Af Cathrine Marie Nørgaard, journalist

Han kommer til mig i en dansktime. Der lugter svagt af madpakke i klasselokalet. Jeg sidder med hovedet i hænderne, mine øjne er slørede, og jeg kysser med en rockstjerne. Han tager mig væk derfra, med til USA og sørger for, at vi bor godt. På luksushotel med king size-seng og udsigt over Manhattan. Jeg er hans største opbakning, når han performer for udsolgte sale. Står backstage og smiler, når han kigger på mig. Han smiler tilbage. Pigerne vil ha’ ham, men han vil mig. Det er så simpelt som at få hjertet til at slå.

Jeg kan ikke huske, hvordan vi mødtes første gang. Vores historie har haft alle tænkelige begyndelser. Vi mødtes til en af hans koncerter. Han fandt mine øjne i mængden. Vi mødtes tilfældigt på gaden. Det var et sammenstød mellem to kroppe. Hårdt men elegant, som på film. Vores historie starter forfra, når jeg beslutter mig for det, men forelskelsen er altid let. Det summer i vores fingerspidser, når de rører hinanden. Ikke bare første gang, men også tyvende gang.

Han lærer mig at danse til de poppede sange, der gør ham så populær. Dem, han selv har skrevet. Han er nødt til at tvinge mig, for jeg er genert, men han har ret. Jeg kan jo godt. Han lærer mig også at synge. Det viser sig, at jeg har en god sangstemme. Ikke så god som hans, men god nok til, at vi kan synge duetter sammen til hans koncerter. Vi vender vrangen ud på os selv, så alle kan se, hvem vi er for hinanden. På et tidspunkt er jeg hans surprise-act. Tænk Lady Gaga på scenen med Bradley Cooper. A Star is Born. Jeg behøver ikke være en stjerne. Jeg behøver bare vide, at jeg kan.

Jeg går i folkeskole, men jeg ligner en, der er ældre. Selvtilliden gør mig moden. Efter koncerterne tager vi tilbage til hotellet. Smider tøjet og dyrker hinandens kærlighed. Intensiteten i vores kys er uden sammenligning. Det er svært at trække vejret. Helt vidunderligt svært.

Det er også i denne periode, jeg får superkræfter. Min superheltedragt er sort og simpel, faktisk lidt kedelig. En sort kjole med store ærmer. Min fantasi designer ikke tøj, men følelser. Det er hemmeligt, at jeg er superhelt. Jeg kan flyve og gør det gerne, hvis jeg skal komme nogen til undsætning. For det meste bruger jeg mine evner, når jeg har brug for at komme lidt væk fra det hele. Fra forpligtelser og fra dem, der tror, de ved, hvem jeg er. Irriterende væsener, som ikke passer ind i min ekstraordinære verden. Som ikke kan se, at jeg er mere end bare stille og følsom.

Hvor er livet skønt. Jeg er selvsikker under hans blik. Ekstatisk når jeg flyver gennem luften. Jeg kan lige så godt beslutte mig for at være vægtløs. Der er ingen grænser i et menneskes fantasi.

Jeg lovede mig selv, og jeg lovede min rockstjerne, at jeg altid ville vende tilbage til ham, ligegyldigt hvor længe jeg blev væk. Løfter har det med at blive brudt. Jeg bebrejder de forpligtelser, der hører til det at vokse. Indtil for nylig havde jeg glemt, at han eksisterede. In the back of my mind og altid lige ved hånden. Men vi ved det allesammen: Der er ikke plads til fake rockstjerner i den voksnes liv, ligesom man ikke uden videre kan flyve væk fra sine problemer.

At være voksen

Det er mørkt udenfor, jeg er ung teenager og alarmklokken insisterer på, at jeg vågner. Jeg lukker øjnene og befinder mig på hans brystkasse. Han prikker mig på næsen og spørger, hvad jeg har lyst til i dag. Vi er et sted mellem barn og voksen. I vores limbo er der plads til livet. Han dufter af kærlighed. Vanilje og noget andet, jeg ikke kan sætte fingeren på. Alarmklokken ringer igen. Jeg må skynde mig, hvis jeg skal nå i skole til tiden.

I ordbogen under ”voksen” står: menneske, der er fuldt udvokset eller udviklet. Antonymer: barn/ung. Synonymer: ansvarlig/fornuftsmenneske.

I min egen ordbog har jeg tilføjet: Antonymer: fri/hæmningsløs. Synonymer: fastlåst/fantasiløs.

Jeg vil aldrig være voksen, tænker jeg, da jeg sætter mig på min stol i klasseværelset. Men jeg vil heller ikke være her. Jeg vil finde det sted, hvor jeg bare kan være glad. Ligesom når jeg flyver. Ligesom når jeg danser på scenen. Simple as that.

Jeg har egentlig aldrig betragtet mine fantasiverdener som hemmelige. Men omvendt har jeg heller aldrig fortalt nogen om, hvor det er, jeg stikker af til, når mit blik bliver fjernt. Ikke før nu, i hvert fald. Det er efterhånden også old news og hvad man kunne kalde harmløse barndomshemmeligheder. Man får alligevel ikke lov til at tage dem med videre i livet.

