Manglende udbetaling af løn. Børnearbejde. Tvangsarbejde. Sagerne hober sig op, når det kommer til store multinationale modebrands gøren og laden i udlandet. Så hvorfor køber vi lystigt videre?

Af Amalie Klitgaard, journalist | Indtalt af Joy Fryd Larsen

Sidst på måneden. Du har brug for en bestemt genstand. Helst hurtigst muligt.

Måske gør du som mig, der havde glemt at tage bukser med til et journalistisk projekt i Spanien, og derfor panikkøbte et par white-washed mom-jeans i tøjsynderens paradis: Zara.

Min selvforagt nidstirrede mig fra plasticposen resten af dagen, mens min nagende bevidsthed hviskede: ”Millioner af tekstilarbejdere i Asien mistede deres arbejde, da COVID-19 lukkede butikker verden over. Zaras tøjfabrikker udnyttede coronakrisen til at fyre fagforeningsfolk. Det ved du jo godt?”

Ja, det ved jeg godt. Men alligevel sidder jeg i mine mommy-jeans og skriver denne kommentar. Trods min selvhævdende samfundsbevidsthed. Trods min viden om flere tøjbrands’ unoder.

Konflikten mellem købe-komfort og etik er jeg dog langt fra ene om at føle.

Hele 83 procent af de danske respondenter i en YouGov-undersøgelse fra 2019 var enige i, at tøjproducenter lovmæssigt bør være forpligtede til at overveje etiske aspekter som arbejdsforhold, børnearbejde og dyrevelfærd i deres tøjproduktion.

Men kun 18 procent køber mindre tøj på grund af etiske årsager, hvilket efterlader Danmark som nummer chok blandt de andre europæiske lande. Derimod slår undersøgelsen fast, at pris, kvalitet og hvor godt tøjet passer, vægtes højest hos de fleste danskere.

Selvom det er cool at købe det rigtige, at være rigtig, at være bevidst og solidarisk, så lever et cool selvbillede, hvad end det er land eller individ, bare ikke altid op til virkeligheden. Der er et mismatch mellem vores holdninger og vores adfærd, når det kommer til social ansvarlighed og modeforbrug.

Spørgsmålet er så – hvad kan vi gøre for at rette vores egne købsvaner ind på sporet med mere social ansvarlighed?

Selvforherligende skyggespil

For det første må vi erkende, at der er stor forskel på det, vi mener, og det vi gør. For kun når vores selvportrætterende og selvkorrekte spejlbillede krakelerer, er det muligt at handle. Ignorance is bliss, men en kritisk sans kan rykke selv klippefaste luftkasteller.

De sidste par år har jeg læst utallige artikler, der erklærer corporate social responsibility for ”det nye bæredygtige sort”. Men det er stadig en jungle at finde rundt i. Men vi er dog nået længere med den kollektive miljøbevidsthed end for fem år siden. 

Modebranchen tager det alvorligt, skriver alt.dk i en nylig artikel. 

Så alvorligt, at nogle brands omlægger deres marketingsstrategier for at ”greenwashe” deres kollektioner, dette betyder, at deres grønne marketing sker på falske præmisser (hvilket H&M gjorde i Norge i 2019).

Jeg vil påstå, at det fuldstændig samme sker på den sociale flanke, dog ikke i kampagner men på hjemmesider og i reporter produceret af modevirksomhederne selv. Lad os kalde det ”social washing”.

Et godt eksempel er Apple, som på deres hjemmeside skriver, at ”… vi holder os selv og vores leverandører oppe mod de højeste standarder for at beskytte mennesker i vores forsyningskæde og den planet, vi kalder hjem.”

Det er bedrag sort på hvidt. For samtidig er Apple et blandt 83 multinationale firmaer, der i 2020 blev kædet sammen med tvangsarbejde udført af uighurer, en muslimsk minoritet, i fabrikker i Kina. Andre firmaer talte Nike og BMW, afsløret gennem et studie fra Australian Strategic Policy Institute.

Selv etiske certificeringer, som man blandt andet ser hos Balenciaga og Burberry, vil jeg tage med et gran salt, da buzzwords som ”grøn” og ”CSR” i dag med let hånd drysses ud over ethvert respektabelt brands online shop.

Hav kreditkortet på rette sted

Lyder det trættende? Det gør det for mig. De mange udhulede ord og mærkater besværliggør enhver forbrugers bestræbelse på at finde et miljørigtigt og etisk korrekt tøjstykke. Et ekstra pres lægges af modens flygtige natur – research i dybden, men research hurtigt inden næste kollektion har ramt gaden.

Derfor lokker de andre forbrugerkriterier: Pris. Kvalitet. Pasform. Lettilgængelighed. 

Det ér svært at fralægge sig sine individualistiske impulser, droppe den evige kapitalistiske jagt på røverkøb og være sit globale ansvar moden. Det kan jeg skrive under på som værende en del af Millennial-generationen, hvor jeg som barn voksede op med, hvad jeg i dag vil kalde, et overforbrug af forbrugsgoder. Og som jeg vil kalde et syndefald, som både natur og mennesker i andre verdensdele lider under lige nu.

Ansvaret ligger først og fremmest hos tøjproducenterne. De skal tage sig sammen, leve op til deres image og kampagner, samt se deres forsyningskæder igennem. For de har ikke kun forpligtelser over for deres medarbejdere og CO2-udledning inden for vestens grænser – men også over for udenlandske medarbejdere og miljøet.

Men når de ikke makker ret, må det være os kunders opgave at holde dem i ørene.

Boycotting er en facon; et ældgammelt symbol for kollektiv aktivisme, hvor man straffer eller protesterer mod et firma ved at nægte at købe varer derfra. Et andet er buycutting; en nyere og voksende tendens, hvor man i stedet bruger sine penge hos de virksomheder, man er enig med.

Der er argumenter for og imod begge, alt efter om man søger effektivitet, om man er mod eller for konsumerisme og så videre. Det vil jeg ikke komme ind på her, men begge dele kan skabe en ”shitstorm” eller en ”candystorm” på sociale medier, der afhængigt af vindskalaen måske får reel indflydelse.

Uanset hvad har refleksioner om boycotting, buycotting, slow-fashion og alle de andre koncepter en fælles sideeffekt: Det gør os helt reelt mere bevidste.

Så. Summa summarum. Lad være med at købe ting, du ikke ved, om er produceret under kritisable forhold. Og det er noget, jeg lige så meget siger til mig selv.