Hinda sagde ‘fuck det’ til social kontrol og rygtesamfund

Af Hinda Olad, studerende 

Forlovelsesringe på Facebook. Ægteskab og ejerskab blev en almindelig del af mit feed og mit liv allerede i 18-årsalderen. Men når jeg kiggede på en 18, 22 eller 24-årig andre steder i samfundet, formede livet sig anderledes end i min omgangskreds.  

Jeg voksede op i en religiøs muslimsk familie og havde masser af troende venner. Vi kendte alle de sociale regler og koder i vores miljøer. Det var lige meget om man var somalisk, pakistansk, arabisk eller tyrkisk, det var de samme regler, der gjaldt for hvordan man sørgede for at skabe et godt ry for sin familie og sig selv. Det handlede om at vise de andre, at man var en ren og god pige, der gjorde alt, hvad der lå i kvinderollen for at opnå gevinsten - manden. 

Jeg tænkte tit på, om jeg nogensinde ville kunne gå min egen vej, eller om jeg skulle gå ned ad samme sti som de fleste, jeg kendte. Den sidste del kræver, at man vender kinden til undertrykkelsen og magtdynamikkerne i de traditionelle kønsroller, til rygtesamfund, social kontrol, sladdertanter og udløbsdatoen. Og ja, det var sådan, at kvinder havde en udløbsdato, som skulle tjekkes, inden man handlede. Hvis man var 30 år og ugift, så var man meget ualmindelig, derfor blev det en konkurrence om at få fisken på krogen, inden det var for sent. Her gjaldt det om at fremstille sig selv så wifey material-agtig som man overhovedet kunne, så man fik sin habibi på en halal måde - ægteskab. Man skulle jo nødig blive kærester, kysse i offentligheden eller have sex uden for ægteskabet. Sådan var kulturen. Sådan voksede jeg op. 

I denne feministiske tidsalder, reflekterer jeg meget over min opvækst, dem jeg voksede op sammen med, hvor jeg kommer fra og hvem jeg er blevet til. Og til tider kan jeg endda godt forstå, at nogle af mine gamle veninder indordnede sig den kultur vi voksede op med og valgte den ”ukomplicerede” og forudsigelige retning, fordi alternativet var udstødelse, ødelæggelse, hån, håbløshed, spiseforstyrrelser, angst, og en stor trang til at søge kærlighed hos de forkerte.

Det siger jeg, fordi det blev min realitet.

Jeg ved, at mit hjerte bankede for et friere liv, og jeg længtes efter noget andet, så jeg gik min vej, da jeg var 21, fordi fuck det, jeg orkede ikke det spil. Det var for fake, og desuden havde jeg allerede brudt alle regler, så jeg kunne lige så godt være åben omkring det.

Det skal ikke lyde, som om det ikke er det værd, fordi jeg bestemmer jo over mit eget liv nu. Jeg kan jo stå op om morgenen og tage lige præcis det tøj på, jeg ønsker. Jeg kan cykle en tur hen til mine venner. Jeg kan sige min mening uden at være bange for om en mand ikke vil giftes med mig. Jeg kan komme hjem på det tidspunkt af døgnet, jeg har lyst til. Bestemme over, hvad jeg vil bruge mine penge på, bestemme over hvem jeg vil kysse med, bestemme over hvem jeg vil rejse med i mine ferier, bestemme over hvem jeg vil elske, bestemme over om jeg vil drikke et glas rødvin eller om jeg vil drikke cola, vælge IKKE at lave mad. Bare helt simple ting, som var super kontroversielle at gøre. Det er blot et par af de ting, som jeg og mine medsøstre desværre ikke kunne gøre uden at betale en stor pris.  

Ingen havde fortalt mig, hvor meget magt det system havde over mig.

Det er den slags magt et fælleskab kan danne og bruge til at straffe alle der udfordrer rammen for fælleskabet. Det er en patriarkalsk magt over mig og de valg jeg træffer i livet, for nu når jeg har valgt at løsrive mig, skal jeg på alle måder mærke, hvad jeg har givet afkald på, jeg skal smage konsekvensen af at bevidst vælge ’den forkerte vej’ samtidig med at det også er en skræmmekampagne til at advare andre piger der måske er en smule fristede til lidt selvbestemmelse over eget liv. 

Den magt, som det system har over mig, er omfattende i den forstand, at jeg skal leve med at være det dårlige eksempel, hende som de andre piger ikke skal blive som. For hvilken mand gider at gifte sig med en kvinde, der viser sine bryster på instagram og drikker øl? Man bliver fremstillet som en dæmon, der har bragt skam over sin familie, man bliver ikke respekteret for det menneske, man er, man bliver hånet for blot at sige fra og vælge anderledes. Det gør ondt, fordi det er undertrykkelse. Men det bekræfter mig i, hvor ulykkelig jeg ville have været, hvis jeg var blevet i det. Hvis jeg et eneste sekund mere skulle høre på min fætter sige, ”hvorfor kan du ikke finde ud af at lave mad?” eller være bange for om der var nogen, der så, at jeg gik ned af Falkoner Allé med drengene fra parallelklassen, og sladrede til min mor. 

Jeg lever mit liv i dag, velvidende om at jeg har mistet noget. Jeg har mistet min familie. Det har været prisen for at vælge mit eget liv. Kan det virkelig passe, skal man miste hele sin familie, bare fordi man ønsker at bestemme over sit eget liv? Ja, det er den magt som social kontrol og rygtesamfund har.