OXY

View Original

Studinen og shippingeleven

Af Luna Agathe, erotiker

Det var varmt. Selvom sommerkjolen var den korteste og mest luftige hun ejede, sad den klistret til kroppen som en fugtig karklud. Simone havde droppet bh’en, og mellem brysterne, der gyngede af sted i takt med hendes cyklen, samlede der sig et mindre vandløb af sved. Hun havde glædet sig hele ugen. Men nu hvor tiden for mødet med Aske nærmede sig, havde en knugende nervøsitet erstattet den varme, bløde følelse, der ellers havde rumsteret i maven. 

Aske. Det var efterhånden 20 år siden, de sidst havde set hinanden. Dengang på børnehavens legeplads, hvor han havde vinket farvel, mens hun gik baglæns ud af havelågen med sin far i hånden. Gad vide, om han stadig havde lige så blå øjne, som hun huskede dem. De billeder, hun havde set på Instagram og Facebook, afslørede at han var blevet lige så smuk som mand, som han havde været som barn. Men øjnenes farve var svære at tyde.

Nu begav hun sig op ad grusstien til legepladsen, den sti hun havde cyklet ad utallige gange som barn. De var blevet enige om at mødes der, for som Aske sagde, kunne de jo altid tage en gyngetur, hvis de ikke kunne finde ud af at tale med hinanden.

Det var egentlig underligt, at de ikke var stødt på hinanden gennem årene, da Askes bedsteforældre stadig boede i barndomsbyen, hvor hendes egne forældre havde boet siden hun blev født. Aske, hans lillebror og deres forældre var flyttet, inden han skulle starte i skole. Forældrene havde fået arbejde i Jylland, og hun huskede stadig, hvordan hun græd sig selv i søvn hele den sommer, fordi hun var overbevist om, at hun aldrig skulle se sin elskede Aske igen. Sorgen over det tabte venskab forsvandt dog hurtigt i takt med, at hun fik nye venner og en hverdag i skolen. Hun havde faktisk næsten glemt Aske, indtil hun for en måned siden var faldet over nogle barndomsbilleder.

På et af dem sad hun iført smækbukser i rød fløjl med is om hele munden og armen lagt hengivent om en blåøjet dreng med sår på begge knæ. På bagsiden stod der, ”Simone og Aske, foråret 2000”. Hun havde spurgt sin mor, om hun mon kunne huske, hvad Aske egentlig hed til efternavn. Hendes mor, der altid havde haft en misundelsesværdig klæbehjerne, svarede uden tøven, at han da hed Aagaard Jakobsen. Simone havde tastet hans navn ind i søgefeltet på Facebook, og han var dukket op som den eneste med den navnekombination. Hans profil var lukket, så hun kunne kun se hans profilbillede. Nysgerrigheden havde vundet over den tøven, hun alligevel følte ved at add’e et menneske, hun ikke havde set siden barndommen. Måske kunne han ikke engang huske hende, men hvad var ærligt talt det værste, der kunne ske?

Han havde accepteret venneanmodningen samme aften og havde sendt en besked i messenger. Han kunne godt huske hende. De udvekslede de høflighedsfraser, der hører sig til, når man ikke kender hinanden mere og opdaterede hinanden kort på de sidste tyve år. Det hele var ganske fredeligt og uskyldigt.

To dage senere havde han fundet hende på Instagram. De havde sendt DM’s og memes til hinanden over de næste to uger. Aske fortalte, at han skulle besøge sine bedsteforældre i den kommende ferieuge, og han spurgte, om hun mon havde lyst til at mødes. 

Klokken var ti minutter i fire om eftermiddagen, hvilket betød, at hun var kommet for tidligt. Hun satte sig på en af gyngerne og tændte en smøg. Måske tobakken kunne dæmpe den snigende angst for et akavet møde. Pludselig blev alting mørkt, og hun mærkede duften af et andet menneskes hud tæt på. Han havde lagt sine hænder om hendes ansigt bagfra, og trykkede de samlede fingre let mod hendes lukkede øjenlåg. 

