Maja Petrea: “Jeg skulle jo i virkeligheden have været død for længst”

Af Maja Petrea, digter og studerende

Jeg var udødelig engang. I kan selv spørge inde i byen.  Spørg hvem som helst og de vil vide det. ”Maja Petrea, hun jagter stilhed og er udødelig deraf. Ellers så tjek ude på toilettet, det kan være det er I dag…”, vil de sige. 
Men udødelig er jeg ikke længere. Tværtimod. Måske er jeg et af de mest dødelige mennesker på denne jord.  Jeg skulle jo i virkeligheden have været død for længst. Jeg burde slet ikke sidde her iført alt mit kød og usikkert klimpre mine små og krogede pishænder ned i dette tastatur. Jeg skulle have været død for længst. Jeg er både hoppet i havnen med vilje, og jeg har hældt en overdosis af alkohol, nervemedicin og kokain ind i systemet i jagten på fred og ro. Flere gange. Men nej. Ikke engang dét gav mig lov til at drive væk i den evige stilhed. I stedet blev jeg dødelig. Alt lugter af død nu. Døden den siver ind gennem alle sprækkerne i gulvene jeg betræder. Nogle gange må jeg endda smide våde håndklæder under dørene så Døden heller ikke siver ind i rummene på denne måde. Til stor irritation for mit sociale liv, naturligvis. Derfor kommer jeg heller ikke så meget ud. Andet end til lægen. Jeg kan lide at gå til lægen. Jeg kan lide det kolde stetoskop på mit bryst. Jeg kan lide blodtryksmåleren stramme om min højre arm. Jeg kan lide lægens ord, når han atter forsikrer mig, at jeg intet fejler. Heller ikke denne gang. Selvom jeg viser ham den ene tumor efter den anden, med blanke øjne og bævrende underlæbe. Lægen siger, at der skal stå ”HVAD SAGDE JEG” på min gravsten. Men hvad fanden véd han. Han har jo ikke engang fundet den uhelbredelige sygdom jeg går og bærer rundt på, hvér eneste dag. Livet. 

Næ, hverken helt død eller udødelig er jeg, så her sidder jeg stadig, troligt ved mit skrivebord. Maja Petrea, over 100 år gammel og nyfødt på samme tid, på vej til mit snart tredivte rædselsfulde år i dette liv, dømt til at leve i evig agoni. Det er mit lod i livet, som (over)tænkende individ. Jeg er fucked. Vi er fucked. For vi er jo i virkeligheden fucked helt fra starten af. Dødsprocessen går i gang i det sekund vi trækker vejret for første gang og så er det ellers bare derudaf med 120 i timen mod solnedgangen i den lange uundgåelige undergang. 

Så er der naturligvis alt det der basale med at vi nærmest bare er planter med komplicerede følelser og blablabla, så vi skal huske at drikke vand og få sollys. Ellers dør vi. Så skal vi huske at spise, men vi skal spise de rigtige råvarer, og vi skal tilberede dem korrekt. Ellers dør vi.  Så skal vi huske at pisse og skide regelmæssigt og derefter tørre os i røven ordentligt. Ellers dør vi. Så skal vi huske at se os for – til begge sider, højre, venstre og højre igen – når vi går over vejen. Ellers dør vi. Og for at vi kan spise, pisse og skide og vaske os selv i røven regelmæssigt - ikke nødvendigvis i kronologisk rækkefølge - så skal vi have et sted at bo, og vi skal have en vis sum penge, for ellers har vi ikke råd til alle disse ting. Og så dør vi. Så vi skal finde et arbejde, og hvis vi ikke finder et arbejde, så sender de os i jobcenteret. Og så dør vi, både fysisk, socialt og åndeligt. Rest in peace. *hælder en øl ud på jorden for dem vi har mistet i jobcenteret* 

Det er besværligt at holde sig selv i live. Der er så mange regler og ting vi skal huske. Men størstedelen af menneskerne gør det alligevel hver eneste dag, uden at skænke det en tanke. Det er som en maskine. En menneskemaskine. Jeg har haft store problemer med at være en menneskemaskine.  Det startede allerede da jeg var barn.  Mine lærere kiggede med bløde øjne på min mor til samtalerne. ”Hun er ikke som de andre”, sagde de. Mit lykkeligste minde fra folkeskolen var da jeg fik en bold tyret i ansigtet i et frikvarter og fik en blodtud. Det varme blod omfavnede min overlæbe og smagte af rustent jern. Jeg følte mig i live den dag. Det er mit klareste barndomsminde, og det var også starten på hvad der i mange år har været min medicin mod hvad der føles som en meningsløs eksistens. Jo vildere, desto bedre. Det kunne være alting. Stoffer, alkohol, cigaretter, medicin, sex, penge, mad, ord, film, tv, visdom, tatoveringer. Jeg tror endda, jeg kunne finde en måde at misbruge noget så enkelt som dét at dyrke karse. Jeg har aldrig kunne styre det, så længe det fik resten til at holde kæft. Med resten mener jeg tomrummet i mit bryst. Det er der stadig, selvom jeg ikke er udødelig længere. Tomrummet. Det dybe, nærmest magnetiske tomrum. Jeg slæber rundt på det fra morgen til aften. Om morgenen kravler jeg ud af det og om aftenen kravler jeg tilbage ind i det. Det er mit lod i livet, som (over)tænkende individ. Jeg er fucked. Vi er fucked. Og så kunne vi selvfølgelig begynde at tale om Sisyfos og stenen som vi har gjort det så mange gange før. Men det gider vi ikke. Det gider vi slet ikke. Men jeg vil gerne fortælle jer noget om den opdagelse, jég har gjort mig. 

Vi kommer ikke ud i live. For Døden er et rædselsvækkende helvedsrige med ild, skræk og angst lige så vel som det siges, at Døden er fredfyldt, uden smerte, lidelse og frygt. Livet derimod er den pinefulde mellemtilstand – et limboland – hvor begge poler regerer autonomt i én lang dødskamp. Og mine damer og herrer! Dét er det smukke ved det hele. Alt det vi gør på trods. Jeg forstår hvorfor I vil dø, og jeg forstår hvorfor I vil leve. Jeg har stor respekt for begge dele. Elendigheden får en ende, måske. Måske ikke. Måske er livet blot endnu en af de ting jeg har misbrugt. Men hvis det er det eneste jeg har tilbage, når resten er skraldet af og det sidste ormene ser inden de sætter tænderne i mig, skal vi så ikke bare lade det flyde? 

Føj, for helvede, hvor er det dog tragisk og smukt. Det hele.