Det går OK dårligt med kønsrepræsentationen i dansk film:”Men det hjælper altid at tælle”
Da dokumentarfilminstruktør Malene Flindt Pedersen blev ringet op sidste sommer og spurgt, om hun ville være forkvinde for den danske afdeling af Women in Film and TV (WIFT), svarede hun ”Fy for pokker, det skal jeg ikke”. Men det skulle hun, og det gjorde hun. For kønsulighed er stadig et problem bag og foran kameraet.
Af Shani Pedersen, journalist
6. september 2021 | FilmDa Malene Flindt Pedersen som filmproducer var »fyldt op med harme over«, at de på fiktionsområdet var så dårlige til at opdyrke kvinder.
»Så fandt jeg ud af, at de fleste hovedpersoner i mine egne film var mænd.«
Det kunne hun gøre noget ved – i hvert fald på hendes eget domæne som dokumentarproducer.
I 1997 stiftede hun dokumentarfilmselskabet Hansen & Pedersen, og hun er da heller ikke i tvivl om, at producenterne i branchen har et kolossalt ansvar for »bevidst at arbejde med at opdyrke og udvikle kvindelige instruktørers talenter og projekter.«
Men det med ansvar kommer vi tilbage til senere. Først skal vi lige have etableret, hvad der egentlig – stadig den dag i dag, over tyve år efter Malene Flindt Pedersen stiftede sit filmselskab – er problemet.
Fremgang – og så alligevel ikke
For et års tid siden besluttede Det Danske Filminstitut at undersøge, hvordan det stod til med ligestillingen i filmbranchen, og konklusionerne i rapporten var, hvis man vil den – altså ligestillingen – nedslående: I dag er der nogenlunde lige så mange kvinder bag kameraet, som der var for fem år siden, hvor filminstituttet sidst undersøgte sagen.
Der er med andre ord ikke sket en dyt på nogle områder, særligt bag kameraet, mens der foran kameraet kan spores lidt fremgang.
For spillefilmenes vedkommende er der i hvert fald grund til optimisme. Her medvirker flere kvinder især i hovedroller i danske film, end det var tilfældet i sidste opgørelsesperiode. I perioden 2016-2019 spilles cirka 40 procent af alle hovedroller og biroller i danske spillefilm af en kvinde.
»For både primære og sekundære medvirkende i danske dokumentarfilm er andelen af kvinder øget betragteligt, så kønsfordelingen i 2016-2019 svarer omtrent til fordelingen i Danmark som helhed,« lyder det i rapporten.
Bag kameraet er sagen en anden, og her finder man stadig store udsving i kønsfordelingen. Kun hver tredje instruktør og manuskriptforfatter er kvinde. Mænd er i højere grad beskæftiget som fotograf og lys- og tonemester, mens der er en overvægt af kvinder beskæftiget med casting, kostume og sminke.
Og så er der det med finanserne. De penge, som bliver tildelt af de magtfulde konsulenter hos Det Danske Filminstitut. Uden dem, ingen film og uden dem – ingen kvindelige manuskriptforfattere, producere og instruktører, som kan realisere deres filmprojekter. Så hvem går pengene til, og hvem søger dem overhovedet?
Det er kun cirka hvert fjerde projekt, der ansøger og modtager støtte til spillefilm, som har en kvinde som instruktør eller manuskriptforfatter. Lidt bedre ser det ud for projekter med kvindelige producere, hvor det cirka forholder sig 50/50, hvem der søger og modtager støtte.
Men kvinderne er derude. Det ved Malene Flindt Pedersen, og det ved mange andre i branchen. Så hvorfor er der stadig en skævhed i kønsbalancen?
(Måske) ingen åbenlys syndebuk
Med den moderne kønsdebat kunne man foranlediges til at tro, den fortsatte kønsulighed i danske film skyldes, at der sidder nogle (hvide) cis-mænd i jakkesæt og beslutter sig for, at mænd partout skal frem i verden, og at kvinder skal tilbage – eller bare blive, hvor de hele tiden har været. Eller hvad med denne her, som du nok har hørt mere end én gang på TV: noget med nogle diffuse, men alligevel systemiske strukturer, som på forunderlig vis holder kvinder tilbage fra at udføre deres arbejde.
Men det gør et konkret problem med konkrete løsninger mere komplekst end højst nødvendigt og kan derved bremse os i at komme derhen, hvor vi gerne vil være – et ligestillet samfund, hvor kvinder har de samme muligheder som mænd. Det mener Malene Flindt Pedersen og resten af den kvindelige bestyrelse i Women in Film and TV, som er beskæftiget i alle kroge af medie- og filmbranchen.
I dag handler det i virkeligheden snarere om, at tingene har fået lov at fortsætte, som de altid har været. Der er nogle, som taler for lidt uden at gøre noget, og så er der nogle, som taler for meget uden at gøre noget. De har ganske enkelt det til fælles, at de handler for lidt.
Mænd – og kvinder – i industrien har ikke været i stand til at bryde med vante forestillinger, og det har ikke været til kvindernes fordel. Gode folk, som vil ligestillingen og anerkender, at vi som samfund naturligvis har gavn af film produceret af kvinder, kan med andre ord gøre ingenting og stadig bidrage til de kedelige statistikker. De er ikke ondsindede af den grund.