”Hej”, sagde han, idet han fjernede hænderne fra hendes ansigt og trådte frem foran gyngerne. Han så ud præcist som på billederne, og øjnene var endnu bedre, end hun havde forestillet sig. 

”Jeg har taget øl med. Vil du have en? Jeg tænkte, at vi ligeså godt kunne starte med at drikke os småfulde, så glider samtalen ofte lettere”, sagde han med et skævt smil. Han stak hånden ned i den medbragte Fakta-pose, hev to øl op og åbnede dem med en lighter, inden hun nåede at takke ja. Hun strakte hånden frem og tog imod.

De drak øllene, mens Aske røg en af hendes cigaretter. Samtalen fløj let af sted og det samme gjorde de efterhånden lunkne øl. Simone fortalte om sit studie, og Aske om sit arbejde som shippingelev. Da klokken nærmede sig 19, var posen tom og Askes mave var begyndt at rumle. ”Vil du med hjem til mine bedsteforældres hus og spise noget mad? De er taget på weekend hos nogle venner, så vi har huset for os selv”, spurgte Aske. Simone, der også var begyndt at blive sulten, men på ingen måde havde lyst til at skilles fra Aske allerede, nikkede ivrigt. 

Der emmede af den der udefinerbare gammelmenneskelugt i bedsteforældrenes hjem. Det var ikke ubehageligt, faktisk nærmere trygt og lidt hyggeligt. Aske stod ved køkkenøen og skar grøntsager på et spækbræt af træ. Simone sad overfor ham på en høj stol og drak af det glas hvidvin, han havde stukket hende så snart de havde fået smidt skoene i entreen.

Hun betragtede hans solbrune hænder, der kunstfærdigt skar tomater i tynde skiver. Fingrene virkede stærke, og hun kunne ikke lade være med at forstille sig, hvordan det ville føles, hvis de lå om hendes hals. Hun kiggede op, og så lige ind i de blå øjne, der studerede hendes ansigt. Med et ryk lænede Aske sig ind over bordpladen, tog fat om hendes hoved og kyssede hende. Det var vådt, blødt og varmt. Han trak ansigtet til sig og betragtede hende, som for at se om hun var med på mere. Simone lod ham ikke vente, men hoppede ned fra stolen, gik med hastige skridt hen til ham og kyssede ham. Denne gang langt, dybt og krævende. 

Stadig med læberne presset mod hendes, tog Aske armen bagud og skubbede skærebræt og tomater til side. Han tog fat om livet på hende og løftede hende let op på køkkenøen. Simone trak sig bagud på den kølige stålbordplade. Aske gav slip på hende, skubbede hendes knæ op og stillede sig mellem hendes fødder. Han trak op i hendes kjole og begyndte at slikke sig vej fra hendes maveskind nedad. Simone var allerede så våd, at hun var sikker på, at det måtte løbe fra hende. Aske trak behændigt trusserne af hende, og kastede dem over skulderen, mens hans tunge fortsatte sin rejse. Han stoppede ikke, da han nåede til hendes kønslæber. I stedet slikkede han sig endnu længere ind. Tungen trængte ind, og han trykkede hele ansigtet mod hendes underliv. Hænderne kærtegnede hendes ben op mod indersiden af lårene, forbi kønslæberne og ind mod skedevæggene.

Han var ivrig og tydeligvis opstemt, men vidste alligevel, hvad han lavede. Simone anede, at han havde gjort det her uendeligt mange gange før. Og hun nød det. Alligevel var hun overhovedet ikke forberedt, da han rørte hendes klitoris med tungespidsen. Han fik hende til at kaste hovedet bagud og ramme kanten af bordet og krampagtigt løfte hofterne. Hun skreg, da hun kom, så hurtigt og så vildt var det. Aske fortsatte med at slikke hende til kramperne aftog, og først da kiggede han op mod hende. “Øj, det der må have gjort ondt,” grinede han. “Meget. Det bliver jeg desværre nødt til at hævne,” svarede Simone. “Tag min plads.” 

