Af Lasse Samsøe Borch, journalist 

For en måneds tid siden offentliggjorde Gyldendal, at Josephine Kuhn og Nanna Hovgaard, der tilsammen udgør podcastduoen ’Fries Before Guys’, skal indtale og producere en ny krimi skrevet af Søren og Lotte Hammer i samarbejde med Julie Toft. Den bog er udkommet nu, som et af de første led i projektet Gyldendal Stereo, hvor en lang stribe nye udgivelser fra forlaget kun, eller i hvert fald i første omgang, vil udkomme som lydbøger. Hvor det indtil nu, trods alt, har været den anden vej rundt, fra fysisk bog til e-bog og lydbog, så er omstændighederne måske for alvor ved at blive vendt på hovedet. Gode gamle, støvede, kælderlugtende bøger og den søde duft af lim fra de trykfriske af slagsen. Forsvinder det i fremtiden?

Tallene lyver i hvert fald ikke. Bogpanelets senereste årsrapport fra 2019 - om bogens og litteraturens vilkår - slår fast, at litteratur via lyd vinder frem, især blandt unge danskere. Her skæres det ud i pap, hvordan lydbogsproduktionen af førsteudgaver fra forlagene stiger støt, mens også udlån af lydbøger fra folkebibliotekerne er i eksplosiv vækst. Bare fra 2017 til 2018 er udlånet af netlydbøger steget med 25,6 %, mens udlånet af fysiske bøger, ja, du gættede rigtigt, fortsat er faldende (fra 2015-2018: 8,8 %). 

Litteratur på farten

Så det har ligget i kortene, at noget i retning af Gyldendal Stereo snart måtte blive en realitet. Og helt tilfældigt er det nok heller ikke, at det netop er ’Fries Before Guys’, der blandt andre skal agere galionsfigurer på Gyldendals nye lydskib. Podcastduoen henvende sig primært til den aldersgruppe, der også lytter ivrigst til litteratur - de 19-34-årige. Ifølge tal fra Slots- og Kulturstyrelsen om mediernes udvikling i Danmark i 2019 er det også denne aldersgruppe, der suverænt lytter mest til podcasts. 

Lyden er de unges, men til gengæld læser de signifikant mindre skønlitteratur end resten af befolkningen, ligesom de topper skalaen over, hvem der aldrig åbner en fysisk, skønlitterær bog. Den voksende tendens er, at der lyttes mere og mere, og det er nok ikke helt skudt ved siden af, hvis man hævder, at podcastmediet og lydbogen er i gang med at udfylde et gabende hul i tilværelsen hos de ikke-læsende unge, nemlig fordybelsen. For på en vej, hvor de unge skal skynde sig med at få en uddannelse, helst den rigtige i første omgang, komme hurtigt ud på arbejdsmarkedet og undervejs blive verdensmestre i det hele, er fordybelse som noget selvfølgeligt blevet en mangelvare. Man er fristet til at konkludere i ovennævnte statistikkers klare lyd, at løsningen er lige så selvfølgelig. Vi fordyber os ikke længere i den fysiske bog, men i noget vi kan have med os på vej videre i kaosset. Vores travle tilværelse tillader nemlig ikke pausen og pusterummet til at sætte sig ned og gribe en bog, men her passer podcastmediet og lydbogen til gengæld som fod i hose. Mens vi er på farten, laver mad eller holder os i form, kan vi lykkeligt fordybe os i lyden. Og vi unge danskere har måske netop i så høj grad taget lyden til os, fordi vi har lært, at vi kun har tid, mens vi gør andre ting.

Forstyrret fordybelse

At slukke bilradioen, når trafikken er hektisk eller bede om et øjebliks ro, når tingene spidser til. Vi har alle sammen prøvet at miste noget af kontrollen eller koncentrationen, når vi gør flere ting på én gang. En af de største forskelle mellem lydbogen og den fysiske bog findes muligvis i, at lydbogen netop ikke er fri for forstyrrelser på samme måde som den trykte bog. Det er med andre ord ikke den samme form for fordybelse, snarere en mere forstyrret fordybelse. Lydbogen har naturligvis også sine forcer, som Daniel Willingham, professor i psykologi ved University of Virginia, pointerer i en artikel fra TIME:
”Listeners […] can derive a lot of information from a speaker’s inflections or intonations. Sarcasm is much more easily communicated via audio than printed text.” 
Han understreger desuden, at lydbogen og den fysiske bog ikke er så langt fra hinanden, som vi går og tror. Der er fordele og ulemper ved begge størrelser og i bund og grund kan meget koges ned til smag og behag, ifølge Willingham. Lyden af litteratur har helt afgjort mange nytilpassende og -tænkende kvaliteter, men at de danskere, der læser mindst skønlitteratur samtidig foretrækker lydbogen, skyldes dog næppe deres hang til at opfatte sarkasme og ironi i litteraturen lettere. Det virker svært at forestille sig, hvordan en stor begejstring for intonation og tonefald skulle være grunden til, at man dropper læsning for i stedet at lytte. 

De forskudte tal fra læsning til lytning indikerer dog ikke, at det nødvendigvis er selve litteraturen, som de unge aldersgrupper vælger fra. Det er nærmere et udtryk for, at man oftere er villig til at slå autopiloten til i flere aspekter af tilværelsen og bilde sig selv ind, at der er tid til det hele. Det behov for fordybelse, som den fysiske bog kan give, bliver derfor flyttet over på lyden.  

Værket passer til lyden

Autofiktionsbølgen, med individet, forfatteren, og det personlige i fokus, er skyllet over det litterære landskab, og har i lang tid været dominerende i Danmark, ligesom i resten af verden. Samtidig med opblomstringen af podcastmediet, har denne litterære genre rettet fokus mod den indre stemme og det enkelte individs forhold til det hele og det halve. På samme måde handler det individorienterede podcastmedie langt hen ad vejen også om stemme, intimitet og enerum, hvorfor mange litteraturpodcasts tager sit udgangspunkt i samtalen med forfatteren om skriveprocessen og inspirationen, frem for om selve værket. 

Stemmen i øret møder den indre stemme. Podcast er næsten som skabt til at være tæt forbundet med litteraturen. Mediet er, ligesom lydbogen, en tiltrængt pause, hvor det helt fysisk er muligt med et par støjdæmpende hovedtelefoner at lukke sig inde i sig selv og ude fra resten. 

Selvom man forsøger at tilpasse sig på bedste vis ved at forskyde behovet for fordybelse og papirlyst over i lydbogen og podcastmediet, afstedkommer det måske bare en mere svækket fordybelse, hvor der er større risiko for at miste koncentrationen, heraf gøre tingene halvt og i værste tilfælde lukke sig ude for alt, mens man er i verden. 

I lyden finder man det senmoderne samfunds svar på fordybelse, en stille plads til pause i en hurtig tid med konstante informationsstrømme fra alle sider. Lyd og litteratur er ikke nødvendigvis en forfærdelig kombination af to modpoler. Det er medier med mange fællesnævnere, der, som nu på Gyldendal Stereo, er ved at gå fra sameksistens til sammensmeltning. Men den sammensmeltning er ikke kun en dans på gloser, hvis man i forbifarten glemmer, hvad der samtidig negligeres. Måske er litteratur på lyd blot et plaster på såret, noget vi nøjes med, og et stille forsøg på at sige, at vi ikke kan nå det, vi egentlig helst gerne vil - sidde ned og læse i en god gammeldags bog.