Lader du også dine egne og andres sætninger definere din krop? Journalist Cathrine Marie Nørgaard undersøger i samtale med to andre unge eksempler på sætninger, vi bærer med os gennem livet på godt og ondt. 

Af Cathrine Marie Nørgaard, journalist | Foto: Freja Andrea Pedersen & Lysander Kristian
9. marts 2022 | Krop

Nogle sætninger hænger ved. Brænder sig ind i hjernebarken, som blev de fanget af en kamerablitz det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, når de lige så vel kunne have drevet bort med tusindvis af andre minder i glemslens søde mørke.

”Din mave er virkelig flot.”

Sådan var der engang en af pigerne fra folkeskolen, der sagde til mig, og jeg smilede, stolt af, at der var noget ved mig, der var attraktivt for andre. De sætninger, jeg gik og sagde højt om mig selv, var mindre flatterende.

”Du har alt for store lår og alt for stor bagdel.”

Det er snart 11 år siden, jeg forlod folkeskolen, men jeg tænker ofte over de sætninger, jeg sagde til min krop dengang. Overvejer, hvordan de har været med til at påvirke det forhold, jeg har til min krop i dag. Jeg skammer mig, når det går op for mig, at nogle af sætningerne hænger ved. 

”Du er ikke slank nok.”

Når jeg bøjer mig forover for at binde mine sko, placerer mit maveskind sig i folder. Det gør mig ked af det, for jeg husker stadig, hvor glad jeg blev for komplimentet om min mave dengang, hvor jeg dyrkede selvkritik mere end noget andet. Tiden, hvor andres og egne sætninger om kroppen var det, der satte sig fast. Jeg forundres over, hvordan nogle af sætningerne endnu kan eksistere som skarpe fotografier i min hjerne.

”Du har den lækreste krop, jeg nogensinde har set. 

Dit ansigt er også okay.”

Sætningen kom fra en, jeg engang holdt meget af. Jeg har været omkring 20 år og stadig rystende usikker på min krop. Han bekræftede mig i, at jeg ikke var perfekt, men at jeg alligevel var sådan en, man vurderede på kroppen. Hvis jeg lod den falde hen med tiden, hvad ville man så ikke tænke om mig?

Det er ingen nyhed, at vi er mange, der tænker over, hvordan vi ser ud i en grad, der har indflydelse på vores hverdag. På mange måder tror jeg, at de sætninger, der ødelægger os allermest, er dem, vi ikke siger højt. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvilke ekkoer mon runger i andres hoveder?

En meget svedig T-shirt

Lysander Kristian er 23 år, bor i København – og så er han født som kvinde. På valentinsdag den 14. februar 2019 startede han sin medicinske transition fra kvinde til mand, og for halvandet år siden fik han fjernet sine bryster i en topoperation. Det skete som resultat af den erkendelse, at han ikke ville finde kærligheden til sig selv og sin krop som kvinde.

”Dengang brugte jeg min krop til at vise mit værd. Den krop, jeg havde før, var rigtig pæn i forhold til den konventionelle kvindekrop. Mit værd lå i den, for jeg var nøgenmodel på det tidspunkt, og jeg fik meget opmærksomhed fra mænd,” fortæller Lysander.

Han forsøgte at gentage mændenes sætninger for sig selv:

”Du er smuk og lækker.”

Men hans egen stemme brød igennem:

”Du er ubehagelig at være i.”

”Jeg har beskrevet det før som om, man går rundt med en meget svedig T-shirt, og alle siger bare, at T-shirten er SÅ flot, og at den sidder så pænt på en. Men man kan bare ikke se det selv, for den er så klam og ulækker at have på. Den passer overhovedet ikke. Æstetisk og objektivt set var min krop perfekt. Så jeg følte ikke, jeg kunne placere det ubehag, jeg havde, nogen som helst steder,” siger Lysander.

Når man bruger 20 år af sit liv på at tænke, at man kun er noget værd i kraft af den krop, som samfundet roser, så er det ikke let pludselig at skulle sige farvel til den krop.

”Det var ikke så svært for mig at finde ud af, at jeg var en fyr, men det, der var svært, var at give slip på den krop, jeg havde før. Jeg har brugt hele min ungdom på hver dag at tænke over, hvordan jeg så ud, og så skulle jeg lige præcis indse, at jeg også var noget værd på andre parametre. Det var enormt skræmmende, fordi jeg var bange for, at alle mine venner, hele min omgangskreds ville forlade mig, fordi jeg pludselig ikke havde noget at byde på ud over det.”

Lækker mand, træt kvinde

Lysanders syn på den måde, samfundet betragter en kvindekrop på kontra en mandekrop, er ret unik, hans rejse taget i betragtning. Som kvinde var han vant til, at man fra samfundets side skulle se ud på en bestemt måde. Da han fik krop som en mand, blev han overrasket over, hvordan verden omkring ham pludselig blev stille.

