Er vi kynikere, hvis vi ikke boykotter VM? Er vi hyklere, hvis vi gør?

VM i Qatar er en skandale på så mange parametre, at selve vores etiske integritet er på spil, når vi tænder for skærmen. I anledning af slutrunden har jeg talt med en forsker og en aktivist for at blive klogere på (mis)forholdet mellem værdier og handlinger.

Af Niels Kristian Bonde Jensen, journalist

Havde det ikke været for folketingsvalget, havde det igangværende fodbold-VM i Qatar været den begivenhed, der i år havde fået flest danskere til aktivt at tage politisk stilling. Kritikken har været her, der og allevegne og har forårsaget en lavine af spørgsmål om ansvar, bevidsthed, korruption, undertrykkelse, diplomati, mikrofonholderi og alt muligt andet. Man skal være mere end normalt sovset ind i oliepenge og mangel på den mest basale menneskelige empati, hvis ikke man forkaster de menneskerettighedsforbrydelser, der er begået i forbindelse med slutrunden. Det standpunkt er alle enige om. Men banen er mere skarpt kridtet op, når det kommer til debatten om boykot/ikke-boykot. Lidt hårdt kan man mene, at det umiddelbart er svært at udpege et vinderhold: I den ene ende står hyklerne - de har indtaget det høje moralske standpunkt, har taget ansvar for deres handlinger og boykottet VM, mens de ufortrødent fortsætter deres øvrige forbrug, der har mindst lige så uhyrlige konsekvenser for verdens fattigste. På anden banehalvdel har vi kynikerne, der holder øjnene på bolden, adskiller sport og politik, peger fingre ad de pludseligt opvågne og følger med i fodboldkampene i Qatar uden at blinke.

Men et sted inde på midtbanen render de fleste rundt. Her udspilles en nervepirrende tvekamp mellem indre værdier og ydre handlinger, mellem identitet og etik.

Joachim Meier er i gang med en ph.d. i psykologi på Aarhus Universitet, hvor han forsker i samvittighedens betydning for mennesket i det senmoderne samfund. Han arbejder blandt andet med begrebet ”børhed” som et eksistentielt grundvilkår, der kan være med til at forklare det ubehag, der er forbundet med at tage stilling til fx en boykot af VM i Qatar:

”Jeg bruger termen børhed for de forpligtelser og værdier, der gennemsyrer vores eksistens fra første færd af vores liv. Vi kan godt lide at tænke på os selv som autonome individer, men før vi i vores liv bliver i stand til at træffe bevidste valg, har vi allerede indoptaget et hav af værdier, som danner udgangspunkt for, hvordan vi orienterer os. Vores værdier er sjældent bevidste og er ofte til stede som implicitte måder, vi orienterer os på. Ofte bliver vi først bevidste om vores værdier, når de bliver et problem for os, ligesom vi først mærker vores tæer, når nogen træder på dem. VM er for mange et eksempel på, at et nyt territorium bliver genstand for etisk problematisering, som vi kaldes til at tage stilling til. Det er nyt for de fleste, at der kan være et etisk dilemma i at tænde TV’et og se Danmark spille fodbold. Jo flere territorier i vores liv, der bliver genstand for etisk problematisering, des flere områder er der også mulighed for at erfare det, som psykologer betegner som moralske emotioner, som indbefatter følelser af skyld og skam.”  

Børheden kan altså minde om det, man i den kognitive psykologi kalder kognitiv dissonans: en uoverensstemmelse mellem vores normative værdisæt og vores handlinger i virkeligheden. Meier bygger også bro mellem de to begreber, men understreger fokuseringen på det eksistentielle i sin forskning, der i forbindelse med VM i Qatar ikke har så meget med selvbedrag at gøre, som det har med valg og konsekvenser:

”Opstår der en dissonans mellem vores værdier og handlinger er der ofte to udfald: Enten føler man skyldfølelse og dårlig samvittighed, eller også kommer man på arbejde for at bygge bro mellem ens værdier og handlinger. Hermed mener jeg ikke, at os der ser VM, bedrager os selv, men mange af os oplever, at vi begynder at producere grunde, der legitimerer, at vi både kan være imod VM i Qatar som begivenhed og samtidig se kampene. Vi siger fx til os selv: ”Hvad hjælper det, at jeg boykotter?”, ”vi må adskille sport og politik” eller ”det er ikke seernes ansvar at boykotte VM”. Pointen er ikke, at de grunde er forkerte, men at de er et udtryk for, at vi kommer på psykologisk og moralsk arbejde for at bygge bro mellem vores værdier og handlingsliv.”

Også blandt dem, der har valgt at boykotte, har VM betydet en ny opmærksomhed på fodboldindustriens skyggesider. Én af dem, der kæmper for at skabe opmærksomhed, er Andreas Engholm, der til dagligt er skolelærer, men som i årevis har været engageret i lokalpolitik og forskellige menneskerettigheds- og klimaorganisationer, heriblandt Den Grønne Ungdomsbevægelse og Extinction Rebellion. Han blev for nylig en aktiv del af den offentlige debat om VM, da han den 2. november løb på banen i Parken under FCK’s Champions League-opgør mod Dortmund, iført en T-shirt med teksten ”BOYCOT QATAR” og en blodindsmurt bold i hænderne. Om tankerne bag aktivismen siger han:

”Mit kendskab til Qatar var begrænset til at starte med. Men da der blev mere opmærksomhed på det, og efter at jeg hørte Blodbold-podcasten på EB, gik det op for mig, at der jo både var brud på menneskerettigheder, fossil gas som ressource osv. Det gør, at måden VM afholdes på, er så fjernt fra spillets værdier og de relationer, der er mellem spillere og publikum, som overhovedet muligt. Fodbold er så populært, fordi det er nemt at forstå. Det er den kultur i verden, som flest selv udøver. Den sport er så blevet til en penge- og prestigemaskine. Kapitalismen har igennem en kommercialisering slået ånden ihjel. At vores flag skulle vejre og vores nationalsang skulle synges dernede på de stadions, der er bygget på lidelse og lemlæstelse, kan jeg ikke forene mig med.”

