Af Regina Fjendbo, foredragsholder, tyk- og kropsaktivist | Foto: Christine Vassaux Noe | Indtalt af Joy Fryd Larsen

Den anden dag havde jeg et møde med to søde fitnesstyper, som var ved at starte et nyt brand af fitnesstøj. De havde snakket om det her med branding, og hvad de skulle navngive mærket, og de ville faktisk bare gerne sikre sig, at de ikke ”kom til at træde nogen over tæerne” med navnet. Vi snakkede en del frem og tilbage for at undgå, at de endte med at indskrive sig i den eksisterende tykfobi og eksklusion af tykke mennesker i samfundet, og de fandt et navn, som de var glade for, og som jeg mente ikke blev problematisk.

Men selv om det var to iværksættere, som faktisk gerne ville gøre det ordentligt, så skete der stadig det, som ofte sker, og som vi som samfund har en fortælling om ikke finder sted: De ville lave tøj i de størrelser, som de oplevede, at der var efterspørgsel på – og det var størrelse small til x-large. 

Det vender vi så lige tilbage til senere.

Da jeg gik i 5. klasse, gik jeg i tøj til voksne, for børnetøjet kunne jeg ikke passe mere. Da jeg gik i 8. klasse, var det slut med at gå i tøj fra de tøjbutikker, som mine klassekammerater lige var begyndt at købe tøj i. I 9. klasse åbnede den første butik med plus size-tøj i den større by, jeg boede tættest på. Og jeg var mildt sagt ikke begejstret! Jeg oplevede pludselig et ufrivilligt skift i min verden, udover det som alle andre på min alder oplevede. Min verden gik fra at være kulørt, mønstret og sjov til at blive ”så må jeg jo nøjes”. For det er, som om verden kollektivt har bestemt, at tykke mennesker skal gå i en bestemt slags tøj, men lige glemte at spørge dem, der skal gå i tøjet, om hvad de har lyst til. Fra at gå i klar pink, grøn og rødternet og dyreprint, stod jeg pludselig med valget mellem støvet rosa, jordfarver eller sort.

Så jeg valgte sort. Sort læderjakke, sorte militærstøvler, sort hår, sorte tanktops og bukser med så mange huller og kæder, at jeg den dag i dag er imponeret over, at jeg aldrig tabte dem. Bukser, der vel at mærke var indkøbt i herretøjsforretninger fra den nederste del af bunkerne. Og sådan klædte jeg mig i gymnasiet og årene efter i mangel af valgmuligheder og med trang til oprør.

Men så en dag i starten af mine 20’ere fik jeg den sindssyge ide at gå på mit livs første slankekur, og efterhånden som jeg sultede min krop mindre, opdagede jeg noget; verden begyndte at blive i farver igen. Ikke bare lidt i farver, men i stærke farver og med mønstre, glimmer, print og endeløse valgmuligheder. 

Vil du have pink? Værsgo! Pailletter? Tag lidt ekstra. T-shirts med My Little Pony eller Svampebob? Vi har masser!

Og i jo længere tid jeg sultede, jo mere tøj bød sig til og tog med mig hjem fra byen til en hed romance at varierende længder.

Men ak og ve, det der med at sulte sig fem størrelser ned, holder jo sjældent i længden, så efter fem år næsten uden mad for at behage mine elskere, måtte det slutte. Det blev ikke et nemt brud, og det blev heller ikke et clean cut, hvor man smider stodderen ud, sletter nummeret og stopper med at færdes de samme steder. For tøj og mode er alle steder, og langsomt men sikkert måtte jeg se, hvordan min drømmeverden af farver og mønstre gled længere og længere væk og fandt andre end mig at hygge sig med.

Og verden blev igen støvet rosa, jordfarvet og sort, mens mine tynde veninder kunne boltre sig i alle farverne, men ikke valgte dem, for hvad nu hvis man så tyk ud i den kjole eller lignede en forvokset diskokugle i de pailletter?

Selvhad og kropshad rammer alle uanset kropsstørrelse, for det lærer vi fra vi er små. ”Pas på med at spise slik, for ellers bliver du tyk.” Piger i 5.-6. klasse går gerne på deres første slankekure, fordi vi ikke engang formår at lære børn, at deres kroppe helt naturligt ændrer sig i den alder.

Det, der rammer mig, er ikke selv- eller kropshad. Jeg elsker min krop, fordi den er min, og den kan grine, råbe og kramme. Men andre mener ikke, at det er en ret jeg har. Jeg er tyk, så jeg burde ikke gå i klare farver. Tag i stedet sort på, for det slanker. Jeg er tyk, så jeg burde ikke gå i stramme toppe, hvor man kan se min bløde og bulede mave. Tag i stedet en trøje eller kjole på, som hænger løst på maven, så skal andre ikke konfronteres med, at jeg har den krop, som alle frygter at få. Og jeg har ikke et valg. For hver gang mine tynde veninder kan gå i et utal af butikker, prøve tøjet og vælge til og fra efter pasform, har jeg én butik at gå i, hvis jeg er heldig. Og den butik omtaler helt sikkert sine kunder som ”piger”, frem for at tale til dem som var de ægte voksne. For selv når det kommer til mode og tykke kroppe, ender vi i den samme diskurs som alle andre steder i vores samfund – tykke mennesker er en anden slags mennesker end tynde mennesker, og de har brug for tynde menneskers hjælp for at fremstå normale – som tynde.

Men jeg har ikke lyst til at være tynd. Jeg vil faktisk bare gerne have samme muligheder som alle andre. Jeg ville ønske, at det at kunne sy ikke var en nødvendighed og bare kunne være en hobby. Jeg ville ønske, at jeg ikke skulle affinde mig med, at det føles, som om mine netstrømper er ved at klemme mig midt over. Jeg ville elske at kunne tage korte shorts på om sommeren, uden at fremmede mennesker fortæller mig, at jeg er enten klam eller modig.

Jeg ville ønske, at jeg kunne skrive denne tekst, uden at jeg også bliver nødt til at validere tynde menneskers skrøbelighed ved at fortælle at deres kropshad er ægte.

Jeg ville ønske, at mode var noget, der var så tilgængeligt, at de to fitnesstyper fra tidligere selv kunne se, at manglen på træningstøj, der er større end XL, afholder tykke mennesker fra at færdes i dele af vores samfund – og at det er grunden til, at de tror, at der ikke er et grundlag for at sælge flot træningstøj i store størrelser. Når tynde mennesker endnu engang vælger ikke at lave tøj til tykke mennesker, medvirker det til at tykke mennesker stadig ikke færdes i mange dele af samfundet. Tynde mennesker bliver ved med at tro, at diversiteten i tøj til tykke mennesker kun handler om udbud og efterspørgsel, fordi ”tykke mennesker interesserer sig ikke for mode” …

Men guess what? Vi interesserer os for mode! Men som med så mange andre aspekter af samfundet bliver vi holdt uden for fællesskabet, mens dem der har privilegierne, bliver ved med at pege fingre og sige, at det er vores egen skyld, for vi kunne jo bare stoppe med at være tykke.

Men tykhed er ikke et valg, og tyndhed er hverken et valg, en livsstil eller en personlighed – det er bare at være heldig at have trukket det længste strå.