”Som mand får du bare mere ro. Der er ikke spotlys på dig hele tiden. Du kan sådan set være i samfundet uden at blive set. Den der usynlighed er så underlig at være i første gang, når man passerer som en ciskønnet mand, er hvid og tynd og ikke altid har et kønsudtryk, der går uden for normen. Du skal ikke overveje, om nogen kommer til at kigge underligt på dig. Jeg har stadig svært ved at afmontere den del af mig.”

Lysander arbejder stadig som model. Derudover er han aktiv i diverse politiske organisationer, bl.a. Enhedslistens Rød-Grøn-Ungdom, og så arbejder han som normkritisk seksualunderviser for AIDS-Fonden.

”Jeg var til undervisning for nogle måneder siden, og der var en pige, der sagde, at jeg så godt ud. Jeg havde ikke været i bad i tre dage. Hvis jeg ikke havde været i bad i tre dage som kvinde, var der mange, der lagde mærke til det og sagde, at jeg så træt ud. Nu var jeg pludselig mega lækker, fordi mit hår var lidt slasket,” siger Lysander.

”Jeg har en masse veninder, der er transkvinder. Jeg ved, de oplever større stress end mig, for de oplever en standard, de måske ikke er vant til. Den måde, samfundet ser kønnede kroppe på, er rigtig essentiel i forhold til at kunne lide og være tilpas i sin krop. Ikke at man aldrig kan være tilpas i sin krop som kvinde, men det spiller en megastor rolle. Også for mit vedkommende.”

For Lysander er der altså tale om et meget tydeligt før og efter i forholdet til sin krop.

”I dag er jeg mere nysgerrig på min krop. Før gik det ud over min dag, hvis der var noget, der ikke skulle være der, eller hvis jeg fokuserede på, at jeg havde en alt for lille røv, eller at mine bryster var forkerte. Det var et projekt for mig at finde ud af, hvordan jeg kunne fjerne fejl hos mig selv. Nu er det mere: ’Lad os prøve ting af og se, hvad der sker’, i stedet for at føle, at min verden går under.”

Hvorfor så hård ved dig selv?

På sin Instagram beskriver 26-årige Freja Andrea Pedersen fra København sit lille, lyserøde univers med ordene: ”Place for empowerment, selflove, selfcare. Colorfull, fabulous lovespreading.”

Så jeg har en idé om, at jeg skal til at tale med en person, der har gjort sig tanker om forholdet til sin egen krop, hvilket, jeg hurtigt lærer, er sandt. Men det går også op for mig, at der – ligesom tilfældet er for Lysander – også er tale om et før og et efter i Frejas historie. Hun kæmper nemlig på sjette år med en hjerneskade efter, at hun i 2016 stod på en altan, der pludselig brød sammen under hende.

”Jeg fik en hjerneblødning og en hjernerystelse, og jeg er stadig i gang med at blive udredt for, om jeg har ret til fleksjob,” fortæller Freja, da jeg ringer til hende.

Mens hun er i det, hun kalder ”venteland”, er hun i praktik på en skole for unge med specielle behov. Hun styrketræner i Loop Fitness, og om torsdagen står den på psykoterapi og pilates som led i et tilbud, hun får fra kommunen.

”Skaden er bare en del af hverdagen nu. Jeg tænker også, at det har en påvirkning på, hvordan jeg opfatter mig selv. Min hjerneskade er en del af mit liv og en del af min krop, en del af mit hoved.”

Og hvilken betydning har hjerneskaden så for Frejas forhold til sin krop?

”Efter man får et usynligt handicap, så bliver forholdet til ens krop på den ene side hårdt, men man bliver også nødt til at elske den for det, den kan. Den har jo fået mig igennem hele forløbet med at være i koma og vågne op igen. Så ja, jeg har det godt, men som alle andre dealer jeg også med usikkerheder og kommer til at snakke grimt til den. Det er noget, jeg prøver at være meget bevidst om, for det har jeg virkelig ikke lyst til. Men det kræver hård træning, at man skal øve sig på at snakke pænt til kroppen.”

Det kan jeg kun give hende ret i. Jeg er 28 år, men jeg kæmper stadig med at få opdraget mig selv, så min krop ikke er konstant i skudlinjen.

”Du er godt nok oppustet i dag, din ucharmerende trold.”

Sådan kunne det lyde, når Freja alligevel får lyst til at kritisere sin krop.

”Så må jeg jo tænke, hvordan det kan være – måske er jeg syg eller har menstruation. Måske har den bare lige brug for at være lidt oppustet. Kroppen ændrer sig jo hele tiden,” siger Freja.

