En gammel og skrøbelig altan vendte op og ned på Frejas liv

Af Freja Andrea Pedersen

Foto: Liv Rossander

Med et brag faldt vi seks meter ned og ramte fliserne. Jeg husker det ikke, kun at jeg vågner fra mit lille koma og nu skal starte livet med en hjerneskade. Kan jeg så starte på uddannelse? Hvilken en skal det være, og hvor lang tid vil der gå, før hjernen er klar igen? “Du har været ude for en ulykke, Freja, men du er ok.” Dette var det første jeg fik at vide, da jeg vågnede. Så kastede jeg op i min iltmaske og lagde mig ned og sov videre. “Du skal være opmærksom på, at alt vil føles anderledes. Du kan godt løbe et maraton, men det vil føles meget hårdere med en hjerneskade.” Dette fik jeg fortalt, da jeg blev udskrevet og skulle ud i livet.

Jeg bliver hurtigt træt. Ikke som mine venner efter en dårlig nattesøvn eller en lang arbejdsdag. Hjernetræt. Intet giver mening og verden ramler. Øjnene kan vende bagud, og jeg kan ikke fokusere.

Jeg hedder Freja, og jeg fik en hjerneskade for tre år siden, hvor jeg stod på en altan, som styrtede sammen under mig. Jeg var på vej ind i mit andet sabbatår efter at have taget min studentereksamen. Jeg planlagde, som så mange andre, at flytte til storbyen for at finde ud af, hvad der så skulle ske med mit liv. To uger inden jeg skulle flytte fra lille Falster skete det så. En hjerneblødning øverst i venstre hjernehalvdel og en lille hjernerystelse. Jeg er hverken blevet lam eller blind. Mit talecenter fungerer, og jeg kan godt skrive. Men hvad “fejler” jeg så? Jeg bliver hurtigt træt. Ikke som mine venner efter en dårlig nattesøvn eller en lang arbejdsdag. Hjernetræt. Intet giver mening og verden ramler. Øjnene kan vende bagud, og jeg kan ikke fokusere. Hvordan skal jeg så være i stand til at gennemføre en uddannelse? Jeg mister hurtigt overblik, især når jeg er træt. Især hvis jeg så også har hovedpine oveni. Ikke den der hovedpine, man kan fjerne med to Panodiler og et glas vand. Sådan en hovedpine hvor bare det at træde på gulvet er smertefuldt. Sådan en hovepine hvor alt jeg har lyst til er et morfindrop i et mørkt rum uden lyde. Og kan jeg så tage en uddannelse?

Jeg har gået til osteopati i to år. Jeg har en masse spændinger og skævheder i kroppen fra skaden. Jeg gik fra at have konstant hovedpine til nu ofte at have hovedpine. Det har virkelig hjulpet mig at gå til den behandlingsform. Og det giver mig forhåbninger om, at jeg måske godt kan få det bedre. Udover det gik jeg i et år hos en optometrist, som hjalp mig med mit syn og mine øjne. Jeg har som sagt ikke været blind. Men samarbejdet mellem mine øjne har ikke været optimalt. Det er svært for mig at omstille fra langt til kort syn hurtigt. Og det skulle jeg derfor genoptræne, så de kunne fungere bedre. Jeg læste gerne en hel bogreol før min skade. Nu kan jeg kun læse i 20 minutter, før jeg bliver træt i øjnene. Vil det betyde at jeg så ikke kan studere? Jeg går stadig til osteopati, og jeg kan mærke i min krop, hvis der er gået for langt tid siden jeg sidst har set min behandler. I starten gjorde det mig ked af det, når jeg hørte om eller kunne mærke hvad jeg ikke kunne mere. Når min osteopat eksempelvis fortalte kropsdel efter kropsdel hvad der ikke fungerede eller var skævt. Eller når min optometrist fortalte mig, at hun ikke mente uddannelse ville være en god ide for min hjerne.

Jeg husker, at jeg græd meget i den periode. Jeg følte mig misforstået og presset. Der var ingen, som rigtig kunne finde ud af, hvilken hjælp jeg skulle have.

Jeg begyndte at få hjælp i Københavns Kommune september 2018. Uddannelsesstøtte og en arbejdstest, som kunne give svar på hvor meget jeg kunne, var det jeg så frem til. Når man starter på uddannelsesstøtte, skal man igennem en masse mennesker, som skal fortælle en hvad man eventuelt kunne studere eller hvor god en ide det er at begynde på uddannelse. Der gik længe før der var en, som faktisk meldte mig “ikke uddannelsesparat, kun aktivitetsparat” Et mærkat. Puttet ned i kasse. Uden at nogen så rigtigt kunne placere mig derefter. Jeg husker, at jeg græd meget i den periode. Jeg følte mig misforstået og presset. Der var ingen, som rigtig kunne finde ud af, hvilken hjælp jeg skulle have. De talte stadig om uddannelse med mig. Sagde ting som “det skal du gerne vide om et halvt år” og “vi ses om en måned, hvor vi kan snakke om hvilken uddannelse du gerne vil på. Du kan jo eventuelt læse til pædagog eller blive SOSU-assistent.”

Men når jeg dårligt selv vidste, hvor meget jeg kunne og stadig ikke har fundet svar på dette, så er det ikke samtaler jeg magter at have. Hvorfor skal der være dette pres? Hvorfor er de ikke uddannede i hjerneskader eller kurset i håndtering er samme. Jeg kunne selvfølgelig også bare skifte kommune og finde en anden, som har pengene til at hjælpe mig. Men jeg er blevet og kæmper for mig selv. Nu er jeg endelig kommet ind på Hans Knudsen Instituttet, som skal hjælp mig med at blive arbejdstestet og vurderet ordenligt. Det er et privat center, som hjælper hjerneskadede. Og jeg glæder mig så meget. Det er min allerførste prioritet at få den arbejdstest i hus, så jeg kan få svar på, hvor meget jeg kan holde til.

Hvad skal der så ske, når jeg får svar på, om jeg kan studere eller ej? Jeg synes, det er så abstrakt. Måske er det for smerteligt at begynde at drømme om noget, jeg potentielt skal vinke farvel til. Jeg er sikker på, jeg nok skal finde lykken. Der er så meget som jeg kan og er god til uden uddannelse. Og hvis det viser sig, at jeg godt kan, så vil jeg gerne lave noget som giver mening for mig og som gør mig glad. En uddannelse som jeg kan tage i ro og mag. Og måske bliver jeg nødt til at tage den på deltid, men hvis det kan betyde, at jeg kan færdiggøre uddannelsen, så er det jo kun fantastisk. Hvis det viser sig, at jeg ikke kan, så skal det hele jo nok gå uden en uddannelse, hjerneskadet eller ej. Det tager jeg til den tid. En ting ad gangen. Så min hjerne med sin lille skade kan følge med.