Velkommen til Jorden

Af Cathrine Marie Nørgaard, journalist
11. november 2021 | Klima

Lad os lave et tankeeksperiment.

Forestil dig, at du kommer fra en anden planet. Du er en alien, der gerne vil besøge planeten Jorden. For den har du hørt meget godt om, du synes, den lyder spændende, og du vil gerne se den med egne øjne.

Endelig kommer den så: Dagen, hvor du får lov at tage afsted, og efter en lang rejse lander du på den blå planet.

Hvad ser du med dine alien-øjne?

Lad os finde ud af det. Velkommen til Jorden.

Amazonas

Landingen er blødere, end du havde turdet håbe på. Dine fødder synker ned i mosset under dig, og du hopper op og ned et par gange af bar begejstring. Endelig er du her! Du kigger op og ser, at du er blandt giganter. Du har hørt om træer som disse: høje, ranglede og rolige. Du lukker øjnene og snuser ind. Luften er fugtig med et hint af harpiks. Du rækker ud efter et af bladene, der hænger ned, du mærker dens glatte overflade og ryster på hovedet. Det er næsten uvirkeligt, at væsener som disse er ægte, tænker du og begynder at gå. Og en tanke: Hvordan mon det er at være et træ?

Som alien er du ret heldig. Du har nemlig evnerne til at forvandle dig til hvilken som helst af de ting, du ser omkring dig. Du kan tage form som en papaya, en bregne eller en edderkop og blende ind med dine omgivelser. Så nu er du et træ, der står højt og stolt som én ud af millioner. Du føler, at du hører til, mens dine rødder borer sig ned i jorden under dig. Du kan mærke vandet, der ryger igennem dig som blod i et menneskes årer, du kan mærke edderkoppen kravle på din bark. Du kan mærke biller under dig og rystelserne fra undergrunden …

Og så fornemmer du en bevægelse foran dig. Den er pludselig og voldsom, og du mister din form. Du lander på dine fødder i samme øjeblik, som et af de træer, der før stod ved din side, gør det samme. Hvad var det? Du kigger dig forvildet omkring, og din krop, der før var veltilpas, er nu urolig. Du hører en høj, brummende lyd komme nærmere, og endnu et træ vælter. Du vil ikke være her mere, så du løber alt, hvad du kan, indtil du når en lysning. Det var sært, tænker du. På vej ned havde du ikke lagt mærke til nogen lysning. Der var kun træer, så langt øjet rakte. Du kigger op og får øje på en fugl.

Afbrænding

Du er en fugl og lader dig føre af vinden. Under dig bliver de mange træer snart erstattet af bare landområder og maskiner, der oser. De skræmmer dig lidt, og du tænker, om det mon kan være fremmede væsener, der ligesom du selv er kommet til Jorden? Mon de har en plan om at overtage Jorden – et træ ad gangen? Du får lyst til at advare nogen. Måske kan du gøre det det næste sted, du lander.

Hvor er her smukt, tænker du, da du flyver over det knaldblå vand. Den skinnende overflade, der reflekterer solens lys, giver dig endelig roen tilbage i kroppen. Du tænker på, om det mon ville være muligt at flytte hertil. Bosætte dig tæt på vandet med dine venner hjemmefra. Måske I ville kunne hjælpe jordboerne med at bekæmpe robotterne, så I kan leve i harmoni med hinanden og nyde den smukke planet?

Nu kan du se land, og du basker med dine vinger for at nå derind. Du flyver i timevis over skyer, huse, træer og mennesker. Nogle gange flyver du tæt på og betragter de skøre væsener. På nogle måder ligner de hinanden, men alligevel er de så forskellige. Jo mere, du betragter dem, jo mere har du lyst til at lære dem og deres hjem at kende.

Og så ser du dem. De kæmpe maskiner, der umiskendeligt ligner dem, du så i skoven. Du flyver tættere på, så du kan se dem lidt bedre. Du vil gerne udtænke en plan til at bekæmpe dem.

Men hov, hvad er det, der bevæger sig inde i maskinen? Er det et menneske?

Manden sidder tilbagelænet og gaber, mens han bevæger sine arme op og ned. De holder ham som gidsel! Når du lige at tænke. Men han ser ikke bange ud, tænker du også. Du lægger mærke til maskinens bevægelser, der flugter med hans armes bevægelser. Er det ham, der styrer den?

Han kører hen til en gigantisk bygning og sætter noget fra sig ved hjælp af maskinens kæmpe arm. På toppen af bygningen ser du store skorstene, hvor der kommer sort røg op ad. Røgen smelter sammen med luften og gør solen sort.

Maden

Du har fløjet hele natten, og ved skumringstid sætter du dig i et træ. Du er udmattet. Sjældent har dit følelsesregister været så meget på overarbejde. Et skrig gennemtrevler den ellers rolige luft. Du skutter dig under lyden, før du tager mod til dig og flyver i retningen af, hvor det kom fra. En intens lugt af ammoniak rammer dit næb, da du sætter dig i et åbent vindue ind til et skarpt oplyst rum. Hundredevis af levende væsener går rundt derinde i båse på alt for lidt plads. Nogle er sort-hvid, andre er brune, og du vover dig tættere på, sætter dig på kanten af en af båsene og ser et af dyrene i øjnene. Du genkender følelsen af panik og angst og begynder at søge efter måder at åbne lågen på, da endnu et skrig når dig. Det kommer fra den anden ende af rummet, konkluderer du, før du flyver gennem rummet og videre ind …

Du ser først blodet på gulvet. Det bevæger sig over det ujævne gulv og ned mod et afløb. Du lader blikket løbe langs den lille, røde å og ser de livløse øjne fra det store dyr, der har mistet blodet. Før du kan nå at se, hvor såret befinder sig, tager to arme fat i dyret for at slæbe det væk. Den ene race udrydder den anden, hvisker du for dig selv i en høj piben, og nu ser mennesket dig. Han råber noget til dig, og du er næsten ved at flyve ind i væggen bag dig, da du søger mod udgangen. Du forsøger at råbe undskyld, da du flyver fra de store dyr. Jeg kan ikke hjælpe jer.

