Af Anne Stampe Arndt, journalist
18. januar 2022 | Drømme

På ’praktikantsofaen’ på TV2 fornøjede ældre mandlige medarbejdere sig med nyansatte unge kvinder. I DR’s egen undersøgelse af forholdene i Pigekoret har kvinder, hvoraf flere dengang bare var børn, beskrevet koret af unge piger som et ’tag selv-bord.’ Og bedre står det ikke til uden for medie- og kulturbranchen; flere steder i restaurationsbranchen har sexchikane været dagens ret, på Christiansborg har profilerede politikere og partiledere befamlet praktikanter, og kvinder har fortalt om deciderede overgreb og efterfølgende tavshedstrusler. Og dér har de så siddet med skammen; for hvem vil nogensinde tro på en tilfældig kvinde, der anklager pæne, magtfulde mænd for den slags grusomheder?

Det gør vi i dag. Takket være de kvinder, som har et talerør og har brugt det til at fortælle om krænkelser, sexisme og overgreb. Og at det kommer fra netop dem er med til at give kvinder andre steder i samfundet mod til også at stå frem og sige fra. Bryggeriarbejderen, togkontrolløren og den unge advokatfuldmægtige behøver heller ikke længere at tie. For der er nogle andre, der har taget de første og hårdeste slag.

Det giver håb til en hel generation af yngre kvinder, i alle brancher, om at indgroede kulturer rent faktisk kan ændres. Og så tør vi drømme om arbejdspladser, skoler og måske endda en dag et helt samfund, hvor chikane, sexisme og grænseoverskridende adfærd er forbi.

Hverdagssexisme fører til værre sexisme

Af Metoo har vi lært, at overgreb, sexistisk opførsel, magtmisbrug og dårlig dømmekraft ikke hører til i en bestemt branche eller blandt en særlig gruppe mennesker. Det er studieværter, mellemledere, iværksættere, toppolitikere, kørestolsbrugere og mennesker af alle køn. Ingen af os kan se os fri fra at have indgået i en kultur, der har skabt grobund for krænkelser og gødet jorden med ’hverdagssexistiske’ jokes og tavshedskultur. 

Heller ikke kvinder. Vi har også set til, trukket på smilebåndet og kigget den anden vej, når sexistiske vittigheder og nedsættende kommentarer er faldet. Nogle er selv nået til tops ved at tage fuldbyrdet del i den ’maskuline’ ledelsesstil og deltage i upassende festlege, som blåstempler den sexistiske kultur. Kvinder har ikke altid været hinandens allierede. Kvinder er ligesom alle andre produkter af den kultur, vi lever i.

Som Kvinfo har beskrevet er det ekstremt svært at sige fra, når hverdagssexisme er en del af den kultur, som man gerne vil være en del af. Forfatter Hanne-Vibeke Holst pegede for nylig på det, hun kaldte elefanten i rummet: At praktikantsofaer og tag selv-borde er et produkt af en patriarkalsk kultur, som vi alle er en del af. Derfor er den kulturkamp, der er i gang, heller ikke en kamp mellem køn; det er en kamp mellem en forældet patriarkalsk kultur og en inkluderende kultur, hvor personer med magt – uanset køn – er deres ansvar bevidst.                          

Generationer af feminister har kæmpet for at nedbryde patriarkalske strukturer, langt før Metoo blev til. Med sager som stemmeret og ligeløn har de taget nogle vigtige – men også nogle synlige og konkrete – kampe mod diskrimination på baggrund af køn; kampe for at opnå lige politiske rettigheder med mænd. Metoo kan være sværere at forstå og få greb om, fordi det er et forsøg på at gøre op med de mere bagvedliggende, usynlige ting; nogle abstrakte strukturer og normer, som vi knap er bevidste om. Jeg har selv leet med på sexistiske vittigheder og brugt ord om kvinder, som jeg aldrig ville bruge i dag. Fordi jeg i dag ved, at det er del af en kultur, der muliggør, at kvinder behandles som mindre værd. Men kultur kan ikke ses og ændres i nogle paragraffer. Den er vores alles ansvar at blive bevidst om og forsøge at ændre. Og så længe kulturen giver plads til sexistiske og krænkende sprogbrug og opførsel, så danner den grobund for krænkelser og det, der er værre.

En revolution kræver ofre

Derfor er det godt, at der bliver reflekteret, sagt undskyld og draget konsekvenser i virksomheder og organisationer i dag. Enhver revolution kræver sine ofre. Og det er først, når uacceptabel opførsel – før eller siden – får konsekvenser, at vi kan se, hvad der er acceptabelt, og hvad der ikke er. At vi tager nogle skridt fremad. At både de mandlige som de kvindelige blåskjorter derude bliver lidt færre. Hvad end de kommer med en murerske eller en mikrofon i hånden.

For opgøret med sexisme og forældede magtstrukturer er ikke en ’identitetspolitisk strømning’ eller en flygtig bevægelse. Det er en omkalfatring af vores måde at tænke køn og magt på; en tiltrængt og altomfattende kulturforandring, hvis sti vi lige nu betræder med små skridt. Modige kvinder tog det første skridt, og nu er det vores alles ansvar, at udviklingen fortsætter, så historiebøgerne en dag vil vise, at vi er nået mange mil fremad.

Og det skyldes først og fremmest den række af kvinder, heriblandt en del på TV2, som havde modet til at sætte sig selv på spil og en vigtig sag først. Man kan sagtens diskutere ledelsernes ansvar og (mangel på) refleksion – og det har mange gjort. Men som en, der har arbejdet i mediebranchen igennem det seneste år med Metoo, har jeg oplevet, hvordan mine kolleger har lyttet og reflekteret over deres ansvar for at forhindre sexisme og krænkelser. Langt de fleste tager del i at skabe en bedre kultur fremover. I mediebranchen og resten af samfundet. Fordi I, der gik forrest, har gjort det klart, hvor vigtigt det er. Og for os, der kommer efter, bliver det nemmere at sige fra og råbe op, både på egne og hinandens vegne, og skabe en kultur, som inkluderer alle i festen. Tak for det.