Jeg er vædder og hyggespirituel - og det er okay!

Af Karoline Daae Christensen, forfatter | Foto: Karoline Daae Christensen
6. oktober 2021 | Tro & Spiritualitet

“I don’t chase. I attract. What belongs to me will simply find me.”

Jeg forsøger ihærdigt at holde en seriøs grimasse, mens jeg siger ordene til mit spejlbillede. Disse såkaldte affirmationer har jo virket for så mange mennesker på ’TikTok’, så hvorfor skulle det ikke virke for mig? Som nyligt hjemkommet fra et kandidat-ophold i Skotland leder jeg nu semidesperat efter både job og kæreste. Jeg er nemlig 27 år gammel. Tik tok tiden går. Derfor har jeg endnu en gang vendt snuden mod mit spirituelle hjørne. For måske ligger svaret på, hvordan jeg skal finde disse ting, gemt der?

Så er jeg blevet troende? Venter jeg på et svar fra en højere magt? Uden tvivl. Jo ældre jeg er blevet og jo flere ting, jeg føler, jeg efterlader til skæbnen, jo mere har jeg behov for lige at hjælpe den lidt på vej. For det kan vel ikke skade, hvis jeg skriver en tjekliste til den? Forklarer hvad det er, jeg præcist søger efter i en mand og job. Eller undersøger hvilke stjernetegn, jeg passer bedst sammen med? Jeg ved godt, at skæbnen er den der bestemmer og alt det der, men jeg føler ikke rigtig, jeg har tid til at gå og vente længere. Jeg vil bare gerne i gang med livet nu…

The Age of Aquarius

Spiritualitet kom ind i mit liv på en kold januardag i 2019. Jeg lå syg fra arbejde og satte den populære podcast ’Astropod’ på. Seks timer senere og jeg var solgt. Her var alle de svar, jeg havde ledt efter. Svarene på hvorfor jeg altid startede projekter men aldrig afsluttede dem, hvorfor jeg ikke kunne få et forhold til at fungere, forklaringen på mit høje energiniveau og store appetit på livet. Men jeg kunne ikke nøjes med at dyppe tåen i vandet. Jeg hoppede i med alt tøjet og druknede mig i denne nye spændende spirituelle verden. Krystaller, tarotlæsning, englekort, astrologi, drømmetydning, håndaflæsning, clairvoyance, måneritualer, numerlogi, the law of attraction, affirmationer og hekse cirkler. You name it. Jeg manglede en mening med mit liv, noget at se frem til, og disse redskaber gav mig alt det og mere til.

Det var dog allerede en gang i 2018, at spiritualitet begyndte at komme tilbage på mode igen, og jeg var dermed lidt bagud. Men da jeg først fik åbnet øjnene op for det, var det overalt. ’Urban Outfitters’ bogreol var ved at sprække af astrologi og lær-dig-selv-tarot-bøger. Sidste gang, det var “in”, var i 1960’ernes hippieperiode med “The Age of Aquarius” fra ’Hair, langt hår og krystalkæder. Jeg læste engang, at spiritualiteten har det med at komme tilbage til folks bevidsthed, når der er en krise i verden. Spiritualiteten havde fundet vejen tilbage til os allerede før coronakrisen. Men med den stigende klimatrussel, depressioner, der venter rundt om hjørnet, og en generel tvivl om vores identitet giver det god mening, at folk faldt pladask for denne nye trend. Vi elsker at lære om os selv, snakke om os selv, tænke på os selv og generelt alt andet, der har noget med os selv at gøre.