Udenfor sætter du dig på den samme gren som før og lukker øjnene. Du har aldrig før oplevet en træthed som den, der bor i dig nu. Du lader din krop falde tilbage i en sammensmeltning med vinden. Du håber, den tager dig et bedre sted hen.

Antarktis

Du er dig selv igen, da du lander på det kolde underlag og slår armene om din krop. Du kan næsten ikke holde dine øjne åbne, for der er så hvidt og lyst omkring dig. Der er intet andet end sne så langt, du kan se. Du vælger en retning og begynder at gå. Den øredøvende stilhed er en tiltrængt pause fra dine larmende tanker. Du er ikke sikker på, hvad det er, du har været vidne til. Det var ikke det, du havde forestillet dig, da dine venner beskrev Jorden og de intelligente væsener, der boede der. Den ro, som du oplevede, da du gik i skoven og fløj over vandet, er ikke en, du har fundet i de mennesker, du har set. I deres øjne har du bemærket en vild form for begær, som er fremmed for dig.

Pludselig forsvinder alt omkring dig og erstatter luften med en isnende, kvælende kulde. Du kan ikke trække vejret som før, og det går op for dig, at du befinder dig i vand. Jeg må være faldet gennem underlaget, tænker du og blender snart ind i strømmene omkring dig, så kulden bliver en del af dig.

Den smukke, hvide overflade, du stod på for blot få sekunder siden, er ved at krakelere. Du kan mærke det i vandet, da en stor klump is plasker i, og nu kan du mærke et hjerteslag ikke langt fra, hvor du er. Du skifter form, da en lille, sort-hvid skabning svømmer forbi dig. Nu er du selv en pingvin og kan se vandet omkring dig. En stor, hvid skabning er på vej i din retning. Isbjørnens poter klynger sig til en lille klump is, men selv du kan se, at det ikke kan vare længe, før den er blevet en del af havet. For dig ser det ud, som om den har givet op. Udmattelsen har overmandet dens krop, og du vil gerne hjælpe, men nu har strømmen fået taget i dig, og du driver længere og længere væk.

Der er en høj lyd bag dig, og du ser skibet. Det er stort og orange, og du skifter form til en fugl som den, der cirkler højere oppe, så du kan flyve op og sætte dig på skibet. Der er en lille hulning i siden, og du håber, du kan være her i fred for menneskene, mens du betragter vandet bruse op under båden på dens vej.

Farver

Du er stoppet med at tælle dagene, da skibet endelig stopper i en havn. Du får lyst til at hoppe i vandet og svømme lidt rundt, så det gør du, og du mærker, at der er meget varmere her end det sted, du kommer fra. Du kan faktisk godt lide det, så du flyder sammen med vandet, du er en del af saltet og tangen og fiskene, og nu ser du det. De smukkeste farver, du mindes at have kastet dine øjne på. Små fisk danser omkring en lilla havplante, og du får lyst til at gøre det samme. Du er en orange-hvid fisk, der ruller rundt i vandet mellem røde, blå og grønne planter og skabninger i mange forskellige former. Du er glad for første gang i lang tid.

Men da du har svømmet et stykke tid, lægger du mærke til pletterne i farvehavet. Jo længere, du svømmer, jo mere fader farverne ud. Pludselig er der ingen farver tilbage, selvom planterne under dig til forveksling ligner farveløse versioner af de planter, du lige har svømmet rundt i. Det ser ud, som om nogen har været forbi og stjæle planternes sjæl, tænker du, og andre steder ser det ud som om, at der er blevet smurt uvedkommende substanser ud over det, der før var en levende koral. Nu husker du skibet, du lige forlod, og du tænker, om det mon kunne have noget at gøre med den sorte væske, du nogle gange så flyde ud fra skibet? Det så så forkert ud, som var det en fjende i de rene omgivelser.

Med ét bliver du tung, som om det farveløse trækker dig til sig. Men du vil ikke tæt på det døde, og du kæmper for at komme væk, for tænk sig at sidde fast her, for altid fanget i et land uden farver …

Du formår at trække din lille krop væk og hen mod land. Du ved ikke, om det er saltvand eller tårer, der flyder ned ad dine kinder, da du sidder i vandkanten i din egen krop. Der er nogen, der peger på dig. Du passer ikke ind her. Du er en fremmed skabning i et land med robotter, sort røg og død. Nu er der nogen, der råber.

Du hører ikke til her.

Hjem

Du flyver gennem atmosfæren på vej tilbage til dit hjem. Du forsøger at opretholde optimismen, siger til dig selv, at du kun vil huske det bedste fra din rejse til Jorden. De høje træer, fugtigheden i skoven, fuglekvidder i luften, farven på vandet og i koralrevet. Men jo mere, du forsøger at holde fast i de billeder, des mere forsvinder de i en tåget fornemmelse af røg, sort væske og blod, der flyder og blander sig med undergrunden. Snart kan du ikke huske, hvad der er virkeligt.

Og du tænker: I det mindste er det ikke mit hjem, der er i forfald.