Maja Petrea Fox: “Jeg kan lide grimme ting, og jeg kan lide grimme følelser”

Af Maja Petrea Fox, digter og studerende | Foto: Louise Drost Harton | Indtalt af: Joy Fryd Larsen

Jeg håber, jeg aldrig nogensinde kommer på mode. Det ville simpelthen ødelægge hele min forretning. Med forretning mener jeg naturligvis min gode stil. Absolut ingen stil. For jeg har aldrig været god til at ramme, når vi taler om mode og tendenser. Enten har jeg været for sent på den, eller også har jeg, ifølge mig selv, været for tidlig på den. Andre gange har jeg gjort nogle sørgelige og halvhjertede forsøg på det rette tidspunkt, men er faldet helt ved siden af alligevel. Det er en kold og ubarmhjertig verden derude. 

Jeg kan lide grimme ting. Jeg kan ikke sige det på andre måder. Jeg kan lide grimme ting, og jeg kan lide grimme følelser. Jeg kan lide alt det, som mange andre mennesker helst ikke vil røre ved. Det er som smykker på sjælen. 

Min mor opgav det også hurtigt. Det med stilen. Da jeg på min 6-årsfødselsdag skulle døbes, fik jeg lov til at vælge min kjole helt selv. Vi tog af sted fornøjede en lørdag formiddag sammen med min mormor og nåede kun i én enkelt butik, da jeg inden for få minutter fandt en ternet kjole med dertilhørende hvid krave med GÆS på. Jeg var vild med de gæs, mand. Min mor himlede med øjnene, da jeg et par uger senere stod stolt der ved døbefonten med mit store og skæve smil. Og mine gæs. Én på hver skulder. Tror endda en af dem havde en hat og en stok. Det var den grimmeste kjole i hele byen.  Men jeg elskede den. Den kjole var så grim, at jeg syntes den var det smukkeste, jeg nogensinde havde set. Sådan blev det ved fra den dag. Bare på andre måder.

Nej, jeg kommer nok aldrig på mode. Jeg aner faktisk slet ikke, hvordan jeg kom til at se sådan her ud. Hverken udenpå, eller indeni.  

Jeg farver mit hår sort hver tredje uge, og jeg går konsekvent kun i sort tøj. Fra inderst til yderst. Det har jeg gjort i mange år. Det er af samme årsag utroligt nemt for mig at vaske tøj. Men det er nu ikke kun derfor. Sort er elegant. Sort er tidløst. Så har jeg en form for kontrol over alt det jeg bærer indeni, tror jeg. Hvis jeg skulle iføre mig en blomstret sommerkjole, ville jeg føle mig som en cirkusklovn. Det sorte passer mig. Ikke så meget pis. Jeg har dog stor respekt for dem, som giver den gas med farverne. Det er bare ikke noget for mig. Jeg bærer farverne under mit tøj. Under mit tøj har jeg mange tatoveringer. Når jeg siger mange tatoveringer, så mener jeg ret mange tatoveringer. Ingen af dem passer sammen, der er ingen agenda, og mange af dem er lavet på et køkkenbord i nordvest. Jeg har tatoveringer på hele kroppen. Også på hænderne og i ansigtet. Jeg ser faktisk en lille smule farlig ud, har jeg fået at vide. 

Det fede ved at se en lille smule farlig ud er, at jeg fx bare kan hælde mig selv ned i et Adidas-sæt og smide et par guldsmykker om halsen, og så ligner jeg nordvests mest inkarnerede pusherfrau. Ingen i miles omkreds ville kunne gætte, at jeg i virkeligheden er en genert, blød og blufærdig lille følsom neurotiker, der stordigger Kierkegaard, får angst af at skulle sige ja, når mit navn bliver råbt op og græder som et svin, når jeg læser Brødrene Løvehjerte igen og igen og igen.  

Det er lidt som med pindsvinefisken eller sommerfuglene. De har ingen måde at forsvare sig på, så derfor ser de farlige ud. Som mig. Så har vi også en chance her i livet. Som sagt, jeg er kommet til at se sådan her ud ved et tilfælde. Det er ren evolution. 

Det har også været en gave på mit job, sådan at se lidt farlig ud. Jeg arbejder med udsatte. Da jeg mødte ind til første dag på mit sidste job, på et af Københavns største herberger, blev jeg spurgt, om jeg havde brug for hjælp. ”Hjælp?”, spurgte jeg forvirret og nåede ikke rigtigt videre, før de allerede havde placeret mig i en stol med en kop kaffe. Der gik næsten 10 minutter, før de fandt ud af, at jeg altså var ansat og ikke en borger, der havde brug for hjælp. 

Vi mennesker, vi vil så gerne kategorisere alting. Vi elsker at smide alting ind i små kasser deroppe på øverste etage. Og hvis vi ikke KAN det, så bliver vores sarte og komplicerede hjerner forvirrede, og så går det store puslespil ikke op. Vi kan faktisk næsten ikke HOLDE DET UD, når noget ikke passer ind i de kategorier vi har bygget op. Så kommer der tusindvis af spørgsmål, og vi får det nærmest FYSISK DÅRLIGT, hvis vi ikke kan få det til at passe ind i vores egne små forestillinger om verden.  

Og det er netop de ting, der får os til at få det næsten fysisk dårligt, jeg er vild med og lever for. Ydersiderne. Hjørnerne.  Det er blevet min niche, og det har kostet tårer og talløse tanker gennem årene.

Men der er simpelthen ingen, der vil have mig med i klubben. Tro mig, jeg har prøvet. 
Jeg er for blød til at være punk. Jeg er for ligeglad til at være aktivist. Jeg er for doven til at være akademisk. Jeg er for blid til at være gade. Jeg er for gade til at være blid. Jeg er for sjusket til at være pæn, og jeg er for pæn til at være sjusket. Jeg er for stille til at være vild, og jeg er for vild til at være stille. Jeg er for tyk til at være tynd, og jeg er for tynd til at være tyk. Jeg er for velfungerende til at få hjælp, men jeg er for dårlig til at kunne fungere normalt. Jeg er for privat til at være berømt, og jeg er for berømt til at være privat. Jeg er for klog til at gå i skole, og jeg er for dum til at gøre det færdigt. Jeg er for relevant til ikke at blive spurgt, men jeg er for irrelevant til at blive valgt.  Jeg er for begejstret til at være lidende, og jeg er for lidende til at være begejstret. Og jeg skriver i særdeleshed ALT for lidt om vulvaer til at være med i inderkredsen.  

Jeg blomstrer bare for mig selv som tulipanerne i rabatten. Hvis I da har lagt mærke til dem.
På den måde passer jeg ind ingen steder og alle steder. Elegant. Tidløst. Som farven sort.