Kulturel appropriation i mode - er 2021 et vendepunkt?
Af Sabina Hvass, journalist på OXY | Indtalt af Joy Fryd LarsenModeindustrien har de seneste år fået overvældende kritik for at bruge symboler, frisurer, tatoveringer eller make-up, der kan føres tilbage til oprindelige folk og minoritetskulturer. Kritikken er ofte baseret på, at et brand ikke respekterer den oprindelige betydning, eller at den kapitaliserer på noget, brandet ikke selv har fundet på. Og allerede nu har jeg på fornemmelsen, at nogle læsere er faldet fra. At det er en gigantisk hvepserede, jeg bevæger mig ind i. Jeg er også pinligt bevidst om, at min hvide hudfarve sætter mig i en særlig position ift. dette emne. Kulturel appropriation er på ingen måde et fænomen, der rammer mig direkte.
Lad mig give et eksempel fra verden, som hvid, ciskønnet kvinde, der (måske) giver lidt perspektiv: Jeg har en sort og hvid Led Zeppelin t-shirt, som jeg elsker og ofte har på. Jeg kan virkelig også godt lide bandets musik, men jeg er langt fra superfan. Når jeg tager min band t-shirt på og bevæger mig ud i offentligheden, er jeg ofte blevet spurgt ind til min viden om bandet af andre, ofte mandlige, fans. Spørgsmål som: Hvad hedder medlemmerne af bandet? Og hvad hedder dine yndlingssange fra deres anden plade? etc.. Er det det samme som kulturel appropriation? Nej. Men jeg mener, det er et godt eksempel på, hvordan min beklædning har indflydelse på, hvordan mine medmennesker responderer på mig og giver dem en anledning til at gå i rette med mig. Ofte har jeg kunnet trække på smilebåndet, give svar på tiltale og blive taget alvorligt i situationen uden at føle mig intimideret eller latterliggjort.
Så hvorfor begiver jeg mig ind i hvepsereden, som hvid, privilegeret person? Læg min position som privilegeret sammen med det faktum, at jeg på ingen måde har lyst til at udstille min uvidenhed - og så får du en unik position til at begynde at forstå, hvordan majoriteten af modebranchen har det i øjeblikket, når vi taler om kulturel appropriation. Eller rettere ikke taler om det. I hvert fald offentligt. For jeg gik altså forgæves, da jeg ledte efter brands, der havde noget på hjerte inden for problematikken. Ingen nævnt, ingen glemt.
Det er ikke mærkeligt, at modebranchen har berøringsangst
Da jeg lufter min hvepserede-fornemmelse for foredragsholder og antiracisme-konsulent, Mica Oh, som bl.a. arbejder sammen med Copenhagen Fashion Week, svarer hun:
“Er det ikke meget naturligt, at branchen har berøringsangst? Tidligere har der ikke været nogle konsekvenser, og brands har stort set kunnet gøre, hvad de ville. Nu falder hammeren. Og det rammer dem potentielt på pengepungen.”
Der er sat lup på modeverdenen fra flere vinkler end nogensinde før. Oh taler om at branchen er ved at vænne sig til at skulle leve efter et bæredygtighedsprincip, der ikke kun handler om etisk forsvarlige forhold for dem, der producerer tøj, sko og accessories eller for de forskellige brands’ ansvar for miljøet. Der er også en begyndende forventning om, at mode skal være social ansvarlig. En forventning, som især er hjulpet på vej af Black Lives Matter-bevægelsen, der har sat gang i nogle organisatoriske ændringer i modehusene. Det handler både om modellerne, men også om personerne bag scenen, hvor flere begynder at arbejde aktivt med diversitet efter det udefrakommende pres.
I lang tid har modeverdenen kunnet slippe af sted med at appropriere og kapitalisere på en række kulturer. Men noget tyder på, at det er for dyrt at fortsætte i de baner. I 2019 blev Gucci udskældt for deres “black face sweater”, og i maj samme år blev de kritiseret af det femte største religiøse samfund, sikherne, for at sende en turban ned ad catwalken. Så sent som i november 2020 modtog den franske modedesigner Isabel Marant også stor kritik fra den mexicanske kulturminister, Alejandro Guerrero, for at bruge traditionelle motiver i sit design med ophav i oprindelige folks kultur. Disse eksempler er opsigtsvækkende, fordi de har betydet, at den offentlige debat om kulturel appropriation har givet et dyk i deres brandværdi. Og selvom Gucci måske ikke mister kunder længe eller for altid, så gør det et indtryk i branchen. Gucci kan overleve en lille, men ikke ubetydelig nedvurdering, mens en shitstorm kan være katastrofal for små, spirende brands. Så uanset hvor stor en spiller du er, er du tvunget til at ændre din organisations processer, og brands er nødt til at sætte sig bedre ind i kulturhistorie for at være attraktive på verdensmarkedet. I 2021 bliver udnyttelse af kulturer kaldt ud offentligt, og det har fået mange til at debattere og tage stilling til, hvad man har og ikke har ret til i 2021.
