Jeg tror ikke på Gud. Så hvorfor skal jeg være medlem af folkekirken?

Som dansker er det svært at undgå kontakt med folkekirken, hvad end man er medlem eller ej. I denne artikel sætter journalisten sig for at undersøge danskernes – og sit eget – forhold til folkekirken i forsøget på at beslutte, om tiden er inde til, at hun igen skal melde sig ind.

Af Cathrine Marie Nørgaard, journalist | Foto: Thomas Vitali
4. oktober 2021 | Tro & Spiritualitet

Den første tone fra kirkens orgel lyder, og vi bladrer op på første side i hæftet med teksten ”Konfirmation 2021”. I dag er det endelig blevet min lillebrors tur, og hele kirken bryder ud i sang. 

”I østen stiger solen op: Den spreder guld på sky, går over hav og bjergetop, går over land og by …”

Det er heromkring, jeg begynder at få problemer. Klumpen i min hals er endnu lille, men jeg frygter, at jeg ikke kan forhindre den i at vokse. 

” … med stjernen over Betlehem, som østens vise fandt.”

Jeg lukker øjnene og forsøger at stoppe tårerne. Det er en umulig kamp. De flyder ned ad mine kinder, og jeg begynder at hulke. Min søster kæler min arm, min kæreste klemmer mit lår. Sidste gang, jeg sad på lige præcis denne plads forrest i kirken og sang lige præcis denne her sang, lå min mormor i en kiste få meter fra mig. 

Der er et eller andet med kirker. Det traditionsrige rum, minder om død og kærlighed. Jeg går kun i kirke, når de største begivenheder i et menneskes liv skal markeres. Dem, der indgyder glæde – min mors bryllup, mine søskendes konfirmationer. Dem, der markerer en afslutning – en afsked med en barndomsven, med bedsteforældre. Minderne akkumulerer sig som sandaflejringer efter en istid, og det er med til at gøre mine besøg i kirken mere og mere følelsesladede for hver gang, jeg er der. På mange måder kommer det bag på mig. Jeg er opdraget til at rulle øjne af kirken og dens gennemgribende indvirkning på danskernes liv. 

Det er snart 10 år siden, jeg meldte mig ud af folkekirken. Jeg var lige fyldt 18 år og følte, at jeg skulle lave et statement, ligesom jeg gjorde, da jeg i stedet for et kors på min studenterhue valgte et ahornblad for at understrege, at jeg ikke er troende. Eller ligesom da jeg nægtede at lade mig konfirmere. For når jeg ikke troede på Gud, hvorfor skulle jeg så sige ”ja” til det modsatte? At melde mig ud af folkekirken var en af de første beslutninger, jeg foretog som myndig. Nu overvejer jeg, om den beslutning er passé. Måske er der ret gode grunde til at melde sig ind i folkekirken igen? For når det kommer til stykket, sætter jeg faktisk stor pris på den. På rummet, der skaber baggrundsmusikken til en smuk afsked og grobunden for en videre færd ud i livet. 

Udmelderne

Der er skrevet mangt og meget om Folkekirken og danskernes tilslutning dertil, men det er faktisk først inden for de sidste otte år, at der er forsket i, hvorfor danskerne melder sig ud. I rapporten ’Religiøsitet og forholdet til folkekirken 2020’ udgivet af Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter fremgår det, at andelen af befolkningen, som er medlem af folkekirken, siden 1990 er faldet fra 89 % til 74 %. Og selvom det kan virke voldsomt, så er medlemstallet stadig relativ højt sammenlignet med andre lande, fremgår det af den nyligt udgivne rapport.

Årsagerne til, at medlemstallet er faldende, er meget individuelle, lader jeg mig fortælle, da jeg ringer til en af forskerne bag. 

Karen Marie Leth-Nissen, forsker ved Folkekirkens Videnscenter, var egentlig præst, da hun tilbage i 2012 begyndte at interessere sig for, hvorfor folk melder sig ud af folkekirken. Den første danske undersøgelse om emnet blev foretaget i 2014 af religionssociolog Peter Lüchau, men Karen Marie Leth-Nissen var den første til at foretage interviews om emnet. Hun blev snart så opslugt af at forske i danskernes forhold til folkekirken, at hun skiftede præstefaget ud med titlen som ph.d.-studerende.

”Jeg begyndte at snakke med folk om, hvorfor de meldte sig ud, og jeg læste nogle svenske bøger på emnet. Min teori ud fra det blev, at udmeldelse er en langsom proces,” fortæller hun mig som optakt til vores samtale, der gerne skal gøre mig klogere på, om jeg skal melde mig ind folkekirken igen. Jeg håber, at forskeren kan nuancere mit valg ved at fortælle mig om, hvad der ligger til grund for andres valg om at melde sig ind og ud af folkekirken. Det er svært at tale om indmeldelse uden at forstå grundene til at melde sig ud.

