sikkert ikke.