Mangfoldighed kan være en omfordelingsnøgle
Når kritiske stemmer holder modehusene og de store tøjproducenter til ansvar, presser det deres ‘business as usual’-tilgang. Mica Oh anskuer modeverdenen, og den vestlige verden i øvrigt, som værende i en unik læringsposition lige nu. Hun peger på, at det vil føles usikkert, mens vi bevæger os i retningen mod social ansvarlighed, og at det kan være derfor, jeg føler mig kaldet til at stikke af, når jeg nærmer mig emnet. Debatten om kulturel appropriation rører ikke bare ved status quo. Den rører ved en række ting, som ikke kun handler om mode: industriers rolle og ansvar over for individet/forbrugeren, respekt og viden om kulturer. Den indvarsler også et opgør med det, flere og flere anser som forældede forretningsmodeller:
“Debatten sætter fokus på det tandhjul branchen er i det store hvide, imperialistiske og kapitalistiske system,” siger Oh.
Hvis vi sætter krav til modeindustrien om bæredygtighed og diversitet, så har det potentialet til at have en afsmittende effekt, hvor det er mindre sandsynligt, at kulturel appropriation opstår. Og hvis brands kan leve op til deres sociale ansvar, kan det være en omfordelingsnøgle i de traditionelle pengestrømme, mens man tilfører viden om kulturers historie ind i branchens økosystem.
“Der vil simpelthen være flere mennesker i branchens processer, som tilhører historisk marginaliserede grupper, til at sige fra og få indflydelse, når brands vil “låne” eller “hylde” beklædningsgenstande eller frisurer, som de ikke kender den kulturelle betydning af. Og mindre sandsynligt at man slipper af sted med at ekskludere specifikke kropstyper fra sine kampagner,“ siger Oh.
For hende er det også afgørende, at flere racialiserede og minoriserede grupper blive lønnet i branchen, hvilket vil dirigere kapital i en mere mangfoldig retning:
“Det rammer hovedet på sømmet, når vi taler om, hvor vigtig intersektionalitet er. Jo flere med kropstyper og hudfarve, der peger ud over det, vi har været vant til at se, jo større er chancen for, at branchen bliver fuld af diversitet. Men det er svært at revolutionere systemet uden et opgør hos de forskellige intersektioner, der historisk har været undertrykt. Også uden for modebranchen. Og lige nu er vi alle sammen på skolebænken. Vi skal lytte til og lære af dem, der ikke ligner os. Det er det første skridt.”
2021 kan være et vendepunkt for debatten omkring kulturel appropriation
I takt med at modebranchen er blevet en verdensomspændende industri, er den også blevet eksponeret for globale forbrugere, der har fået et talerør og direkte adgang til både brands og presse på sociale medier. Debatten om kulturel appropriation er en lektie i bæredygtighed, digital omstilling, virksomhedernes ansvarlighed og markedsføring for modebranchen. Når min kollega Anne Niluka og jeg begge oplever, at vi ikke kan få brands i tale, så har det altså meget sandsynligt noget at gøre med, at kulturen i modebranchen er i gang med en dramatisk transformation.
2021 kan være vendepunktet, hvor provokation og grænsesøgende mode bliver noget, der kun lykkes hos den avant garde, som også er socialt bevidste. Men vi kommer uden tvivl til at se flere, der snubler, for det har til alle tider været risikabelt at skubbe til grænser. Forskellen i dag er, at flere og flere holder øje med hvert eneste skridt, du tager på vejen. Og det kan også godt være, vi er på kravlestadiet en rum tid endnu. Men det er en pointe i sig selv, at det er svært at sætte sin bedste fod foran hele tiden. Især hvis du er privilegeret og har blinde vinkler. Skønhedsidealerne er i en brydningstid, samtidig med at magtstrukturerne er i bevægelse. Det betyder dog ikke, at vi skal stå stille. Der skal kæmpes en aktiv kamp blandt gamle og nye spillere i modeindustrien og hos forbrugere for at skabe og løfte bæredygtige virksomheder.
Så lad os håbe, at 2021 indvarsler en ny æra af designere, der ser muligheder og ikke kun begrænsninger, når det handler om at udvikle en mere mangfoldig modeindustri og respektere kulturer undervejs.