Hvis man er tyk, er det svært at se sig selv i ordene ‘alle er velkomne’

Af Regina Fjendbo, foredragsholder og tykaktivist | Foto: Christine Vassaux Noe

Jeg har altid godt kunnet lide at danse, men min oplevelse af det har ændret sig meget gennem mit liv. Da jeg var barn og teenager, blev der set skævt til mig eller grinet af mig, når jeg sneg mig ud på et dansegulv. Mere eller mindre direkte fik jeg at vide, at det at danse ikke var noget, jeg burde gøre. Så med tiden stoppede jeg med det. Men i starten af 20’erne skete der noget i mit liv, som gjorde at jeg turde danse midt på dansegulvet igen. Og så skete der noget andet, som gjorde, at jeg blev mere betænkelig ved at danse. Men på det tidspunkt havde jeg erfaret, at jeg så godt kunne lide at gøre det, at jeg ville fortsætte med det, selvom jeg godt kunne fornemme, at jeg, ifølge andre, ikke burde danse.

Men hvorfor måtte jeg ikke danse, da jeg var barn og teenager? Og hvad gjorde, at jeg i starten af 20’erne ændrede mening for derefter at ændre mening igen? Jo, jeg var tyk som barn, og det er jeg stadig, men i nogle år var jeg på så mange og voldsomme slankekure, at jeg fik en spiseforstyrrelse og blev tynd. Og da jeg var tynd, var der ingen, som kiggede skævt til mig eller grinede af mig, når jeg dansede.

Da jeg begyndte at komme mig efter min spiseforstyrrelse, vendte min tykke krop lige så stille tilbage i takt med, at jeg fik det godt. Jeg begyndte for alvor at bemærke, hvordan verden behandler mennesker forskelligt afhængigt af deres kropsstørrelser. Det med at danse var bare en af tingene. Jeg ville ikke finde mig i, at jeg skulle være et andet slags menneske, og besluttede mig derfor for at starte til dans i et studie, hvor jeg havde tjekket, at de var kropspositive, og hvor jeg var velkommen med min tykke krop. Og jeg var velkommen, fordi, som de sagde, alle er velkomne!

Men senere har jeg erfaret, at ”alle er velkomne” er en floskel, som primært benyttes af dem, der oplever, at verden allerede passer til dem. I løbet af min første dansetime faldt klapstolen, jeg brugte som rekvisit, sammen under mig. Det fik mig ikke til at føle mig velkommen, og da det skete anden gang, spurgte jeg instruktøren, om jeg måtte have en stol til at stå fast i studiet, som kunne holde til min kropsvægt. Jeg tog til en danseworkshop i et andet studie, hvor alle også var velkomne, og der måtte den tredje klapstol lade livet under min krop, på trods af at instruktøren havde forsikret mig om, at stolene godt kunne holde. Jeg følte mig ikke særlig velkommen, da jeg måtte spørge om lov til at gå på jagt efter en anden stol, jeg kunne bruge.

Efter det har jeg lært, at jeg åbenbart ikke er en del af ”alle”. Og hvis man er tykkere, end jeg er, så er man slet ikke en del af ”alle”.

Jeg oplever, at intentionen bag ”alle er velkomne” er god, og at det faktisk tit er sagt af mennesker, som gerne vil inkludere os, der normalt ikke føler os inkluderede. Og for at forstå, hvor det går galt, kan vi kigge på begrebet frihed. Frihed kan groft opdeles i to typer af frihed. Den negative frihed og den positive frihed. Den negative frihed er den, der ligger bag ”alle er velkomne” – at man gerne må være med, og at der ikke som sådan er noget eller nogen, der forbyder en at være med. Så er der den positive frihed, som kan beskrives som de muligheder man har for at udleve sine ønsker og drømme. Det kan fx være, at man oplever, at man gerne må danse, når man er barn, uden at man bliver grinet af.

Så når jeg får at vide, at ”alle er velkomne”, kan det godt være rigtigt, hvis man kigger på det i forhold til negativ frihed. Jeg må gerne melde mig ind i dansestudiet, jeg må gerne møde op til timerne, og jeg er absolut aldrig blevet bebrejdet eller set skævt til, når en stol faldt sammen under mig. Tværtimod oplevede jeg at blive inkluderet i fællesskabet og at få lov at være med på præcis samme præmisser som alle andre.

Men at fortælle mig, at jeg er velkommen til en aktivitet, som jeg altid er blevet grinet af for at prøve at deltage i, er at ignorere aspekter, der påvirker min positive frihed. Jeg har aldrig været fri til at udleve ønsket om at danse, for min omverden har altid fortalt mig, at det ikke var for mig, om end den negative frihed til at gå på dansegulvet og fyre den af altid var der.

Men det er sådan, det er, når ens krop er marginaliseret og stigmatiseret. Omverdenen bemærker ikke alle mine synlige eller usynlige forhindringer, fordi det ikke er forhindringer som alle oplever. Og en hel del af forhindringerne er endda nogen, som primært eksisterer inde i mit hoved, fordi jeg gennem hele mit liv har erfaret, at det er sådan min omverden forholder sig til mig. 

Og så kan man diskutere, om det er rimeligt at forvente, at et dansestudie ved at klapstole og tykke mennesker ikke er en god kombination, og man kan argumentere for, at jeg jo faktisk var meget velkommen hos dem, selvom stolen døde. Men problemet ved den tanke er, at vi fastholder og reproducerer fællesskaber, som stadig ikke inkluderer dem, der har en marginaliseret krop, og som vi faktisk gerne vil have med, når vi siger ”alle er velkomne”. Det gælder mennesker, der er tykke eller har et handicap, dem, der har et ikke-normativt køn eller seksualitet, og dem, der har en hudfarve, som afviger fra den grissefarvede hud, som jeg selv er så heldig af have og som giver mig stor positiv frihed. For når man afviger fra normen, har man altid lært, at man ikke er en del af ”alle” i et eller flere aspekter af det, vi generelt tager for givet.

Og selvom den negative frihed som regel inkluderer de fleste i ”alle”, så har man altså en meget stor grad af positiv frihed, når man så ofte er en del af ”alle”, at man aldrig har tænkt over, hvem man udelukker, når man siger ”alle er velkomne”.