I folkeskolen lyttede hun ofte til de ting, de andre piger sagde om dem selv:

”Jeg hader min albue, mine lår, min næse.”

Men Freja nægtede at tale til sig selv på samme måde.

”Jeg tænkte: Hold da op. Hvorfor siger I sådan? Der bliver jeg lidt kontrær, for det har jeg ikke lyst til at bidrage med. Jeg har dyrket meget rytmisk gymnastik, hvor man danser, og hvor det bare handler om at have det sjovt. Det tror jeg har bidraget til at have det rart i min krop. Så ja, ret tidligt besluttede jeg mig for, at det er spild af energi at være så hård ved sig selv.”

Derfor vil hun hellere dyrke de gode sætninger:

”Du er god nok, som du er.”

”Du er dejlig, sej og stærk.” 

Afro på Falster

For Freja kunne forholdet til kroppen ellers lige så nemt have set anderledes ud. Hun er kvart grønlænder og har afrohår. Hun er vokset op på Falster, hvor hun ikke så sjældent blev gjort opmærksom på, at hun så anderledes ud. 

”Du er forkert.”

”Du har mærkeligt tøj på.”

”Du har underligt hår.”

”Du griner for højt.”

Derfor er jeg også imponeret over, at hun har lært at tale så pænt til sig selv på trods.

”Jeg tror, det hjalp mig, at jeg bare ikke forstod, hvorfor man skulle tale sådan til sig selv og andre. Lige nu, hvor jeg ser tilbage, føler jeg, at det gjorde mig stærk. Og så var det bare rart, da jeg endelig kunne flytte fra Falster,” siger hun og griner.

Så selvom der på mange måder er et før og et efter hjerneskaden, har Freja holdt fast i de positive sætninger.

”Jeg har mødt andre med hjerneskader, som snakker rigtig hårdt til sig selv om sig selv og deres krop eller deres hjerner. Ligesom i folkeskolen bliver jeg kontrær og tænker, at sådan vil jeg ikke have det.”

I december gik Freja og hendes kæreste fra hinanden, og hun tabte sig en del. Efterhånden er hun dog begyndt at spise normalt igen. Kroppens forandring har hun løbende holdt øje med på vægten – indtil den løb tør for strøm.

”Det tog jeg som et tegn på, at jeg ikke længere skulle holde øje,” siger Freja.

Der er ingen tvivl om, at det kræver meget energi at lære at tale pænt til sig selv og sin krop.

”Det handler om gentagelser. Måske lytter man ikke i starten, når man siger til sig selv, at man er god nok. Det tror jeg heller ikke, jeg gjorde. Det er urmennesket, der er i spil, hver gang vi taler negativt til os selv. Vi har bare fået et helt nyt sprog om de ting, vi kan være negative omkring. Vi er stadig lige så bange for ikke at passe ind. Og egentlig burde vi ikke sammenligne os med andre. Hvis vi skal tænke på andre, så lad os inspirere af andre. Det er også det, jeg bruger Instagram til,” siger hun.

Mig selv med i kroppen

Lysander har reflekteret en del over sit eget forhold til kroppen. 

”Det forhold, jeg har til min krop i dag kontra dengang, har dels med patriarkatet at gøre, men rigtig meget af det har også med sig selv at gøre. Det er virkelig vigtigt at finde ro i sig selv, så man ikke behøver få det i samfundet,” lyder hans tese, som er draget ud fra hans egen erfaring.

”I min ungdom brugte jeg enormt mange penge på skønhedsbehandlinger. Spraytan, manicure, pedicure. Men da jeg så havde nået et mål, var der altid en ekstra ting, jeg også gerne ville. Jeg var aldrig færdig med at ændre på mig selv på en måde, der var sådan lidt sygelig, for jeg kunne jo ikke rigtig blive glad. Jeg kunne bare ikke finde ud af, hvad ubehaget var. Jeg placerede det i, at jeg ikke havde barberet mine ben, at mine negle ikke var malet osv. I dag har jeg indset, at folk er glade, bare jeg dukker op.”

Og så siger han en sætning, jeg får lyst til at slutte af på. Den er til alle dem, der græder, når de hiver i en mavedelle. Der synker sammen, når de ser på deres lår i spejlet. Til alle dem, der stadig bærer andres og egne sætninger fra fortiden med sig som stempler. Til alle dem, der som jeg endnu har til gode at finde ro i sin egen krop:

”I virkeligheden er min krop ikke så vigtig. Det vigtigste er, at jeg har mig selv med i den.”

Lysander Kristian og Freja Andrea Pedersen har begge tidligere skrevet klummer for OXY Magazine, og hvis du har lyst, så kan du læse dem lige her:

• Lysander - transition, kvindelige fællesskaber og queerness

• En gammel og skrøbelig altan vendte op og ned på Frejas liv