Kunsten at tabe sutten i kor: “Vi bærer alle kimen til mental ubalance i vores sind”

Af Shani Pedersen, journalist

Når jeg som dobbelt statsborger med dansk og israelsk pas har gjort mig tanker om, hvor jeg skal slå mig ned som pensionist og dø, er jeg altid nået frem til, at det vigtigste spørgsmål, jeg kan stille mig selv, er:

Hvor er det bedst at gå fra forstanden? 

Og hvor er der nogen, som tager fjernbetjeningen og skruer op for galskaben, så de kan høre, hvad den vil fortælle os, i stedet for at slukke for den, som om den ikke er kommet for at blive? 

For et år siden skete det så, at jeg tabte sutten ved skranken på et fyldt apotek i Tel Aviv. En form for offentlig nedsmeltning, som nok var sket, uanset hvor jeg var. Nu var jeg bare dér. 

Og har man læst bare et par sider ind i Peter Lund Madsens ‘Frihedens pris’, vil man vide, at det jo ikke er en big deal, det der med at gå fra forstanden. Vi mennesker er nemlig de frieste dyr, der findes. Vi er udstyret med store hjerner, som vi kan tænke avancerede tanker med, men vores overlegenhed er ikke gratis, og vi betaler en pris. Prisen er blandt andet lidelse. Den mindre eller ultimative afvikling af vores sind og kontrol – psykisk sygdom, kortslutninger, brister. Små og store ubalancer. 

Forskellen mellem »de syge« og »de raske«, mener Peter Lund Madsen, er ikke fast og absolut. Vi bærer alle kimen til mental ubalance i vores sind, og »overgangen mellem det fuldstændig raske og velfungerende over for det syge og dårligt fungerende er glidende.«

Okay. Det lyder jo meget rart og ikke så ensomt, tænker man som en, der med jævne mellemrum taber sutten, men hvis overgangen virkelig er så glidende, hvorfor føles det så, som om man er den eneste, som kan gå i stykker? At alle, der bevidner det, ser noget, de aldrig har set før? At man er en scene, de har lyst til at slukke for?

Sådan har jeg det ofte i Danmark, men i Israel er jeg efterhånden blevet overbevist om, der sidder en eller anden lille skytsengel med djævlehorn i panden, godt sat til rette i et beskyttet fjernstyringsrum og skruer op for tumult, kaos og offentlige nedsmeltninger. 

For Israel er et sted, hvor mennesker taber sutten i kor, og musikken, der kommer ud af det er brutal, men i det mindste mindre ensom. Man har taget en ørken og fyldt den med Holocaust-traumer, PTSD, krig, våben, korruption og et ulideligt varmt klima, og måske er det derfor, det ikke er så signifikant, når der står en skør kælling og råber på apoteket. Man håndterer det, deltager, råber igen, beskytter, krammer. Noget. 

I en tilsvarende situation i Danmark har vi en tendens til at stå og glo, glo, glo, og det er næsten altid med enten døde eller vilde øjne. Eller også overvejer vi at ringe efter politiet, som om de evner at slukke for vildskab. Ikke fordi vi ikke kan relatere eller ejer empati, men fordi vi står dér med alle vores brister, diagnoser og levede liv og stadig mangler et offentligt sprog for, når det hele rabler. Det er sådan noget, eliten skriver kronikker og bøger om. Ikke noget, som udspiller sig på åben gade, når »de syge« tillader sig at opføre sig »sygt« og har brug for ikke at føle sig alene. 

Retter man blikket mod forskningen, er der sådan set intet overraskende i at to så forskellige kulturer regulerer deres følelser på forskellige måder, for ja, kulturel baggrund betyder noget for, hvordan vi udtrykker os og håndterer konflikter og følelser. 

I et studie baseret på data fra 3018 deltagere fra 23 forskellige lande og 5 forskellige kontinenter, har forskere fra San Fransisco State University og Yale University undersøgt de forskellige kulturers evne til at regulere følelser. Forskerne i undersøgelsen, men også generelt inden for feltet, skelner mellem tre forskellige reguleringsstrategier, som vi typisk gør brug af, når vi som mennesker skal regulere følelser som for eksempel vrede. Vi kan undertrykke, udtrykke og revurdere. 

»Fordi en af kulturens vigtigste funktioner er at opretholde social orden, skaber kulturer regler, retningslinjer og normer, der vedrører følelsesregulering, fordi følelser tjener som menneskets primære motiver for adfærd og har vigtige sociale funktioner,« lyder det blandt andet i studiet. 

