Af Cathrine Marie Nørgaard, journalist

Jeg er introvert. Du husker måske, at jeg havde et behov for at skrive om det i en klumme i sidste måned. Jeg forklarede, at COVID-19 har givet mig en enestående mulighed for ikke konstant at tage stilling til sociale arrangementer. I stedet er jeg blevet mere og mere navlepillende i takt med, at jeg er gledet længere væk fra fællesskabet og alt, hvad det indebærer. Obligatorisk small-talk og konstante, ihærdige forsøg på at fortælle omverdenen om alt det gode, der sker i mit liv.

Men hvorfor havde jeg behov for at skrive lige netop dén klumme med lige netop dét ord i centrum. Introvert. Det har af en eller anden grund været vigtigt for mig at fortælle, at jeg kan associeres med det ord. Når du læser ordet introvert, kommer mit navn op. Ligesom alle mulige andres sikkert også gør. Vi er nemlig en del af samme gruppe.

Så sad jeg pludselig der, introvert i min lille lejlighed og tænkte over det. Hvorfor har vi behov for at putte os selv i kasser? Hænger det i virkeligheden sammen med et underliggende behov for at høre til? Selvom jeg har brugt timevis på at nedfælde sort på hvidt, at jeg er glad for denne pause væk fra alt det, jeg før hørte til?

”Det at være introvert er et karaktertræk, du mener at dele med nogle andre. Så den identitetsdannelse, du har gang i, er i virkeligheden kollektiv,” fastslår professor i sociologi på Oslo Universitet Bjørn Schiermer, da jeg ringer til ham for at blive klogere på mit behov, som du måske selv kan genkende.

Når jeg begynder at identificere mig selv som introvert, ekskluderer jeg samtidig andre fra at være en del af denne abstrakte gruppe. Det, Bjørn Schiermer fortæller mig, åbner mine øjne for, hvad dette konstante behov for at definere vores tilhørsforhold har af betydning for alle individer i det daglige rum.

Vi er alle mennesker

Grupper. De kan både være abstrakte og konkrete, fortæller Bjørn Schiermer, der har forsket i, hvordan man kan forstå det at være social, hvad det vil sige at være sammen og opleve og dele noget med hinanden og, helt grundlæggende, hvordan der knyttes sociale forbindelser mellem mennesker. Han kan fortælle mig, at det at danne grupper også handler om at definere, hvem der ikke hører til i den. Alle de andre.

”Grupper dannes gennem solidaritet eller samhørighed, en følelse af at dele nogle ting med hinanden. Og det betyder, at en af de ting man ofte deler, er nogle idéer om, hvem der ikke er med i gruppen. Det er en af de helt klare måder, hvorpå man lettest kan skabe sammenhold og intimitet indadtil. Det er ved at være enige om, hvem der ikke er med i gruppen, og måske endda snakke nedsættende om andre,” fortæller sociologen.

Ganske vist er vi alle en del af den samme gruppe, den helt store – nemlig menneskene, og det adskiller os fra dyr. Men zoomer vi lidt ind, kan vi se, hvordan vores samhørighed som mennesker krakelerer. Vi inddeler os på kryds og tværs i flere grupper.

”Måske er der nogen, der vurderes til ikke at være helt så menneskelige som andre. Nogen, der ikke helt i samme grad har del i denne her kollektive identitet. Hvis vi ser på det historisk, har man haft en idé om, at kvinder ikke måtte stemme, fordi de ikke er lige så fornuftige som mænd. Eller man ser ned på folk, der ikke har fast arbejde, eller folk, der har psykologiske problemer. Der er altid nogle sondringer, som bliver brugt til at afgrænse, hvem der er med, og hvem der ikke er med, når man definerer kollektive identiteter og essenser,” siger Bjørn Schiermer og tilføjer:

”I virkeligheden er vi alle en del af så mange forskellige grupper, og det i sig selv er jo også en form for individualisering, fordi vi er sammensat af så mange forskellige af slagsen.”

