Engang imellem bliver man nødt til at låne penge til fjerboa og eksklusiv portvin

Af Luna Ehlers, studerende og kulturskribent

Det går rent ud sagt ad helvede til. I hvert fald hvis vi skal tro min stakkels, men meget tålmodige bankrådgiver. Han er vel det, man professionelt ville kalde godt og grundigt skidetræt af mig. Eller han er skidetræt af, at jeg hyppigt stiller det samme krævende spørgsmål: ”Kan jeg låne 1000 kr. til den første?” Det er nemlig lige så sikkert som amen i kirken og silikonebryster i ’Ex on the Beach’, at jeg halvvejs gennem en måned – meget modsat silikonebrysterne – er lige så flad som en gold dansk mark i Nordjylland.

Jep, jeg er sådan en nordjysk gold og flad type, hvis SU og hårdt tjente penge har en levetid på godt og vel 14 dage. Størstedelen af min sparsomme økonomi går til faste og ualmindeligt ansvarlige byrder såsom husleje, mobilabonnement og skoimprægnering. Resten kastes så af sted på fadøl på Stefanshus, restaurantbesøg og alt det, jeg bare må ha’ og ikke kan undvære – en koboltblå fjerboa til en regnfuld søndag, you know. Og med et MasterCard debit uden kassekredit og uden en overvældende opsparing fra en tidligere sommer som garderobepige, eller en multirig onkel på Møn, har jeg ikke flere penge, når min konto er suttet tom. Der er seriøst nul, nix, nada.

Og hvad gør man så, når klokken er fem minutter i skybrud, og fjerboa faktisk er en rædderlig regnvejrspåklædning? Der er vel ikke andet for, end at give den gas med banklån, studielån, slutlån og lignende lån-lån. For som det forlyder: Nød og regn lærer nøgen kvinde at tage Klarna-lån, så hun kan holde sig tør under oversized blazere og varme sig på H&M’sk lommeuld. Det er for fanden da også det, I andre gør?

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der bruger ”for mange” penge på fadøl og fjerboa, og jeg ved, at jeg er langt fra den eneste, der ofte må låne penge. Men jeg kan godt mistænke, at jeg er en af de få, der ikke har skyggen af låne-kvaler. De fleste fattig-flade, jeg kender, synes, det er pinligt, ja, decideret skamfuldt, at låne penge. De lyver derfor om deres økonomi, deres fadøl eller holder deres lån hemmelige. Men hvorfor?

Måske fordi penge fortsat er det ultimative statussymbol? Måske fordi det er håbløst tabubelagt at dele sin trange privatøkonomi med omverden? Og måske fordi det kan føles, som om det ikke udelukkende er penge, man som låner skylder, men også en forklaring? For hvad har vi økonomisk uopdragne møgunger brugt vores egne penge på? Og hvad vil vi bruge de lånte til?

Griber jeg i egen uopdragne pung og møgungebarm, kan jeg da godt forstå en generel undren over, hvor pengene blev af. Eller nej, med en fjerboa om halsen, en Louis Vuitton-taske på skulderen og et Wolt-bud på trapperne, er det vist ret tydeligt, hvor de forpulede penge er blevet af. Så det er vel snarere en undren over, hvor mange selvforskyldte personlige økonomiske kriser, jeg orker. Og hvor i alverden kommer denne usømmelig omgang med kroner og ører fra?

Jeg ved det ikke. Det er da pissedumt at forgælde sig unødigt. Jeg har en dyr jul og et rigt liv, der skal finansieres. Ville jeg derfor gerne være stabil-budgetkonto-typen? Og ville jeg gerne have en bankrådgiver, der erklærede min situation for u-ad-helvede-til? Så absolut! Men orker jeg, at nogen formynderisk skal blande sig i min økonomi eller mit Wolt-forbrug? Orker jeg fordømmende blikke, når jeg selvvalgt bruger mine SU-rester på eksklusiv portvin? Nej for satan! Jeg holder ganske stædigt fast i, at vi ikke skal eller må blande os i, hvordan andre bruger eller ikke bruger deres penge – om vi har mange, få eller lånte. Således sparer vi ikke blot os selv og hinanden for økonomi-skam og hvide løgne om lån og tomme konti, men også energi – og den er jo meget, meget dyr for tiden.

Så ja, jeg lever sommetider for lånte penge. Men jeg spiser også glædeligt tørt rugbrød og rynkede æbler den ene halvdel af måneden, for at kunne spise moules frites, dufte af Chanel eller tilbagebetale mit udestående den anden halvdel – sådan som de fleste forgældede gør det. Flade og golde nordjyder beder nemlig om lån, ikke almisser. Det er os, lånerne, der i sidste ende betaler den endelige regning, skulle nogen udlånssurmulere være i tvivl. Og det er også mig, der betaler den regning, jeg ofte får stablet sammen hos mine venner. Jeg gør nemlig det ugørlige: Jeg låner også penge af venner.

Ja ja, jeg ved, at det i Emma Gads venne- og pengebog, stensikkert er det største no go. For hvad nu hvis man satser venskabet? Hvad hvis lånet er for ”dyrt”? Men må jeg lige minde dig og Emma om, at vi jo netop har indrettet os sådan, at penge lige præcis er det fænomen, vi rent faktisk har en rimelig statisk aftalt værdisats på – hvis vi altså lige glemmer alt om inflation for en kort stund. Med et kontonummer, MobilePay og en lynhurtig håndbevægelse kan vi let tilbagebetale hver en øre – sågar med venners og renters rente.

Selvfølgelig skal vi kunne låne penge af hinanden. Og ved du hvad? De lune, lånte og tørvejrsskabende grønne tal på kontoen, er ikke engang den største gevinst ved at ”dele” økonomi med venner. Det kan nemlig være umådeligt ensomt at have pengeproblemer – selvforskyldte som uforskyldte – og derfor afsindigt befriende at spille med åbne kreditkort. Hvad end det inkasserer et venskabeligt lån eller ej.

Så jeg har faktisk lige lånt 300 kr. af min veninde. Jeg har nemlig set en lysegrøn The Grinch-inspireret fjerboa på ellos.dk, der er perfekt til jul. Med sådan én, kan det da ikke gå helt ad helvede til.