Min største frygt har altid været at blive voksen og blive frarøvet min fantasi. Virkeligheden er mere skræmmende. Mennesker af kød og blod er iskolde og vil knuse dit hjerte, hurtigere end du kan nå at tælle til ti. Så selvfølgelig brugte jeg min fantasi til at gemme mig fra andre. Glæden er mere simpel i hjernens krinkelkroge. Men det er ikke okay at dvæle ved det opdigtede. Det ved vi allesammen. En dag skal vi alle vokse op. Tælle år i kilo og minder i rynker. Det er som en løftet pegefinger, man støder på gentagne gange i overgangen fra barn til voksen. BEWARE: en dag skal også du forlade den simple lykke i barndommen. Du vil miste dine superkræfter og kende til hjertesorg.

Jeg havde gjort det, hvis jeg kunne. Flyttet ind i fantasien med hud, knogler og drømme. Slået mig ned, giftet mig med rockstjernen og været lykkelig. Dengang var der ingen tvivl om, at jeg ikke behøvede mere end det.

Vores monopol

Som teenager havde jeg en mild depression. Det var i hvert fald det, jeg fik at vide den første og eneste gang, jeg gav en skolepsykolog et indblik i mine tanker. Jeg hadede hende. Måden, hun nikkede på, når jeg tørrede tårer i mit ærme. Som om jeg ikke var andet end endnu en forvirret teenager i rækken af forvirrede teenagere. Endnu en med ét ben solidt plantet i fantasiens altopslugende intethed.

I had it coming, I guess. Depressionen, altså, eller hvad det nu var. Virkeligheden er fantastisk, men i en kamp mod fantasien er der intet at stille op. Jeg flygtede dertil så ofte, at det måtte ske. Hjernen bruger snedige tricks, gemmer på hemmelige skyts. Kaster billeder ind i dit indre synsfelt, så dit hjerte får din puls til at stige. Herinde vokser selvtillid på træer. Så simpelt er det ikke, når man træder ud af sin egen desillusion. Pludselig splintrer modstand sjælen. Forelskelse avler usikkerhed. Det er ikke givet, at kærlighed varer evigt. Rockstjernen bliver voksen og begynder at drikke, superhelten trøstespiser. Bliver for tung til at flyve.

Vi får at vide, at vi ikke skal dvæle for meget ved det, der ikke er ægte. Vi skal ikke leve i skyggen af vores egne drømme. Vi skal være realistiske og få det bedste ud af det. Vi skal ikke være forfattere og malere og spinde guld af strenge, vi ikke kan holde fast i. Vi skal stifte bekendtskab med kontortider og begrænse vores imaginære rendezvous til kun at eksistere i de tidsrum, hvor ingen andre har brug for os.

Når vi bliver ældre, glemmer vi, at vores fantasi er en unik mulighed for at ånde og få en pause fra det samfund, vi selv har skabt, med konstante deadlines og ugentlige opdateringer om skærmtid i vækst. Vi lader samtidig andre tro, at fantasi kun er noget for børn. Den er ellers noget, som vores race har monopol på. Vi kan forestille os ting, der ikke er der. Jeg er begyndt at tro på, at det er sundt at holde fast i de harmløse hemmeligheder på den anden side af barndommen. De kan selvfølgelig forandre sig og afspejle det stadie, vi befinder os på i livet. Vi kan bruge dem som redskaber til at opløse grænser og udvide vores synsfelt.

Figuren i bakspejlet

Mit hjerte hamrer, så det næsten gør ondt. Jeg kigger på tavlen i klasseværelset, men jeg ser en sal fuld af tilskuere. Det er mig, der får dem til at juble. Jeg har gjort det. Jeg har givet slip og sunget direkte fra hjertet. Ligesom han lærte mig at gøre det. Jeg behøver aldrig mere gemme mig bag min egen facade. Læreren trækker mig tilbage med et spørgsmål, og min puls falder til ro. Jeg overvejer at række hånden op, men når det ikke, før han har valgt en anden. Mine skuldre falder ind over mit bord. Jeg var en stjerne. Jeg er grå og forsvinder i mængden.

Jeg holdt mig selv for nar. Fantasien og de følelser, der hører dertil, kan ikke én til én leve i virkeligheden. Jeg var en misbruger, der ikke kunne få sit fix. Derfor har det måske alligevel sine fordele at vokse og blive til det, ordbogen kalder et fornuftsmenneske. Barnet er en figur i bakspejlet, mig selv set i et nyt perspektiv. Nu kan jeg se, hvad timevis i fantasiens verden har betydet for mig, og hvad jeg har lært af den person, jeg blev til derinde:

Jeg åbner munden og synger foran tusindvis af mennesker. Jeg står med rank ryg, kigger ham i øjnene og siger, at jeg elsker ham. Jeg sætter af i min sorte kjole og laver kolbøtter langt oppe i luften, oppe over skyerne.

Jeg er ekstatisk, jeg er sårbar, jeg bryder med mine hårdt optrukne grænser. Jeg har fået farver og skiller mig ud.

Vi ved, at der ikke er plads til hemmelige rockstjerner i den voksnes liv, og at man ikke kan flyve væk fra sine problemer. Men hvad der sker, når vi lukker øjnene, er op til os. Vi er de eneste, der kan nægte os selv vores egne hemmeligheder. Jeg lukker øjnene. Jeg kan stadig flyve, jeg kan stadig danse, jeg kan stadig mærke glæden i sin reneste form.