Om der er åbenlyse syndebukke, vi kan give ansvaret, og hvem de i givet fald er, ændrer ikke på det kedelige faktum, at Malene Flindt Pedersen stadig var frustreret over at tage sin datter i biografen for at se film skrevet og instrueret af mænd og sige:
»Det er simpelthen det, jeg kan tilbyde dig.«
Tæl, tæl tæl
Som forkvinde for Women in Film and TV har Malene Flindt Pedersen selvfølgelig haft mange møder med sin bestyrelse om, hvad de kan gøre for at vende udviklingen og udviske skellet mellem mand og kvinde i branchen og give kvinder de samme muligheder, som mænd har.
Der er de klassiske løsningsforslag for at øge repræsentationen af kvinder, for eksempel kvoter. Det er, mener bestyrelsen i WIFT, én måde at gøre det på, men når alt kommer til alt, er det vigtigste, at man som kollektiv træffer en beslutning om forandring. Og der kan det halte med kvoterne, og det er ikke fordi, de nødvendigvis isoleret set er en decideret dårlig idé.
»Nogle gange når man bringer kvoter op, så kommer det til at handle om debatten om kvoter, og så bliver det alligevel aldrig til noget.«
Med andre ord: Det bliver ved snakken, og så bliver forandringen ikke skabt. Derfor er det vigtigste, mener Malene Flindt Pedersen, at filminstituttet og branchen som kollektiv har klare målsætninger om kønsbalance og repræsentation, og at man løbende sørger for at monitorere, hvordan det så står til med at nå de målsætninger.
Det vigtigste er at sige – det er herhen vi vil i år XXXX, og det er sådan her, det går med at komme derhen. På det svenske filminstitut satte man sig et mål om at have mindst 40 procent kvindelige instruktører – et mål, man nåede efter få år. Det er mindre end ti år siden, kvinder udgjorde blot 25 procent af de instruktører, som fik støtte af Det Svenske Filminstitut. Resten var mænd. I dag er de nået i mål med en 40-procentsmålsætning.
»Det hjælper altid at begynde at tælle,« siger Malene Flindt Pedersen.
Den – tilsyneladende – simple praksis at tælle er et redskab, Malene Flindt Pedersen med forskellige hatte på har forsøgt at agitere for i branchen. Da hun for omkring ti år siden var udviklingschef på filminstituttet, opdagede hun hurtigt, der var nogle filmkonsulenter, som kunne sidde der i flere år uden at støtte en kvinde.
»Og nogle af dem vidste det ikke selv, de var simpelthen ikke klar over det,« siger Malene Flindt Pedersen, som understreger, at der altså for mange er gode og ikke onde intentioner, når det kommer til kønsrepræsentation, men at de gamle vaner og måder at tænke på er svære at ryste af sig – for alle, kvinder som mænd.
Som udviklingschef forsøgte hun at indføre, at man begyndte at monitorere og tælle kønsfordelingen, så man »som minimum fik synliggjort, at man ikke støttede kvinder.«
At monitorere kønsfordelingen burde ifølge WIFT være et helt naturligt ledelsesgreb, som man burde tage i brug i alle kroge af branchen. For eksempel vil de arbejde for, at der på alle programmer på DR og TV2 bliver lavet kønsstatistik, så man »som minimum ved, hvad man foretager sig.«
Et kedeligt efterslæb
De sidste to år er der sket en del på ligestillingsfronten. En heftig anden bølge af #metoo blev taget på skuldrene af Sofie Linde, som benyttede sidste års Zulu Awards til modigt at dele sin egen historie om sexisme i den danske TV-branche.
Og det har i den grad kunne mærkes - også i dansk film.
»Jeg tror først, det er de seneste to år, at der er blevet taget fat på en måde, så det har kunne forandre noget,« siger Malene Flindt Pedersen, men understreger samtidig, at der er et efterslæb, som i høj grad skyldes det simple faktum, at mænd i højere grad end kvinder har haft mulighed for at øve sig i at lave film og derfor har »sindssygt meget erfaring«, de kan sælge ind.
Det skal kvinder også have – og det er her, både filminstituttet, producenterne og industrien som kollektiv kan gøre en meget konkret forskel. De skal, mener Malene Flindt Pedersen og WIFT, give kvinderne den erfaring, også selvom det betyder, de måske skal satse på nogle projekter med mindre erfarne instruktører eller manuskriptforfattere.
»Det er skide svært at lave film. Succes og muligheder kræver, at du får lov til at øve dig. Det er en benhård konkurrence og et benhårdt nåleøje,« siger hun.
Målene om at øge repræsentationen er heller ikke nok. Det Danske Filminstitut skal blive mere konkrete på, hvornår de vil være i mål med en større kønsrepræsentation i dansk film. Og med konkrete menes der: sætte en dato på.
»Ja, det handler ganske enkelt om at sige: inden den og den dato skal vi være nået op på 40 procent kvindelige filminstruktører.«
For når producenterne har mange projekter, de udvikler samtidig, kan det stadig i 2021 gøre sig gældende »at det er lettere at sælge en Thomas Vinterberg end en Birgitte Stærmose.«