Individualister kalder de os. Og jeg kan kun nikke genkendende. For jeg elsker, at jeg nu har en undskyldning for, hvorfor jeg stadig er single. Det er jo slet ikke mig, den er gal med. Og hvis det er, kan jeg jo ikke rigtig gøre for det. Det er jo fordi, jeg er vædder. Duh! Og folk har en undskyldning for, hvorfor de pludselig skælder ud på andre. Det er jo planeternes placering, der påvirker dem. Eller hvorfor de ikke var på arbejde i dag. De trak “The Devil” dagen før, så det havde naturligvis påvirket dem meget. Og med folk mener jeg mig selv. Det var faktisk tarotkort, der for to år siden endelig overbeviste mig om at sige mit job op og følge min drøm. I starten lyttede jeg ikke, når kortene fortalte mig, at noget var galt. Men en dag faldt “The Tower” kortet ud af bunken, da jeg blandede, og skreg nærmest op i hovedet på mig, at hvis jeg ikke kom ud af min situation, ville jeg brænde op. En lettere overdrevet fortolkning selvfølgelig. Men det var sådan, jeg havde det. Så dagen efter sagde jeg op. Men er jeg så virkelig troende, eller vælger jeg bare at tro på de ting, der passer mig lige nu og her?

Hyggespirituel

Jeg har det med at lære en smule om en masse og kan dermed ikke fordybe mig for længe om det samme emne, før jeg har fundet mig en ny obsession. Altså medmindre det handler om Taylor Swift, men det kan vi tale om i en anden klumme. Og ja, det har nok noget at gøre med, at jeg er vædder.

Spiritualitet for mig er troen på, at der er mere mellem himmel og jord. At alt her i livet ikke er tilfældigt, men at der er en mening med det. Og jeg siger ikke, at jeg er ekspert i hverken astrologi eller tarotkort. Jeg er blot en nysgerrig sjæl, der finder glæde i at udforske forskellige områder af dette liv. Der leder efter svar på de spørgsmål, vi alle ligger klokken to om natten og grubler over. For hvad er meningen med det hele? Hvordan bliver vi glade? Er det min skyld, jeg er single, arbejdsløs og forvirret? Eller har universet noget med det at gøre?

Mens jeg skriver denne artikel, udkommer DR3 med endnu en af deres spot on sketcher. Denne gang om “spirituelle mennesker”. Og lige så meget, som det gør ondt, når de rammer hovedet på sømmet, kan jeg ikke lade være med at grine. For det er jo lige præcis sådan, det er. “Det er jo også fordi, jeg har løven i ascendant, at jeg ikke kan slå mig ned”, eller “månen er i krebs, så det kommer bare ikke til at ske lige nu.” Alle disse undskyldninger vi fortæller os selv bare for at have en personlighed eller få noget mere indhold ind i vores liv. Og jeg er uden tvivl en af disse ”hyggespirituelle” mennesker, som de parodierer i videoen.

Men er der egentlig noget galt med det? Kan spiritualitet ikke være lige præcis, hvad man selv vælger, det skal være? Jeg ser intet problem i, at en person vælger at være überspirituel, deltager i heksecirkler og ligger med krystaller på deres chakra for at forbedre deres liv. Og der er heller ikke noget i vejen med at have et par krystaller liggende på en støvet hylde, som man ikke lige kan huske navnene på, eller at man desperat forsøger at tyde ens kollegers drømme uden rigtig at vide, hvad man taler om. Vi er alle forskellige og går op i ting på hver vores måde og med forskellige intensitet.

Måske spiritualitet skal være mere pick your own adventure. At man selv vælger, hvad man vil tage med fra det. Jeg tror ikke på, at det fortæller dig den endegyldige sandhed, men at du finder frem til et svar alt efter hvilke aspekter, du fokuserer på.

Du er, hvad du giver energi til

Hvis jeg for eksempel læser om mit stjernetegn, og der står, at jeg er stædig, dominerende, energifyldt og højlydt, vælger jeg måske kun at fokusere på to af disse ord. Et af dem er en “fejl”, jeg genkender hos mig selv, og som jeg gerne vil ændre. Et andet er et kompliment og noget, jeg er stolt af ved mig selv.