Det er altså vores identiteter, der er på spil, når vi bliver en del af eller udelukket fra en gruppe. Derfor er det måske heller ikke overraskende, at der i vekselvirkningen mellem grupper og mennesker kan opstå uro.

”Jeg tænker grupper som noget, hvor man deler noget kollektivt, hvor man har en solidaritet med hinanden. Den dynamik er i den grad også på spil hos minoriteter. For tiden synes jeg, vi ser masser af eksempler på, at pres avler modpres. Det er ikke rocket science. Hvis du har en gruppe af individer, der føler sig i fjendtlige eller fremmede omgivelser eller ikke får den anerkendelse, de har behov for, vil de søge indad mod hinanden for at få den anerkendelse. Her kan der ske nogle former for radikalisering, eller en søgen tilbage mod det fælles, traditionalisme, måske en stærk betydning af en fælles religion. Forskellige former for afvigere, der går sammen i nye fællesskaber eller grupper,” siger Bjørn Schiermer og giver en, for mig lidt uventet, sammenligning:

”Vi ser det, når ældre pensionister samler sig på solkysten og dyrker alt, der er dansk. Der er groft sagt den samme mekanisme på spil i det, som når vi skælder bestemte indvandrermiljøer ud for ikke at indordne sig efter deres omgivelser. Pointen er: integration med stok alene kommer aldrig til at virke. Du forventer, at folk indordner sig eller assimilerer, men det gør de ikke, og der opstår et modpres, hvor man søger den kollektivitet og anerkendelse, man ikke får fra majoriteten, hos hinanden. Det får man ved at definere sig sammen mod omgivelserne.”

De abstrakte og de konkrete grupper

Der er de åbenlyse, konkrete grupper, og så er der de abstrakte. Og det kan meget hurtigt gå hen og blive en filosofisk samtale, når vi taler om at definere en gruppe og forstå de mekanismer, vi bruger til at blive en del af den, fastslår Bjørn Schiermer.

”Jeg hører snart til gruppen af ældre, hvide mænd, men er det egentlig en gruppe? Det er der måske nogen, der vil sige, og det er det nok også. Selvom der ikke er en reel form for sammenhold, vi mødes aldrig og dyrker det, at vi er ældre, hvide mænd. Der er forskel på, hvor selvbevidste grupper er som grupper,” siger han og beskriver et billede for mig, der giver mig en ny forståelse for de mekanismer, der gør, at vi har behov for at knytte os til andre mennesker gennem ord og handlinger. Bevidst såvel som ubevidst.

Forestil dig, at du går ind i et rum fyldt med mennesker. Du kigger op og får øjenkontakt med en. Hun smiler. Du smiler tilbage. Det er ikke noget, du tænker nærmere over. Det sker bare. Snart falder du i snak med en af dine venner, som du med det samme kan mærke er i dårligt humør. Det smitter måske, og dit humør daler.

”Vi er helt nede på et biologisk fundament. Der er ikke nogen tvivl om, at mennesket, i modsætning til eksempelvis katte, er flokdyr. Til en vis grad, i hvert fald. Men der er to sider af denne dynamik. På den ene side er vi angste for at blive uvenner med andre, føle os alene og blive sanktioneret af fællesskaber, bryde normer, blive skældt ud eller grinet af. Men der er også en positiv eller inkluderende side, hvor vi føler os sammen med andre. Og dér er nogle meget basale, men også meget uhåndgribelige, kollektive afsmitninger. Nogle bånd mellem kroppe, der er præ-refleksive i den forstand, at det går så hurtigt, at man slet ikke når at beherske dem. Hvis man ser en anden krop på gaden, der kommer galt af sted, får man et chok på den anden krops vegne. Eller hvis man ser gyserfilm, hopper man i stolen uden at have bestemt sig for det. Det er min krop, der gør det. Vores kroppe er altså forbundet til andres kroppe, de har noget sammen, nogle basale former for kollektivitet, der er hurtigere end tanken og sproget, og som i virkeligheden udgør det positive fundament for de her kollektive dannelser.”