Der ligger mange såkaldte drivers bag beslutningen om at melde sig ud af folkekirken. De bygger sig typisk op over lang tid og er en del af de hændelser, der udgør et menneskes liv. Måske starter det, når man læser en bog, der forholder sig kritisk over for religion. Måske bliver man skilt, og så kan man mærke, at kontakten til folkekirken mest var den andens ønske. Måske kommer det til udtryk hele vejen igennem ens opdragelse. Typisk bruger man heller ikke kirken meget, og derfor bliver man heller ikke mindet om, hvad kirken er og kan. 

”Der sker en række ting, som gør, at man langsomt bliver fremmedgjort fra kirken. Så mangler man triggeren. Det kan være hvad som helst. Det kan være, man bliver sur over noget, biskoppen siger. Det kan være, du hører om nogen, der har haft problemer med en præst, der ikke vil vie et par af samme køn. Så melder du dig ud. Men i virkeligheden er det alle de andre ting, der har gjort dig udmeldingsparat. Det er en meget lang proces,” forklarer Karen Marie Leth-Nissen.

Undtagelsen

Hun fortæller mig, at hvis du bliver døbt i folkekirken som lille, så er sandsynligheden for, at du bliver hængende hele livet, kæmpestor.

Det er ikke et faktum, jeg kan genkende mig selv i, og det fortæller jeg hende. Jeg er blevet døbt, men nu er jeg ikke længere medlem af folkekirken. For to af mine yngste søskende er det lige omvendt: de blev ikke døbt, men de valgte begge senere at lade sig døbe og konfirmere.

”Man bliver socialiseret til at være medlem af folkekirken. Du er måske blevet socialiseret til ikke at blive i folkekirken,” siger Karen Marie Leth-Nissen, da hun spørger mere ind til mit tilhørsforhold til folkekirken. Jeg fortæller lidt om min familie: Om, at det var min mor og far, der lod min bror og jeg døbe, mens min mor sammen med min papfar valgte det modsatte, da mine yngre søskende blev født.

Karen Marie Leth-Nissen har også forsket i, hvorfor man som forælder vælger dåben til sit barn.

”Mor og far skal blive enige. Det handler meget om, hvad de hver især har med, og i sidste ende er det summen af det hele, der afgør, hvad man kan blive enige om. Når vi tænker på din mor, så er det måske sådan: Med den ene mand giver det ene mening, med den anden gør det andet. Måske handler det også om, at i takt med, at din mor er blevet ældre, har hun besluttet sig for, at hendes børn selv skal vælge, når de bliver gamle nok.”

Jeg kan mærke, at Karen Marie Leth-Nissen synes, jeg er en lidt sjov case. Jeg er ikke en typisk udmelder. I 2014 konkluderede Peter Lüchau, at den typiske udmelder er en mand, der har en længere uddannelse end de fleste og tjener mange penge. Men jeg har også altid godt kunne lide at skille mig lidt ud. For eksempel nød jeg, at jeg var den eneste i min folkeskoleklasse, der ikke blev konfirmeret.

”Hvis nu det var mig, der var blevet døbt, og jeg ligesom dig havde oplevet, at mine små søskende ikke var blevet døbt, så ville jeg nok også tænke meget over, at vi derhjemme var sådan nogle, der ikke gav folkekirken status. Og du har måske tænkt, at din mor og papfar ville have deres tanker om, at du skulle op i kirken og sådan. Det kan være en lille ting, der måske har ligget i dit baghoved,” reflekterer hun, og jeg føler mig pludselig … set. Det går op for mig, at det er første gang, jeg har snakket så længe med en (tidligere) præst.

Med min nye viden om udmelding er jeg klar til at fiske efter det, jeg egentlig gerne vil vide noget om: Gode, håndgribelige grunde til at melde sig ind i folkekirken igen. For jeg må indrømme, at jeg har brug for flere argumenter end blot følelser og fornemmelser, hvis jeg skal til at betale min kirkeskat igen. Der var jo en grund til, at jeg valgte at melde mig ud.

Forandringen

De seneste tal viser, at intet mindre end 77 % har haft fysisk kontakt til folkekirken de seneste 12 måneder. Det inkluderer både medlemmer og ikke-medlemmer. 

”I rapporten fra i år skriver vi om de kollektive identiteter. Vores bedste bud på, hvorfor medlemskabet er relativt stabilt, er lige præcis fordi det er en del af vores kollektive identitet. Det er noget, vi gør med familien. Noget, vi gør som mennesker og som samfund. Vi går i kirken i skolen og til jul. Præsten taler måske ved Sankt Hans-bålet. Folkekirken er også på sygehuset og i hæren. På universitetet er der studenterpræster. Så folkekirken er ligesom umærkeligt til stede, som sådan et baggrundstæppe,” siger Karen Marie Leth-Nissen.

Folkekirken er altså et fællesskab, der er svært for os danskere at undgå. Fællesskabet var da også det, der fik mine søskende til at sige ja til dåben og til konfirmationen. Nå ja, og så det faktum, at min nu afdøde mormor virkelig ønskede at se sine børnebørn blive konfirmeret. 

Det fik hun ikke lige fortalt mig. 

