Dårlig belysning af Diêm Camille G.’s hud udstiller filmbranchens racial bias: ”Det gør mig nervøs, fordi jeg føler, at der er noget galt med min hud”

Samfundsdebatten har længe kredset om at skabe en mangfoldig filmbranche, men æstetisk repræsentation - altså hvordan mørke mennesker faktisk ser ud på skærmen - overses. Det er absurd, mener skuespiller Diêm Camille G., som flere gange har oplevet, at hendes mørke hud ikke bliver oplyst ordentligt eller problematiseres.

Af Amalie Klitgaard, journalist | Foto: Preston Drake-Hillyard
14. september 2021 | Film

Teknologi og 'white privilege' er koblet sammen i en gordisk knude, fordi hvide mennesker skaber teknologi, som andre hvide mennesker bruger. Det gælder også den konsekvent dårlige belysning af mørke skuespillere i filmbranchen, der kan komme til at fremstå som askegrå spøgelser uden deres huds naturlige, glødende skønhed.

Rent teknisk har kameraet altid haft et iboende racemæssigt bias, da mange hvide mennesker længe har været i centrum både som publikum og skuespillere. Filmskabere brugte tidligere Shirley-kort, som er et billede af en hvid kvinde med brunt hår til at kalibrere hudtoner og lys. Det begyndte først at ændre sig i 1970'erne, da flere fotografer klagede over, at de ikke kunne gengive forskelle på mørk og lys chokolade og træmøbler korrekt.

Da flere Shirley-kort til andre hudtoner blev lanceret i 1990'erne, var det for sent. For det digitale kamera gjorde samtidig sit indtog, og derfor blev de racemæssige bias overført til den nye teknologi - for eksempel har ansigtsgenkendelses-software brugt af blandt andet dansk og amerikansk politi ofte sværere ved at genkende mørk hud.

I dag har farvefilm og digitale kameraers sensorer et meget større dynamisk omfang, og derfor kan vi få flere detaljer og nuancer med i både meget mørkt og meget lyst lys. Og teknologiens fremskridt viser, at det virkelig er muligt at repræsentere mørke kroppe i korrekt lys, som det ses i HBO-serien Insecure eller afrofuturisme-sucessen Black Panther.

Problemet er dog, at det kræver særlige tricks fra filmfolkenes side at arbejde udenom kameraets udfordringer. I Insecure har de brugt fugtighedscreme, der reflekterer mere lys fra den mørke hud, og i Black Panther brugte lysmænd tid og kræfter på at lave et kæmpestort, specielt lys-setup, som kunne belyse de mørke skuespillere helt perfekt. Altså bekræfter undtagelserne reglen: Mørk hud er noget, der kræver ekstra arbejde og derfor problematiseres.

Men sådan burde det ikke være, mener 29-årige skuespiller Diêm Camille G., født i Elfenbenskysten og fra 5-årsalderen opvokset i Danmark. Hun har mærket konsekvensen af ​​fejlende filmteknologi og uoplyste branchefolk i mange forskellige job. Senere har hun skabt sin egen karriere med hovedrollen i den Zentropa-producerede kortfilm Olivia af Stine Likodelle, som instruktør og manuskriptforfatter af sin egen internationale prisvindende kortfilm Doll , mens hun netop har færdiggjort 3. sæson af krimiserien Sommerdahl og spiller med i debutfilmene hos stortalenterne Cecilie McNair og Katrine Brocks.

Hej, Diêm. Fedt, at du har tid til et interview. Kan du starte med at fortælle, hvordan har det påvirket dig at være en minoritet i den danske filmbranche?

Når man er en minoritet, skal man arbejde dobbelt så hårdt for at opnå sine drømme. Når man er mørk, så er der rigtig mange roller, man går glip af, fordi de er skrevet til hvide mennesker. Og hvis en manuskriptforfatter skriver om en familie i Hellerup, er der mange, der automatisk vil tænke, at det er en hvid familie. Det kræver rigtig meget at hive dem ud af den kodning. Så jeg begyndte at lave mine egne projekter, fordi jeg tænkte, at hvis de ikke ringer, så må jeg oprette mit eget eller selv foretage opkaldene. For i sidste ende, jo mere du eksponerer dig selv, jo mere ser de dig.

Du valgte ikke at tage den lige vej gennem Den Danske Scenekunstskole, men give dig i kast med filmindustrien på mange andre måder, som statist, scenografiassistent og skuespiller. Hvordan er du stødt på teknologiens racemæssige fordomme mod mørkere hud?

De mennesker, der laver lys, kan føle, at det er udfordrende at belyse mørk hud. Det føles, som om de tænker, at mørk hud kræver en form for special care. Jeg har oplevet, at det tager længere tid at belyse mig. Så går de rundt og bliver utålmodige, hvilket gør mig nervøs og usikker, fordi jeg føler, at der er noget galt med mig på grund af min hud, og at der er noget galt med castingen. Jeg begynder at tænke: Åh, de ville ønske, at det havde været en anden, så ville det have været nemmere. Så kommer man lidt ud af karakter og bliver distraheret. Det er rigtig udfordrende at spille videre, hvis man føler, at der er en lidt mærkelig stemning omkring ens hud. Det er jo helt absurd at tænke på, for sådan er det ikke, når alle er hvide. Men når vi så er lige ved siden af ​​hinanden, er der noget teknologisk med hensyn til hvidbalancen.

