Joy Fryd: “Jeg har haft læger, der vidste, at kram var bedre end medicin, men som ikke har haft mulighed for at udskrive omsorg på recept”

Jeg tror ikke, at Jorden er flad. Jeg tror heller ikke, at 5G er en enormt synlig, dog hemmelig, hjernevaskningscentral. Covid-19 er i mine øjne også en meget virkelig ting, og så længe der ikke findes et bedre alternativ, passer det mig fint at gemme mig bag en ansigtsmaske på udvalgte steder. Jeg sætter til gengæld spørgsmålstegn ved det officielle Læge Danmarks principielle afvisning af alternativ medicin, når for eksempel flere tyske læger videreuddanner sig i holistisk retning.

Af Joy Fryd, skribent | Billede: Nadia Von Rikka

Dette er historien om, hvordan mine næsten invaliderende knæsmerter blev kureret med et nålestik. Men det væsentlige ved fortællingen er vejen dertil. For den var lang. Og dyr!

Jeg har altid været af den overbevisning, at vestlig medicin var vejen frem. Jeg har aldrig lidt af lægeskræk, for jeg er født skoletræt, og har derfor ikke fantasi til at forestille mig, at man har lyst til at studere til man fylder 35, hvis ikke der er et højere formål med ulejligheden. I dette tilfælde at hjælpe mennesker i nød.

Af samme grund har min helbredsmæssige devise altid været den samme som ved barndommens spisebord, når snakken faldt på dessert: Man skal have noget rigtig mad først. På den måde har jeg altid været meget praktisk i min håndtering af krop og sjæl, for jeg har altid startet med at stille spørgsmål hos min autoriserede læge og autoriserede psykolog.

Men hvad kommer der efter det, hvis ikke det er nok?

Udredninger - fysiske især, men også psykiske - i dagens Danmark er stringente og baseret på skabeloner, men to mennesker er som bekendt ikke ens, så det begynder at skræmme mig. Med tilbagevirkende kraft. For jeg var 12 år gammel første gang jeg uprovokeret gik rundt og besvimede, 13 år første gang jeg fik taget en opklarende blodprøve for det samme, og 16 år, da jeg begyndte at lide af voldsom migræne - og knæsmerter.

Alle resultater i de år viste, at jeg i sagens natur hverken led af hjerne- eller knækræft. Og så betragtede mine læger ellers sagen som afsluttet.

Det var først mange år senere, da jeg begyndte hos en autoriseret psykolog, som jeg i tre år betalte af egen lomme, det blev anerkendt, at jeg led af psykosomatiske smerter som følge af en ikke så børnevenlig barndom. Og i takt med jeg fik bearbejdet min fortid, svandt mine smerter ind til et minimum. Særligt dem i mine knæ.

I mellemtiden havde et psykisk voldeligt forhold sendt mig så langt ned i kulkælderen, at lyset for enden af tunnellen kun kunne være en modkørende lastbil. Igen stod en udredning for døren, denne gang mental, for jeg var sikker på, at jeg var blevet vanvittig. Men resultaterne viste, at jeg sådan set bare havde fået et nervesammenbrud. Faktisk lå jeg end ikke i gråzonen til at lide af andet end genudløste traumer. Så angsten forsvandt med forholdet, men ikke knæsmerterne, der atter var taget til og efterhånden var blevet invaliderende.

Jeg måtte indse, at ikke alle mine kropslige skavanker havde et psykisk ophav, og siden gigt ligger til min familie, besluttede jeg mig for at visitere en reumatolog. Altså en læge med speciale i bevægeapparatet. Det var tydeligt, at jeg var svært udfordret, så hurtigt fik jeg taget både blodprøver og røntgenbilleder, og så var det bare at vente. På den besked, jeg garanteret ville få om, at mine knæskaller var væk, inklusive kød, knogler og hud, og en undren ville melde sig om, hvordan jeg overhovedet var ankommet til klinikken, når jeg praktisk talt var benløs.

Ventetiden var ulidelig, så jeg opsøgte en diætist i håbet om, at jeg kunne nå at spise mig rask inden dommen skulle afsiges.