Men hvis hun levede i dag, ville hun sikkert glæde sig over, at jeg nu overvejer at bidrage lidt mere til folkekirkens fællesskab igen. Men hvilke omstændigheder ligger til grund for, at danskerne melder sig ind i folkekirken igen? Svaret er endnu ikke trykt sort på hvidt. Det bliver det først til næste år, hvor anden del af undersøgelsen ligger klar, fortæller Karen Marie Leth-Nissen. En bog, der bygger på 84 livshistorier, skal nuancere danskernes forhold til folkekirken, herunder også hvorfor folk melder sig ind igen.

”Ud fra det, vi arbejder med nu, kan vi se, at det ofte er ved tidspunkter, hvor livet forandrer sig – f.eks. ved forældreskab – at mange stopper op og tænker: Hov hov, skal mit barn slet ikke have nogen kristne værdier med? Det kan også være ægteskab, som gør, at man melder sig ind igen, fordi man gerne vil have et traditionelt bryllup. Det virker lidt som om, at indmeldelse er en mere eksistentiel overvejelse. Der er sket noget stort i ens liv. Man kan ikke på samme måde som hos udmelderne sige, at der ligger en lang proces til grund for indmeldelse igen,” siger hun og tilføjer:

”Måske går du og venter på åbenbaringen.”

Åbenbaringen

Jeg tror, Karen Marie Leth-Nissen har ret. Måske nærmer jeg mig faktisk en åbenbaring lige nu, mens vi taler.

Jeg spørger hende: Hvorfor skal jeg overveje at melde mig ind i folkekirken igen?

Det tænker hun længe over, før hun svarer:

”Hvis det giver mening for dig nu, eller du tænker det giver mening i et længere perspektiv. For eksempel hvis du gerne vil giftes i kirken. Hvis du kunne tænke dig at få dine børn døbt. Nu er du selv døbt. Overvej, hvis ikke du var blevet døbt. Så ville vejen til folkekirken have været meget længere, ikke? Du skulle døbes, have samtaler og så videre,” siger hun, og det kan jeg kun give hende ret i. 

”Folkekirken kræver ingenting. Den kræver, at du er døbt og betaler din kirkeskat. Og så er den rummelig. Der er næsten ingen grænser for, hvilket gudsbillede man kan have, eller hvad man egentlig tror på eller ikke tror på. Det er der ingen krav om. Jeg tænker, at folkekirken helt sikkert vil have dig. Det er i hvert fald en mulighed for at være en del af et rummeligt fællesskab, som man kan vælge til eller fra.”

Jeg lægger mig fladt ned og fortæller hende, at jeg synes, indmeldingen virker uoverskuelig.

”Hvorfor virker det uoverskueligt?” vil hun gerne vide.

”Fordi jeg har fået det indtryk af, at man skal tale med en præst, når man skal melde sig ind igen. Og det orker jeg ikke,” siger jeg.

”Nej, for du har ikke lyst til at skulle til eksamen.”

”Nej. Det virker så tidskrævende. Så tænker jeg, om jeg vil det nok?”

Hun anbefaler mig at skrive en mail til præsten i det område, jeg bor. Fortælle, hvorfor jeg gerne vil melde mig ind igen. Måske vil præsten lade mig slippe for samtalen, hvis jeg ikke har lyst til den del.

”For du er jo døbt. Det er jo ikke det, der er problemet. Da jeg var præst, har jeg nogle gange bare ringet til de personer, der ønskede at blive meldt ind. Det er jo ikke vigtigt, om du tror på Gud. Men det er vigtigt, at du ikke eksempelvis er medlem af Mosaisk Trossamfund. Så det er i virkeligheden mere en juridisk ting.”

Jeg kommer til at tænke på øjeblikket i kirken, hvor jeg bryder sammen. Fordi min mormor pludselig var tæt på. Fordi jeg pludselig kunne mærke savnet til hende på en mere umiddelbar måde.

”Det er som om, at der er noget i det rum, der rummer alt, hvad et menneske er. Der er et eller andet over det sted. Også selvom man har fravalgt folkekirken på alle mulige områder, så kan man ikke benægte, at den har en betydning i kulturel forstand,” siger jeg til Karen Marie i et forsøg på at sætte ord på de tanker, jeg har.

”Ja. Jeg tænker nogle gange på det som et kollektivt erindringsrum. Fordi vi alle sammen har været der,” siger hun.

Jeg kommer i tanker om, at min kæreste heller ikke er medlem af folkekirken. Det gør alle de ting, jeg gerne vil bruge folkekirken til, sværere at opnå. Så længe én af os er medlem, har vi muligheden for, at de børn, vi måtte få, kan blive døbt. Vi får også muligheden for at blive gift i kirken. Jeg får mulighed for at blive begravet i kirken.

”Der er jo også det i det, Cathrine, at vi i Danmark ikke har ret mange alternativer. Så hvis du vil have en form for rituel ramme omkring fødsel, død, ungdomsovergangen, bryllupper, begravelser – så er folkekirken oplagt. De fleste vil helst, at der er professionelle, der hjælper os, så vi ikke skal stå for de ting selv. Og så er der jo god musik. Det er svært at konkurrere med, ikke?”

Jo, det er det faktisk, tænker jeg og indser, at jeg har fundet mit svar.