Aske smed hurtigt bukserne, gjorde som der blev sagt og satte sig hvor Simone lige havde befundet sig. Nu var det hendes tur til at tage plads mellem hans ben. Hun gav ham et let skub, så han lagde sig ned på ryggen. Med en hånd om hver af hans fødder fik hun ham til at trække knæene op. Hun fortsatte med at kærtegne føddernes overside, mens hun efterlignede hans fremgangsmåde og slikkede bordpladen hen mod Askes pik.

Selvom Aske havde hælene mod bordpladen, og benene trukket tæt op til sig, kom hun ikke længere end til hans mellemkød. Hun smagte på ham der, slikkede sig op mod pungen og tog en af kuglerne i munden. Han stønnede, da hun sugede testiklen ind og roligt krammede den, hårdt. Hun førte Askes fødder endnu længere mod enden, til han var nødt til at stødte med tæerne og hæve hofterne. Simone stak hurtigt tungen ind mellem balderne og holdt dem adskilt med tommelfingrene, sådan at tungespidsen nåede sit mål. Sultent fandt hun ringmusklen og åd sig ind mod anus, smagte på den mand, som lige nu gav hende alt, han havde. 

For Simone var det et af de dejligste øjeblikke, det mest intime, med enhver mand. Aske sukkede, da Simone tvang balderne endnu længere fra hinanden, og da hun trængte længere ind. Han gjorde ansats til at vende sig om for at lade hende komme bedre til, men Simone viste med grebet om balderne, at han skulle blive liggende. Hun slikkede ham dybere og hårdere, inden hun trak sig ud og lod ham synke ned på ryggen igen. 

Hun kyssede sig vej langs mellemkødet og tog den testikel, hun endnu ikke havde smagt, i munden. Aske stønnede, og det blev bare højere, da Simone også fik den anden kugle ind i munden. Simone trak langsomt forhuden på Askes hårde pik frem og tilbage, mens hun så ham i øjnene. Hans nydelse var så fuldstændig, at hun ville have kunnet bede om hvad som helst lige der. Hun slap pungen og slikkede pikken op mod hovedet. Uden at tøve tog hun hele pikken i munden, så langt ned hun kunne. Aske gispede, og hun begyndte langsomt at sutte ham. Den hårde pik reagerede på hver bevægelse ind og ud, og Aske bevægede hofterne for at komme endnu længere ned i halsen på hende.

Da hun ikke turde sutte mere uden at risikere, at han kom, slap hun pikken og så den studse mod hans mave. Simone trak hans ben ned, så hun kunne sætte sig overskrævs på ham. Hun tog pikken i hånden og førte den mod sin våde fisse. Det var lige før hun kom, så snart hun mærkede ham oppe i sig, men hun bevægede sig så forsigtigt, at det lykkedes hende at forhale orgasmen. Aske havde også været så tæt på, at hun var nødt til at tage det roligt for at kunne fortsætte.

“Rid mig,” hviskede han.

“Lover du så at gøre dig umage med maden?”. 

“Hvis det er det, du vil, bare rid mig. Knep mig.”

Simone bevægede sig hurtigere op og ned. Hun sænkede sig ned, til hun mærkede pungen og mellemkødet mod røven og pikhovedet langt inde i sig, så hævede hun sig op til han var næsten ude igen. Hun gjorde det hurtigere og hurtigere, igen og igen, kneppede Aske med alt, hun havde i sig. Friktionen fra hans hårde pik jog op gennem hele kroppen. Hun mærkede det komme, mærkede orgasmen vælde ind over sig, fortsatte med at ride, kneppe ham og lade kroppen tage over.

Lige i det øjeblik hun skulle til at kollapse ned over ham, skreg han, og hun kunne mærke, hvordan han sprøjtede sin sæd op i hende. Aske rørte sig krampagtigt og ville sikkert være faldet sammen, hvis ikke han lå ned i forvejen. I stedet faldt Simone ned over ham, helt svedig, og gav ham et langt kys.