Jeg føler nogle gange, at der er en berøringsangst, når personer foran kameraet er mørke, på grund af den special care, man tror, ​​det kræver. Det kan hurtigt blive kompliceret og irriterende at arbejde med, men alt kræver tid, respekt og omsorg først og fremmest. I sidste ende, uddannelse eller ej, vælger du selv, hvad du ønsker at lære for at være den bedste version af dit faglige og private jeg. Hvis du tager det supervigtige valg om at lære at belyse flere hudtoner, så vil det ikke føles som et problem, fordi du viser alle respekt uanset deres hudfarve.

Men der skal bare være styr på det. Det samme gælder makeup og hår. Man bliver ekstremt selvbevidst, når folk ikke kan finde ud af deres job 100 procent. Hvis det er dit job at lave mit hår og alt hår, hvorfor er jeg så den eneste, som skal stå og glatte mit hår og lave mine edges med den creme, som jeg har taget med hjemmefra? Så føler jeg mig endnu en gang fremmed i et rum, og lige så snart jeg føler mig fremmed, så føler jeg mig selvbevidst, hvilket gør mig usikker, og så har jeg svært ved at performe. Derimod er det så magisk, når det hele fungerer, især belysningen. Folk undervurderer det virkelig.

Hvorfor betyder belysning så meget for dig?

Jeg tror nogle gange, at folk glemmer, hvad belysning bruges til, udover at man tænder en lampe derhjemme. For mig bruges belysning til at skabe stemninger. Lyset, tonerne og skyggerne er en del af historien og karaktererne. Belysningen tilføjer et ekstra lag og kan tydeliggøre handlingen og intensitet i scenen. Så dårlig belysning kan virkelig være enormt forstyrrende for det generelle udtryk samt de indtryk og følelser, man ønsker at vække hos publikum.

Desuden er det altafgørende med god belysning af skuespilleren, fordi hudens nuancer skaber så bred en historie. Nuancerne skaber det lag, der gør, at du forstår de følelser, som kommer til udtryk. Hvis det hele bare er fladt, så er det sådan lidt ... men hvordan har hun det? Og så tror jeg, at publikum føler sig set, hvis mennesker i medierne eller i en serie bliver repræsenteret lige så smukke, som de i virkeligheden er. Og hvis produktionen har vist kærlighed og respekt for de mennesker, der repræsenterer dig, så kan du føle, at du eksisterer i samfundet.

Så belysningen har en betydning for repræsentation af minoriteter. Hvad med valg af skuespillere til karakterer?

Der er ikke noget galt med stereotype roller, men problemet er altid at blive sat i bås som for eksempel luderen, rengøringsdamen eller kioskejeren. Det handler også om at kunne spille de megafede roller som en dronning, konen, heltinden eller en person med høj status. Det er vigtigt, at man kan mærke, at man er et godt menneske, og at andre ser en som værende et godt og værdigt menneske i samfundet. Nogle tænker, at hvis de ikke ser andre gøre det, som de drømmer om, så kan de heller ikke opnå det. Derfor er det vigtigt, at publikum føler, at de bliver repræsenteret og dermed selv tør drømme.

Men jeg har altid selv tænkt, hvis jeg ikke ser folk som mig på skærmen, så er det, fordi der er en plads til mig et eller andet sted. De ved det bare ikke endnu. Jeg gider ikke at gå den negative vej, hvor man ender med at droppe sine drømme, og så fortryder man det som 80-årig. Det kræver, at jeg gør mig selv bemærket for eksempel ved at lave mine egne projekter, så jeg på en eller anden måde kan bane vejen for andre. Det er enormt vigtigt som minoritet at lade døren stå åben for alle mulige andre minoriteter, handicappede, LGBTQ+ etc, for der er mange som mig, der ønsker at lave præcis det samme.

Det lyder som et godt budskab. Synes du, at der i dag er flere eller færre åbne døre for kvinder med anden etnicitet end dansk i filmbranchen?

Der er en rigtig god bølge i gang, hvor mange vestasiatere bliver brugt rigtig meget i film og serier, dog stadig ofte stereotypt. Nogle, som for eksempel Dar Salim, bliver brugt til alt, fordi han er megadygtig. Men vi mangler flere. Hvad med alle os andre mørke og østasiatere? Det er sådan lidt ... meh. Der går det ikke, som det skal, og jeg synes virkelig, at nogle gatekeepers og produktionsselskaber skal have et los i røven på godt jysk. Nu er vi i 2021 efter Black Lives Matter-bevægelsen. Jeg er pisse stolt af dem som har gjort en indsats og ser os alle. Det der ærgrer mig er, at mange af de mennesker, der beslutter, hvem der skal stå foran og bag kameraet, de har gået på gaden med et skilt i hånden til BLM-demonstrationer. De kan godt finde ud af at støtte op, når der er en mørk person, der bliver skudt af politiet eller slået ihjel på Bornholm. Men hvad med at tage skridtet videre, selvom det ikke handler om død? Vi vil også gerne støttes op omkring og respekteres, når det handler om liv, vilkår og karrieremuligheder, så vi også kan gå de samme veje som alle andre i samfundet.