Det samme gælder for krystaller. Hvis du lægger dig til at sove med en krystal, der skal give dig mere selvtillid, vil du give energi til den tanke hele natten. Derfor vil du vågne op med mere selvtillid dagen efter, hvis du vel og mærket tror på det. For du har besluttet dig for den tankegang og givet energi til dette mål. På den måde tror jeg, at disse redskaber kan hjælpe dig. ’Law of attraction’ handler netop om at give energi til de ting, du ønsker her i livet. Affirmationer får en til at sige ens drømme og målsætninger højt. Det handler alt sammen om ens mindset, og hvad du vælger at fokusere på. Og er det ikke smukt? Lige meget hvordan du vælger at gøre det, og hvilke redskaber du bruger.

Personligt har jeg en underlig vane med at sende et ønske til universet, hver gang jeg ser, at uret står på et ens tal for eksempel 15:15 eller 23:23. Jeg lukker øjnene og siger en lille tanke, et ønske eller en taknemmelighed for noget her i livet, kysser min tommelfinger og sender det ud i verdenen. Det giver ikke rigtig nogen mening, og det ved jeg godt. Men jeg gør det for at holde mig selv fokuseret på, hvad mine mål og drømme er i netop dette øjeblik. Og for at huske mig selv på at være taknemmelig for, hvad jeg har - specielt de små ting i livet.

Skæbnen kan ikke planlægges

Jeg besøgte i slutningen af 2020 en clairvoyant. Jeg havde ikke et specifikt spørgsmål, men var bare nysgerrig på processen, og hvordan det fungerede. På trods af at jeg var lidt skeptisk og måske ikke helt troede på alt, hvad hun sagde, var der en enkelt ting, der fangede min opmærksomhed. Da jeg spurgte ind til mit brændende ønske om en dag at finde mit livs kærlighed, sagde hun dette: “Jeg ser en mand. En meget sød mand. Han venter på dig.” Jeg havde lyst til at stille mig op og ryste det ud af hende, hvor han mon var henne? Hvor jeg kunne finde ham, for jeg gad ikke vente mere. Men det gjorde jeg ikke. Jeg smilte sødt og sagde tak. For med denne lille sætning gav hun mig håbet tilbage. Om det er rigtigt eller ej, så gav det mig det, jeg havde brug for. Lysten til at fortsætte. Ikke give op. Det hele skal jo nok løse sig. Håber jeg da.

Da jeg startede denne artikel, var jeg ligesom mit soltegn, on fire, når det kom til dating. Eller det troede jeg da. Med tre random dates på halvanden uge var jeg sikker på, at jeg ville have en kæreste, før jeg kunne sige ”Halloween”. Men ak. Jeg udskød faktisk at skrive denne klumme, i håbet om at kunne afslutte den på en positiv og opløftende note alla:

“Og efter alle disse affirmationer og navlepillende opdagelser fandt jeg endelig det perfekte job og prinsen på den hvide hest.”

Men desværre kan skæbnen ikke planlægges. Ligegyldigt hvor meget jeg har prøvet. Men jeg nægter at give op. Så jeg går tilbage til spejlet og smiler til mig selv, mens jeg højt og selvsikkert siger mit mantra:“I don’t chase. I attract. What belongs to me will simply find me.” Det kan vel ikke skade at prøve igen. Og indtil min skæbne kommer min vej, må jeg blot holde fast på det mest dyrebare, vi mennesker har. Håb. Håbet og troen på at det hele nok skal gå.

SkribentBilledeTilOxy.JPG

Hvad betyder tro og spiritualitet for dig? Siger du også affirmationer til dig selv i spejlet eller tjekker din dates stjernetegn for at vide, om I er kompatible? Skriv gerne i vores kommentarspor under artiklen, hvad det betyder for dig, eller om du synes, det hele er noget værre vås. Husk at alles meninger er deres egne og alle må mene, hvad de vil.

Forrige
Forrige

Feminisme er ikke en ‘one-size-fits-all’. Du kan sagtens være feminist OG muslim

Næste
Næste

Jeg tror ikke på Gud. Så hvorfor skal jeg være medlem af folkekirken?