Undersøgelsen peger på, at individer i kulturelle fællesskaber, som vægter social orden højt, er mere tilbøjelige til at undertrykke deres følelser – ikke fordi de ikke har dem, men som en måde at afmåle og vurdere, hvilket udtryk der er passende i en given social kontekst. Omvendt viser kulturer med mindre vægt på social orden og mere på individuel affektivt autonomi tegn på en lavere grad af undertrykkelse. 

Og så til det der med at undertrykke, udtrykke og revurdere sine følelser. Det er ikke blot noget, vi gør. Det er strategier, som betyder noget for menneskets generelle velbefindende, finder studierne, som undersøgelsen er baseret på. De viser, at mennesker, som scorer højere på udtryk end undertrykkelse af følelser, oplever flere positive følelser, deler deres følelser mere med andre. De er generelt også mere vellidte med lavere score på depression og højere på glæde, velvære og selvtillid. På den anden side er undertrykkelse som reguleringsstrategi oftere associeret med negative udfald. 

Men helt sort/hvidt er det ikke, når det handler om de sociale konsekvenser af følelsesregulering. Der er konsensus om, at kultur betyder noget. Forskere fra Stanfort University har fundet frem til, at det veksler fra kultur til kultur. Hvilke konsekvenser det har, at vi henholdsvis undertrykker følelser eller udtrykker dem mere eksplicit med vores omgivelser, afhænger altså også af, hvor vi kommer fra, og hvilken kultur og kontekst, vi er i. 

»...kulturer opfordrer på forskellig vis og forstærker emotionelle reaktioner, hvilket resulterer i forskelle i, hvordan disse reaktioner bliver sanktioneret og under hvilke omstændigheder«, finder forskerne i undersøgelsen. 

Også i populærkulturen støder vi på forskellige reguleringsstrategier, muligvis uden at tænke så meget over dem. I Woody Allens ‘Vicky Christina Barcelona’ er den kulturelle forskel meget eksplicit. På den ene side står det neurotiske skrog Maria Elena, som engang i vrede stak en kniv i sin elskede ægtemand Juan Antonio. Hun råber, skriger og går i stykker, hvor hun har lyst, når hun har lyst. Selv når der er amerikanske, civilicerede gæster i huset som Christina, som midt i det kaotiske breakup formår at sige afmålte ting som: »Nu må du ikke blive sur.« Som om det er det værste, der kan ske. Hvad hun ikke forstår og formentlig aldrig kommer til, er, det ikke er en knap, Maria Elena kan skrue på. 

Det er bare hende. 

På apoteket i Tel Aviv endte det ikke helt i en Maria Elena-nedsmeltning, som er en meme værdig, mest fordi der ikke var nogen Christina til at afmåle situationen. Det er der sjældent i Israel. I stedet blev det en form for Quentin Tarantino-splash, som på alle måder var odiøst og ukønt, men alligevel vidunderligt.

Det larmede, og jeg var uretfærdig. Et hæsligt menneske. Min hud i ansigtet føltes varm og rødmosset, som den bliver, når jeg bliver overvældet af den slags magtesløshed, som ender i gråd. Når jeg mister overblikket over mit eget ræsonnement. Sådan et øjeblik, hvor man ved, rationaliteten er forduftet eller ikke eksisterede til at begynde med, og selvom det står klart, at alle i rummet har gennemskuet det, fortsætter man ned i afgrunden med åbne øjne. 

Man har tabt sutten, og for det meste orker ingen at samle den op. 

Men sådan er det ikke i en Tarantino splash-scene. Der deltager man i galskaben, indtil man har mistet overblikket over, hvem skurken er. 

Som den allerbedste action-scene i ‘True Romance’ endte det med, vi alle stod og pegede på hinanden med rygende pistoler uden et overblik over, hvem fjenden egentlig var, fordi de arrige aktører blive flere og flere, og man bliver i tvivl om, hvem man er på hold med. Det kunne være mig, det kunne være ham, det kunne være nogle af de andre i køen. 

Da folk deltog i min nedsmeltning, også selvom det var med råben og nogle ubehageligheder, omsluttede de sig i virkeligheden min skrøbelighed og sagde: 

Du er ikke usædvanlig. 

Jeg var ikke afvigeren, og jeg var ikke alene. 

Måske er det ikke tilfældigt, at Tarantino himself har fundet sig til rette i det nordlige Tel Aviv.