Selvom måneder uden reel social omgang trods alt har illustreret, at vi mennesker sagtens kan klare os i vores digitale grupper, så kan vi vist alle blive enige om, at det ikke er det samme som at mødes fysisk. Men vi holder stadig fast i vores grupper. Nu sker det bare gennem Facebookgrupper og klummer om at være introvert.

”Rent psykologisk handler det også om at vide, hvor man hører til, og måske endda mere specifikt at vide, hvor man hører til i flokken. Det gælder også i det digitale rum. Der sker en masse i det offentlige rum, der er meget hate speech og polarisering i offentligheden. Der er ingen tvivl om, at de dynamikker, der også har noget med gruppedannelse at gøre, og som er ældgamle fænomener, er i den grad blevet radikaliseret af sociale medier. Det gør det netop nemmere at samles, og det styrker forskellige former for gruppedannelser – ved netop at polarisere sig fra andre grupper,” siger Bjørn Schiermer.

Vi, de introverte

Da folk havde læst min klumme, skrev flere til mig, at de kunne genkende det, jeg skrev. De tilhørte så at sige min gruppe. Vores gruppe. Måske har det været et behov, mange af os har haft. At få sænket skuldrene i en eller anden kollektiv udånding. Det er okay at have det sådan her. Men vi ved det kun, fordi vi er blevet bekræftet i det af andre. Det er et simpelt faktum, som altså skal forstås biologisk, fordi vi søger mod andre mennesker.

Mit forsøg på at adskille mig fra andre, har kun gjort det modsatte. Hvilket er takket være min helt egen menneskelige biologi. Jeg har fået en forståelse for, hvorfor jeg ikke kun føler lutter lykke som indespærret, væk fra alle andre. Jeg indrømmer det gerne: Jeg har brug for kroppe, lige så meget som du har. Og i den sammenhæng er det også lettere at forstå, hvorfor jeg, selv som introvert, nu også længes efter mennesker.

Jeg længes efter at skåle. Du ved, glas mod glas. Længes efter at vælte min fadøl ud over andre og grine af det. Grine med andre kroppe. Jeg længes efter filmaftener med hånden i samme popcornskål. Sådan en vi alle kan dele, selvom vi ikke er fra samme husstand.

Vi kan sagtens danne grupper og fællesskaber digitalt, hvilket det seneste år i den grad er bevis på, at vi gør. Ligesom diverse kommentarspor på Facebook giver et lille billede af, at vi samtidig udelukker andre fra vores fællesskaber. Sådan værner vi om dem.

Der findes rent faktisk grupper for introverte på Facebook. Jeg kan dog afsløre, at jeg ikke kommer til at melde mig ind i en af dem. Det er nok at være connected på et abstrakt plan. For jeg hører også til alle mulige andre grupper. Abstrakte og fysiske, de meget konkrete og lidt mere fluffy af slagsen. For jeg kan ikke løbe fra det simple faktum, at jeg er menneske. Så tak til Zoom og Teams – vi kan nok ikke undvære jer, heller ikke i fremtiden. Men der er god grund til, at vi længes efter at svede op og ned af hinanden på et dansegulv. Bjørn Schiermer beskriver det bedre end mig:

”Vi søger mod det kollektive. Vi har behov for at være sammen med nogen om noget og være en del af noget i sådan en grad, så vi ikke mærker grænsen til andre mennesker. Det er det, som sker, når du griner eller smiler spontant med en anden krop. Eller en aften med de nærmeste, hvor man kultiverer hyggen med høj musik eller stearinlys. Eller det mere anonyme samvær – det kunne være en tur på Roskilde Festival – for at være vilde og ekstatiske sammen med andre kroppe, mærke energien og rusen som en del af en større enhed, der deler en fed oplevelse og et eller andet sted er bevidst om det. Lige her og lige nu. At vi alle bidrager til den gode stemning, så selv politimanden får en krammer. Sådanne oplevelser kan være ekstremt intense.”