Biografen giver os et rum, hvor vi kan grine, græde, væmmes og glædes

Af Cathrine Marie Nørgaard, journalist
16. september 2021 | Film

Tomaterne flyver gennem luften. Han ligger på bypladsen og tager imod dem, for han er bundet, og han kan ikke andet. En lille pige græder i mørket. Hun forstår ikke, hvorfor han skal udsættes for det, forstår ikke, hvorfor der ikke er nogen, der kommer hans deforme krop til undsætning.

Jeg har ikke været mange år gammel, første gang jeg var i biografen. Min farmor tog mig med ind for at se Klokkeren fra Notre Dame. Historien er blevet fortalt mange gange siden, og jeg husker det i glimt. Hvordan jeg i ren sorg og frygt græder på Quasimodos vegne, og hvordan vi rejser os for at forlade den scene, jeg ikke forstår. 

Det kunne lige så godt have været begyndelsen på enden for mit forhold til biografer. Men film er historier, og på godt og ondt elsker jeg historier. Film er koncentrerede opsummeringer af, hvad det vil sige at være menneske. Her kan vi lære mere om os selv og komme i kontakt med de følelser, vi glemte eksisterede i vores fortravlede sind. Så gudskelov har jeg aldrig siden følt behovet for at holde mig væk fra biografmørket. I dag er det mere end noget andet et pusterum, en lille pauseplet i en verden, der suser forbi. Et sted, hvor jeg dengang såvel som i dag kan komme i kontakt med nogle af de stærkeste følelser, jeg kender til.

Følelseshav

Det er ikke længe, vi har kendt hinanden, da min kæreste og jeg sætter os i biografmørket for at se den hypede film A Star is Born. Den første gåsehud kommer omkring det tidspunkt, hvor Lady Gagas rolle, Ally, samler al sit mod og stryger ud på scenen for at synge duet med Bradley Coopers Jack. Så er følelserne ligesom vækkede, muren i min dæmning begynder at krakelere, og mine tårekanaler gør sig klar til at blive rensede. Derfor ved jeg også, at det bliver svært at holde tårehavet tilbage. Men jeg forsøger, fordi jeg gerne vil vise mig fra min tapre side.

Det er faktisk ikke så tit, jeg græder til film. Ikke som dengang, Quasimodo blev offentligt udskammet i storformat. Som ung var jeg så følsom, at det ansporede andre til at kommentere på det. Jeg kunne ikke skjule det, når jeg – suk – igen havde fået mit hjerte knust. Jeg trak mig ind i mine følelser, dyrkede dem, til de blev det bedste, jeg vidste. Jeg levede i mit eget følelseshav, og jeg lærte at gemme det for mig selv, så det ikke blev for meget for andre. Du er nødt til at komme videre, fik jeg at vide, og så slemt kan det vel heller ikke være. Deres ord blev mine ord, og sådan lærte jeg at kontrollere mine følelsesudbrud og fokusere min energi på andre ting. Tiden gik, og pludselig blev det svært at mærke det hav, der havde været mit.

Det er efterhånden blevet reglen mere end undtagelsen, at jeg nægter de mest sårbare følelser adgang til mit hjerte. Men så er det godt, at der findes film. Film er et pusterum, en modgift til den gift, der er ungdommelig bedrevidenhed. Film er perfekte bouillonterninger af alle mine yndlingsfølelser. Man kan vel sige, at de på samme måde som f.eks. bøger, musik og teaterforestillinger sørger for, at mine indre mure aldrig bliver for stærke. Den bedste virkning opnås, hvis filmene opleves i biografen, hvor fraværet af mobiltelefonens forstyrrende skærm intensiverer hjertesorgen, glæden, frygten, magien! Alt, hvad det vil sige at være menneske, kan du finde, når du slukker telefonen og lukker dig selv inde til en værdi af 100 kroner og dine yndlingssnacks.

Et gavekort, tak

En af de gaver, jeg bliver allergladest af at få, er gavekort til biografture (selv tak for inspirationen). For der sker magiske ting, når loftlyset slukkes og skærmen toner frem. I mørket lever forventningen, og jeg er altid på jagt efter den næste gode film, der kan vende min opmærksomhed væk fra hverdagens sysler og ind mod mig selv. Det er en forventning om at mærke mig selv og blive ført tilbage til gamle minder eller stifte bekendtskab med fremtidens drømme.

