Af Katrine Blauenfeldt, chefredaktør på OXY Magazine

Katrine Blauenfeldt befinder sig i Las Vegas, hvor de mange ‘wedding chapels’ har givet stof til eftertanke: Er et forhold - eller et ægteskab - mindre værd, hvis det kun stod på i en begrænset periode? Nej, mener OXY Magazines chefredaktør.

Jeg hører tit folk sige om forliste forhold, at så havde man nok bare ikke fundet den rigtige partner. Selvom det naturligvis kan være rigtigt, så synes jeg bestemt ikke, at man skal reducere alle parforhold til noget forkert og ubrugbart, bare fordi det ikke holdt indtil en af parterne lå i en kiste. Hvis den ægte kærlighed absolut skal holde til en af de involverede dør, så ved man jo aldrig om det er ægte kærlighed. Ikke før det sekund man selv eller ens partner tager den sidste indånding.

Selvom vi har mange flere muligheder i dag for at indgå i forskellige former for kærlighedskonstellationer end for 50 år siden, så bliver den monogame, heteroseksuelle parforholdsmodel stadig gjort til noget ekstra særligt. Og den bliver dobbelt op på særlig, hvis manden og kvinden formår at være sammen til døden dem skiller. Det er, fordi vi beundrer folk, der er uselviske og kan finde ud af at gå på kompromis. Vi beundrer folk, der ikke forfølger hver en lyst og impuls, men som kan kontrollere sig og sige nej tak til ”usunde” fristelser. Og det er grundlæggende, fordi vi alle er bange for kaos og uorden. Derfor følger vi nogle rigide regler, som ophøjer mennesker, der kan lægge bånd på sig selv i alle mulige henseender, for så er der styr på tropperne, og alt er relativt homogent, hvilket føles trygt og godt. Det paradoksale i dette er, at de fleste af os har en længsel efter noget andet. Vi lyver, er utro, opsøger spænding på måder, som andre vrænger på næsen ad, og laver små eller store lovovertrædelser.

Vi har brug for ikke at blive sat i nogle små og snævre bokse, som fortæller os, at vi kun kan opleve ægte kærlighed på én måde: den monogame, heteroseksuelle parforholdsmåde. No wonder, at så mange unge mennesker har svært ved at binde sig til en andet menneske, når vi får at vide, at vi skal finde en partner, der skal holde hele livet. Det kan da give selv den mest hårdføre person en god omgang racermave og panikangst. Og man kan da nemt komme til at føle sig som en fiasko, hvis man som 33-årig bliver single efter et 10-årigt forhold, for så var ens forhold jo ikke den ægte vare. Så har man spildt 10 år af sit liv på en, som ikke var The One.

Tre af mine ekskærester taler jeg stadig tit med, og jeg har stadig en enorm kærlighed til dem alle tre. Jeg ser ikke de forhold som mislykkede. Jeg ser de forhold som vigtige, kærlige og betydningsfulde, og de er bestemt ikke mindre værd, fordi ikke varede til min eller deres død. Misforstå mig ikke, hvis man finder en, som man ender med at være sammen med i 50 år, og man er glad og tilfreds med det, så er det da smukt. Men ikke mere smukt end hvis man har haft fem forskellige partnere i 10 år ad gangen.

Lad os hylde og omfavne kærligheden. Selv når den kommer i korte, intense intervaller.