Ikke overraskende kunne diætisten på baggrund af sine prøver fortælle mig, at jeg var begyndt at danne stresshormon, hvilket forklarede, at jeg for første gang i mit liv havde akne, hårtab og udeblivende menstruation på trods af, at jeg nød mit nye liv i fulde drag med et selvværd, der var kommet tilbage i tifold. Så foruden min nye syre/base-diæt opfordrede kvinden mig til at søge yderligere hjælp hos en kropsterapeut. Kort tid efter startede jeg hos en sådan. Endnu en behandler. Endnu en egenbetaling.

Jeg fandt en kropsterapeut, en kvinde, der gav akupressur-massage, bedre kendt som Body SDS, men hvad jeg ikke vidste, var, at hun også gav Nada, som er sorg- og traumearbejde gennem nåle i ørerne. Akupunktur, vel. Så mens jeg lå på briksen og vrælede over mit forliste forhold, der var begyndt at spøge igen, satte hun nålene i, og jeg mærkede intet. På nær én, der hvinede i hele kroppen.

“Ja, du er godt nok vred,” sagde hun med dybeste medfølelse. Noget af det sidste, man ville anklage mig for, hvis man kender mig. Men måske var jeg vred? Da jeg kom tilbage nogle dage senere for kun at prøve nålene, var oplevelsen den samme. Og da jeg gik derfra anden gang, skete det: Smerten om mit hjerte så godt som forduftede. Og det samme gjaldt smerten i mine knæ. Væk. Jaget bort af et nålestik.

Senere fik jeg svar på de prøver, jeg havde fået taget hos gigtlægen to måneder forinden. Resultatet? Alting så godt ud. Rådet? Jeg skulle begynde at træne. Men kun til smertegrænsen.

Jeg behøver vel ikke fortælle, at den slet ikke fandtes længere.

Når jeg kigger tilbage på min erfaring med læger, har de som mennesker ikke været følelsesmæssigt afstumpede. Deres funktion har været det. De har taget en uddannelse, der er det. Jeg har haft læger, der vidste, at kram var bedre end medicin, men som ikke har haft mulighed for at udskrive omsorg på recept. I stedet har de sendt mig rundt i systemet, mens det, der reelt hjalp, var de tusindvis af kroner, jeg gennem tiden selv kastede efter min helbredelse, men det beløb kan ikke måle sig med, hvad jeg har kostet det offentlige, for historien om mine knæ er langtfra den eneste i min journal.

Min fortælling er ikke enestående. Og heller ikke den værst tænkelige. Her tænker jeg særligt på den evigt tilbagevendende debat om medicinsk cannabis eller kræftpatienter, der selv må finansiere rejser til for eksempel Tyskland, for at blive helbredt med intravenøs c-vitamin i høje doser, fordi vores underboer i den grad forstår komplementær medicin. Alt i mens det danske system poster penge i patienters kun livsforlængende behandlinger, men andre lande tilbyder helbredende eller som minimum mere bredspektrede.

Resten af Europa synes at være lysår forude, hvad angår ikke bare at identificere et helbredsproblem, men at finde ud af om der er tale om en sygdom eller et symptom, og jeg kan ikke lade være med at zoome yderligere ud, for man kan dårligt tale holisme uden at tale åndelighed, og jeg kan ikke regne ud, hvornår den samtale stoppede. Det var længe før den moderne folkeskoletid i hvert fald.

Når vi taler om nogle af verdens største videnskabsmænd, som for eksempel Isaac Newton, Werner Heisenberg og Lord Kelvin, så kan man ikke tale om deres liv og virke uden at tale om Gud. Men vi gør det ikke. Ligesom seksualundervisning til stadighed kun handler om beskyttelse (praktik) og ikke nydelse (åndelighed). 

Stoppede samtalen om de ‘bløde værdier’ dengang, vi fandt ud af, at vi ikke kunne tjene penge på dem? Kan man dybest set, ligesom med al verdens øvrige ulykke, spore synderen tilbage til kapitalismen?

For at vende blikket tilbage til start: Jeg sætter kun spørgsmålstegn.

Jeg ved ikke nok om internaliseret kapitalisme og dennes ufede fætter medicinalindustrien til, at jeg kan rette en velargumenteret kritik mod den, men jeg ved dette: Et nyt knæ koster knap 85.000 kroner og jeg fik helbredt to for 250.