Engholm fortsætter med at forklare om bevidstheden og det moralske ansvar i sit forbrug. Han understreger, at det selvfølgelig må være op til den enkelte at afgøre, hvor man sætter sine grænser, og at aktivisme kan komme i mange former: debatindlæg, underskriftindsamlinger, dialog med foreninger osv. Det fælles grundlag er dog oplysningen om de produktionsforhold, som forskellige varer – herunder altså også en fodboldkamp – er blevet til under:

”Min største påvirkning af verden sker gennem mit forbrug. Der er jo ingen virksomheder, der skriver på produktet, hvilke forfærdelige forhold, det er produceret under, så må vi som medborgere sørge for at dokumentere det. Jeg spørger altid mig selv om, hvordan min livskraft og energi, som jeg har lagt i at arbejde for at kunne købe noget, matcher den livskraft, som dem, der har produceret mit produkt har lagt? Den er som regel helt skæv, så det er jo en grundlæggende uretfærdighed, som vi alle er født ind i. Hvis man mener, at folk skal kunne holdes til ansvar for sine handlinger, kræver det også en bevidsthed om sine handlingers konsekvenser.”

Denne øgede bevidsthed kendetegner naturligvis ikke kun den aktuelle fodbolddebat, men fylder også, når det kommer til kødforbrug, flyrejser og alverdens andre sager. I sin forskning har Joachin Meier blandt andet interviewet unge om deres oplevelser af mistrivsel og følelser af dårlig samvittighed. Han peger på, at der er sket en udvikling i, at psykisk udsatte unge ikke længere kun findes blandt klassisk udsatte, dvs. unge med dårlige socioøkonomiske betingelser, der kan kæmpe med misbrug, skolefravær etc., men at der i disse år også ses det, som ungdomsforskere har kaldt en ny udsathed blandt unge, som rammer på tværs af sociale klasser og måske særligt blandt dydige, pligtopfyldende unge, der føler et så stort ansvar, at de risikerer at brænde ud. Det har at gøre med det, Meier kalder det senmoderne overjeg. For de yngre generationer er selvrealisering ikke længere bare en mulighed, men er blevet en decideret forventning.

En forventning fra os selv, vores nære omgivelser, men i høj grad også et marked, der har tilpasset sig den nye bevidsthed og gjort den til en vare i sig selv:

”På et sociologisk plan kan man sige, at ”den nye etiske bevidsthed” både kan ses som et brud med og en kritik af forbrugersamfundets værdier, men den kan også ses som en forlængelse af det, hvor værdier ”forbruges” i menneskers selvfremstilling. Sociologen Ronald Inglehart taler om det postmaterielle samfund, hvor ulighed ikke så meget knytter sig til økonomi som til værdier og symboler. Et eksempel på det kan være, når Starbucks i en tidligere kaffeannonce skriver: ”it’s not what you’re buying, but what you’re buying into”. Det handler ikke bare om kaffe, men endnu mere om de værdier og den fortælling, der knytter sig til kaffen. Samtidig er det værd at huske på, at skandalen i Qatar må siges at være et paradeeksempel på, at det stadig er penge, der styrer vores verden. Verden er ikke blevet postmateriel,” forklarer Joachin Meier.

Det kunne altså ligne et 1-0 til kynikerne. Selv vores etiske bevidsthed og fravalg af produkter bliver markedsført og solgt tilbage til os som nye, etisk anstødelige produkter i en endeløs skrue af uretfærdighed og udbytning. Andreas Engholm melder sig dog på banen med et håbefuldt indkast, der både er rettet mod spillere og tilskuerrækkerne:

”I den bedste af alle verdener, var det jo spillerne selv, der tog afstand og viste vejen. Ingen elsker DBU, ingen elsker FIFA, men alle elsker Eriksen. Næste gang behold armbindet på, tag straffen. Næste gang igen: begge hold sætter sig før kampen og holder to minutters stilhed. Nu dikterer de, hvordan man gør det. Aktivismen rykker med ind på banen, man udfordrer systemet.”

Bolden sendes ud mod tribunen, hjem i stuerne og ud på de kridtoptegnede græsplæner overalt i Foreningsdanmark:

”Enten bliver FIFA og Qatar reformeret som følge af VM og al kritikken, hvilket er meget usandsynligt. Alternativet er, at vi nægter at købe ind på præmisserne og bygger et alternativ op fra bunden. Det er godt nok vinter, men man kunne gå ud og lave modfodboldkampe. Gør det på en måde, som man kan stå inde for. Gå fra at være forbrugere i et globalt, kommercielt system til at være skabende aktører. Vær del af en levende kultur og sig nej til blodige forretninger. Det har den tilføjede effekt, at man udvikler en bevidsthed, en analyse og kritik i en bestemt arena, som kan overføres til andre arenaer i samfundet.”