For min kæreste og mig er der et gyldent tidspunkt at jagte disse følelser på. Det foregår omtrent 9:30 på en søndag formiddag i Grand Teatret i Mikkel Bryggers Gade i København. På dette tidspunkt af døgnet tilbyder biografen billige billetter og en gratis kop kaffe. Sådan har vi startet flere søndage: tilbagelænet med den varme kop i skødet og en croissant i hånden i Danmarks måske hyggeligste biograf.

Måske er det tidspunktet. Den særlige følelse af hygge, der kun eksisterer i de langsomme, planløse weekendmorgener. Eller også var det den film, vi så den første gang, vi prøvede det. Den svenske film Grænse er mildt sagt en lidt aparte film om en toldvagt, der ser lidt … anderledes ud. Hendes næse kan lugte andre menneskers følelser, og hun lever et meget ensomt liv, indtil den dag en mand, der umiskendeligt ligner hende selv, pludselig står over for hende. 

Det er en af de film, der skal opleves. Og helst, mens du endnu har søvn i øjnene og har et halvt ben placeret i drømmeland.

Jeg blinkede mine våde øjne tørre, da rulleteksterne overtog lærredet, før jeg fik en intens lyst til at gå hjem og skrive. Skabe historier lige så underlige og medrivende som den, vi for et kort øjeblik havde været en del af. Medfølelsen, håbet og kærligheden gled langsomt af mig i takt med vores skridt ud af mørket og videre via Strøget. Jeg følte mig underligt distanceret fra menneskene omkring mig, mens lyset blændede mine øjne. Der var ingen skyer på himlen den formiddag.

Magien

De bedste film er dem, der overrasker og sørger for, at magien hænger ved længe efter de er ovre. Sådan var det, da jeg langt om længe så den japanske anime-tegnefilm, Chihiro og Heksene. Pigen Chihiro følger sine forældre ind gennem en tunnel, som viser sig at være en port til en anden verden. Snart afhænger forældrenes liv af, at Chihiro kan regne ud, hvordan man kommer ud derfra igen. Forenklet sagt. Og selvom det lyder som den perfekte opskrift på en børnefilm, bør enhver voksen give sig selv den frihed at lade sig føre bort med den strøm, som skabes i den kreative japaners hjerne. Det er nemt at lade sig forføre af absurditeten med en sådan selvfølgelighed, der kun kan forklares ved, at vores fantasi har brug for næring.  

For det har den. Selvom moderne mennesker som jeg selv har en tendens til at glemme det.

Da A Star is Born nærmer sig sin afslutning, har Jack og Ally overlevet det værste, det må jeg tro på. Jeg har brug for, at de lever lykkeligt til deres dages ende. Hvis jeg havde googlet bare lidt forud for aftenens biografbesøg, havde jeg måske set det komme. Jeg synker i sædet, da erkendelsen rammer mig, og min næse brænder i den kraftanstrengelse, det er at holde tårerne tilbage. Mine øjne er våde, og jeg prikker en enkelt tåre bort, så han ikke når at se den. Jeg har lyst til at græde. Helt utrolig meget har jeg lyst til at vende min sjæl på vrangen.

Så vender han sig mod mig. Hans ansigt er ødelagt. Øjnene er røde, øjenvipperne fugtige og tårerne har lavet små stier på hans kinder. Jeg fortryder med det samme, at jeg har kæmpet imod. Jeg er misundelig, fordi han lod sig selv føle det hele. Men også taknemmelig for, at jeg endelig har valgt at gå ind i mørket med en, som kan minde mig om, hvorfor man ser film. For at græde og for at grine, slå hænderne for øjnene i frygt eller i skam. Vi er mennesker, vi vil væmmes og vi vil glædes, vi vil sørge og glemme vores liv for en stund. Så vi kan mærke, hvad det vil sige at være til. Vi er her for at udvide vores fantasi og bade i visheden om, at vi er mere end de fysiske rammer, vi ser i spejlet hver morgen. Vi er meget mere end det.